Egyptiske Apis-tyre blev udvalgt tidligt, når de var på grænsen mellem kalv og tyr.
T.h.: Guldkalv, 1400-tallet f.Kr. (Moses' æra), fundet 1990 i
Ashqelon, Dan-stammens tidl. kystområde.

Moses - velkendt som alkymist blandt oldtidens lærde

I manuskripter fra Alexandria-tiden bliver Moses også omtalt som alkymist på niveau med kong Salomon og med den berømte kvindelige alkymist, kaldet Jødinden Maria (Miriam). Til hendes navn føjedes - påvirket fra samtidens mysteriekulter - den symbolske betegnelse "Moses' søster"; mens Moses selv sammenlignedes med det personificerede indbegreb af egyptisk alkymi: Hermes Trismegistos.
          En baggrund for dette beroede på den opfattelse, at Moses havde lært alkymi hos egypterne - og senere, på Sinai, hos qainitterne (hebraisk qain, 'smed'), der ligesom medianitterne var kendt som eksperter i metalbehandling.
          Blandt de gamle beskrivelser, hvor Moses nævnes som alkymist, findes i reglen ingen reference til de episoder i den bibelske Moses-beretning, hvor det er af umiskendelig alkymistisk karakter.
          En af disse episoder er Bibelens beretning om Guldkalven, som Moses beordrede knust til småstykker og pulveriseret, hvorefter det fremkomne guldstøv blev iblandet israelitternes drikkevand. Det omtales som en straf - en ejendommelighed.
          Den form for "indtagelse" af guldet kendes inden for alkymien som en særlig fase (rubedo) i en alkymisk proces. En sådan proces kan hos israelitterne være udført som symbolsk handling. Samtidig kan her demonstreres detaljeret kendskab til alkymi længere tilbage end hidtil kendt angående gammel egyptisk og babylonisk tradition. 

          Idet alkymi var kendt for at føre til en særlig art medicinfremstilling, kunne der også produceres stoffer, der virkede modsat, altså sygdomsfremkaldende. I den anden episode, i forberedelsen til en af "Egyptens ti plager" - nævnt i "2. Mosebog" (9,8-11) - deltog Ahron og Moses:
                    - "...Så tog de sod fra en brændeovn og trådte frem for farao, og Moses slyngede det op mod himlen - og det blev til bylder og blærer, der brød ud på mennesker og dyr. Og magikerne kunne ikke træde frem for Moses på grund af bylderne, for der var fremkommet bylder på magikerne og på alle egypterne...".
          I denne ovn synes der at være foregået kemiske processer, som resulterede i et specielt kemisk stof. Dette har været farligt, da det i findelt form kunne sprede sig gennem luften og fremkalde infektionslignende træk med bylder og blærer hos egypterne og deres kvæg.
          Som alternativ forklaring kunne det være muligt f.eks., at Moses i hemmelighed lod sine mange agenter i skjul af natten forgifte de mest vigtige brønde med hurtigtvirkende infektionsmiddel - og kunne derefter gennemspille den omtalte opvisning for at give indtryk af, at det lå i hans magt at være årsag til epidemien. Uanset metode blev målet nået.


En filosofisk og spirituel disciplin

På de europæiske universiteter i middelalderen og renæssancen var astrologi som filosofisk system et obligatorisk emne - først og fremmest for bedre at forstå oldtidens filosoffer, som beskæftigede sig med disse anliggender.
          Angående alkymisters opfattelse og mål var også alkymien afgjort et filosofisk system til at praktisere et holistisk værk udført med intensiv hengivelse - på nogen måde som buddhismen, der til trods for den intensive hengivelse heller ikke var en religion oprindeligt, men en filosofi til at blive praktiseret - for spirituel udvikling.
          I alkymiarbejdet indgik også udvalgte planter - sammen med f.eks. "påvirket" vand, dvs. dug indsamlet om morgenerne på bestemte tider i årets løb. Også ved denne plantemedicin brugtes den "spagyriske"  kunst, et udtryk alkymisterne anvendte i forbindelse med "at kunne skille og samle" (solve et coagula).
          Desuden arbejdede alkymister især meget for, at processen skulle resultere i "de vises sten", lapis philosophorum, et legendarisk produkt der omdannet til pulver indgik i processen til at transmutere almindelige metaller til guld - såvel som medvirke ved fremstillingen af panacea.


