Fælles identitet eller tids-tvillinger? Både Senmut og Moses fremstår hver for sig som et gådefuldt problem i forskningen.
          I det gamle Egypten synes modstanden mod Moses at tilsvare modstanden mod Senmut, dronning Hatshepsuts superbegavede landsforvalter, vesiren Senmut, der meget pludseligt forsvandt totalt bort.


Er det virkeligt sandt, at verdens ældste kendte individuelle personlighed, Moses, kun er en opfindelse fra senere tider, en kunstigt fabrikeret historie, for at forsyne et folk med en national fortid? Eller ligger der noget andet bag, som kan have ført forskerne på vildspor?
          Hos mange grupper af forskere er deres strid og problemer om Moses som en historisk ægte figur forsøgt løst ved simpelthen at afskaffe  Moses ved at erklære ham ikke-eksisterende, nemlig til blot en mytefigur der var konstrueret af jødiske præster.
          De pågældende forskere har her søgt at gøre den vigtigste skikkelse i jødernes historiske selvforståelse til en fiktion ved at hævde, at det var præsternes fiktion! Attentatet på Moses - udført af hans samtids egyptiske opposition, og senere i en vis grad af oldtidens bibelredaktører - har her fået sin gentagelse i nutiden.
          Også for den kvindelige farao Hatshepsuts vesir, multigeniet Senmut, i årene omkring 1500 f.Kr. i Egypten, synes forhold af denne art så slående at ligne Moses' gådefulde skæbne og tilmed i den behandling, han senere fik af forskerne. F.eks. ses Senmut fremstillet som en opportunist, der satsede alt på Hatshepsut - og tabte, nogen tid før hendes eget løb var slut.
Senmuts netop gådefulde forsvinden har således drillet egyptologerne, og flere afviser det ellers tydelige komplot mod ham - og forskellige hypoteser om hans skæbne har efter tur været i højsædet.
 

De samme kongelige titler

Senmuts navn betyder 'moderens bror', hvilket ikke er noget ejendommeligt navn, når det i dette tilfælde er en kongelig titel.
          - Tilsvarende eller parallelt omtales Moses i Bibelen som søn af 'faderens søster'. Den titel kan ses forbundet med det faktum, at Hatshepsut var sin fars (Tuthmosis I's) kongelige co-regent, ligesom ellers en dronning ofte var det. Og den status var netop benævnt som hans (faraos) "søster".
          Det vides, at flere af netop de embeder med særlig status, som Senmut erholdt, var som at "stå i farao-lære". Eksempelvis var traditionen, at kronprinser især i 18. dynasti ofte var guvernører over Nedre Egypten. Da Senmut blev guvernør, var det således over Nedre Egypten, dvs. næsten en tredjedel af det egentlige Egypten.
          - Tilsvarende (og ud over at Rabbinerskrifterne omtaler, at den unge Faraos Datters gemal som kommende farao var også i en periode først guvernør over Nedre Egypten), omtales, at også Moses fik en sådan statholderposition i Nedre Egypten. Ifølge disse Rabbinerskrifter (f.eks. Baren-Gould: "Legends of Old Testament Characters - from the Talmud and Other Sources", vol. II, London 1871, p. 79) færdedes han her iført tilhørende embedsdragt, et prinseligt ornat med halssmykke.

Mere end 20 specifikke personlige forhold direkte identiske

Indicier i identitetsspørgsmålet bestyrkes ved en omfattende samling konkrete kildebelagte, parallelle facts om Senmuts og Moses' status, embeder og værker. Mere end 20 specifikke personlige forhold er direkte identiske.
          Eftersom Senmut fungerede som Faraos Datters højre hånd - og her som bekendt den store landadministrator, bygmester, arkitekt, general, finansminister etc. - stod det i hans magt at have bidraget til skønne bygningsværker samt at have efterladt  talrige statuer og portrætter af ham selv samt sit eget kongeligt udstyrede gravanlæg - bl.a. udsmykket med verdens ældste kendte stjernekort - placeret som tunneler og kamre under Hatshepsuts store tempelkompleks.
          Potentialet hos den intelligente, skabende og igangsættende Senmut passer på utroligt mange detaljerede områder præcist til dét, Rabbinerskrifter og andre oldtidskilder fortæller om Moses' mangeartede talenter som administrator, arkitekt, opfinder, organisator, general, stjernekyndig etc. Samt dette, at de begge befandt sig ved faraos hof - og åbenbart på samme tid.
          Lighederne viser sig så uhørt slående, så der kun synes at kunne være tale om én og samme person. Dette kan demonstreres præcist ud fra en opsummering af de mere end 20 særlige områder - udførlig gennemgået i min bog "Gåden om Faraos Datters Søn" (i kap. 5). På alle de mange punkter er der tale om helt specifikke, personlige identiske forhold.
          Der var tradition for, at en dronning kunne regere på sin kongelige søns vegne, men ikke for - som Hatshepsut - at regere på en nevøs vegne. Dette og andre eksempler kan vise, at nevøen, den senere Tuthmosis III ikke oprindelig var opdraget til, eller udvalgt til, at være farao (hvad hans egne inskriptioner også bekræfter), men derimod Moses, hvis høje uddannelse ved hoffet der jo netop berettes om i de gamle skrifter.


Overensstemmelsen

Alt dette om Senmut vil ofte passe dårligt med senere tiders billede af Moses. Men ved opsummering af alle disse forhold vil især dette kunne fastslås igen:
          a)   Da der inden for samme tid i det samme land ved det samme hof næppe fandtes to så overensstemmende personer med de samme så usædvanlige positioner og med samme slags ekstraordinære ekspertise, synes det ikke at være to forskellige, men en og samme identitet.
          b)   Både "Faraos Datters yndling Senmut" og "Faraos Datters yndling Moses" forsvandt pludseligt fra Egypten - og forlod de samme slags høje poster inden for nøjagtigt samme tidsrum, ja samme år i Egyptens historie. Deres skæbner er som identiske helt ud i de specifikke personlige detaljer; og som normalt for den tid vil Senmut-navnet blot have været et af den yngre Moses' mange egyptiske navne, idet han som højtstående person - og også ifølge en række Rabbinerskrifter - bar flere navne.
          c)   Men især dette:  Hvorfor skulle Senmut i sit gravanlæg vise stjerneoptegnelser for det bestemte tidspunkt, der er identisk med episoden (dateret ud fra Rabbinerskrifternes astronomiske informationer) med Moses i arken på Nilen, hvis det ikke også netop var ham, der var Moses?

Ansigtet på en granitstatue er storvesiren Senmut fra det faraoniske
hof, - eller er det i virkeligheden et portræt af den unge Moses?

Brodermord som stedfortrædende offer? Allerede i den egyptiske religiøse ide om kongeguden Osiris, der - efter "latterlige" anklager - dræbtes og parteredes af sin bror, guden Seth.
          Også fra Bibelen kan genkendes dele af den urgamle myte om det "første brodermord".


