Fortsat tradition med opfattelse af
'parallelle liv' - og genfødsels-lighed:
Parallelle liv - Senmut, Moses, - og Francis Bacon
Af OVE VON SPAETH
Fælles identitet eller tids-tvillinger? Både Senmut og Moses fremstår
hver for sig som et gådefuldt problem i forskningen.
I det gamle Egypten synes modstanden mod Moses at
tilsvare modstanden mod Senmut, dronning Hatshepsuts superbegavede
landsforvalter, vesiren Senmut, der meget pludseligt forsvandt totalt bort.
Er det virkeligt sandt, at verdens ældste kendte individuelle personlighed,
Moses, kun er en opfindelse fra senere tider, en kunstigt fabrikeret
historie, for at forsyne et folk med en national fortid? Eller ligger der
noget andet bag, som kan have ført forskerne på vildspor?
Hos mange grupper af forskere er deres strid og problemer om Moses som en historisk ægte
figur forsøgt løst ved simpelthen at afskaffe Moses
ved at erklære ham ikke-eksisterende, nemlig til blot en mytefigur der
var konstrueret af jødiske præster.
De pågældende forskere
har her søgt at gøre den vigtigste skikkelse i jødernes historiske
selvforståelse til en fiktion ved at hævde, at det var præsternes fiktion!
Attentatet på Moses - udført af hans samtids egyptiske opposition, og
senere i en vis grad af oldtidens bibelredaktører - har her fået sin
gentagelse i nutiden.
Også for den kvindelige
farao Hatshepsuts vesir, multigeniet Senmut, i årene omkring 1500 f.Kr. i
Egypten, synes forhold af denne art så slående at ligne Moses' gådefulde
skæbne og tilmed i den behandling, han senere fik af forskerne. F.eks. ses
Senmut fremstillet som en opportunist, der satsede alt på Hatshepsut - og
tabte, nogen tid før hendes eget løb var slut.
Senmuts netop gådefulde forsvinden har således drillet egyptologerne, og
flere afviser det ellers tydelige komplot mod ham - og forskellige hypoteser
om hans skæbne har efter tur været i højsædet.
De samme kongelige titler
Senmuts navn betyder 'moderens bror', hvilket ikke er noget ejendommeligt
navn, når det i dette tilfælde er en kongelig titel.
- Tilsvarende eller
parallelt omtales Moses i Bibelen som søn af 'faderens søster'. Den titel
kan ses forbundet med det faktum, at Hatshepsut var sin fars (Tuthmosis I's)
kongelige co-regent, ligesom ellers en dronning ofte var det. Og den status
var netop benævnt som hans (faraos) "søster".
Det vides, at flere af
netop de embeder med særlig status, som Senmut erholdt, var som at "stå i
farao-lære". Eksempelvis var traditionen, at kronprinser især i 18. dynasti
ofte var guvernører over Nedre Egypten. Da Senmut blev guvernør, var det
således over Nedre Egypten, dvs. næsten en tredjedel af det egentlige
Egypten.
- Tilsvarende (og ud over
at Rabbinerskrifterne omtaler, at den unge Faraos Datters gemal som kommende
farao var også i en periode først guvernør over Nedre Egypten), omtales, at
også Moses fik en sådan statholderposition i Nedre Egypten. Ifølge disse
Rabbinerskrifter (f.eks. Baren-Gould: "Legends of Old Testament Characters
- from the Talmud and Other Sources",
vol. II, London 1871, p. 79) færdedes han her iført tilhørende embedsdragt,
et prinseligt ornat med halssmykke.
Original skitse af storvesiren Senmut, en central skikkelse ved det faraoniske
hof, - eller er det i
virkeligheden en afbildning af den unge Moses? - T.h.:
Dronning/farao Hatshepsut, ca.1490 f.Kr.
Mere end 20 specifikke personlige forhold direkte identiske
Indicier i identitetsspørgsmålet bestyrkes ved en omfattende samling
konkrete kildebelagte, parallelle facts om Senmuts og Moses' status, embeder
og værker. Mere end 20 specifikke personlige forhold er direkte identiske.
Eftersom Senmut fungerede
som Faraos Datters højre hånd - og her som bekendt den store
landadministrator, bygmester, arkitekt, general, finansminister etc. - stod
det i hans magt at have bidraget til skønne bygningsværker samt at have
efterladt talrige statuer og portrætter af ham selv samt sit eget
kongeligt udstyrede gravanlæg - bl.a. udsmykket med verdens ældste kendte
stjernekort - placeret som tunneler og kamre under Hatshepsuts store
tempelkompleks.
Potentialet hos den
intelligente, skabende og igangsættende Senmut passer på utroligt mange
detaljerede områder præcist til dét, Rabbinerskrifter og andre oldtidskilder
fortæller om Moses' mangeartede talenter som administrator, arkitekt,
opfinder, organisator, general, stjernekyndig etc. Samt dette, at de begge
befandt sig ved faraos hof - og åbenbart på samme tid.
Lighederne viser sig så
uhørt slående, så der kun synes at kunne være tale om én og samme person.
Dette kan demonstreres præcist ud fra en opsummering af de mere end 20
særlige områder - udførlig gennemgået i min bog "Gåden om Faraos Datters
Søn" (i kap. 5). På alle de mange punkter er
der tale om helt specifikke, personlige identiske forhold.
Der var tradition for, at
en dronning kunne regere på sin kongelige søns vegne, men ikke for - som
Hatshepsut - at regere på en nevøs vegne. Dette og andre eksempler kan vise,
at nevøen, den senere Tuthmosis III ikke oprindelig var opdraget til, eller
udvalgt til, at være farao (hvad hans egne inskriptioner også bekræfter),
men derimod Moses, hvis høje uddannelse ved hoffet der jo netop berettes om
i de gamle skrifter.
Overensstemmelsen
Alt dette
om Senmut vil ofte passe dårligt med senere tiders billede af Moses. Men ved
opsummering af alle disse forhold vil især dette kunne fastslås igen: a) Da
der inden for samme tid i det samme land ved det samme hof næppe fandtes to
så overensstemmende personer med de samme så usædvanlige positioner og med
samme slags ekstraordinære ekspertise, synes det ikke at være to
forskellige, men en og samme identitet. b) Både
"Faraos Datters yndling Senmut" og "Faraos Datters yndling Moses" forsvandt
pludseligt fra Egypten - og forlod de samme slags høje poster inden for
nøjagtigt samme tidsrum, ja samme år i Egyptens historie. Deres skæbner er
som identiske helt ud i de specifikke personlige detaljer; og som normalt
for den tid vil Senmut-navnet blot have været et af den yngre Moses' mange
egyptiske navne, idet han som højtstående person - og også ifølge en række
Rabbinerskrifter - bar flere navne. c) Men
især dette: Hvorfor skulle Senmut i sit gravanlæg vise stjerneoptegnelser
for det bestemte tidspunkt, der er identisk med episoden (dateret ud fra
Rabbinerskrifternes astronomiske informationer) med Moses i arken på Nilen,
hvis det ikke også netop var ham, der var Moses?
Ansigtet på en granitstatue er storvesiren Senmut fra det faraoniske
hof, - eller er det i
virkeligheden et portræt af den unge Moses?
Brodermord som stedfortrædende offer? Allerede i den egyptiske
religiøse ide om kongeguden Osiris, der - efter "latterlige" anklager -
dræbtes og parteredes af sin bror, guden Seth.
Også fra Bibelen kan genkendes
dele af den urgamle myte om det "første brodermord".
Det "første brodermord" kaldes også episoden, der kendes fra Bibelens
indledende kapitler, hvor Kain dræbte Abel. Kains brændoffer var ikke
blevet modtaget i himlen, hvorfor han prøvede igen, nu med en stærkere
indsats. Det kan forstås sådan, at her har broderen Abel kunnet bruges
som stedfortrædende offer, det ældste kendte i historien. De var
halvbrødre, ifølge rabbinerne, deres mødre var Eva og Lilith, og faderen
var Adam, der i mytologien var "den første konge".
Adams tredje søn hed Seth
- ligesom ligesom Osiris' bror. Osiris selv var gudekonge i
efterverdenen ifølge den fler-tusind-årige egyptiske opfattelse.
Således kan beretningen
om brødrene Kain og Abel - idet navnene er et hebraisk ordspil på 'at få
en søn og at miste én' - oprindeligt have inkluderet også at handle om
et stedfortrædende offer, der skulle beskytte den overlevende part. I
Bibelen (1. Mosebog 4,15) blev Kain efter drabet netop beskyttet af
Jahweh, så at:
"... enhver, der dræber Kain, skal lide syvfoldig hævn ...".
Jahweh etablerede en
beskyttelse med et særligt mærke i Kains pande. det har være meget
omdiskuteret, hvad Kains mærke var for noget.
Ordet for et 'mærke' i 1.
Mosesbog 4,15 er oversat fra det hebraiske ord 'owth, som kan
betyde 'tegn', 'varsel', 'advarsel', og 'minde'. I Torah, den hebraiske
Bibel, bruges det samme ord til at beskrive stjernene som tegn og
varsler, og regnbuen som tegn for syndfloden (1. Mosesbog 9,12);'
owth bliver også brugt ved omskærelse som et tegn for pagt,
samt er brugt i forbindelse med "mirakler" som Moses præsenterede farao
for.
Således beskriver Bibelen
især hvordan mærket skulle virke som tegn eller advarsel, men ikke
hvilken form mærket havde.
Men hele
konceptet angående mærket i panden er gammelkendt i
oldtidens tankegang og frem til bl.a. Descartes, og man mente her at se
mindelser om "det lukkede 3. øje", "sjælens sæde" o.lign., med
pinealkirtlen bagved som en biologisk reminiscens heraf. Det kan også
observeres på et mere fysisk udviklet trin i nogle arter af reptiler,
f.eks. den drage-lignende iguana.
Så Kain blev opfattet som
at have et overnaturligt tegn på sin pande som et tredje øje - og
fremstod da i senere opfattelse også som en indviet, herunder som
"bygmester" - en senere frimureragtig betegnelse - og var ifølge Bibelen
den første, der grundlagde/byggede en by, Hanok, således opkaldt efter
Kains søn.
Kong Romulus,
"bygmesteren" der siges at have udbygget Rom i 753 f.Kr. (funderet oven på
Aenas’ ældre by), dræbte også sin ligeledes kongelige tvillingbror Remus efter
"latterlige anklager" om, at "Remus respektløst hoppede uden for bymuren ved at
hoppe hen over den".
Dette fulgte en
astromytologisk ritus, hvor den ene (tvilling) bror Pollux, navnet for den ene
af Tvillingernes to hovedstjerner uden for himlens Paradis-mur (ekliptika, der
"indhegner" Dyrekredsen), skulle dø, og broderen indenfor var udødelig.
'Den udvalgte'
Også andre steder,
ligesom i Europa helt tilbage i bronzealderen, kendtes en beslægtet
tradition: At sætte små drenge, der var brødre, ofte
tvillingebrødre, ud i skoven eller ødemarken og derefter hente den af
brødrene tilbage, som overlevede bedst. Mens den anden bror, hvis denne
ikke allerede var død af strabadserne, blev ritualdræbt, for ad denne
vej at styrke den overlevende bror, der herefter betragtedes som "den
udvalgte", som var under et guddommeligt forsyn. Her ses relationer til
"det rituelle brodermord".