Alkymi - dyrket af rosenkreuzere og astrologer

Tempelridderne menes i deres glansperiode, ca. 1100-1300, at have tilegnet sig en særlig viden overleveret fra bibelsk og ældre orientalsk tradition, herunder også fra Egypten. Da de pludseligt blev forfulgt og forsvandt ud af historien, kunne flere dele af den gamle lære og evt. skatte siden hen ses bevaret hos andre broderskaber (f.eks. den Skotske Orden - eller den portugisiske Kristus Orden, af hvilken prins Henrique O Navigador var stormester) og andre selskaber, som undslupne tempelriddere lod sig optage i.
          Tilhængere af den gamle egyptisk-orientalske lære i Hermes Trismegistos' oldtidsværk "Corpus Hermeticum" kaldtes hermetikere. Da den hermetisk og alkymistisk orienterede Tycho Brahe fra astrologien uddrog varsler om Europa og skrev om det i sin "De nova stella" (1573), satte han, på hermetikeres vis, bibelreferencer i en ikke-kirkelig, større sammenhæng.

          Mange flere inspireredes af ideerne i "Corpus Hermeticum", idet rosenkreuzerne og frimurerne lod dets særlige indtryk sammen med interessen for den stadig så gådefulde egyptiske visdom medinddrage i deres systemer.
          En berømt bog fra samtiden, "Fama", om rosenkreuzernes filosofiske lære, fortæller også om selskabets grundlægger Christian Rosenkreuz, at han studerede i Orienten: Alkymi og "universets hemmeligheder" samt Hermes Trismegistos' metafysiske tekst(er), altså netop "Corpus Hermeticum". Og han studerede i Marokko hos orientalske jøder, der havde bevaret hemmelige traditioner som bl.a. kabbala i ren form.
          "Fama" blev trykt i 1614 i den tyske by Kassel, residensen for fyrst Mouritz af Hessen, som kendte Tycho Brahe, der her besøgte hans far, den foregående fyrste. De samarbejdede vidt og korresponderede om astronomi og alkymi. Også Michael Maier, en kendt tysk læge, udgav flere skrifter om alkymiens lære, netop mens han var ansat ved fyrsten af Hessens hof.

          Mange charlataner forsøgte sig med at praktisere læren, især alkymi, men der er også nogle gådefulde tilfælde, der ikke ses forklaret med illusion og bedrageri:  Den såkaldt evigt ungdommelige Greve af Saint Germain. Og selveste Voltaire skrev om ham, "... et menneske, der ikke dør, og som ved alt ...". Da han alligevel døde - ved et giftuheld i 1784 under et forskningsarbejde - foregik det stadig hos dette fyrstehus, nu ledet af Karl af Hessen.
          I England blev Francis Bacon inspireret af rosenkreuzernes lære. - Og en Oxford-uddannet læge, Robert Fludd, blev filosofisk arvtager til John Dee, dronning Elizabeth I's hofastrolog, og udgav i 1616 et forsvar for rosenkreuzerne (som han som hermetiker kunne støtte). Heri pointerede han:  At de var de sande kristne og Hermes Trismegistos' åndelige efterkommere.

Alkymisters retort-ovn, i en version fra renæssancen.

Store videnskabsmænd som Tycho Brahe og Isaac Newton var også stærkt optaget af astrologi og alkymi.
          Tycho Brahe skrev, at han har brugt lige så megen tid på stjernerne som på alkymien, hvilken han kaldte 'den jordiske astronomi' - en særlig videnskabskunst som også Newton senere dyrkede intensivt.
 

Var Isaac Newton optaget af astrologi?