Det "første brodermord" kaldes også episoden, der kendes fra Bibelens indledende kapitler, hvor Kain dræbte Abel. Kains brændoffer var ikke blevet modtaget i himlen, hvorfor han prøvede igen, nu med en stærkere indsats. Det kan forstås sådan, at her har broderen Abel kunnet bruges som stedfortrædende offer, det ældste kendte i historien. De var halvbrødre, ifølge rabbinerne, deres mødre var Eva og Lilith, og faderen var Adam, der i mytologien var "den første konge".
          Adams tredje søn hed Seth - ligesom ligesom Osiris' bror. Osiris selv var gudekonge i efterverdenen ifølge den fler-tusind-årige egyptiske opfattelse.
          Således kan beretningen om brødrene Kain og Abel - idet navnene er et hebraisk ordspil på 'at få en søn og at miste én' - oprindeligt have inkluderet også at handle om et stedfortrædende offer, der skulle beskytte den overlevende part. I Bibelen (1. Mosebog 4,15) blev Kain efter drabet netop beskyttet af Jahweh, så at:
                    "... enhver, der dræber Kain, skal lide syvfoldig hævn ...".
          Jahweh etablerede en beskyttelse med et særligt mærke i Kains pande. det har være meget omdiskuteret, hvad Kains mærke var for noget.
          Ordet for et 'mærke' i 1. Mosesbog 4,15 er oversat fra det hebraiske ord 'owth, som kan betyde 'tegn', 'varsel', 'advarsel', og 'minde'. I Torah, den hebraiske Bibel, bruges det samme ord til at beskrive stjernene som tegn og varsler, og regnbuen som tegn for syndfloden (1. Mosesbog 9,12);' owth  bliver også brugt ved omskærelse som et tegn for pagt, samt er brugt i forbindelse med "mirakler" som Moses præsenterede farao for.
          Således beskriver Bibelen især hvordan mærket skulle virke som tegn eller advarsel, men ikke hvilken form mærket havde.
 
          Men hele konceptet angående mærket i panden er gammelkendt i oldtidens tankegang og frem til bl.a. Descartes, og man mente her at se mindelser om "det lukkede 3. øje", "sjælens sæde" o.lign., med pinealkirtlen bagved som en biologisk reminiscens heraf. Det kan også observeres på et mere fysisk udviklet trin i nogle arter af reptiler, f.eks. den drage-lignende iguana.
          Så Kain blev opfattet som at have et overnaturligt tegn på sin pande som et tredje øje - og fremstod da i senere opfattelse også som en indviet, herunder som "bygmester" - en senere frimureragtig betegnelse - og var ifølge Bibelen den første, der grundlagde/byggede en by, Hanok, således opkaldt efter Kains søn.
          Kong Romulus, "bygmesteren" der siges at have udbygget Rom i 753 f.Kr. (funderet oven på Aenas’ ældre by), dræbte også sin ligeledes kongelige tvillingbror Remus efter "latterlige anklager" om, at "Remus respektløst hoppede uden for bymuren ved at hoppe hen over den".
          Dette fulgte en astromytologisk ritus, hvor den ene (tvilling) bror Pollux, navnet for den ene af Tvillingernes to hovedstjerner uden for himlens Paradis-mur (ekliptika, der "indhegner" Dyrekredsen), skulle dø, og broderen indenfor var udødelig.
 

'Den udvalgte'

Også andre steder, ligesom i Europa helt tilbage i bronzealderen, kendtes en beslægtet tradition:  At sætte små drenge, der var brødre, ofte tvillingebrødre, ud i skoven eller ødemarken og derefter hente den af brødrene tilbage, som overlevede bedst. Mens den anden bror, hvis denne ikke allerede var død af strabadserne, blev ritualdræbt, for ad denne vej at styrke den overlevende bror, der herefter betragtedes som "den udvalgte", som var under et guddommeligt forsyn. Her ses relationer til "det rituelle brodermord".
          Dermed kunne en bror være ideel som stedfortrædende offer netop ved at kunne "opveje" den anden bror, så guderne og magterne ikke fik et offer af ringere værdi. Fjendernes udvælgelse af Senmut som stedfortrædende offer må også ses i lyset af denne mytiske tradition - Osiris-Seth, Kain-Abel etc. - hvor, under visse kultiske forhold, den ene bror måtte dø. I så fald, ved den form for henrettelsesmagi, skulle Senmut da gavne sin stedbror, Tuthmosis III, der nu kunne erklæres som "den udvalgte". Dette arrangeredes for Tuthmosis at blive gennemført af præsterne i Amon-templet i Theben, ifølge hans egne inskriptioner.

          Fra endda relativt sent i europæisk historie kan et eksempel illustrere en sådan skik. Den danske adelsmand Otto Brahe blev den 14. december 1546 far til to sønner, - tvillinger. Det ene af de to spædbørn døde ret tidligt, pludseligt, vi ved ikke noget om hvordan - men det andet barn, den senere så berømte astronom Tycho Brahe, blev i sit første år direkte bortført fra sine forældre og betroet til et par plejeforældre forbundet med konges hof, og hos dem blev "den udvalgte" nu opdraget og højt uddannet (11 år gammel, tog han studentereksamen i jura, latin, hebraisk og teologi).
          Plejefaderen var borgbestyrer og senere admiral, en nær ven af kongen (Frederik II, som med mange adelsmænd var medlemmer af indvielseskulter), og han var en ældre bror til Otto Brahe. Senere, i sit observatorium og laboratorium på sin ø Hven, grundlagde Tycho Brahe - og praktiserede gennem 21 år med sine assistenter - den empiriske videnskab, som lige siden det gennembrud har revolutioneret den moderne verden.
          Den særlige eller mærkelige sag med hans mistede bror var af fortsat betydning, og Tycho Brahe skrev på latin en ode til den døde tvilling, og den blev trykt i hans publikation i 1572-1573 om sin berømte opdagelse af en supernova. Bag i samme bog fortæller "den udvalgte" (Tycho Brahe) i et latinsk digt om et mysteriespil i en skånsk skov, hvor han direkte bliver beordret at arbejde mere med astronomien end alkymien. - Efter Tycho Brahe blev emnet empirisk videnskabsmetode fremhævet i 1620 i bogen ”Novum Organum” af Sir Francis Bacon i England, - han udbredte det på mest strålende vis denne uundværlige metode for alle eksakt-videnskabelige fremskridt.


Problemer med historiesynet

Kort og godt, Senmut opfyldte alle betingelser for at blive udvalgt til stedfortrædende offer: - Han var af kongeblod (men givet plejeforældre ansat ved hoffet), han var kongens stedfortræder, og han var samtidig "egnet til" at være offer for rituelt brodermord foranlediget af sin kongelige stedbror.
          Senmut havde beskyttet sig ved hjælp af sin udnævnelse af sig selv til herold - der var altid dødsstraf for at dræbe en kongens herold -  hvorfor henrettelsen af ham som stedfortrædende offer derfor blev ændret til at udføres som en effektiv, symbolsk henrettelse. Det skulle vise sig, at selv denne mildere måde at ramme ham på var overordentlig destruktiv.

          Således, i flere tusinde år, i Mellemøsten og Europa var det ofte et lands næstkommanderende, der som kongens stedfortræder udsattes for henrettelse eller skinhenrettelse. Formentlig i uhyggeligt mange tilfælde. Et eksempel så sent som i 1600-tallets England vedrørende en af landets mest prominente personer findes overleveret i vigtige dele  (Francis Bacon-sagen).
          Personer på denne post som "kongens stedfortræder" - ligesom i Senmuts (Moses') embede i Egypten - har da, især hvis de var af kongeblod, med al tydelighed været ekstra udsat.
          Bag alt dette fandtes den i oldtiden overalt stærkt udbredte tradition for at gennemspille myter om gudernes gerninger, eller i anden handling at efterligne disse mønstre. Men i nutiden anses ofte sådanne, derfor netop mytelignende, handlinger hos historiske personer for ikke at være historisk sande, og derpå klassificerer man materialet som værende myter eller en form for tidlig skønlitteratur. Altsammen mindre heldigt for forskningen.