Dermed kunne en bror være
ideel som stedfortrædende offer netop ved at kunne "opveje" den anden
bror, så guderne og magterne ikke fik et offer af ringere værdi.
Fjendernes udvælgelse af Senmut som stedfortrædende offer må også ses i
lyset af denne mytiske tradition - Osiris-Seth, Kain-Abel etc. - hvor,
under visse kultiske forhold, den ene bror måtte dø. I så fald, ved den
form for henrettelsesmagi, skulle Senmut da gavne sin stedbror,
Tuthmosis III, der nu kunne erklæres som "den udvalgte". Dette
arrangeredes for Tuthmosis at blive gennemført af præsterne i
Amon-templet i Theben, ifølge hans egne inskriptioner.
Fra endda relativt sent i
europæisk historie kan et eksempel illustrere en sådan skik. Den danske
adelsmand Otto Brahe blev den 14. december 1546 far til to sønner, -
tvillinger. Det ene af de to spædbørn døde ret tidligt, pludseligt, vi
ved ikke noget om hvordan - men det andet barn, den senere så berømte
astronom Tycho Brahe, blev i sit første år direkte bortført fra sine
forældre og betroet til et par plejeforældre forbundet med konges hof,
og hos dem blev "den udvalgte" nu opdraget og højt uddannet (11 år
gammel, tog han studentereksamen i jura, latin, hebraisk og teologi).
Plejefaderen var
borgbestyrer og senere admiral, en nær ven af kongen (Frederik II, som
med mange adelsmænd var medlemmer af indvielseskulter), og han var en
ældre bror til Otto Brahe. Senere, i sit observatorium og laboratorium
på sin ø Hven, grundlagde Tycho Brahe - og praktiserede gennem 21 år med
sine assistenter - den empiriske videnskab, som lige siden det
gennembrud har revolutioneret den moderne verden.
Den særlige eller
mærkelige sag med hans mistede bror var af fortsat betydning, og Tycho Brahe
skrev på latin en ode til den døde tvilling, og den blev trykt i hans
publikation i 1572-1573 om sin berømte opdagelse af en supernova. Bag i samme
bog fortæller "den udvalgte" (Tycho Brahe) i et latinsk digt om et mysteriespil
i en skånsk skov, hvor han direkte bliver beordret at arbejde mere med
astronomien end alkymien. - Efter Tycho Brahe blev emnet empirisk
videnskabsmetode fremhævet i 1620 i bogen ”Novum Organum” af Sir Francis Bacon i
England, - han udbredte det på mest strålende vis denne uundværlige metode for
alle eksakt-videnskabelige fremskridt.
Problemer med historiesynet
Kort og godt, Senmut opfyldte alle betingelser for at blive udvalgt
til stedfortrædende offer: - Han var af kongeblod (men givet
plejeforældre ansat ved hoffet), han var kongens stedfortræder, og han
var samtidig "egnet til" at være offer for rituelt brodermord
foranlediget af sin kongelige stedbror.
Senmut havde beskyttet
sig ved hjælp af sin udnævnelse af sig selv til herold - der var altid
dødsstraf for at dræbe en kongens herold - hvorfor henrettelsen af
ham som stedfortrædende offer derfor blev ændret til at udføres som en
effektiv, symbolsk henrettelse. Det skulle vise sig, at selv denne
mildere måde at ramme ham på var overordentlig destruktiv.
Således, i flere tusinde
år, i Mellemøsten og Europa var det ofte et lands næstkommanderende, der
som kongens stedfortræder udsattes for henrettelse eller
skinhenrettelse. Formentlig i uhyggeligt mange tilfælde. Et eksempel
så sent som i 1600-tallets England vedrørende en af landets mest
prominente personer findes overleveret i vigtige
dele (Francis Bacon-sagen).
Personer på denne post
som "kongens stedfortræder" - ligesom i Senmuts (Moses') embede i
Egypten - har da, især hvis de var af kongeblod, med al tydelighed været
ekstra udsat.
Bag alt dette fandtes den
i oldtiden overalt stærkt udbredte tradition for at gennemspille myter
om gudernes gerninger, eller i anden handling at efterligne disse
mønstre. Men i nutiden anses ofte sådanne, derfor netop mytelignende,
handlinger hos historiske personer for ikke at være historisk sande, og
derpå klassificerer man materialet som værende myter eller en form
for tidlig skønlitteratur. Altsammen mindre heldigt for forskningen.
Nogle par af historiske personer med "parallelle liv" - som beskrevet af
Plutark: - Demosthenes, 384-323 f.Kr.
& Cicero, 106-43 f.Kr., - samt Alexander d. Store, 356–323 f.Kr. & Julius
Caesar, 100-44 f.Kr.
Parallelle liv eller reinkarnation? - Moses har det samme
mønster som Sir Francis Bacon.
Der findes også i dag mange
eksempler på, at visse spor af glemte eller oversete oldtidstraditioner
stadig kan eksistere i den senere historie og helt op i nutiden. Det kan
være stærkt overraskende at 'genopdage' de tilknyttede
tankegange bag denne del af den tidlige kulturhistorie.
Flere forhold i det gamle Egypten og den øvrige oldtidsverden er i dag
så fremmedartede, som kunne de være fra en anden planet; og dog er det
ikke særlig længe siden, at de bedre kunne opfattes med en genkendende
forståelse.
Eksempelvis kan
princippet i tankegangen bag ideen om "stedfortrædende offer" genkendes i mere
dagligdags forklædning i Johan Herman Wessels 1700-tals digt om retten, der
"henrettede bageren i stedet for smeden". Endda ritualet bag at lade en bror
eliminere en anden bror synes endnu at kunne spores i 1500-1600 årene; - det vil
blive yderligere omtalt.
Traditionerne overlevede, idet oldtidsreligioners mysteriespil og anden
ritus, hvori deres kultiske former især udfoldede sig i det gamle
Egypten og Babylon, senere forekommer som videreførte udgaver hos
grækerne og romerne. Herefter i Europa kan de spores ad forskellige veje
frem til renæssancen, både inden for de ofte tillukkede kulter og
broderskaber og i mere sekulariserede udfoldelser.
Med andre ord, kendskab til netop denne side af historien er fortsat
blandt de vigtigste forudsætninger for forståelsen af sådanne træk i
senere tider og ens egen tid.
Så sent som i 1600-tallets England ses en
udløber af traditionen for stedfortrædende offer og for skinhenrettelse:
En reel historisk hændelse, hvor en berømt hovedfigurs skæbne og
personlighed så gådefuldt fremstår som en utrolig parallel til Moses.
Forholdet viser sig næsten som i Plutarchs 2.000 år gamle værk om
"parallelle Liv" (jf. Plutarch: "Lives, VII", Loeb Classical Library, 1919)
- hvor, i væsentlige detaljer, at f.eks. de berømte erobrere, Alexander d.
Store opstilles som modsvarende til Cæsar (en ekstra detalje, men ikke nævnt
af Plutarch, er at de begge er født omkring 20. juli) - og at de berømte
talere, Demosthenes og Cicero, sammenlignes på en lang række vigtige
parallelle punkter i deres liv og virke.
Plutarch skrev om et
større antal af sådanne 'par', og tekster med 23 af disse par er belevt bevaret.
Således også, for eksempel, om de berømte talere, Demosthenes og Cicero, der
kunne sammenlignes på en lang række vigtige parallelle punkter i deres liv og
virke.
Plutarch (46-120 e.Kr.) var en Delphisk præst, også kultisk indviet og en
førende platoniker. I sine tekster viser han sig både som historiker og begavet
biografist. Den parallelle gengivelse af beretninger om personer, hvis liv havde
mange slående ligheder (og kan da både fremføres sammenligning og kontrast), er
en kløgtig metode, skønt næsten ikke set i brug senere.
De overlevende tekster
nævner ikke parallelle liv i forhold til reinkarnation, men andre steder viser
han sit kendskab.
Ideen om parallelle liv
fremlægges også med stor forståelse meget interessant og detaljeret i Krzysztof
Kieslowskis film fra 1991: “Veronikas to liv”. Det foregår i tiden 1968-1990 og
handler om to kvinder, der er født den samme dag i forskellige byer og har en
mystisk forbindelse. Kvinderne kender ikke hinanden, og alligevel forbindes de
af oplevelser af helt samme slags og et mystisk og følelsesmæssige bånd på tværs
af sprog og geografi.
Elizabeth I og hendes yndling, Robert Dudley, Jarlen af Leicester - ca. 1575,
- miniaturer af Nicholas Hilliard.
Hemmeligt født,
uofficiel søn af dronningen
Der skal her gøres udtrykkeligt opmærksom på, at alt det følgende regulært
bygger på konkrete facts, hvortil der ud af sammenhængen fremstår forklarende
perspektiver og træk af særlig interesse for videre udforskning.
Francis Bacon
(1561-1625), den senere Lord Verulam, omtales allerede tidligt at være hemmeligt
født uofficielt som søn af dronning Elizabeth I og hendes "morganatiske"
ægtemand (præsteligt viet, men ikke-offentligt, ved en hemmelig ceremoni 21.
januar 1561 - dvs. netop lige inden Francis Bacons fødsel, - i Lord Pembrokes
hus). Den pågældende person var Jarlen af Leicester, Robert Dudley, mere
velkendt som hendes elsker.
Det blev således
gennemført med vigtig ansvarlighed, så Francis kunne være barn af legitimt viede
forældre. Dagen efter fødtes i hemmelighed Francis Bacon i York House,
seglbevareren Sir Nicholas Bacon's residens nær The Strand, i London.
Jf. også forfatteren og
forskeren Peter Dawkins' bog: "Arcadia. The Life and Times of Francis Bacon"
(Stratford-upon-Avon, 1988, p.71) - og: Amelie Deventer von Kunow: "Francis
Bacon, Last of the Tudors", 1924, med undersøgelser (125 sider) - samt Diana
Price: "Shakespeare's Unorthodox Biography" (Westport, CT, Greenwood Press,
2001). Hos alle påpeges de historiske beviser for ægteskabet mellem dronning
Queen Elizabeth I & Robert Dudley (Earl of Leicester) samt den hemmelige fødsel
af deres barn, Francis Bacon.
Ifølge samme uofficielle
tradition blev Francis efter fødslen bortadopteret til dronningens hofdame og
personlige veninde Anne Bacon og dennes gemal, seglbevareren Sir Nicholas Bacon.
Fødslen var altså skjult, så hun fortsat kunne optræde i rollen som uberørt
jomfru, "the Virgin Queen". Det er kendt, at hun hvert år i resten af sit liv
fik læger til at bedyre denne tilstand - og staten Virginia i Amerika er opkaldt
efter hende. (En betegnelse som eksempelvis 'virgina-cigaretter' skyldes helt
tilbage således i grunden Elizabeths personlige "virginity"-prestigeprojekt).
Forhenværende engelske
katolikker skulle her formildes ved dette Jomfru Maria-træk - en symbolik, i
nogen grad også som tidligere ved oldtidens egyptiske dronningers Isis-rolle.
Som allerede anført,
kendes der i dag næsten ingen officielle eller i øvrigt uofficielle håndfaste
indikationer for Elizabeths moderskab til noget barn overhovedet og næppe heller
for hendes morganitiske ægteskab. Hvis stærkere hard evidense har
eksisteret, ville hun have gjort alt for at fjerne dem.