Ved at Isaac Newton (1642-1727) kunne tage udgangspunkt i Keplers love for planetbanebevægelse, endte han med at finde principperne for tyngdeloven (udgivet 1687). Også han havde - ligesom Kepler og som sin tilsvarende geniale kollega i Tyskland, Leibniz - beskæftiget sig med astrologien, ikke mindst hvad angår vejrprognoser. Hvilket allerede Tycho Brahe tidligere havde eksperimenteret med.
          Men altså i eftertiden er det forsøgt afvist, at den imponerende kapacitet Newton - med sit ry for at have "historiens højeste intelligenskvotient", som kun meget få, f.eks. Goethe og Leibniz, når op i nærheden af - skulle have gået ind for "overtro" af denne og lignende art.
          En af de mest ansete Newton-forskere, videnskabshistorikeren D.T. Whiteside, har udtalt (ref. hos T.G. Cowling, 1977), at han aldrig fandt nogen reference til astrologi blandt de mange millioner ord, som er blevet bevaret fra Newtons hånd. Men her er der noget ejendommeligt: For med Newtons livslange overvældende interesse for alkymi har han ikke kunnet undgå at beskæftige sig endda særdeles indgående med astrologiske basale forhold (dvs. ikke nødvendigvis også med de 'forudsigende' træk).
          Enhver moderne seriøs videnskabshistoriker, der har den epoke som emne, vil absolut kende til det, så hvorfor fortrænges dette tilhørende forhold?

Isaac Newtons en million ord om alkymi

Hvad flere af Newton-forskerne ikke kunne bortforklare var, at udover sin egen bogsamlings 169 bøger om alkymi efterlod Newton sig egne manuskripter med næsten en million ord om alkymi. 
          Dertil fandt man lignende mængder skriftligt materiale om mystik og indbyggede koder (!) i "Johannes Åbenbaring" - dette bibelskrift beskæftigede han sig med hele sit liv.
          Newton bekæftigede sig indgående med tallene i dimensionerne for Salomons tempel samt med bibelske profetier og bibelsk kronologi. (Fra anden side påstås han hemmeligt tilknyttet en tempelridderorden, hvis senere hovedsæde Rosslyn Chapel har de præcise mål for Salomons tempel).
          Isaac Newton, som desuden lærte sig hebraisk, arbejdede det meste af sit liv med Bibelens koder, som han mente at være på sporet af, bl.a. fra sin inspiration ved at læse om “de sidste dage” i “Daniels Bog” og “Johannes' Åbenbaring”. Heraf beregnede Newton verdens omvæltning: år 2060. Gennem hele sit liv skrev han langt mere om religionsfunderede emner end om videnskab.
          Nationaløkonomen John Maynard Keynes (1883-1946) var stærkt overrasket ved i Newtons notesbøger - oprindelig pakket ned 1696 på Cambridge University - at finde, alene hvad angår esoterisk teologi, op mod en million ord om især en skjult kode i Bibelen. Keynes købte i 1936 Newton-papirerne på auktion og oversatte deres kodesprog. Jerusalem University købte 4000 andre Newton-papirer. Ifølge Keynes' værk "Essayes and Sketches in Biography" (1956, s. 280-290) skrev Newton, at:
                    "... Bibelen og universet er et kryptogram sat af den almægtige Gud ...", - og:
"... essensen af Bibelen er en profeti  om menneskets historie ...".

          Ved at se på verdens skabelse som beskrevet af Moses i Bibelen, skrev Newton også:
                    "... Moses, idet den gamle teolog, beskriver og udtrykker denne fantastiske verdens mest vidunderlige arkitektur, fortæller det os Guds ånd bevægede sig over vandene, hvilke var et ufordøjeligt kaos eller masse skabt forinden af Gud ...", - og:
                    "... Netop ligesom verden var skabt fra et mørkt kaos gennem at frembringe lys og ved separation af det luftige firmament og vandene fra jorden, således frembringer vores arbejde begyndelsen ud af et sort kaos og dets første materie gennem separationen af elementerne og illuminationen af stoffet. ..."

Newtons egenhændige skrift om sin interesse i religionen.

 

Korrespondancer mellem stjerner og elementer?

Angående alkymi kan det påpeges, at for eksempel Tycho Brahe åbent bekræfter sammenhængen mellem alkymi og astrologi. Bl.a. skrev han i et af sine breve i 1588:
                    "... Det er vigtigt at vise, at de syv planeter på himlen modsvares af de syv metaller på Jorden og i mennesket af de syv vigtigste organer. Alt dette er endda ordnet så smukt og harmonisk, at det synes nær at have en og samme funktion, art og natur. Således modsvares Sol og Måne af de ypperste metaller guld og sølv og hos mennesket af de to vigtigste organer, hjertet og hjernen ...".
          Når Brahe fremstillede medicin, blev den udviklet ud fra, som nævnt, at man generelt anså planeterne for at kunne relateres til menneskets organer. Da Solen ansås for forbundet med hjertet, kunne en hjertekur f.eks. bestå i, at man skulle drikke vand med pulveriseret guld i.