Parallelle liv eller reinkarnation? - Moses har det samme mønster som Sir Francis Bacon.
          Der findes også i dag mange eksempler på, at visse spor af glemte eller oversete oldtidstraditioner stadig kan eksistere i den senere historie og helt op i nutiden. Det kan være stærkt overraskende at 'genopdage' de tilknyttede tankegange bag denne del af den tidlige kulturhistorie.


Flere forhold i det gamle Egypten og den øvrige oldtidsverden er i dag så fremmedartede, som kunne de være fra en anden planet; og dog er det ikke særlig længe siden, at de bedre kunne opfattes med en genkendende forståelse.
          Eksempelvis kan princippet i tankegangen bag ideen om "stedfortrædende offer" genkendes i mere dagligdags forklædning i Johan Herman Wessels 1700-tals digt om retten, der "henrettede bageren i stedet for smeden". Endda ritualet bag at lade en bror eliminere en anden bror synes endnu at kunne spores i 1500-1600 årene; - det vil blive yderligere omtalt.
          Traditionerne overlevede, idet oldtidsreligioners mysteriespil og anden ritus, hvori deres kultiske former især udfoldede sig i det gamle Egypten og Babylon, senere forekommer som videreførte udgaver hos grækerne og romerne. Herefter i Europa kan de spores ad forskellige veje frem til renæssancen, både inden for de ofte tillukkede kulter og broderskaber og i mere sekulariserede udfoldelser.
          Med andre ord, kendskab til netop denne side af historien er fortsat blandt de vigtigste forudsætninger for forståelsen af sådanne træk i senere tider og ens egen tid.
          Så sent som i 1600-tallets England ses en udløber af traditionen for stedfortrædende offer og for skinhenrettelse: En reel historisk hændelse, hvor en berømt hovedfigurs skæbne og personlighed så gådefuldt fremstår som en utrolig parallel til Moses.
          Forholdet viser sig næsten som i Plutarchs 2.000 år gamle værk om "parallelle Liv" (jf. Plutarch: "Lives, VII", Loeb Classical Library, 1919) - hvor, i væsentlige detaljer, at f.eks. de berømte erobrere, Alexander d. Store opstilles som modsvarende til Cæsar (en ekstra detalje, men ikke nævnt af Plutarch, er at de begge er født omkring 20. juli) - og at de berømte talere, Demosthenes og Cicero, sammenlignes på en lang række vigtige parallelle punkter i deres liv og virke.
          Plutarch skrev om et større antal af sådanne 'par', og tekster med 23 af disse par er belevt bevaret. Således også, for eksempel, om de berømte talere, Demosthenes og Cicero, der kunne sammenlignes på en lang række vigtige parallelle punkter i deres liv og virke.
          Plutarch (46-120 e.Kr.) var en Delphisk præst, også kultisk indviet og en førende platoniker. I sine tekster viser han sig både som historiker og begavet biografist. Den parallelle gengivelse af beretninger om personer, hvis liv havde mange slående ligheder (og kan da både fremføres sammenligning og kontrast), er en kløgtig metode, skønt næsten ikke set i brug senere.
          De overlevende tekster nævner ikke parallelle liv i forhold til reinkarnation, men andre steder viser han sit kendskab.

          Ideen om parallelle liv fremlægges også med stor forståelse meget interessant og detaljeret i Krzysztof Kieslowskis film fra 1991: “Veronikas to liv”. Det foregår i tiden 1968-1990 og handler om to kvinder, der er født den samme dag i forskellige byer og har en mystisk forbindelse. Kvinderne kender ikke hinanden, og alligevel forbindes de af oplevelser af helt samme slags og et mystisk og følelsesmæssige bånd på tværs af sprog og geografi.

 

Hemmeligt født, uofficiel søn af dronningen

Der skal her gøres udtrykkeligt opmærksom på, at alt det følgende regulært bygger på konkrete facts, hvortil der ud af sammenhængen fremstår forklarende perspektiver og træk af særlig interesse for videre udforskning.
          Francis Bacon (1561-1625), den senere Lord Verulam, omtales allerede tidligt at være hemmeligt født uofficielt som søn af dronning Elizabeth I og hendes "morganatiske" ægtemand (præsteligt viet, men ikke-offentligt, ved en hemmelig ceremoni 21. januar 1561 - dvs. netop lige inden Francis Bacons fødsel, - i Lord Pembrokes hus). Den pågældende person var Jarlen af Leicester, Robert Dudley, mere velkendt som hendes elsker.
          Det blev således gennemført med vigtig ansvarlighed, så Francis kunne være barn af legitimt viede forældre. Dagen efter fødtes i hemmelighed Francis Bacon i York House, seglbevareren Sir Nicholas Bacon's residens nær The Strand, i London.

          Jf. også forfatteren og forskeren Peter Dawkins' bog: "Arcadia. The Life and Times of Francis Bacon" (Stratford-upon-Avon, 1988, p.71) - og: Amelie Deventer von Kunow: "Francis Bacon, Last of the Tudors", 1924, med undersøgelser (125 sider) - samt Diana Price: "Shakespeare's Unorthodox Biography" (Westport, CT, Greenwood Press, 2001). Hos alle påpeges de historiske beviser for ægteskabet mellem dronning Queen Elizabeth I & Robert Dudley (Earl of Leicester) samt den hemmelige fødsel af deres barn, Francis Bacon.
          Ifølge samme uofficielle tradition blev Francis efter fødslen bortadopteret til dronningens hofdame og personlige veninde Anne Bacon og dennes gemal, seglbevareren Sir Nicholas Bacon. Fødslen var altså skjult, så hun fortsat kunne optræde i rollen som uberørt jomfru, "the Virgin Queen". Det er kendt, at hun hvert år i resten af sit liv fik læger til at bedyre denne tilstand - og staten Virginia i Amerika er opkaldt efter hende. (En betegnelse som eksempelvis 'virgina-cigaretter' skyldes helt tilbage således i grunden Elizabeths personlige "virginity"-prestigeprojekt).
          Forhenværende engelske katolikker skulle her formildes ved dette Jomfru Maria-træk - en symbolik, i nogen grad også som tidligere ved oldtidens egyptiske dronningers Isis-rolle.

          Som allerede anført, kendes der i dag næsten ingen officielle eller i øvrigt uofficielle håndfaste indikationer for Elizabeths moderskab til noget barn overhovedet og næppe heller for hendes morganitiske ægteskab. Hvis stærkere hard evidense har eksisteret, ville hun have gjort alt for at fjerne dem.
          Dog, den folkelige tradition om, at hun havde det nævnte ægteskab og børn (hun synes senere samme år 1561 at have fået en søn mere, hans navn er Arthur Dudley og flere dokumenter viser, at han senere flygtede i sikkerhed i Spanien) - fortsatte vedholdende frem til nutiden, uanset at der ikke så længe efter kan funderes noget af sikkerhed herpå.
          Dog, Pierre Ambroise, der opstillede den første biografi over Francis Bacon, i 1631, skriver:
          "... Og han så selv selv som af skæbnen bestemt til en dag at holde kongerigets "hjelm" (krone) ...".  - Ambroise tilføjer, at Francis var:
          "... født i purpur ... (og) opdraget i lyset af den kommende, store karriere ...".