Dog, den folkelige
tradition om, at hun havde det nævnte ægteskab og børn (hun synes senere samme
år 1561 at have fået en søn mere, hans navn er Arthur Dudley og flere dokumenter
viser, at han senere flygtede i sikkerhed i Spanien) - fortsatte vedholdende
frem til nutiden, uanset at der ikke så længe efter kan funderes noget af
sikkerhed herpå.
Dog, Pierre Ambroise, der
opstillede den første biografi over Francis Bacon, i 1631, skriver:
"... Og han så selv selv
som af skæbnen bestemt til en dag at holde kongerigets "hjelm" (krone) ...".
- Ambroise tilføjer, at Francis var:
"... født i purpur ...
(og) opdraget i lyset af den kommende, store karriere ...".
Dette er blot en anden
måde at udtrykke, at han var af kongelig fødsel og arving til tronen. Purpur var
på den tid ofte farven, der var forbeholdt de kongelige.
Trods eventuelle mangler
synes de pågældende overleveringer - stillet over for de øvrige foreliggende
iagttagelser af anerkendte facts om dronningen og om Francis Bacon - at indebære
en interessant sammenhæng. Derfor vises hermed også dette kuriøse sideblik med
et usædvanligt kulturperspektiv forbundet med beretningerne om Moses. Men endda
også uden at inddrage dronningen ses en lang række specifikke, anerkendte
forhold som værende slående paralleller mellem Moses og Francis Bacon.
Sir Francis Bacon (1561-1626), afbildet i en af sine berømte bøger om læring og
viden.
De
specifikke træk præcis som hos Moses
Utallige konger i
historiens løb er kendt for at have haft et større antal børn født uden
for ægteskab. Ofte kendetegnes dette træk som "kongens privilegium". Og
hvorfor skulle ikke netop eneherskeren dronning Elizabeth I på akkurat
samme måde have benyttet sig (om end mere diskret) af dette - hun, der
var datter af Henrik VIII, som ikke mindst var kendt for sine talrige
eskapader i og uden for sine mange ægteskaber?
Der er tillige hypoteser om, at hun endda nåede at få endnu en søn, Robert Devereux af
Essex, en halvbror til Francis. Hun fortsatte med at regere, uden at
sønnerne opnåede at træde officielt frem med den rette (kongelige)
identitet, om end Francis fik nogle af landets højeste poster. Det meste
i alt dette er præcis som i Moses' ungdom under hans egentlige mor
(bl.a. ifølge visse Rabbinerskrifter og oldtidens forfattere) nemlig
dronning Hatshepsut, der var sit lands første kvindelige hersker -
således kan der også om Francis Bacon fremdrages f.eks.:
- Moderen var landets første kvindelige hersker, og som ung
begyndte Francis Bacon med en høj post i diplomati og udenrigsaffærer,
havde ophold i udlandet, samt uddannedes i lov og videnskab. Alt dette
var ligesom den unge Moses fremstilles i Rabbinerskrifterne. Francis var
ligesom Moses en stor lovgiver - begge med en for deres samtid avanceret
sociallovgivning. Og, som hos Moses, var der i Francis' livsforløb en
lang række "manglende år".
- Francis Bacon var i det hele taget - ligesom oldtidsforfatterne
omtaler Moses - et alsidigt geni. Han opfandt - ligesom det omtales om
Moses/Senmut - et alfabet samt en hemmelig skriftkode, en cifferskrift
kaldet "Biliteral".
- Han var, som Moses, en betydelig filosof der medvirkede til den ny
verdensorden, hvilken han beskrev, idet han også var stor videnskabsmand
med sin afhandling om empirisk videnskab, der skabte revolution til
afløsning af det gamle verdensbillede med Aristoteles-traditionen.
- Francis forestod, med lærde jøders hjælp i sin kommission, den mest fremragende oversættelse af
Mosebøgerne og resten af Bibelen til engelsk, senere kendt som "King James'
Bible". Han var medstifter af indvielsesloger i England. Sådanne har fandtes
til alle tider - allerede Moses havde indstiftet indvielsesritualer til brug
for religiøse ceremonier. En lang række lærde gennem mere end 300 år har
ment, at Sir Francis Bacon stod bag pseudonymet Shakespeare - hvilket der
som bekendt findes flere andre bud på - hvis tekster, ofte i samme form som
arketypiske lignelser, næst efter Bibelen og Quranen er mest udbredt i
verden. - Også han blev
involveret i "kongeligt brodermord", således at han selv blev tvunget til at
medvirke til at dømme sin halvbror, Robert Devereux, til "ofring" ud fra flere
"latterlige" anklager. I sin rets-tale henviste Francis i så fald ikke uden
grund til præcis Kain som eksempel. Henrettelsen skete - som typisk ved den form
for ritualiseret proces - i tiden op til forårsjævndøgn (dvs. normalt nær
påsken, oprindeligt indstiftet af Moses).
- Ligeså usædvanligt som Senmut (Moses) med de høje poster var Francis
Bacon i sine høje stillinger også officielt ugift indtil 40 års
alderen, da han blev Lord Chancellor, kongens stedfortræder - og han
giftede sig med en 14-årig pige. Ligeledes gjorde Senmut, da han som
storvesir og faraos stedfortræder var omkring 40 år - men
modsat i sit tilfælde, afstod han fra krav på tronen.
- Ved at have chancen for andre muligheder og netop benytte sig af
disse, var han klog nok til at indse, hvilke frygtelige stridigheder det
på den tid i England ellers ville have forårsaget ved dronning
Elizabeths død. Men hos den nye konge, James (Jacob) I, blev han - også
parallelt med Senmut/Moses - kongens stedfortræder og vicekonge.
Parallelle skæbner
Ved en frimurerbanket på Francis
Bacons 60-års fødselsdag læste hans logebroder, digteren Ben Jonson, sit
kultiske (hyldest)digt, dedikeret til Bacon. Men kort tid efter, igen op
til forårsjævndøgn, udstedtes fra højeste sted "latterlige" anklager
imod Francis Bacon, der måtte gå med til at blive offer - i
virkeligheden stedfortrædende offer - for kong James.
Han blev indstillet til henrettelse, men hans officielle identitet som
vicekonge blev "henrettet" i stedet, og han skulle kun betale en
ubetydelig sum penge i bøde, hvilken aldrig blev indkrævet. Også det
viser, at det kun var "latterlige anklager", en skueproces.
Men fra nu af var han
i unåde; og fem år efter, atter nær forårsjævndøgn, var der igen optræk til de
fingerede angreb på ham, hvorefter han omtales som død. Ifølge én tradition
forsvandt han, igen som Moses, til sandsynligt et hemmeligt udenlandsk eksil,
under dække af at være officielt erklæret død af lungebetændelse fra hans
hyppige, skønt erfarne videnskabelige eksperimenter med at nedfryse en kylling
(udstoppe den med is) til konserves - dvs. en ikke-sandsynlig dødsårsag.
Nu synes der blot at mangle en beretning om, at Francis Bacon som spæd
blev - i lighed med Moses - var blevet sat ud i et lille fartøj, nu på Themsen, og
taget op i Tower-fæstningen af kongedatteren, The Virgin Queen, dvs.
Elizabeth I, der igen ifølge uofficiel tradition selv tilhørte en
hemmelig orden. I så fald (som foreløbig kun er teori uden anden
baggrund) ville det være i foråret 1561, at en rituel
akt med kongebarnet var blevet udført, endda i hemmelighed. Bacons adelsvåben og
segl viser et vildsvin, "Adams totem"; vildsvinet var i det gamle
Babylon et navn for Karlsvognens stjernebillede.
Resultatet af hans storslåede videnskabelige arbejde nåede han ikke at
se - og kort efter hans påståede, men altså officielle død omtalte den
engelske digter Abraham Cowley ham som "Moses uden for det forjættede
land".
Skuespilleren
Shakespeares navn blev brugt som pseudonym for forfatteren
til Shakespeare-teksterne - som synes at være skrevet af Sir Francis Bacon.
Pseudonymet Shakespeare
Der er mange tegn på, at den efter alt at dømme ikke-skrivekyndig
skuespiller Shakespeare blev betalt for at udlåne sit navn som pseudonym
for en højtstående adelig person. Den pågældende adelsmand er blevet
forsøgt identificeret med flere forskellige lærde og fremstående
adelsmænd, f.eks. at det var et "pen name" for Jarlen af Oxford - men
den virkelige mand bag Shakespeare antages ofte at være den engelske filosof og statsmand
Francis Bacon.
Næsten alle de vigtigste
udenlandske steder i flere forskellige lande, som omtales i Shakespeares
tekster, har Bacon selv opholdt sig på. Der findes utallige bøger om
deres lighedspunkter. Alle juridisk omtaler i Shakespeare-teksterne var
områder, hvor Bacon med sin juridiske uddannelse selv havde ekspertise,
ligesom han også havde det på det historiske område. Således er
der med brug af Shakespeares navn som forfatter blevet skrevet en række
historiske teaterstykker om engelske konger - og de konger der ikke er
skrevet stykker om her, har Bacon så selv i eget navn skrevet stykker om, således at
hele rækken af konger i omtale
nu forefindes fuldendt.
Talrige steder i mange
værker både skrevet af Francis Bacon og i Shakespeares navn, samt i
inskriptioner, er der - efter helt samme princip som hos Senmut/Moses -
indsmuglet, ofte i kodeform, Francis Bacons skjulte navnesignatur "Fr. Tudor" (selve kongeslægtnavnet)
eller blot "Francis T." eller andre meddelelser fra denne
forfatter. Desuden ses hans navn utallige gange stavet
i kodeform i Shakespeare-teksterne.
Den indlagte
meddelelsesform i Shakespeares tekster var kendt som normal
fremgangsmåde i en levende tradition fra det gamle Egypten og siden hos
grækerne og romerne.
På grund af
bogtrykkunstens udbredelse kunne kodeformen også ses i brug i
Shakespeare-teksternes typografi. Heri er visse navne eller meddelelser
dannet bl.a. ved en systematiseret brug af "uegale" bogtrykskrifttyper -
en form, der især var blevet udviklet af den danske pionervidenskabsmand
og astronom Tycho Brahe (1546-1601) i hans eget bogtrykkeri på Hven - og
ses nogen tid senere i mange af Shakespeare-teksternes første-udgaver.
Sådanne sære typografiske træk blev ofte fjernet i senere optryk,
ligesom det skete hos Tycho Brahe, sandsynligvis fordi de af uindviede
blev antaget for "trykfejl", der så blev "rettet".
Tycho Brahe, fra hvem
Francis Bacon må have fået megen inspiration angående at gøre brug af empirisk
videnskabelig forskning, fremstår desuden som værende forbillede for
hovedpersonen Prospero i Shakespeares skuespil "Stormen" - en adelig magiker der
lever på sin ø i eksil med sin datter Miranda.
Den adelige alkymist og
astrolog Tycho Brahe på sin ø, levede senere ligeledes i eksil og havde en
datter med et lignende navn, Marianne. Prospero blev, ligesom Tycho Brahe, offer
for et komplot, - og der er mange andre detaljerede ligheder.
Situationen for den ikke
officielt anerkendte kongelige arvtager, Francis Bacon, indikerer i det hele
stærkt, at han også opererede under andre navne, således især navnet
Shakespeare.
Tilbage til udgangspunktet - det er ikke primært på overfladen, men i de mange
eksisterende specifikke detaljer under det overordnede livsmønster, hvor vi
kunne se efter parallelle ligheder i væsentlige principper og karakteristika,
som de to historiske personligheder Moses og Francis Bacon kunne have til
fælles.