          Brahe og andre alkymister synes at arbejde ud fra bl.a. særlig sammenhæng mellem stoffet svovl og himlens klareste stjerne Sirius, der aktiveredes ved 'passage af Solen', der alkymisk sattes i forbindelse med guld.
          I en indledningstale til en forelæsningsrække, som Tycho Brahe holdt på Københavns Universitet i 1574, forsvarede han astrologien ud fra årsager i korrespondencer mellem himmellegemerne, jordiske stoffer (metaller, sten, etc.) og kroppens organer (medicinsk astrologi).
          Sammenhængen mellem alkymi og astrologi opfattedes som værende yderst tæt. Tycho Brahe kaldte sin astronomiske forskning for "den himmelske alkymi". Og modsvarende har han i sin selvbiografi "Mechanica" skrevet om sin betegnelse for alkymien:
                    "... På alkymistiske undersøgelser og kemiske eksperimenter har jeg anvendt en ikke ringe omsorg. Det materiale, som de behandler, har en hel del analogi med himmellegemerne og deres virkninger, hvorfor jeg vanligt kalder denne videnskab for den jordiske astrologi ...".
          Tycho Brahe erklærer i sin bog "De Nova Stella" om sin opdagelse af supernovaen (1572), at hans opdagelser ikke modsiger Moses' beretning om skabelsen af verden med dens himle og elementer. Faktum er, at blandt alkymister var selve denne første bibelske begivenhed, Skabelsen, som Moses gengiver, altid blevet betragtet som en alkymistisk proces!

          Det er i senere tider blevet kritiseret, at en så begavet mand som Newton af den engelske stat "blot" blev sat til at være rigets møntmester. Men det gav ham ikke alene en god fast indtægt, embedet synes også overdraget til ham pga. af hans alkymistiske viden om metaller. Ikke al praksis af alkymi var forbudt - f.eks. da hofastrologen John Dee genoptog sin praktiseren af alkymi, fik han en officiel licens til dette fra dronning Elisabeth I.
          I Danmark havde kong Christian d. 4. ligeledes en alkymist ansat som møntmester - med værksted i en pavillon i Rosenborgs have ved København. Hos Tycho Brahe synes lignende arbejde stillet i udsigt hos den bøhmiske kejser Rudolph d. 2. ud over at skulle være dennes rådgiver.


Newtons eksperimenter med Regulus, 'basilisken'

I Newtons papirer om sine alkymistiske eksperimenter optræder udtryk som "the Starry Regulus of antimony and Mars" eller "Martial Regulus", samt "Lunar Regulus" og "Lunar Venusian Regulus" - hvor Mars, Luna (Månen) og Venus er henvisninger til grundmetallerne jern, sølv og kobber. Og antimon - fra græsk anti  plus mono - betyder, at det 'ikke kommer alene' - brugtes ofte som navn for selve dette metal antimon, der senere også kaldes stibium. Det udvindes af stibnit, et mineral der fremtræder i form af prismatiske krystaller.
          Og endelig betegnelsen Regulus, som er navnet på en af de 5 klareste stjerner på himlen, Løvens hovedstjerne, også kaldet ved sit oprindelige græske navn Basiliskos. Dette navn - som astronomen Copernicus med succes omdøbte ved at oversætte det til latin som Regulus - synes gensidigt inspireret af alkymistisk terminologi. På græsk betyder basilisk 'et vildt uhyre, basilisken', såvel som 'lille konge', det sidste betyder det også i navnets latinske form Regulus.

          Med antimon som hjælpemiddel (upåvirkeligt af luft) tilsat guld - et homonculus-træk (lille konge) - havde de "empiriske filosoffer", alkymisterne, store forhåbninger til, at det sølvhvidt farvede metal antimon skulle lede dem til udvinding af det mirakuløse stof: "de vises sten".
          En alkymistisk proces, hvori der indgår antimon, kan resultere i udvikling af en særlig råmetal-udgave kaldet Regulus, et navn der netop indførtes af alkymisterne. Hos dem blev det først og fremmest forbundet med antimon. Til at udskille antimon (stibnit) kunne der bruges de klassiske grundmetaller som hjælpemiddel til at 'trimme' (reducere/rense) den metalliske masse - som da kunne blive til f.eks. Regulus af Venus (med kobber) eller Regulus af Jupiter (med tin) etc.
          Når metallisk antimon lutres i kulild skal det synke til bunds i en beholder eller smeltedigel, og den lille regelmæssigt formede klump, der fremkommer, skal undergå yderligere lutringer for at 'fremdrage' stjernen Regulus. I bunden af beholderen findes det, der bliver den lille konge.