          Dette er blot en anden måde at udtrykke, at han var af kongelig fødsel og arving til tronen. Purpur var på den tid ofte farven, der var forbeholdt de kongelige.

          Trods eventuelle mangler synes de pågældende overleveringer - stillet over for de øvrige foreliggende iagttagelser af anerkendte facts om dronningen og om Francis Bacon - at indebære en interessant sammenhæng. Derfor vises hermed også dette kuriøse sideblik med et usædvanligt kulturperspektiv forbundet med beretningerne om Moses. Men endda også uden at inddrage dronningen ses en lang række specifikke, anerkendte forhold som værende slående paralleller mellem Moses og Francis Bacon.

 

De specifikke træk præcis som hos Moses

Utallige konger i historiens løb er kendt for at have haft et større antal børn født uden for ægteskab. Ofte kendetegnes dette træk som "kongens privilegium". Og hvorfor skulle ikke netop eneherskeren dronning Elizabeth I på akkurat samme måde have benyttet sig (om end mere diskret) af dette - hun, der var datter af Henrik VIII, som ikke mindst var kendt for sine talrige eskapader i og uden for sine mange ægteskaber?

          Der er tillige hypoteser om, at hun endda nåede at få endnu en søn, Robert Devereux af Essex, en halvbror til Francis. Hun fortsatte med at regere, uden at sønnerne opnåede at træde officielt frem med den rette (kongelige) identitet, om end Francis fik nogle af landets højeste poster. Det meste i alt dette er præcis som i Moses' ungdom under hans egentlige mor (bl.a. ifølge visse Rabbinerskrifter og oldtidens forfattere) nemlig dronning Hatshepsut, der var sit lands første kvindelige hersker - således kan der også om Francis Bacon fremdrages f.eks.:
          - Moderen var landets første kvindelige hersker, og som ung begyndte Francis Bacon med en høj post i diplomati og udenrigsaffærer, havde ophold i udlandet, samt uddannedes i lov og videnskab. Alt dette var ligesom den unge Moses fremstilles i Rabbinerskrifterne. Francis var ligesom Moses en stor lovgiver - begge med en for deres samtid avanceret sociallovgivning. Og, som hos Moses, var der i Francis' livsforløb en lang række "manglende år".
          - Francis Bacon var i det hele taget - ligesom oldtidsforfatterne omtaler Moses - et alsidigt geni. Han opfandt - ligesom det omtales om Moses/Senmut - et alfabet samt en hemmelig skriftkode, en cifferskrift kaldet "Biliteral".
          - Han var, som Moses, en betydelig filosof der medvirkede til den ny verdensorden, hvilken han beskrev, idet han også var stor videnskabsmand med sin afhandling om empirisk videnskab, der skabte revolution til afløsning af det gamle verdensbillede med Aristoteles-traditionen.
          - Francis forestod, med lærde jøders hjælp i sin kommission, den mest fremragende oversættelse af Mosebøgerne og resten af Bibelen til engelsk, senere kendt som "King James' Bible". Han var medstifter af indvielsesloger i England. Sådanne har fandtes til alle tider - allerede Moses havde indstiftet indvielsesritualer til brug for religiøse ceremonier. En lang række lærde gennem mere end 300 år har ment, at Sir Francis Bacon stod bag pseudonymet Shakespeare - hvilket der som bekendt findes flere andre bud på - hvis tekster, ofte i samme form som arketypiske lignelser, næst efter Bibelen og Quranen er mest udbredt i verden.
          - Også han blev involveret i "kongeligt brodermord", således at han selv blev tvunget til at medvirke til at dømme sin halvbror, Robert Devereux, til "ofring" ud fra flere "latterlige" anklager. I sin rets-tale henviste Francis i så fald ikke uden grund til præcis Kain som eksempel. Henrettelsen skete - som typisk ved den form for ritualiseret proces - i tiden op til forårsjævndøgn (dvs. normalt nær påsken, oprindeligt indstiftet af Moses).
          - Ligeså usædvanligt som Senmut (Moses) med de høje poster var Francis Bacon i sine høje stillinger også officielt ugift indtil 40 års alderen, da han blev Lord Chancellor, kongens stedfortræder - og han giftede sig med en 14-årig pige. Ligeledes gjorde Senmut, da han som storvesir og faraos stedfortræder var omkring 40 år - men modsat i sit tilfælde, afstod han fra krav på tronen.
          - Ved at have chancen for andre muligheder og netop benytte sig af disse, var han klog nok til at indse, hvilke frygtelige stridigheder det på den tid i England ellers ville have forårsaget ved dronning Elizabeths død. Men hos den nye konge, James (Jacob) I, blev han - også parallelt med Senmut/Moses - kongens stedfortræder og vicekonge.


Parallelle skæbner

Ved en frimurerbanket på Francis Bacons 60-års fødselsdag læste hans logebroder, digteren Ben Jonson, sit kultiske (hyldest)digt, dedikeret til Bacon. Men kort tid efter, igen op til forårsjævndøgn, udstedtes fra højeste sted "latterlige" anklager imod Francis Bacon, der måtte gå med til at blive offer - i virkeligheden stedfortrædende offer - for kong James.
          Han blev indstillet til henrettelse, men hans officielle identitet som vicekonge blev "henrettet" i stedet, og han skulle kun betale en ubetydelig sum penge i bøde, hvilken aldrig blev indkrævet. Også det viser, at det kun var "latterlige anklager", en skueproces.
          Men fra nu af var han i unåde; og fem år efter, atter nær forårsjævndøgn, var der igen optræk til de fingerede angreb på ham, hvorefter han omtales som død. Ifølge én tradition forsvandt han, igen som Moses, til sandsynligt et hemmeligt udenlandsk eksil, under dække af at være officielt erklæret død af lungebetændelse fra hans hyppige, skønt erfarne videnskabelige eksperimenter med at nedfryse en kylling (udstoppe den med is) til konserves - dvs. en ikke-sandsynlig dødsårsag.

          Nu synes der blot at mangle en beretning om, at Francis Bacon som spæd blev - i lighed med Moses - var blevet sat ud i et lille fartøj, nu på Themsen, og taget op i Tower-fæstningen af kongedatteren, The Virgin Queen, dvs. Elizabeth I, der igen ifølge uofficiel tradition selv tilhørte en hemmelig orden. I så fald (som foreløbig kun er teori uden anden baggrund) ville det være i foråret 1561, at en rituel akt med kongebarnet var blevet udført, endda i hemmelighed. Bacons adelsvåben og segl viser et vildsvin, "Adams totem"; vildsvinet var i det gamle Babylon et navn for Karlsvognens stjernebillede.
          Resultatet af hans storslåede videnskabelige arbejde nåede han ikke at se - og kort efter hans påståede, men altså officielle død omtalte den engelske digter Abraham Cowley ham som "Moses uden for det forjættede land".

Skuespilleren Shakespeares navn blev brugt som pseudonym for forfatteren
til Shakespeare-teksterne - som synes at være skrevet af Sir Francis Bacon.