Gennem tusinder af år ses
en række traditioner på mange steder i verden at fastholde, at fra karma
tilknyttet til reinkarnationen medbringer folk deres uløste mønstre fra liv til
liv - og kan dermed i princippet at gentage nogle af deres tidligere funktioner
som parallelismer. Kunne Plutarchs nu totusind år gamle ide om "parallelle liv"
være korrekt trods alt eller i det mindste til en vis grad?
Ifølge de gamle
Rabbinerskrifter opererede den ikke-officielt anerkendte kongelige arvtager,
Moses, også under andre navne (omend de dog tilhørte ham selv), således især
navnet Senmut, egyptisk for 'moderens bror'. Det var netop en kongelig titel i
lighed med, at hans mor, dronnning Hatshepsut have ekstra navne eller kongelige
titler allerede som kronprinsesse. Heraf var især hendes ekstra navn "Kongens
Søster" (konge var hendes far) i fuld overensstemmelse med Bibelens (2.
Mosebog, 6,20) udsagn om, at Moses' mor var betegnet "faderens søster".", - (jf.
uddrag af Ove von Spaeth's dokumentation: "De
forsvundne spor - genopdaget").
Idet det ofte i eftertiden
ikke anerkendtes, at Francis Bacon var af kongeæt - og dertil i hans eftermæle blev hans i
så fald virkelige afstamning og navn fortsat tilbageholdt - må dette kunne også
ses som endnu en parallel til Senmut/Moses.
Inden for
reinkarnationsstudier er det en erfaring, at cykliske gentagelser af
tidligere lignende livsforhold bestemt ikke er noget ukendt fænomen - og
kan indeholde interessante former for mønster-repetitioner, der således
kunne rumme et vigtigt materiale til fremtidens forskere.
En række
oplysninger i artiklen er fra Ove von Spaeths bog "Gåden
om Faraos Datters Søn", bind 2 fra serien "Attentatet på
Moses" - alle seriens bøger kan læses uafhængigt af hinanden, -
Yderligere information:
www.moses-egypt.net
Fra det egyptiske koncept om
genfødsel.
* *
Bibliografi
Plutarch: "Plutarch, Lives", VII. -
Demosthenes and Cicero. Alexander and Caesar, (transl.: Bernadotte
Perrin), Loeb Classical Library, London 1919.
* *
Francis Bacon
Beaumont, Comyns: The Private Life of the Virgin Queen, London
England, 1947.
Bevan, Bryan: The Real Francis Bacon, (Centaur Press, England),
1960.
Dawkins, Peter: Arcadia. The Life and Times of Francis Bacon,
Stratford-upon-Avon, 1988, p. 71.
- - : The Shakespeare Enigma, Polair Publ., London 2004.
Deventer von Kunow, Amelie: Francis Bacon, Last of the Tudors,
(trans.: William Parker), Bacon Society of America,
1924.
Dodd, Alfred: The
Marriage of Elizabeth Tudor, Rider, 1940.
Doherty, Paul: The Secret Life of Elizabeth I, London (Greenwich
Exchange publ.) 2006.
Fellows, Virginia M.: The Shakespeare Code, Summit University Press
(1st Snow Mountain Press Ed.), rev. and expanded edition, 2006.
Fuller, Jean Overton: Sir Francis Bacon: A Biography, East-West
Publications, 1981.
Jackson, Ross: The Companion to Shaker of the Speare: The Francis Bacon
Story, (Book Guild Publishing, England) 2005. pp 45-46
Leary, Penn: The Second Cryptographic Shakespeare, Westchester
House, revised edition, 1990.
Mathews, Nieves: Francis Bacon: The History of a Character
Assassination, Yale University Press, 1996.
Olson, Donald W., & Marilynn S. Olson, & Russell L. Doescher: The
Stars of Hamlet, Sky & Telescope, November 1998.
Theobald, Bertram: Enter Francis Bacon. The Case for Bacon as the
True "Shakespeare", (Cecil Palmer, England), 1932.
Urbach, Peter: Francis Bacon's Philosophy of Science, Open
Court Publishing Co., 1987.
Wheeler, Harvey: Francis Bacon's "Verulamium": the Common Law
Template of The Modern in English Science and Culture, 1999.
Yates, Frances: Bacon's Magic, essay in "Frances Yates, Ideas
and Ideals in the North European Renaissance", London (Routledge & Kegan
Paul), 1984.
- - : Theatre of the World, London (Routledge &
Kegan Paul), 1969.
* *
Moses
Ackerman, James S.: The Literary Context of the Moses Birth Story (Exodus
1-2), Literary Interpretations of Biblical Narratives, vol. 1, (ed. K.R.R.
Gros Louis), Nashville 1974.
Baring-Gould, Sabine: Legends of Old
Testament Characters - from Talmud and Other Sources, vol. II, London
(Macmilland and Co.), 1871, pp. 71-104.
Childs, Brevard S.: The Birth of Moses, Journal of Biblical
Literature, 84, 1965, pp. 109-122.
Cohen, Jonathan: The Origins and Evolution of the Moses Nativity
Story, (Numen Books Series, 1992 - &:) Studies in the History of
Religions, 58, (Brill) 1993.
Ginzberg, Louis (ed.): Moses... , "The Legends of the Jews", vols.
1-7, Philadelphia 1909-38.
Gressmann, Hugo: Mose und seine Zeit, Göttingen, 1913.
Lacoque, A.: La naissance de Moïse, Veritatem In Caritate, 6,
Hague 1961, pp. 111-120.
Lehmann, Johannes: Moses - der Mann aus Agypten,(Hoffmann und
Campe Verlag), Hamburg 1983, pp. 187-189.
Rank, Otto: ("Moses" in:) The Myth of the Birth of the Hero,
(Rank: "Die Mythus von der Geburt des Helden, Schriften zur angewandten
Seelenkunde", Herausgeb. von Sigmund Freud, Heft 5, Leipzig 1909), New York
1952.
Redford, Donald B.: ("Moses" in:) The Literary Motif of the Exposed Child,
Numen, 14, 1967, pp. 209-228.
Dorman, Peter F.: The Tombs of Senenmut. The Architecture and
Decoration of Tombs 71 and 353, New York 1991.
- - & Catharine Roehrig: Senimen and Senemut: A Question of
Brothers, Varia Aegyptiaca, vol. 3, 1987, pp. 127-134.
Drioton, Étienne: Deux cryptogramme de Senenmout, Annales du
Service des Antiquités de l'Egypte, 38, 1938, pp. 239-246.
Gitton, Michel: Le palais de Karnak, Bulletin de l'Institut
Français d'Archéologie Orientale, tome 74, Le Caire 1974, pp. 63-73.
Giveon, Raphael: Ancient Egyptian Mining Centers in South-Sinai,
in Giveon's "The Impact of Egypt on Canaan: Iconographical and Related
Studies", Orbis Biblicus et Orientalis, vol. 20, Göttingen 1978, pp. 53-60.
Graefe, Erhardt: Das sogenannte Senenmut-Kryptogramm, Göttinger
Miszellen, 38, Göttingen 1980, pp. 112-113.
Hayes, William C.: Egypt: Internal Affairs from Tuthmosis I to the
Death of Amenhophis III, The Cambridge Ancient History, vol. 2, part 1,
(3rd ed.) Cambridge 1973, pp. 313-416.
- - & Ambrose Lancing: Ra'mosi and Hatnefert, Scientific American, vol.
157, Nov. 1937, pp. 266-268.
Helck, Hans Wolfgang: Die Opferstiftung des Sn-mwt, Zeitschrift
für Ägyptische Sprache und Altertumskunde, Band 85, Berlin, 1960, pp. 23-34.
Margetts, E.L.: The Masculine Character of Hatshepsut, Queen of
Egypt, Bulletin of the History of Medicine, 25, 1951, pp. 559-661.
Ratié, Suzanne: La Reine-Pharaon, (deutsch, "Hatschepsut - die Frau
auf dem Thron der Pharaonen", Wiesbaden 1976), Paris 1972.
Redford, Donald B.: Tuthmosis III, Lexicon der Ägyptologie
(Eberhard & Helck), vol. 6, Wiesbaden 1986, col. 540-548.
Schulman, Alan Richard: Some Remarks on the Alleged "Fall" of
Senmut, Journal of the American Research Center in Egypt, vol. 8,
1968-1970, pp. 29-48.
Tildesley, Joyce: Hatchepsut, the Female Pharaoh, London 1996.
Wente, Edward F.: Genealogy of the Royal Family, "An X-Ray
Atlas of The Royal Pharaohs", (ed. James E. Harris & Edward F. Wente),
Chicago 1980, pp. 163-176.
Woodward, Scott: Genealogy of New Kingdom Pharaohs and Queens,
Archaeological Institute of America, 1996.
* *
Efterskrift: på grund af deres guddomsstatus var de egyptiske
faraoner stærkt forbundet med hellige symboler, f.eks. det specielle kongelige
skæg, den kongelige Ureusslange samt gudinden Maat, der styrede lov,
retfærdighed og mål - en gudinde så universelt mægtig, at selv alle guderne måtte
adlyde hende.
Statue af Senmut som vesir og indviet kongelig arkitekt, bl.a. udstyret med det
hellige
landmålingssnor - i forbindelse med den højtstående gudinde Maat (hovedet
ses), der bestemmer over lov, retfærdighed og mål. Med alle disse træk
signalerer Senmut sin faraoniske symbolik,
f.eks. bærer han det kongelige skæg - og præsenterer også den kongelige
Ureusslange (foran).
Flere artikler om Univers og cyklus
hos Zenith files - net-base
for Ove von Spaeths artikel-samling.
En introduktion til Merete Gundersens bog,
'Det Spirituelle Menneske', IV - 2006:
Metafysisk vidensbank
Af OVE VON SPAETH
Ove von Spaeth's introduktion til Merete Gundersens bog, "Det
Spirituelle Menneske, IV".
Bevidsthedsudvikling
Det metafysiske verdensbillede med sin basis for verdensanskuelse har været
en underkendt faktor i moderne videnskab. Dette kan skyldes, at der ikke ses
præsenteret så meget information og viden om netop metafysiske emner på
højere niveau end hvad vi ser f.eks. angående krystalterapi, meditation,
visualisering og tankekraft. Derfor hilses Merete Gundersens små bøger om
"Det Spirituelle Menneske"så meget desto mere velkomne.
I det foreliggende bind
IV er forfatteren gået endnu et skridt videre og inddrager her større
komplekse sammenhænge i den menneskelige udvikling. Der åbnes på denne måde
for realistisk at observere, hvordan metafysisk forskning vil få særlig vægt
inden for fremtidens forskning. Det gælder ikke mindst, hvad netop angår at
nå større erkendelser om menneskets bevidstheds udvikling.
Bose-Einstein-kondensater
Når moderne videnskab beskriver atomare partikler, når de på speciel måde
"kondenseres" til et aktivitetsmæssigt grundstadium, benævnes de som
Bose-Einstein-kondensater. Disse kan befinde sig to steder i samme tid.
Dette er basal viden og videnskabeligt beviseligt.
På samme måde foreslås
det, at den menneskelige bevidsthed også er og kan være to steder på en og
samme tid. Nemlig det, at vi som mennesker kan udvikle vores SIQ på
neuron-niveau og derigennem kan bevidstheden være to, måske flere steder på
en og samme tid.