          Der er flere referencer i overført betydning til stjernebilleder, f.eks. Ravnen (Corvus) eller den sorte krage er et stjernebillede inden for Jomfruens himmelsektion. Eller Ørnen , på himlen stjernebilledet (/Jupiter's) Ørnen (Aquila), der i alkymi var et amalgam med Mercurium, kviksølv, i.
          Newton refererer direkte til, at "den sorte krage" (black scoria) og 2 purgationer (lutringer) med kaliumnitrat (kan kræve 3-4 purgationer) fremkalder en sølvskinnende stortakket stjerne.
          Medmindre det stade med stjernen passeres, har man ikke 'den rette regulus' til (fortsættelse af) sit værk. Newton skriver bl.a. om en sådan proces, at
                    "... the Regulus - after a purgation or two - starred very well ...".
          Den atomare struktur synes at ændres under lutring - forædling. Udtrykket "starred" blev brugt af Newton i mest bogstavelige forstand, når krystalformer i afkøling i den flydende metalliske overflade formerede triangulære grene omkring et centralt punkt og antog billedet af en reelt geometrisk struktueret, betragtelig stor 'sølv'stjerne!

                    

T.v.: Under dannelse af Regulus(-martial) som tydeligt
stjernemønster i substansen af antimon-metal.
T.h.:  Titelbladet af Tycho Brahes selvbiografi – viser også
hans hermetiske moto "hvad jeg ser oppe, ser jeg nede".

Alkymiens bidrag i det hele taget er umådelige, hvad angår de moderne kemiske industrier og især moderne medicin, atomfysik - samt astronomi og rumforskning.
          Og hvad alkymien har betydet for opbyggelig filosofi og spirituel indsigt er endda særligt imponerende.


I en dybere betydning

Alkymisternes arbejdede for en sublimering af ånd, sind, krop og jordiske elementer - for eksempel ses kroppen beskrevet skiftevis som "retorten" og "destillationsbeholderen".
           Begrebet alkymi omfattede medicinfremstilling, kemi, guldsmedarbejde samt alkymi både som guldmageri og som esoterisk-kemisk inspireret filosofisk proces. Mange alkymister var seriøse forskere, der førte nøje kontrol med deres eksperimenter.
          Alkymister opfandt tidlige former for noget af det laboratorieudstyr, der anvendes i dag, herunder digler, filtre, laboratorieglas og specielle rørepinde. De har også opdaget og frigjort en række kemiske stoffer, herunder kviksølv, svovl og arsen. Og de metoder, de har udviklet til at udseparere blandinger og lutre sammensatte substanser ved destillation og ekstraktion, er stadig vigtige.
          I det hele taget er alkymiens senere bidrag til de moderne kemiske industrier umådelige - opfindelsen af krudt (af kinesiske alkymister), malm testing og raffinering, metalfremstilling, og forbedrede produker af farvestoffer, imprægnering, maling, kosmetik, moderne lædergarvning, keramik- og glasproduktion, fremstilling af ekstrakter, alkoholkemi og destillationsprodukter.

          Tidligere da alkymien var kendt som den spagyriske kunst efter de græske ord for "at adskille og at sammenføje", var dette koncept også forbundet med en iagttagelse af at tre ædle metaller - guld, sølv og kobber - havde nogle egenskaber tilfælles.
          En anden iagttagelse var det vigtige faktum, som fascinerede alkymisterne, at nogle metaller var næsten helt ens i deres tunge vægt:  guld (atomvægt 79), kviksølv (80) og bly (82). Dette kunne observeres ved vejning uden at vide noget om den senere atomfysik.
          Således var det en opfattelse, at ved et særligt punkt i den alkymistiske proces kunne det blive muligt at så at sige "skubbe" til opbygningen i metallet bly for at ændre det til opbygningen af metallet guld - ved at tilføre rensende ild, energi, for at opnå det ændrede indhold, der i dette tilfælde også indebar det lille, ønskeligt tab i masse/vægt. Det flydende metal kviksølv, med sin vægt mellem bly og guld, blev antaget at bidrage til udførelsen af processen - gennem den særlige transmutationsproces.
          Når alkymisten var tæt involveret personligt hele vejen igennem processen, skulle det derved "fremme åndelig opvågning". Desuden, hvis det fysiske resultat som produktet guld skulle fremkomme, skulle det betragtes som et tegn på, at den korrekte renselsesprocedure var blevet udført - som en parallel til det personlige forædlingsforløb.