Pseudonymet Shakespeare

Der er mange tegn på, at den efter alt at dømme ikke-skrivekyndig skuespiller Shakespeare blev betalt for at udlåne sit navn som pseudonym for en højtstående adelig person. Den pågældende adelsmand er blevet forsøgt identificeret med flere forskellige lærde og fremstående adelsmænd, f.eks. at det var et "pen name" for Jarlen af Oxford - men den virkelige mand bag Shakespeare antages ofte at være den engelske filosof og statsmand Francis Bacon.
          Næsten alle de vigtigste udenlandske steder i flere forskellige lande, som omtales i Shakespeares tekster, har Bacon selv opholdt sig på. Der findes utallige bøger om deres lighedspunkter. Alle juridisk omtaler i Shakespeare-teksterne var områder, hvor Bacon med sin juridiske uddannelse selv havde ekspertise, ligesom han også havde det på  det historiske område. Således er der med brug af Shakespeares navn som forfatter blevet skrevet en række historiske teaterstykker om engelske konger - og de konger der ikke er skrevet stykker om her, har Bacon så selv i eget navn skrevet stykker om, således at hele rækken af konger i omtale nu forefindes fuldendt.

          Talrige steder i mange værker både skrevet af Francis Bacon og i Shakespeares navn, samt i inskriptioner, er der - efter helt samme princip som hos Senmut/Moses - indsmuglet, ofte i kodeform, Francis Bacons skjulte navnesignatur "Fr. Tudor" (selve kongeslægtnavnet) eller blot "Francis T." eller andre meddelelser fra denne forfatter. Desuden ses hans navn utallige gange stavet i kodeform i Shakespeare-teksterne.
          Den indlagte meddelelsesform i Shakespeares tekster var kendt som normal fremgangsmåde i en levende tradition fra det gamle Egypten og siden hos grækerne og romerne.
          På grund af bogtrykkunstens udbredelse kunne kodeformen også ses i brug i Shakespeare-teksternes typografi. Heri er visse navne eller meddelelser dannet bl.a. ved en systematiseret brug af "uegale" bogtrykskrifttyper - en form, der især var blevet udviklet af den danske pionervidenskabsmand og astronom Tycho Brahe (1546-1601) i hans eget bogtrykkeri på Hven - og ses nogen tid senere i mange af Shakespeare-teksternes første-udgaver.
          Sådanne sære typografiske træk blev ofte fjernet i senere optryk, ligesom det skete hos Tycho Brahe, sandsynligvis fordi de af uindviede blev antaget for "trykfejl", der så blev "rettet".
          Tycho Brahe, fra hvem Francis Bacon må have fået megen inspiration angående at gøre brug af empirisk videnskabelig forskning, fremstår desuden som værende forbillede for hovedpersonen Prospero i Shakespeares skuespil "Stormen" - en adelig magiker der lever på sin ø i eksil med sin datter Miranda.
          Den adelige alkymist og astrolog Tycho Brahe på sin ø, levede senere ligeledes i eksil og havde en datter med et lignende navn, Marianne. Prospero blev, ligesom Tycho Brahe, offer for et komplot, - og der er mange andre detaljerede ligheder.

          Situationen for den ikke officielt anerkendte kongelige arvtager, Francis Bacon, indikerer i det hele stærkt, at han også opererede under andre navne, således især navnet Shakespeare.
Tilbage til udgangspunktet - det er ikke primært på overfladen, men i de mange eksisterende specifikke detaljer under det overordnede livsmønster, hvor vi kunne se efter parallelle ligheder i væsentlige principper og karakteristika, som de to historiske personligheder Moses og Francis Bacon kunne have til fælles.
          Gennem tusinder af år ses en række traditioner på mange steder i verden at fastholde, at fra karma tilknyttet til reinkarnationen medbringer folk deres uløste mønstre fra liv til liv - og kan dermed i princippet at gentage nogle af deres tidligere funktioner som parallelismer. Kunne Plutarchs nu totusind år gamle ide om "parallelle liv" være korrekt trods alt eller i det mindste til en vis grad?

          Ifølge de gamle Rabbinerskrifter opererede den ikke-officielt anerkendte kongelige arvtager, Moses, også under andre navne (omend de dog tilhørte ham selv), således især navnet Senmut, egyptisk for 'moderens bror'. Det var netop en kongelig titel i lighed med, at hans mor, dronnning Hatshepsut have ekstra navne eller kongelige titler allerede som kronprinsesse. Heraf var især hendes ekstra navn "Kongens Søster" (konge var hendes far) i fuld overensstemmelse med Bibelens (2. Mosebog, 6,20) udsagn om, at Moses' mor var betegnet "faderens søster".", - (jf. uddrag af Ove von Spaeth's dokumentation: "De forsvundne spor - genopdaget").


          Idet det ofte i eftertiden ikke anerkendtes, at Francis Bacon var af kongeæt - og dertil i hans eftermæle blev hans i så fald virkelige afstamning og navn fortsat tilbageholdt - må dette kunne også ses som endnu en parallel til Senmut/Moses.
          Inden for reinkarnationsstudier er det en erfaring, at cykliske gentagelser af tidligere lignende livsforhold bestemt ikke er noget ukendt fænomen - og kan indeholde interessante former for mønster-repetitioner, der således kunne rumme et vigtigt materiale til fremtidens forskere.

Ove von Spaeth, forfatter, forsker, -  copyright © 2000 by www.moses-egypt.net

En række oplysninger i artiklen er fra Ove von Spaeths bog "Gåden om Faraos Datters Søn", bind 2 fra serien "Attentatet på Moses" - alle seriens bøger kan læses uafhængigt af hinanden, - Yderligere information: www.moses-egypt.net 

 

Fra det egyptiske koncept om genfødsel.
 

*  *

Bibliografi

Plutarch: "Plutarch, Lives", VII. - Demosthenes and Cicero. Alexander and Caesar, (transl.: Bernadotte Perrin), Loeb Classical Library, London 1919.

*  *

Francis Bacon

Beaumont, Comyns:  The Private Life of the Virgin Queen, London England, 1947.

Bevan, Bryan:  The Real Francis Bacon, (Centaur Press, England), 1960.

Dawkins, Peter:  Arcadia. The Life and Times of Francis Bacon, Stratford-upon-Avon, 1988, p. 71.

- -  :  The Shakespeare Enigma, Polair Publ., London 2004.

Deventer von Kunow, Amelie:  Francis Bacon, Last of the Tudors, (trans.: William Parker), Bacon Society of America, 1924.

Dodd, Alfred:  The Marriage of Elizabeth Tudor, Rider, 1940.

Doherty, Paul:  The Secret Life of Elizabeth I, London (Greenwich Exchange publ.) 2006.

Fellows, Virginia M.:  The Shakespeare Code, Summit University Press (1st Snow Mountain Press Ed.), rev. and expanded edition, 2006.

Fuller, Jean Overton:  Sir Francis Bacon: A Biography, East-West Publications, 1981.

Jackson, Ross: The Companion to Shaker of the Speare: The Francis Bacon Story, (Book Guild Publishing, England) 2005. pp 45-46

Leary, Penn:  The Second Cryptographic Shakespeare, Westchester House, revised edition, 1990.

Mathews, Nieves:  Francis Bacon: The History of a Character Assassination, Yale University Press, 1996.