I bøgerne tales der om
spirituel og åndelig udvikling på blandt andet atomart niveau, hvor også
hjernen er inddraget med sit store potentiel for udvikling - netop udfoldet
på den spirituelle dimension. Og det nytænkende begreb "SIQ - Den
Spirituelle Intelligens" er i bøgerne beskrevet ud fra nye vinkler i hvert
bind.
Intelligens
Især kan der fra bogen fremhæves artiklen: "Intelligens og evolution". Den
er metafysisk på højt plan. Her er jeg særligt begejstret. Dette, at: "...
alt, hvad der sendes ud fra hjernen, forbliver ...", nemlig vedvarende, ved
egen kraft, som en form for elektromagnetisk felt i rummet - til evig tid,
hvis ingen foretager en opløsning.
Hele denne effekt synes at fremtræde som
karmareflekterende. Det må for alle medføre et stort ansvar.
Også de tekniske data i
teksterne, f.eks. vedrørende depressioner og andet, er af en utrolig
oplysningsværdi - det vil vække stor opsigt og interesse ude i verden.
Merete Gundersens
bogserie må siges at være avanceret viden på højeste niveau. Indholdet
formidles til læserne med en lysende, særlig udvidelse, et ekstra trin til
indsigt.
Som i seriens øvrige bind
er der tale om fremadrettet og visionær viden inden for den psykospirituelle
genre. En viden vi behøver stærkt til at medvirke til opklaringer inden for
disse, ofte misforståede, men helt vitale områder.
Merete Gundersen:
"Det Spirituelle Menneske", bind IV, 128 sider, pris 148 kr. - kan
bestilles hos
forlag@livskilden.dk . -
Om Merete Gundersen, se www.siqintelligens.dk
Aspiranten, nr.19, februar 2008, pp.11-16 -
feature om OvS's beretning:
Liv efter liv - våbenskjold og ørnekløer!
Af OVE VON SPAETH
Universet er opfyldt af cyklusser. Og når der i en kæde af markante
oplevelser med episoder, som synes tilhøre tidligere liv, også kan findes
særlige elementer der bliver ved med at gå igen - uafhængigt af tid og sted
- kan man begynde at spore bestemte mønstre. De kan her vise sig at have
overraskende betydning.
De følgende uddrag af
beretninger er en udvidet udgave af tidligere gengivelse (publ. i
Annie Dunchs bog 'Liv efter liv') af samtale med undertegnede forfatter.
At rejse mellem verdener
Der er flere verdener - jeg har altid levet i flere
verdener. Den ydre, hvor jeg har arbejdet dybt seriøst med forskning, hvor
alt skal kunne dokumenteres, og så en indre verden, hvor jeg har haft let
ved at gå ned i punktoplevelser fra tidligere liv. Oplevelser, jeg indtil
denne dag mest har holdt for mig selv.
Oplevelserne kommer til mig på forskellig måde. Nogle gange under mit
arbejde kan der pludselig dukke et billede op af hændelser fra et tidligere
liv, som jeg ofte straks kan identificere. Eller jeg sætter mig op i sengen,
mens jeg halvblunder og åbner mig for, hvad der kan komme. Det er vigtigt,
jeg er åben og afslappet. Jeg kan ikke presse det igennem.
Om disse oplevelser har jeg aldrig tænkt på, det skulle bevises. For mig ER
det sådan. Er ikke det mindste i tvivl. Jeg oplever glidende overgange
mellem nuet og tidligere eksistenser.
Mange flere mennesker end vi normalt forestiller os, må kende til det - børn
gør det ofte i deres første år, inden de kommer mere og mere bort fra det.
Jeg er sikker på, at
mange romanforfattere, uden at vide at de har levet tidligere, ubevidst
skriver om nogle betydningsfulde træk i deres egne tidligere liv, som de i
dette liv gengiver, og ofte mixer det med fremmed stof, i deres bøger. De
genoplever på en måde noget af det personligt, hvadenten fra historien eller
fremtiden eller med oplevelse af avancerede verdener andre steder.
Hos de gamle egyptere var skabelsen og efterfølgende cyklusser af liv og død
(efterlivet) altid i fokus. Følgelig var det i religionens sigte at varetage
de store og små naturlige kredsløb, som verden består af i en vekslen mellem
skjult, potentiel eksistens og synlig, manifest væren. Derfor blev
opfattelsen af disse mekanismers og strukturers samspil - i verden, i livet,
i kosmos - tidligt tillagt en så omfattende vægt.
Osiris var gudekonge i efterverdenen og lod sig genføde, ifølge den
egyptiske opfattelse.
En anden tilstand
Ofte fungerer det godt for mig, lige når jeg vågner, så kan jeg ofte bevidst
glide over i en anden tilstand, hvor jeg kan se noget, som også kan være en
fortsættelse af en episode, jeg har set tidligere.
Det kan sammenlignes med, når tankerne går tilbage til min barndom. Det
føles ligeså sikkert. Jeg er helt inde i det. Det er mig nu, der føler den
smerte, den kærlighed eller de lidelser, og den angst jeg havde dengang. Jeg
har alle følelserne, når jeg oplever det.
Jeg kan da selvfølgelig ikke være sikker på, om det er min fantasi, men jeg
opfinder jo ikke de følelser, som kommer op, når jeg befinder mig i
situationen fra det tidligere liv. Jeg kan endda mærke, det svier i sårene.
Og dem har jeg jo ikke med mig til det her liv. I hvert fald ikke synligt.
Sådanne forløb bruger jeg naturligvis ikke som videnskab i mine bøger, men
de kan være inspiration til noget, jeg vil forske videre i. Det hænder, at
indre billeder af tidligere begivenheder, jeg har set, efter grundig
forskning viste sig at kunne have fundet sted i virkeligheden.
Første gang jeg bevidst erfarede, at jeg kunne disse ting, var jeg ca. 15 år
gammel. Lyset i entreen var ude af funktion, og jeg stod med et stearinlys
foran et spejl. Jeg betragtede mit ansigt et øjeblik i spejlet, så forsvandt
det pludseligt, her var kun kraven tilbage, næsten som om jeg er halshugget, og
så kom der et andet hoved på, mørkhudet, men jeg kunne stadig opfatte, det
var mig. Jeg
fortalte min yogalærer om episoden og spørger ham, hvad det betyder, hvortil
han svarer: "Jamen, du har set dig selv som en persisk digter". Det
står for mig i min egen opfattelse, som om det var omkring 1100-tallet i Bagdad. Jeg ved ikke,
hvor det kommer fra. Det kommer bare.
Senere har jeg undersøgt det historisk, for Persien ligger jo ikke ved
Bagdad, men på det tidspunkt havde Persien erobret Bagdad.
Richard Løvehjerte
Hos en pige, jeg kender i dette liv, oplevede jeg den
følelse, at jeg havde været kæreste med hende i et tidligere liv i
1200-tallet, hvor jeg har en tilknytning til tempelridderne. På det tidspunkt er
Englands hersker af en engelsk-fransk slægt. Han boede mest i det vestlige
Frankrig, Aquitanien, vistnok nede omkring Bordeaux. Familien havde mange godser,
faktisk ejede de en tredjedel af Frankrig, og på et af dem - nordligere og
ved grænsen ind til den franske konges besiddelse - blev jeg ansat som
bestyrer.
Der blev sendt bud efter mig, da Richard I skulle krones i
England, og han skulle transporteres over Kanalen. Det var sommer, og det tog
nogen tid at rejse over.
Jeg havde altid været interesseret i stjernerne, og udover mit job som
Richards slotsforvalter og betroede udsending, var jeg også hyret som hans
astrolog. Sådan en rådgiver havde alle fyrster dengang.
Så skete der det, at da vi sejlede over sent på dagen - det var hen på
sommeren 1189 (12. august i gammel kalenderstil) - indtraf der en
solformørkelse, som vi lige når at se, inden det blev
aftenstide. Det særlige ved denne solformørkelse var, at den gik lige hen
over en meget klart lysende stjerne, der ligger nøjagtig på solens bane,
hvilket næsten ingen stjerner gør. Det er den femte-kraftigste stjerne på
himlen, og den havde fra gammel tid navnet Cor Leonis, dvs. 'løvehjertet',
men også det endnu ældre navn Basiliskos, der både betyder 'lille
konge' og 'uhyre', - stjernen betegnes i moderne astronomisk sprog som
Alpha Leonis.
På den tid kunne
det nemt tages som et dårligt varsel, at der blev solformørkelse kun et par
timer inden den kommende konge satte foden på Englands jord for at blive
kronet. Jeg
funderede på, hvordan vi kunne vende situationen til noget godt. I Richards familievåben
var afbildet nogle løver. Så jeg fik den ide, at stjernens navn,
løvehjertet, skulle han bruge, for det ville også eksponere, at han havde
kraft og mod, som løven symboliserer.
Da vi kom til
England, var der ingen, der havde bemærket, at der var solformørkelse, mens
vi befandt os på Kanalen, så den sag slap vi nemt over.
Kongen, der mest var fransktalende, tog efterhånden navnet Coeur de Lion, Løvehjerte, til sig. Da han var
blevet kronet, forlod han England. Han var vist højst 6 uger i England i
hele sin regeringstid, idet han var på korstog størstedelen af sin tid. Han
forblev barnløs med sin senere dronning, men på Sicilien mener jeg, at han
kom i forbindelse med nogle damer og fik børn, og det skulle ikke undre mig,
om det var her den gamle slægt Core Leone ('løvehjerte') blev 'startet'.
Mødet med min veninde
Kong Richard sejlede videre og erobrede
undervejs pludselig den store ø, Cypern. Jeg blev stærkt
imponeret over, hvordan han på sit søgående korstog fandt på at erobre Cypern -
lynhurtigt - til en base, som de landbaserede arabiske hære ikke let kunne nå. Hvor var det bare
godt fundet på og fantastisk strategisk. Han var en dygtig mand. I det hellige land
måtte den franske konge rejse hjem, og han tog sin hær med, så Richard
Løvehjerte måtte klare sig med de resterende tropper.
Kongen sendte mig som budbringer op til nogle forskellige kystbefæstninger.
På et af disse forter spiste jeg aftensmad hos en borgbestyrer og hans
datter. Datteren blev meget forelsket i mig. Hun var ude på et eventyr og
hældte noget i min drik - indrømmede hun senere - så at jeg blev mere
medgørlig. Men jeg drak således af bægeret, blev lidt påvirket af den
tilføjede kemi, i dette tilfælde også af et lidt for stærkt lys fra både fakler
og olielamper, og jeg stirrede stift på en lille model af en ridderfane
placeret foran mig på bordet. Den var anbragt på en lille flagstang med fod
af metal - udformet som en ørneklo!
Jeg var meget pligtopfyldende og satte stor ære i at passe mine opgaver med
at aflevere det betroede budskab hos borgherren. Men derudover blev jeg
altså
forført, og jeg lovede at tage den indtagende kvinde med mig senere på den
videre færd.
Kvinden genkender jeg i nuværende liv som en tidligere inkarnation af den
veninde, der sætter gang i hele denne del af den særlige erindring.
Senere fik jeg bekræftet ved en videnskabelig astronomi-computering, at der
på et bestemt tidspunkt, der nøjagtigt svarer til nogle dage før, Richard I skulle krones, ved aftentide fandt en
solformørkelse sted, som kunne observeres over Kanalen, men ikke fra
England.