Den moderne transmutation

Kemiske processers natur blev først forstået i moderne forstand, da elementet ild i sig selv blev forstået som også især at være en proces, hvortil den franske videnskabsmand Lavoisier, i tiden op til den franske revolution, blev i stand til at undersøge de kemiske elementer i mindste detalje. Af disse observationer lod den engelske forsker John Dalton, omkring 1808, opbygge den moderne opfattelse af atomteori.
          Efter den udvikling var også det vidensmæssige verdensbillede med sin hidtidige helhedsforståelse af ånd og stof blevet splittet op - nu med mere vægt på den mekanisk-tekniske del. Ifølge atomfysikeren Wolfgang Pauli - der også var en af psykologi-pionéren C.G. Jungs videnskabelige diskussionspartnere - vil den moderne videnskab senere bringe os tættere til en mere fyldestgørende opfattelse af forholdet mellem "psyke og fysik".
          Ud fra nutidens atomfysiske viden betragtes den ældgamle alkymistiske ide om at ændre f.eks. metallet bly til metallet guld som fantastisk vanskeligt eller kun muligt med en ufattelig energitilførsel. I moderne kernefysik ses 'transmutation' som omdannelse af et kemisk grundstof eller isotop til et andet gennem kernereaktion.

          Den tyske kemiker Otto Hahn (1879-1968) fik i 1944 Nobelprisen i kemi for opdagelsen af kernespaltning (i 1938). Han betragtes som en pioner inden for radioaktivitet og strålingskemi. Den amerikanske atomfysiker Glenn T. Seaborg (1912-1999), som i 1940 fandt det radioaktive grundstof, metallet Plutonium, betegnede Hahn som "atomkemiens fader". Hahn blev af sine samtidige også kaldt  "atomalderens grundlægger".
          Meget tidligt i historien var det betragtet som traditionel viden, at de syv himmellegemer mentes forbundet med de syv "klassiske" metaller eller grundstoffer - planeten Mars med jern, Venus med kobber, Jupiter med tin, Merkur med kviksølv, Saturn med bly, Månen med sølv og Solen med guld. Samt Terra, Jorden, med antimon. Alkymisterne, og senere f.eks. videnskabsfolk som den Rudolf Steiner-orienterede forsker Lili Kolisko (1893-1976), hævder ifølge deres eksperimenter at have erfaret megen relevans angående sådanne forbindelser.
          Den første opdagelse en helt ny planet var Uranus i 1781, og følgelig blev det første nye ekstraordinære metal, opdaget i 1789, kaldt for uranium. Ud fra den tradition blev de næste to nye tunge metaller, neptunium og plutonium, begge opdaget i 1940, med det samme opkaldt efter de "ligeledes" næste nye planeter, Neptun (opdaget i 1846) og Pluto (1930).

          I Berlin havde en anden tysk kemiker Lise Meitner (1878-1968) arbejdet tæt sammen med Otto Hahn ved kernespaltningen - men måtte flygte fra Tyskland på grund af sin jødiske baggrund. Det græske ord atom  betyder 'ingen deling mulig', men Lise Meitner var den første person, der blev klar over - som en moderne Jødinden Miriam, Moses såkaldte "søster" og ekspert i den alkymistiske kunst "at adskille og at sammenføje" - at selve et atoms kerne kunne spalte, dvs. splittes i mindre dele.
          Således havde uraniumatomet splittet sig og dannet barium og krypton akkompagneret af udkastning af flere neutroner og en stor mængde energi (de sidstnævnte to produkter svarer til tabet i masse).
 