Olson, Donald W., & Marilynn S. Olson, & Russell L. Doescher:  The Stars of Hamlet, Sky & Telescope, November 1998.

Theobald, Bertram:  Enter Francis Bacon. The Case for Bacon as the True "Shakespeare", (Cecil Palmer, England), 1932.

Urbach, Peter:  Francis Bacon's Philosophy of Science, Open Court Publishing Co., 1987.

Wheeler, Harvey:  Francis Bacon's "Verulamium": the Common Law Template of The Modern in English Science and Culture, 1999.
 
Yates, Frances:  Bacon's Magic, essay in "Frances Yates, Ideas and Ideals in the North European Renaissance", London (Routledge & Kegan Paul), 1984.

- -  :   Theatre of the World, London (Routledge & Kegan Paul), 1969.

*  *

Moses

Ackerman, James S.: The Literary Context of the Moses Birth Story (Exodus 1-2), Literary Interpretations of Biblical Narratives, vol. 1, (ed. K.R.R. Gros Louis), Nashville 1974.

Baring-Gould, Sabine:  Legends of Old Testament Characters - from Talmud and Other Sources, vol. II, London (Macmilland and Co.), 1871, pp. 71-104.

Childs, Brevard S.:  The Birth of Moses, Journal of Biblical Literature, 84, 1965, pp. 109-122.

Cohen, Jonathan:  The Origins and Evolution of the Moses Nativity Story, (Numen Books Series, 1992 - &:) Studies in the History of Religions, 58, (Brill) 1993.

Ginzberg, Louis (ed.): Moses... , "The Legends of the Jews", vols. 1-7, Philadelphia 1909-38.

Gressmann, Hugo:  Mose und seine Zeit, Göttingen, 1913.

Lacoque, A.:  La naissance de Moïse, Veritatem In Caritate, 6, Hague 1961, pp. 111-120.

Lehmann, Johannes:  Moses - der Mann aus Agypten,(Hoffmann und Campe Verlag), Hamburg 1983, pp. 187-189.

Rank, Otto:  ("Moses" in:) The Myth of the Birth of the Hero, (Rank: "Die Mythus von der Geburt des Helden, Schriften zur angewandten Seelenkunde", Herausgeb. von Sigmund Freud, Heft 5, Leipzig 1909), New York 1952.

Redford, Donald B.: ("Moses" in:) The Literary Motif of the Exposed Child, Numen, 14, 1967, pp. 209-228.

Spaeth, Ove von:  De Fortrængte Optegnelser. - Moses' Ukendte Egyptiske Baggrund, "Attentatet på Moses, bind 1", 2.udg., København 2004.

- - :  Gåden om Faraos Datters Søn. - Moses' Identitet og Mysterium Revurderet, "Attentatet på Moses, bind 2" - København 2000.

*  *

Senmut (Senenmut)

Dorman, Peter F.:  The Tombs of Senenmut. The Architecture and Decoration of Tombs 71 and 353, New York 1991.

- - & Catharine Roehrig:  Senimen and Senemut: A Question of Brothers, Varia Aegyptiaca, vol. 3, 1987, pp. 127-134.

Drioton, Étienne:  Deux cryptogramme de Senenmout, Annales du Service des Antiquités de l'Egypte, 38, 1938, pp. 239-246.

Gitton, Michel:  Le palais de Karnak, Bulletin de l'Institut Français d'Archéologie Orientale, tome 74, Le Caire 1974, pp. 63-73.

Giveon, Raphael:  Ancient Egyptian Mining Centers in South-Sinai, in Giveon's "The Impact of Egypt on Canaan: Iconographical and Related Studies", Orbis Biblicus et Orientalis, vol. 20, Göttingen 1978, pp. 53-60.

Graefe, Erhardt:  Das sogenannte Senenmut-Kryptogramm, Göttinger Miszellen, 38, Göttingen 1980, pp. 112-113.

Hayes, William C.:  Egypt: Internal Affairs from Tuthmosis I to the Death of Amenhophis III, The Cambridge Ancient History, vol. 2, part 1, (3rd ed.) Cambridge 1973, pp. 313-416.

- - & Ambrose Lancing:  Ra'mosi and Hatnefert, Scientific American, vol. 157, Nov. 1937, pp. 266-268.

Helck, Hans Wolfgang:  Die Opferstiftung des Sn-mwt, Zeitschrift für Ägyptische Sprache und Altertumskunde, Band 85, Berlin, 1960, pp. 23-34.

Margetts, E.L.:  The Masculine Character of Hatshepsut, Queen of Egypt, Bulletin of the History of Medicine, 25, 1951, pp. 559-661.

Meyer, Christine:  Senenmut: Eine Prosopographische Untersuchung, Hamburger Ägyptologische Studien, 2, Hamburg 1982.

- - :  Neferure, Lexicon der Ägyptologie (eds.: Eberhard & Helck), vol. 4, 1980, col. 382-383.

Ratié, Suzanne:  La Reine-Pharaon, (deutsch, "Hatschepsut - die Frau auf dem Thron der Pharaonen", Wiesbaden 1976), Paris 1972.

Redford, Donald B.:  Tuthmosis III, Lexicon der Ägyptologie (Eberhard & Helck), vol. 6, Wiesbaden 1986, col. 540-548.

Schulman, Alan Richard:  Some Remarks on the Alleged "Fall" of Senmut, Journal of the American Research Center in Egypt, vol. 8, 1968-1970, pp. 29-48.

Tildesley, Joyce:  Hatchepsut, the Female Pharaoh, London 1996.

Wente, Edward F.:  Genealogy of the Royal Family, "An X-Ray Atlas of The Royal Pharaohs", (ed. James E. Harris & Edward F. Wente), Chicago 1980, pp. 163-176.

Woodward, Scott: Genealogy of New Kingdom Pharaohs and Queens, Archaeological Institute of America, 1996.

*  *

          Flere artikler om  Univers og cyklus

                    hos    Zenith files  -  net-base for Ove von Spaeths artikel-samling.

Ove von Spaeth's introduktion til Merete Gundersens bog, "Det Spirituelle Menneske, IV".

Bevidsthedsudvikling

Det metafysiske verdensbillede med sin basis for verdensanskuelse har været en underkendt faktor i moderne videnskab. Dette kan skyldes, at der ikke ses præsenteret så meget information og viden om netop metafysiske emner på højere niveau end hvad vi ser f.eks. angående krystalterapi, meditation, visualisering og tankekraft. Derfor hilses Merete Gundersens små bøger om "Det Spirituelle Menneske"så meget desto mere velkomne.
          I det foreliggende bind IV er forfatteren gået endnu et skridt videre og inddrager her større komplekse sammenhænge i den menneskelige udvikling. Der åbnes på denne måde for realistisk at observere, hvordan metafysisk forskning vil få særlig vægt inden for fremtidens forskning. Det gælder ikke mindst, hvad netop angår at nå større erkendelser om menneskets bevidstheds udvikling.