Hvis den historie er sand, så kunne jeg have været inspirator til at kongen
fik navnet Richard Løvehjerte. Om det er sandt eller ej betyder i sig selv
intet for mig, men det der optager mig er, at der virkelig VAR en
solformørkelse på det specielle sted på himlen samt på det særlige
historiske tidspunkt. En sådan krydspunkt-episode er især fascinerende.
Kreta-cirklen
Var der noget i alt dette, der kunne have forbindelse til tidligere? Selve
dette at være stærkt udsat for en særlig påvirkning her ved tilstedeværelse
af ørnekløer, mens jeg var under en bedøvende indflydelse, var ikke nyt. Der
dukker et flere tusinde år ældre billede frem. Som en yngre mand, der skulle
indvies, sad jeg ved højlys dag med en gruppe andre unge mænd i på en
græsklædt jordbænk, der dannede
den kurvede omkreds af et mini-amfiteater på Kreta.
Under min
nuværende observation af billedet gik det op for mig, at
mysteriespil-optrin, der også kendtes endnu længere tilbage i det gamle
Egypten, var oprindelsen til det meget senere europæiske teater.
Midt halvcirklen, som var dannet inden for de høje jordtrin, stod et langstrakt alter.
En høj præst søgte som forberedelse på vores deltagelse i mysteriespillet at
indgyde os nogle særlige lærdomme også af psykisk art. Mens vi hørte på hans
udredninger og mantraer, fik vi en drik med forskellige stoffer i. Samtidig
hentede han fra alteret en stor og bredbladet, skinnende ceremoni-dolk, der
var udformet til at anbringes oprejst på enden af sit skæfte. Dette skæfte
af bronze var skulpteret som en ørneklo.
Han gik rundt til hver enkelt af os med den og lod solen spejle sig bladet -
det blændede os under seancen, og i forbindelse med den drik vi fik, blev vi
nu en smule halvbedøvede.
Stjernebilledet Aquila, som er Jupiters ørn, der bringer Ganymedes op
til
himlen i sine ørnekløer, her især den venstre klo (Bayer,
Constellation-atlas, 1661)
Torturen
En dag engang i 1970'erne, da jeg sad ved mit skrivebord i færd med at løse
en opgave, så jeg for mit indre blik noget der lignede et luftfoto. Jeg
befinder mig højt oppe i luften over et landskab. Det er tydeligvis ved
Rivieraen - hvor jeg i øvrigt ikke har været i dette liv. Der vises en mark
i nærheden af Cannes, hvor jeg fra oven kunne se aftegninger i landskabet
som markerede, at der tidligere har været bygget der. I græsset er en stor
kredsformet forsænkning som kunne være fra en tidligere voldgrav med en ø i
midten, hvor der under græsdækket tydeligt har været bygget noget
engang, og jeg fornemmede, at jeg havde haft en forbindelse til det sted.
Så begyndte jeg at gå ind i det. Sad og dvælede og langsomt dukkede der mere
og mere op. Der var en ringgrav omkring et lille slot. Jeg opfanger
årstallet 1625. Jeg var herremand eller slotsejer og havde arvet slottet efter
min far.
De gamle græske sagn og
myter var jeg meget optaget af, for der er mange skjulte meddelelser i dem,
som også genkendes i stjernelæren og alkymien, f.eks. om Ganymedes der i
kløerne på Jupiters ørn bliver bragt op til himlen, hvor han skal skænke
en særlig drik for guderne. Ørnen med kløerne findes på himlen som
stjernebilledet Aquila, som på engelsk indtil de seneste århundreder stadig
hed Flying Grype, 'flyvende grif' - grif er afledt af et ældre ord, der på
flere europæiske sprog netop betyder noget med 'at gribe'. I oldtiden
udgjorde Aquila/Ørnen en del af et større stjernebillede, som dengang
betegnedes som et væsen, der var faderen til føromtalte uhyre - basilisken.
Ligeledes havde Ganymedes og 'gudernes drik' forbindelse med alkymien. På
det lille slot havde jeg i hemmelighed også eksperimenteret med alkymi nede
i kælderen.
I
Milano residerede ærkebiskoppen, der tillige var landbesidder af store
områder helt ned til Rivieraen, som han fik indtægter fra. Han havde
opsporet, at jeg sad inde med hemmelig viden om alkymi, som han ønskede at
få indsigt i. Ved
påsketid var jeg en dag alene på det lille slot. Min familie og
tjenestefolkene var gået i kirke. Jeg var lidt 'anti' på det område, og som
herremand med privilegier kunne jeg undlade at gå i kirke. Men nogen, der
havde ondt i sinde, viste sig udnytte kendskabet til disse træk. Jeg sad nu
fordybet i en bog, i øvrigt netop om græske myter, da jeg hørte larm på
slotspladsen.
I åbentstående skjorte
gik jeg fra det mørkere biblioteksrum ud på slotstrappen og blev blændet af
det skarpe solskin i et nu, men nåede at se tre mænd, der fra porten ved den
østlige mur kom løbende over gården imod mig. I samme syn opfattede jeg
uundgåeligt væggen over porten, hvor et sandstensrelief med slægtens
våbenskjold var indmuret. I dets venstre side var det lidt sort og
forvitret, den anden side viste ret tydeligt en ørneklo. Der var i
virkeligheden to, men den anden og mindst mørke var især synlig.
Jeg følte mig lidt
halvbedøvet - og blev derfor let overmandet af mændene - som havde spioneret
om det bedste overrumplingsstidspunkt - de var udsendt af
ærkebiskoppen. Jeg bar ingen våben på mig - havde kun den lille bog om
myterne i venstre hånd. De trak mig ned i kælderen og torturerede mig efter
at have spændt mig fast på et bord.
I mellemtiden kom min
kone hjem, de overrumplede og bandt tjenestefolkene, men hende selv trak de
også ned i kælderen og lod hende overvære torturen - og truede hende. Hun
havde på et tidligere tidspunkt talt over sig blandt nogle kirkefolk om, at
jeg arbejdede med alkymi, så de må have indberettet det for ærkebiskoppen.
Nu følte hun sig skyldig.
Det sidste, jeg nåede at
se, var, at en af dem stod med en af mine bøger med alkymistiske symboler og
formler. Han placerede den opslået tæt ud for mit ansigt. De ville have guld
fremkaldt, men fattede ikke processen og troede jeg løj, fordi forklaringen
lød for fantastisk for dem. Så hældte de kogende olie i mine øjne - og
torterede videre. Jeg døde.
Tilbage til nutiden
Der går en rød tråd fra den voldsomme oplevelse frem til mit nuværende liv,
hvor jeg en dag stod i Strubes boghandel, der var den første boghandel i
Danmark, hvor man kunne købe bøger om alternative emner. Den meget venlige hr. Sand ville så gerne vise mig nogle bøger, han vidste ville interessere
mig, og han slog op i en bog om alkymi, og jeg reagerede fuldstændig
vanvittigt og nærmest slog den ud af hånden på ham, mens jeg råbte: "Tag den
væk, tag den væk".
Herregud, det var nogle uskyldige symboler. Min reaktion undrede mig, men nu
mener jeg at kunne jeg genkende en stærkt lignende grafisk opstilling af symbolerne -
fremvist i den voldsomme inkarnation i Frankrig, hvor jeg så disse alkymiske
tegn, inden jeg døde under tortur.
Når jeg går tilbage i tid, har jeg stadig fod på, hvor jeg er idag, så jeg
kan genkende og erkende, mens jeg får indblik i de tidligere liv. Jeg mærker
følelser fra dengang, skræk, angst, vrede og så videre. Samtidig kan jeg
forstå den voldsomme reaktion, jeg fik, da jeg i forretningen fik
præsenteret den bog lige op i øjnene på mig. Der sad åbenbart en "klump"
karma, som lod mig reagere på det.
Meget tyder på, at vi kan restimulere gammel karma, og jeg bemærker, at det
jeg husker bedst, er de dramatiske episoder. Det er dem, der rummer de mere
voldsomme indtryk, mens de rosenrøde ting glider mere let forbi. Ligesom i
vores verdenshistorie, hvor vi hører og læser om alle krigene, men når det
går supergodt, så bliver der brugt to linjer på det i historiebøgerne. Det
forekommer at være lidt på samme måde her. Det er derfor, vi kan lettere
finde dette igen.
Der kan foregå noget voldsomt på det personlige tidsspor
(begivenheds-rækkefølge), som er uafhængigt af Jordens tid. Et interessant
fænomen er, at
jeg ofte opfatter flere lag på engang. Jeg kan gå ind og føle, hvad der
sker, og samtidig analysere andre ting, f.eks. stilarter og symbolik, som
jeg genkender fra andre af mine liv.
I andre kulturer
Da jeg undersøgte
reinkarnationshistorie i andre kulturer senere hen, er jeg blevet klar over, at
begrebet karma er meget større og afgørende anderledes end det, man hos visse
folkeslag fortæller, at hvis man gør noget forkert, så bliver man straffet og
måske genfødt som en krokodille næste gang. Men virkelighedens begreber er
utroligt meget anderledes, større og interessantere.
Karma kan f.eks.
opfattes som en uheldig baggage, man har med sig af blandt andet
problematiske oplevelser, som kan restimuleres og derved få os til at lave
samme misforståelse igen og igen, hvis ikke vi er vågne for det. Man kan på den
måde faktisk blive udfordret også på det etiske/moralske plan - og kan
således få chancen for at rette noget op. 'Forbryderen' vender tilbage til
gerningsstedet. Vi bliver tiltrukket af det, fordi det kan være noget, vi
skal have gjort op med - eller som virkelig kan være incitament til at løse nye
berigende udfordringer.
Hele det evige univers er cyklisk, og ligeså er livene cykliske - der kan
ske det samme igen og igen, men det kan også efterhånden "mutere" ud i nye
udformninger og trin. Glem ikke, at vi ofte mest lever på "god karma", så
giv ikke den såkaldt dårlige karma uforholdsmæssigt megen opmærksomhed.
I dag er mange moderne
orienterede buddhister
med deres udøvende filosofiske lære interesserede i kvantefysikteori,
specielt om samspillet mellem personen og universet og hele den effekt, det
kan observeres at have på begge parter! Enhver succesrig revolution starter
ikke med at ændre verden, men udgangspunktet er én selv - hvorefter
resultatet netop influerer verden, idet vi realiserer, at vi konkret udgør
en del af den. Hermed kan vi blive endda en bevidst ansvarlig del - og nu nå
fortsat længere frem til, også individuelt mærkbart, en bedre verden.
Sidelinjer
De gamle oplevelsesindtryk har et netværk af
forgreninger med deres egne selvstændige forløb - og med andre mønstre eller
emner, der også kan optræde igen og igen.
Men hvor der med begrebet synkronicitet kan forstås, at den samme ting eller
emne optræder på næsten samme tid på forskellige steder ofte uden at have
nogen indbyrdes synlig forbindelse - så forekommer det også, at på samme
oplevelseslinjers lange baner gennem tiderne, at de samme slags mønstre
eller emner optræder igen og igen - spredt hen ad en tidsstrækning. Mønstre
kan altså optræde enten med samtidighed på hvert sit sted - eller uden tidsmæssig samtidighed,
men på en bestemt bane.
Eksempelvis i episoden, hvor borgkommandantens datter skulle følges med mig
tilbage til Europa, medbragte jeg også en udsmuglet, kostbar skat - men hele turen endte
i tragedie. En stærk forbandelse blev kastet på os fra en indflydelsesrig
arabisk person. Vi bragtes med skib til Venedig, men måtte tage resten af
turen over land. Min forlovede blev her dræbt ved et overfald på vores lille gruppe - fik en
pil gennem halsen, og hun måtte skyndsomst begraves lidt gemt af vejen bag
et krat - og med skatten dybt nedenunder - på Po-sletten nord for floden. et
sted vest for Venedig.
Og da jeg kom tilbage til
Frankrig, holdt en af den franske konges vasaller mig fanget i mange år - i
øvrigt en hædersmand, der tilsidst gav mig bevægelsesfrihed inden for sin
borg efter mit æresord på ikke at flygte i den anledning; jeg havde heller
intet hjemsted at flygte til, da den lille borg, jeg igen skulle bestyre, også var beslaglagt
- af den
samme franske konge.
Nogle hundrede år senere
levede jeg nær Venedig og hørte rygter om en forsvundet skat, hvilket noget
uventet kom til at optage mig så meget, at jeg dengang søgte clairvoyant hjælp til
at finde den, selv om det skete midt under en blodig familiefejde.
Forhistorien var, at en onkel havde
stjålet mit slot, da mine forældre døde tidligt. Min
familie havde det ikke ualmindelige italienske navn Ferrara. Som ung mand
tog jeg slottet tilbage med forbundsfællers hjælp. Den ældre cairvoyante
kvinde blev mistænksom, hun ville have en andel for sit bidrag til visionen
om skatten og troede, at jeg skjulte noget for hende. Men jeg fandt den aldrig,
og hvis den eksisterede dengang, kan den meget vel ligge der endnu.
Alt dette havde nogle
store dramatiske forløb, der danner deres egen meget længere og spændende
historie, som engang det måske kunne være værd at fremlægge.
Et
andet eksempel på mønstrenes forbindelse er, at ved episoden, hvor jeg "genfandt" slottet i Cannes,
oplevede jeg tydeligt, at en dag i slutningen af 1500-tallet, da jeg som
ca. 13-årig var ude for at bade i havet, havde min far som sædvanligt sendt to
landsknægte med som body-guards. Da jeg gik i gang med at dykke, fik jeg et
voldsomt kvælningsanfald, der lammede mig lidt, så jeg blev for længe under
vandet, hvor jeg foran mig havde en stor hornkoral lige i synsfeltet.
De to landsknægte ville ikke have deres fine uniformer ødelagt, så de vadede
ud til, hvor vandet ikke engang når kanten af støvleskafterne, for så at
prøve at fiske efter mig med deres hellebard, som om det var en bådshage.
Min hud blev flænset, og skønt jeg var ved at omkomme, blev jeg rasende over
deres frækhed og illoyalitet. De var jo ellers godt betalt for at passe på
mig. Og jeg kunne ikke der på stedet vise min store vrede og slet ikke komme
af med den. I
omtrent samme alder i mit nuværende liv var jeg engang i mit hjem ude for en
illoyalitet og en så respektløs fræk opførsel, at jeg blev både lammet, vred
og fik kvælningsfornemmelser, mens der lige foran mit blik fandtes en antik
lampe, der engang var fisket op fra havets bund - den var dækket af en
"forstenet" hornkoral på sin højre side.
Dette er en detalje, og det kan absolut være helt uden betydning. Jeg er
ikke "søgende" og har ikke brug for en forklaring eller nogen bestemt
opfattelse i dette, hverken dengang eller senere i livet. - Men kan man
kalde iøjnefaldende gentagelser af signifikante specialiteter for et
hændeligt tilfælde? - eller skulle man hellere i stedet bevidst bemærke sig universets åbenlyst
gentagne præsentationer af netop specielle forhold i usædvanlige
sammenstillinger? Når sådanne episoder med samme type ikke-konforme detaljer
ses eksakt optræde mere hyppigt end ved mekanisk-statistisk norm, vil det nok kunne synes lidt meningsløst at bruge begrebet "tilfælde" her?
Motivet på våbenskjoldet
Tilbage til ørnekløerne. Kort tid efter den indre
fortidsrejse til Sydfrankrig kontaktede jeg en god bekendt, Sven Tito Achen,
som i sin tid var heraldiker (ekspert i våbenskjolde og våbensymbolik-kunst) og
symbolforsker. Jeg
ville gerne vide, om der har været nogen adelige i Frankrig, som har haft
ørnekløer i deres adelsvåben.
Han blev lidt pinligt berørt over min noget uforklarlige fortælling, så jeg
sagde: "Kan du ikke bare glemme, hvordan jeg har fået det at vide, og så
finde ud af det for mig?".
Han ville godt gøre mig en tjeneste, så han spurgte en kollega, der vidste
mere om franske våben, end han selv gjorde, og svaret var: "Det er umuligt.
Der er normalt ingen ørnekløer i franske våben. Det er mest tyskere eller
nogen oppe i Saar-landet, grænsedistriktet mellem Tyskland og Frankrig, som
bruger dette symbol".
De undersøgte dog videre, og den anden ekspert brugte på et tidspunkt et
bibliotek på Kunstindustrimuseet i København (usædvanligt nok ikke Det Kgl.
Bibliotek, der vist ikke havde materialet), hvor der var bøger om ældre
franske adelsvåben. Værket var fra omkring 1870-1880'erne, og meget få
kendte til disse bøger. Der blev så slået op på siderne, og sandelig nede
ved Cannes fandtes en slægt, der uddøde i 1625, som havde dette våbenskjold.
I sig selv er det måske
ikke noget videnskabeligt bevis, men det kunne måske være en stærk
indikator, kan man sige.
Jeg
forsøgte på et tidspunkt at undersøge også to andre riddervåbenskjoldes
motiver. Som design-uddannet i nærværende liv er jeg trænet i at lægge mærke til
detaljer i f.eks. udsmykning. Fra tiden inden jeg fra Frankrig fulgte kong
Richard til Mellemøsten (og blev her for en tid attacheret til de mere ens
'uniformerede'
tempelriddere), kunne jeg opfatte mit skjoldmærke som bl.a. et hvidt tårn,
enkelt næsten primitivt udformet på en stor, blå baggrund. - Og den slægt,
eller den gren af slægten, jeg omtalte som Ferrara, forekom mig at have et
skjold med store ruder-tern i guld på den ene lodrette halvdel og i den
anden side en guldrose på stilk - det hele på grøn baggrund.
Men jeg fik at vide af
eksperten, at begge motiver var så almindelige for hver deres tid og endda
stærkt udbredte i mange varianter, at det ville være praktisk taget umuligt
at identificere nogen ud fra de oplysninger alene. Her lykkedes det altså
bestemt ikke at komme videre, men i hvert fald passede stilarterne så eksakt
med de pågældende epoker.
Og jeg ved jo
heller intet om ruin-aftegningen i græsset på en mark ved Cannes er til at
finde, jeg har stadig ikke været der og set efter.
Mit
nuværende familienavn var originalt tilknyttet borgen eller slottet
"Spaeth", der ligger ved Wittenberg; byen, hvor Katharina den Store blev
født, og hvor Luther slog teserne op, og hvor Giordano Bruno på
universitetets lærestol forelæste avancerede ideer om et udvidet univers.
Min slægt stammer derfra og består af generaler, oberster og
orlogskaptajner. Den første militærnægter i familien er mig. Vores
oprindelige adelsvåben menes skabt i 15-1600tallet, fyldt med sol, måne og
stjerner, som jeg jo godt kan lide, men en af forfædrene fjernede enkelte
stjerner eller en sol, og satte kanoner ind i stedet. Han var general.
Den første von Spaeth kom til Danmark i 1701 og byggede i Helsingør et flot
hvidt palæ - der i dag er musikskole, stadig på adressen Gl. Strandvej 10.
I dag er min 'borg' en lejlighed i København, og adelsvåbenet, hvis
betydning ophørte, da adelen blev afskaffet, hænger over døren mellem mine
stuer. Stiller man sig op på en stol og kommer helt tæt på, kan man se
stjerner, måne, kanoner, ridderhjelm med strudsefjer og som skjoldholdere 2
griffer, der er magiske monstre direkte udformet af mytevæsenet basilisken,
som også er det oprindelige navn for den berømte stjerne, der hedder Løvens
hjerte. Grifferne holder godt fast i skjoldet med deres kraftige ørnekløer.
Det omhandlede emne, der midt i mange menneskers i dagligdag ofte kan
synes lidt for omfattende, fremdrager særlige forhold efter livets
afslutning - nemlig om hvorvidt der findes en form for fortsættelse? Det
har vi ikke lært noget videre om, men i andre meget store kulturer i
øvrige dele af verden er det en selvfølgelighed.
Derfor, ved siden af den
egentlige beretning bringes her et par yderligere opklarende
informationer:
En større del af ovenstående beretning af Ove von
Spaeth udgør ét ud af 14 kapitler med samtaler med 14 forskellige
personer - i bogen af
Annie Dunch: "Liv efter liv. - Samtaler om
reinkarnation", side 169-180 (forlag Documentas, København 2007).
Bogen giver denne
forfatterprofil:
Ove von Spaeth - uafhængig, tværvidenskabelig
religions- og historieforsker og forfatter. Han har forsket mere end
30 år i arkæologi, antropologi, astronomi, oldtidssprog,
mysterielære, mytologi og kosmologi. - Desuden bringer samme bog,
"Liv efter liv", nogle Ove von Spaeth-citater om emnet
reinkarnation:
"... De fleste religioner
og trosretninger i verden bygger på en overbevisning om en
livsfortsættelse efter døden. Det er blevet sagt, at uden den
opfattelse havde vi ingen pyramider, ingen værker af Homer eller
Dante, ingen Hamlet etc. Den generelle ide bag reinkarnationslæren
(af re 'igen' og karne 'kød'), er det den lære, at
sjælen efter døden igen lader sig føde i et fysisk ("kødeligt")
legeme. ..."
"... Ifølge beretninger
gennem alle tider fra personer, der har haft en nærdødsoplevelse,
vender disse personer tilbage i livet med en viden om, at livet
fortsætter i al evighed, og at de selv er ansvarlige for deres
tanker og handlinger, samt at det vigtigste i livet er at give
kærlighed til andre - og at tilegne sig viden. Et fælles træk er
ofte, at efter oplevelsen frygter ingen den legemlige død. ..."
"... Da kirkens
overhoveder holdt et kirkemøde i Frankrig i 500-tallet, afgjorde
bisperne med 1 stemmes flertal, at også kvinder har en sjæl. ..."
"... I det
gnostisk-farvede, kristne Thomas-evangelium siger Jesus: "de døde
bliver født igen" -. ..."
"... Reinkarnationslæren
blev helt udelukket af kirken den 2. juni 553 e.Kr. ved det 5.
økumeniske koncil, Quinisext - et mindre officielt kirkemøde i
Konstantinopel. Det skete ved et regulært kup, hvor kejser Justinian
under mødet fængslede paven, Vigilius. Den pave var tidligere
livsfarligt maltrakteret for sin protest mod at skulle fjerne
friheden til at kunne antage reinkarnationslæren. Han blev ikke
sluppet fri, før han havde underskrevet en erklæring om total
udelukkelse af reinkarnationslæren, som i dag reelt har eksisteret
hos kirken i mere end en fjerdedel af kirkens historie. Den
fortsatte hos andre kristne, bl.a. katharer og albigensere helt frem
til 1244 og 1330. ..."