Bose-Einstein-kondensater

Når moderne videnskab beskriver atomare partikler, når de på speciel måde "kondenseres" til et aktivitetsmæssigt grundstadium, benævnes de som Bose-Einstein-kondensater. Disse kan befinde sig to steder i samme tid. Dette er basal viden og videnskabeligt beviseligt.
          På samme måde foreslås det, at den menneskelige bevidsthed også er og kan være to steder på en og samme tid. Nemlig det, at vi som mennesker kan udvikle vores SIQ på neuron-niveau og derigennem kan bevidstheden være to, måske flere steder på en og samme tid.
          I bøgerne tales der om spirituel og åndelig udvikling på blandt andet atomart niveau, hvor også hjernen er inddraget med sit store potentiel for udvikling - netop udfoldet på den spirituelle dimension. Og det nytænkende begreb "SIQ - Den Spirituelle Intelligens" er i bøgerne beskrevet ud fra nye vinkler i hvert bind.


Intelligens

Især kan der fra bogen fremhæves artiklen: "Intelligens og evolution". Den er metafysisk på højt plan. Her er jeg særligt begejstret. Dette, at: "... alt, hvad der sendes ud fra hjernen, forbliver ...", nemlig vedvarende, ved egen kraft, som en form for elektromagnetisk felt i rummet - til evig tid, hvis ingen foretager en opløsning.
          Hele denne effekt synes at fremtræde som karmareflekterende. Det må for alle medføre et stort ansvar.

          Også de tekniske data i teksterne, f.eks. vedrørende depressioner og andet, er af en utrolig oplysningsværdi - det vil vække stor opsigt og interesse ude i verden.
          Merete Gundersens bogserie må siges at være avanceret viden på højeste niveau. Indholdet formidles til læserne med en lysende, særlig udvidelse, et ekstra trin til indsigt.
          Som i seriens øvrige bind er der tale om fremadrettet og visionær viden inden for den psykospirituelle genre. En viden vi behøver stærkt til at medvirke til opklaringer inden for disse, ofte misforståede, men helt vitale områder.

Merete Gundersen: "Det Spirituelle Menneske", bind IV, 128 sider, pris 148 kr. - kan bestilles hos forlag@livskilden.dk . - Om Merete Gundersen, se www.siqintelligens.dk


Ove von Spaeth, forfatter, forsker, -  copyright © 2006 by www.moses-egypt.net
- introduktion til Merete Gundersen's "Det Spirituelle Menneske", IV, 2006, side 7-8.

          Flere artikler om univers og cyklus

                    hos    Zenith files  -  net-base for Ove von Spaeths artikel-samling.

Universet er opfyldt af cyklusser. Og når der i en kæde af markante oplevelser med episoder, som synes tilhøre tidligere liv, også kan findes særlige elementer der bliver ved med at gå igen - uafhængigt af tid og sted - kan man begynde at spore bestemte mønstre. De kan her vise sig at have overraskende betydning.
          De følgende uddrag af beretninger er en udvidet udgave af tidligere gengivelse (publ. i Annie Dunchs bog 'Liv efter liv') af samtale med undertegnede forfatter.

Osiris var gudekonge i efterverdenen og lod sig genføde, ifølge den egyptiske opfattelse.

     

Stjernebilledet Aquila, som er Jupiters ørn, der bringer Ganymedes op til
himlen i sine ørnekløer, her især den venstre klo (Bayer, Constellation-atlas, 1661)

Efterskrift

Det omhandlede emne, der midt i mange menneskers i dagligdag ofte kan synes lidt for omfattende, fremdrager særlige forhold efter livets afslutning - nemlig om hvorvidt der findes en form for fortsættelse? Det har vi ikke lært noget videre om, men i andre meget store kulturer i øvrige dele af verden er det en selvfølgelighed.
          Derfor, ved siden af den egentlige beretning bringes her et par yderligere opklarende informationer:

En større del af ovenstående beretning af Ove von Spaeth udgør ét ud af 14 kapitler med samtaler med 14 forskellige personer - i bogen af Annie Dunch: "Liv efter liv. - Samtaler om reinkarnation", side 169-180 (forlag Documentas, København 2007).
          Bogen giver denne forfatterprofil:  Ove von Spaeth - uafhængig, tværvidenskabelig religions- og historieforsker og forfatter. Han har forsket mere end 30 år i arkæologi, antropologi, astronomi, oldtidssprog, mysterielære, mytologi og kosmologi. - Desuden bringer samme bog, "Liv efter liv", nogle Ove von Spaeth-citater om emnet reinkarnation:

          "... De fleste religioner og trosretninger i verden bygger på en overbevisning om en livsfortsættelse efter døden. Det er blevet sagt, at uden den opfattelse havde vi ingen pyramider, ingen værker af Homer eller Dante, ingen Hamlet etc. Den generelle ide bag reinkarnationslæren (af re 'igen' og karne 'kød'), er det den lære, at sjælen efter døden igen lader sig føde i et fysisk ("kødeligt") legeme. ..."

          "... Ifølge beretninger gennem alle tider fra personer, der har haft en nærdødsoplevelse, vender disse personer tilbage i livet med en viden om, at livet fortsætter i al evighed, og at de selv er ansvarlige for deres tanker og handlinger, samt at det vigtigste i livet er at give kærlighed til andre - og at tilegne sig viden. Et fælles træk er ofte, at efter oplevelsen frygter ingen den legemlige død. ..."

          "... Da kirkens overhoveder holdt et kirkemøde i Frankrig i 500-tallet, afgjorde bisperne med 1 stemmes flertal, at også kvinder har en sjæl. ..."

          "... I det gnostisk-farvede, kristne Thomas-evangelium siger Jesus: "de døde bliver født igen" -. ..."

          "... Reinkarnationslæren blev helt udelukket af kirken den 2. juni 553 e.Kr. ved det 5. økumeniske koncil, Quinisext - et mindre officielt kirkemøde i Konstantinopel. Det skete ved et regulært kup, hvor kejser Justinian under mødet fængslede paven, Vigilius. Den pave var tidligere livsfarligt maltrakteret for sin protest mod at skulle fjerne friheden til at kunne antage reinkarnationslæren. Han blev ikke sluppet fri, før han havde underskrevet en erklæring om total udelukkelse af reinkarnationslæren, som i dag reelt har eksisteret hos kirken i mere end en fjerdedel af kirkens historie. Den fortsatte hos andre kristne, bl.a. katharer og albigensere helt frem til 1244 og 1330. ..."

(citater ovenfor: fra Ove von Spaeth's bog "Den Hemmelige Religion. - Moses og arven fra Egypten i fortid og nutid", C.A. Reitzel, 2004).

Ove von Spaeth, forfatter, forsker
- copyright © 2007, © 2004 & © 2000  www.moses-egypt.net

En del af beretningen er publiceret som ét af 14 kapitler med samtaler med 14 forskellige personer - i Annie Dunch's bog: "Liv efter liv.  Samtaler om reinkarnation" (forlag Documentas, København 2007) på siderne 169-180.
-   Flere dele er fra Ove von Spaeth's bog "Den Hemmelige Religion", C.A. Reitzels forlag, København, copyright © 2004 & © 2000, kap. 24.
-   Er desuden publiceret i Aspiranten, (Norge), nov.2003 (1.årg., nr.2, pp. 6-11, samt feb.2008 (5.årg., no.19, pp. 9-14).

*  *

Bibliografi, orienterende

Albrecht, Mark:  Reinkarnation. Wiedergeburt - aus christlicher Sicht, Freiburg, 1987.

Bache, C.M.:  Lifecycles. - Reincarnation and the web of life, (Paragon House), New York, 1990.

Baker, D.M.:  Karmic laws. - The esoteric philosophy of disease and rebirth, (examines the esoteric laws behind physical disease and rebirth), (The Aquarian Press), Wellingborough, Northamptonshire, rev.ed., 1982.

Besant, Annie Wood, & Charles W. Leadbeater:  The Lives of Alcyone, vols. 1-2, Mokelumne Hill Pr, 1985.

- - & - - :  Man: Whence, How and Whither, (1913), Society of Metaphysicians Ltd., 2000.

Bernstein, Morey:  The search for Bridey Murphy, (Doubleday & Company, Inc.), New York, 1956.

Bhagavad Gita, (trans.: Juan Mascaro, introduc.: Simon Brodbeck), Penguin Classics, rev.ed. 2003.

Bischoff, Erich:  Das Jenseits der Seele, (Hermann Barsdorf Verlag), Berlin, 1919.

Blavatsky, H.P.:  Reincarnation, memory, heredity, (1. Reincarnation and memory; 2. Is heredity a puzzle?; 3. The storehouse of memory), Theosophy Company (India) Ltd., Bombay, 1930.

Brennan, J.H.:  Understanding reincarnation. - Effective techniques for investigating your past lives, (Aquarian Press), Wellingborough, Northamptonshire. 1990.

Cerminara, Gina:  Many Mansions, The Edgar Cayce Story on Reincarnation, (introduc.: Hugh Lynn Cayce), Signet, 1988.

Challoner, H.K.:  Wheel of Rebirth, Theosophical Pub House, 1976.

David-Neel, Alexandra:  Immortalité et réincarnation. - Doctrines et pratiques Chine - Tibet - Inde, (Libraire Plon), Paris, 1961.

Dunch, Annie:  Liv efter liv. - Samtaler om reinkarnation, (forlag Documentas), København, 2007, - med Ove von Spaeths tekst: pp. 169-180.

Finkelstein, A.:  Your past lives and the healing process. A psychiatrist looks at reincarnation and spiritual healing, (Coleman Publishing), Farmingdale, New York, 1985.

Fiore, E.:  You have been here before. - A psychologist looks at past lives, 2. - (Ballantine Books), New York, 1981.

Grant, Joan:  Many Lifetimes, (Victor Gollancz Ltd.), London, 1974.

Head, Joseph, & J.L. Cranston (compil. & eds.):  Reincarnation. - An East-West Anthology, (The phoenix fire mystery - on death and rebirth from the worlds of religion, science, psychology, philosophy, art, and literature, and from great thinkers of the past and present), (Theosophical Publishing House, USA), Wheaton, Illinois, 1961; - (Julian Press/Crown Pub.), New York, 1977.

Howe Jr., Quincy:  Reincarnation for the Christian, (Westminster Press), Philadelphia, 1974.

Jung, Carl Gustav; Aniela Jaffé:  Memories, Dreams, Reflections, (Random House), New York, 1965.

Kirkegaard, Karl Aage:  Reinkarnation er forenelig med kristendom, (Sankt Ansgards forlag), København, 1999.

Leonnerstrand, Sture: I Have Lived before: The True Story of the Reincarnation of Shanti Devi, Ozark Mountain Publishing (AR), 1998.

MacGregor, Geddes:  Reincarnation in Christianity, (The Theosophical Publishing House), Wheaton, Illinois, 1978.

Mirza, N.K.:  Reincarnation and Islam, (Theosophical Publishing House, India), Adyar, Madras, 1927.

Moder-Frei, Elfi:  Reinkarnation und Christentum, St. Ottilien 1993.

Montgomery, R.:  The World Before, (Fawcett Books), Greenwich, Connecticut, 1976.

Newton, Michael:  Journey of souls. - Case studies of life between lives, 5th revised edition, 10th printing, (Llewellyn Publications), St. Paul, 2001.

O'Flaherty, W.D.:  Karma and rebirth in classical Indian traditions, (Motilal Banarsidass), Delhi, Varanasi, Patna, 1983.

Patañjali:  Yoga Sutras, 'Book' II, Sutra 12, ("Yoga Sutras. The Mnemonic Rules, the Ancient Doctrine on Concentration of the Mind, and the Classic Comments"). - Various editions and translations, for instance, by Vivekananda.

Rolfe, M.:  The spiral of life. - Cycles of reincarnation, Saffron Walden, Essex (The C.W. Daniel Company Ltd.), 1992.

Spaeth, Ove von:  Den Hemmelige Religion. - Moses og Arven fra Egypten i Fortid og Nutid, kap. 24 og 29, "Attentatet på Moses, bind 4", (C.A. Reitzels forlag), København, 2004, pp. 215-230, 290-304.

Stevenson, Ian:  Reincarnation and Biology: A Contribution to the Etiology of Birthmarks and Birth Defects, vols. 1-2, (Praeger Publishers), Westport, Connecticut, and London, 1997.

- - :  Twenty cases suggestive of reincarnation, American Society for Psychical Research, New York, 1967; second (revised and enlarged) edition, University of Virginia Press, 1974.

Tucker, Jim B.:  Life Before Life: A scientific Investigation of Children's Memories of Previous Lives, (St. Martin's Press), New York, 2005.

Whitton, J.L.:  Life between life. - Scientific explorations into the void, separating one incarnation from the next, (Warner Books), New York, 1988.

Williston, G.:  Discovering your past lives. - Spiritual growth through a knowledge of past lifetimes, (Aquarian/Thorsons, Harper Collins Publishers), London, 1988.

Zeitschrift für Religions- und Geistesgeschichte: Sonderheft:  Reinkarnation. - Die Lehre von der Seelenwanderung in der philosophischen und religiösen Diskussion heute, (E.J. Brill, Verlag), Köln, 1957.

Yogananda, Paramhansa:  Autobiography of a Yogi, Philosophical Library, (Self-Realization Fellowship), New York, 1946; repr. (Crystal Clarity Publishers), 2005.

*  *

Andre referencer

Capra, Fritjof:  The Hidden Connections: Integrating Biological, Cognitive, and
Social Dimensions of Life into a Science of Sustainability, New York (Doubleday),
2002.

- -  :  The Web of Life: A New Scientific Understanding of Living Systems, New York (Anchor), 1996.

Laszlo, Ervin:  Science and the Akashic Field: An Integral Theory of Everything, Inner Traditions, Rochester, VT, 2004.

- -  :  The Connectivity Hypothesis: Foundations of an Integral Science of
Quantum, Cosmos, Life, and Consciousness, Albany, New York (SUNY Press), 2003.

Sheldrake, Rupert:  A New Science of Life: The Hypothesis of Formative Causation, Los Angeles (Tarcher), 1981.

Singh, Jaideva, Spanda-Karikas:  The Divine Creative Pulsation, Motilal
Benarsidass, Delhi 1980.

Turnbull, Grace H.:  The Essence of Plotinus, New York (Oxford Univ. Press), 1948.

West, John Anthony:  The Traveler's Key to Ancient Egypt, A Guide to the Sacred
Places of Ancient Egypt, 2nd edn., Wheaton, IL (Quest Books), (1985) 1995.

*  *

          Flere artikler om  reinkarnation

                    hos    Zenith files  -  net-base for Ove von Spaeths artikel-samling.

Tidligere liv, i oldtidens kultur - (kunst)
(evt. et kort øjebliks ventetid)
(courtesy: M.R.G.)
*