(citater ovenfor:
fra
Ove von Spaeth's bog "Den Hemmelige Religion. - Moses og arven
fra Egypten i fortid og nutid", C.A. Reitzel, 2004).
Albrecht, Mark:
Reinkarnation. Wiedergeburt - aus christlicher Sicht, Freiburg, 1987.
Bache, C.M.: Lifecycles. - Reincarnation and the web of life,
(Paragon House), New York, 1990.
Baker, D.M.: Karmic laws. - The esoteric philosophy of disease and
rebirth, (examines the esoteric laws behind physical disease and
rebirth), (The Aquarian Press), Wellingborough, Northamptonshire, rev.ed.,
1982.
Besant, Annie Wood, & Charles W. Leadbeater: The Lives of Alcyone,
vols. 1-2, Mokelumne Hill Pr, 1985.
- - & - - : Man: Whence, How and Whither, (1913), Society of
Metaphysicians Ltd., 2000.
Bernstein, Morey: The search for Bridey Murphy, (Doubleday &
Company, Inc.), New York, 1956.
Bhagavad Gita, (trans.: Juan Mascaro, introduc.: Simon Brodbeck),
Penguin Classics, rev.ed. 2003.
Bischoff, Erich: Das Jenseits der Seele, (Hermann Barsdorf
Verlag), Berlin, 1919.
Blavatsky, H.P.: Reincarnation, memory, heredity, (1.
Reincarnation and memory; 2. Is heredity a puzzle?; 3. The storehouse of
memory), Theosophy Company (India) Ltd., Bombay, 1930.
Brennan, J.H.: Understanding reincarnation. - Effective techniques
for investigating your past lives, (Aquarian Press), Wellingborough,
Northamptonshire. 1990.
Cerminara, Gina: Many Mansions, The Edgar Cayce Story on
Reincarnation, (introduc.: Hugh Lynn Cayce), Signet, 1988.
Challoner, H.K.: Wheel of Rebirth, Theosophical Pub House,
1976.
David-Neel, Alexandra: Immortalité et réincarnation. - Doctrines et
pratiques Chine - Tibet - Inde, (Libraire Plon), Paris, 1961.
Dunch, Annie: Liv efter liv. - Samtaler om reinkarnation,
(forlag Documentas), København, 2007, - med Ove von Spaeths tekst: pp.
169-180.
Finkelstein, A.: Your past lives and the healing process. A
psychiatrist looks at reincarnation and spiritual healing, (Coleman
Publishing), Farmingdale, New York, 1985.
Fiore, E.: You have been here before. - A psychologist looks at
past lives, 2. - (Ballantine Books), New York, 1981.
Grant, Joan: Many Lifetimes, (Victor Gollancz Ltd.), London,
1974.
Head, Joseph, & J.L. Cranston (compil. & eds.): Reincarnation. - An
East-West Anthology, (The phoenix fire mystery - on death and rebirth
from the worlds of religion, science, psychology, philosophy, art, and
literature, and from great thinkers of the past and present), (Theosophical
Publishing House, USA), Wheaton, Illinois, 1961; - (Julian Press/Crown
Pub.), New York, 1977.
Howe Jr., Quincy: Reincarnation for the Christian, (Westminster
Press), Philadelphia, 1974.
Jung, Carl Gustav; Aniela Jaffé: Memories, Dreams, Reflections,
(Random House), New York, 1965.
Kirkegaard, Karl Aage: Reinkarnation er forenelig med kristendom,
(Sankt Ansgards forlag), København, 1999.
Leonnerstrand, Sture: I Have Lived before: The True Story of the
Reincarnation of Shanti Devi, Ozark Mountain Publishing (AR), 1998.
MacGregor, Geddes: Reincarnation in Christianity, (The
Theosophical Publishing House), Wheaton, Illinois, 1978.
Moder-Frei, Elfi: Reinkarnation und Christentum, St. Ottilien
1993.
Montgomery, R.: The World Before, (Fawcett Books), Greenwich,
Connecticut, 1976.
Newton, Michael: Journey of souls. - Case studies of life between
lives, 5th revised edition, 10th printing, (Llewellyn Publications), St.
Paul, 2001.
O'Flaherty, W.D.: Karma and rebirth in classical Indian traditions,
(Motilal Banarsidass), Delhi, Varanasi, Patna, 1983.
Patañjali: Yoga Sutras, 'Book' II, Sutra 12, ("Yoga Sutras. The
Mnemonic Rules, the Ancient Doctrine on Concentration of the Mind, and the
Classic Comments"). - Various editions and translations, for instance, by
Vivekananda.
Rolfe, M.: The spiral of life. - Cycles of reincarnation,
Saffron Walden, Essex (The C.W. Daniel Company Ltd.), 1992.
Stevenson, Ian: Reincarnation and Biology: A Contribution to the
Etiology of Birthmarks and Birth Defects, vols. 1-2, (Praeger
Publishers), Westport, Connecticut, and London, 1997.
- - : Twenty cases suggestive of reincarnation, American
Society for Psychical Research, New York, 1967; second (revised and
enlarged) edition, University of Virginia Press, 1974.
Tucker, Jim B.: Life Before Life: A scientific Investigation of
Children's Memories of Previous Lives, (St. Martin's Press), New York,
2005.
Whitton, J.L.: Life between life. - Scientific explorations into
the void, separating one incarnation from the next, (Warner Books), New
York, 1988.
Williston, G.: Discovering your past lives. - Spiritual growth
through a knowledge of past lifetimes, (Aquarian/Thorsons, Harper
Collins Publishers), London, 1988.
Zeitschrift für Religions- und Geistesgeschichte: Sonderheft:
Reinkarnation. - Die Lehre von der Seelenwanderung in der philosophischen
und religiösen Diskussion heute, (E.J. Brill, Verlag), Köln, 1957.
Yogananda, Paramhansa: Autobiography of a Yogi, Philosophical
Library, (Self-Realization Fellowship), New York, 1946; repr. (Crystal
Clarity Publishers), 2005.
* *
Andre referencer
Capra, Fritjof: The Hidden Connections: Integrating Biological,
Cognitive, and
Social Dimensions of Life into a Science of Sustainability, New York
(Doubleday),
2002.
- - : The Web of Life: A New Scientific Understanding of
Living Systems, New York (Anchor), 1996.
Laszlo, Ervin: Science and the Akashic Field: An Integral Theory of
Everything, Inner Traditions, Rochester, VT, 2004.
- - : The Connectivity
Hypothesis: Foundations of an Integral Science of
Quantum, Cosmos, Life, and Consciousness, Albany, New York (SUNY Press),
2003.
Sheldrake, Rupert: A New Science of Life: The Hypothesis of
Formative Causation, Los Angeles (Tarcher), 1981.
Turnbull, Grace H.: The Essence of Plotinus, New York (Oxford
Univ. Press), 1948.
West, John Anthony: The Traveler's Key to Ancient Egypt, A Guide to
the Sacred
Places of Ancient Egypt, 2nd edn., Wheaton, IL (Quest Books), (1985)
1995.
* *
Efterskrift: De altid indviede konger
af Egypten, faraonerne, var anerkendt som guder i jordisk
skikkelse, og
efter deres periode på jorden, fik de nyt liv i den anden
verden og fungerede
ved gennem verdens nat at udvikle sig som gudeagtige hjælpere for
landet og universet.
Ideen om
reinkarnation eller genfødsel var ofte set i forbindelse med faraonerne og
reflekteredes i de magisk-mytologiske tekster i deres gravanlæg. Men deres
undersåtter mentes at være i andre niveauer af efterlivet - og skulle i
graven påmindes af mange billeder af dagliglivet.
Ove von Spaeth
studerer de esoteriske budskaber på væggene i det store rum i
gravanlægget for farao Tuthmosis III (ca. 1509-1455 BC) i Kongernes Dal. I
det gamle
Egypten var opfattelser angående reinkarnation vidt udbredt.
I stedet for alene hellige tekster havde farao Tuthmosis III - første
gang hos en Egyptisk konge - også fået sin grav udsmykket med billeder om
vitale aktiviteter på den anden side, efter livet.
Modellen for dette var den illustrerede tekst udrullet fra papyrusdokumenter
kendt som "Den egyptiske dødebog", nu med designet direkte forstørret og sat
op på væggene i Tuthmosis' grav.
Flere artikler om reinkarnation
hos Zenith files - net-base
for Ove von Spaeths artikel-samling.
Zenith files
- net-base for Ove von Spaeths artikel-samling.
Pagina nueva 1
De frembragte artikler og bøger blev muliggjort af støtte fra læsere som dig
!
Dette projekt for fri videnskabelig, historisk
forskning og oplysning støttes af donation
• Venlig
støtte fra interesserede skaber nødvendig mulighed for at
finansiere den fortsatte opgave. OvS's uafhængige, nyorienterende
værker er et værdsat supplement til traditionelle studier, der ikke kan danne
billedet alene. Den alternative indsats via projektet skal
ikke undværes i
helheden!
*
•
Alle bidrag uanset størrelse er yderst velkomne, selv mindste
bidrag strækker langt.
Alle assistenter er frivillige ulønnede men f.eks.
komplekse it-problemer kræver professionelle folk
Har du lyst at hjælpe, kan bidrag til Zenith IC
NewScience indsættes på: konto 6735--1056220
( og fra udland: SWIFT-BIC: SYBKDK22 - IBAN nr. DK9367350001056220 )
- En varm tak!
*
Lad ikke dette standse din læsning, gå bare videre i de mange tekster, da de
først og fremmest er beregnet på at blive anvendt, udbredt og bevaret. "...
Uden disse nye opdagelser og nødvendige udforskninger
ville vi i dag ofte tabe vigtige forbindelser til værdifulde oplysninger og
historien ..."
Du er velkommen til at sende kommentarer eller nyt
om indholdet: info@moses-egypt.net.
*
! Hos offentlige og private institutioner inkl. biblioteker, skoler, etc. og i
kommerciel brug og privat business, skal
donations obligatorisk betales, og copyright respekteres: 19
kr. (approx.: 3 $US) pr. bog eller artikel.
Lokalisering ?
Her befinder du dig: Relaterede artikler af Ove von Spaeth (b)
En særlig videnskat og visdomslære fra
Grækenland, Rom og renæssancen udsprang oprindeligt i oldtidens Egypten
- og kendes her også forbundet med den historiske Moses' dramatiske
skæbne og mysterium.
Ove von Spaeth har skrevet et fascinerende og nyorienterende værk om
denne stadig influerende baggrund i nutidens samfund. • Hans
tværvidenskabelige forskning i historie, arkæologi og antropologi går
dybt i egyptisk tradition, religionshistorie, indvielseskult,
stjerneviden, mytologi - og videre i rabbinerskrifterne, bibelstudier og
oldtidsforfatterne. • Hver bog fremdrager unikke indsigter, det ikke
tidligere var muligt at vise.
Bøgerne bestilles lynhurtigt og direkte i
B&M's internetbogsalg - klik
på de individuelle forsider:
(1) De Fortrængte Optegnelser (238 s.) - (2) Gåden om Faraos Datters Søn
(239 s.)
- (3) Den Forsvundne Tronfølger (255 s.) - (4) Den Hemmelige
Religion (368 s.) -
(5) Profeten som Ukendt Geni (272 s.)
Online-salg – både hos:
B&M's butik og internetbogsalg • - og hos Online-lager:
Lemuelbooks