En videnskabens Magnum Opus
 
Et brev fra den danske atomforsker og filosof Niels Bohr (1885-1962), kommenterede den kendsgerning, at den mængde energi der udløses, når uraniumatomer bliver bombarderede - var meget større end forudsagt ved beregninger baseret på en ikke-spaltelig kerne - og havde sat gang i den ovenfor nævnte inspiration i december 1938. Hahn hævdede, at hans kemiarbejde var ene-ansvarlig for opdagelsen, skønt han ikke var i stand til at forklare resultaterne. I virkeligheden indikerer den bevarede korrespondance, at Hahn havde troet, at kernespaltning var umuligt.
          Det var politisk umuligt for den eksilerede Meitner at offentliggøre resultaterne sammen med Hahn i 1939. Hahn publicerede de kemiske opdagelser i januar 1939, og to måneder senere publicerede Meitner sammen med sin nevø, fysikeren Otto Robert Frisch, den fysikmæssige forklaring og kaldte processen "kernespaltning".

          Desuden erkendte Meitner sandsynligheden af en kædereaktion af et enormt eksplosivt potentiale, en vigtig rapport - hvis indtryk også førte til etableringen af The Manhattan Project hvor atombomben skulle udvikles - og genkaldte hertil mindet om den græske myte om Prometheus, der stjal den transformerende ild fra guderne.
          Fra oldtiden kan vi læse i Hesiods "Værker og dage" (700-tallet f.Kr.), at Zeus havde advaret: "... Prometheus, du er glad fordi du har narret mig og stjålet ild ... men jeg vil som betaling for ilden give menneskene en dårlig ting, som de alle vil modtage med et glad hjerte, mens de omfavner destruktionen af dem selv ...". Foruden Hesiod har andre græske og romerske forfattere, fra Platon til Ovid og yderligere to dusin, gennem 800 år genfortalt og udsmykket denne - alkymi- (og atom-)perspektiverende - myte om Prometheus.

 

Moses beskriver verdens skabelse - en alkymistisk proces

Alkymisterne betragtede den bibelske Genesis, dvs. en beretning om verdens skabelse - ifølge traditionen beskrevet af Moses - som en gigantisk alkymistisk proces, "Guds opus".
          I oldtidshistorien blev den i Egypten højt uddannede Moses berømt blandt de senere græske filosoffer, fordi han var den første og tidligst kendte person i historien, der skrev og belærte om selve den ide, "at noget som helst overhovedet eksisterede før skabelsen". Bibelens indledende udsagn i 1. Mosebog, der introducerer konceptet om før-skabelsens elementer, inkluderende bl.a. lys, mørke, vilje og adskillelse - hvilke alle udgør mønsterets substantielle kvaliteter, nødvendige for at igangsætte primærmønstre, der skulle strukturere og fremdrive skabelsen.
          Den alkymistiske ide om en proces med et element eller grundstof, der transmuterer til et andet/næste grundstof - idag anset for "yderst vanskeligt", hvad angår alkymisternes favoritmetaller - finder reelt sted, hver gang en stjerne ændrer sig til en supernova og åbner sig med de stærkeste energiudbrud i universet. Frem til det stade har stjernen hele vejen igennem sin eksistenstid transformeret helium via fusion til tungere og tungere grundstoffer, indtil dannelsen af metallet jern er gennemført.
          Universet er struktureret i mønstre med spændings-systemer af uendelige forskelle. Heri forudså allerede Pascal og efter tur Arnauld, Leibniz, Helmholz, Planck, Einstein og Bohr atomkraft: at her er så uhyre spændinger, at den mindste rokken ved balancen kunne forårsage tilintetgørelse af al eksistens. En af atombombens fædre, J. Robert Oppenheimer, genkendte her sådanne kræfter allerede at være omtalt i den oldindiske religions-filosofiske tekst "Baghavad-Gîta".
 

Alkymister som empiriske filosoffer

Hos alkymisterne symboliserede både transmutation af mere almindelige metaller til guld, og det universelle panacea, udvikling fra et mangelfuldt, sygeligt, fordærveligt og døgnflueagtigt stade frem til et fuldendt, sundt, ufordærveligt og eviggjort stade; og de vises sten  repræsenterede da en mystikernøgle, som kunne gøre denne evolution mulig.
          Gennem måneders - og endda års - gentagelse efter gentagelse af bestemte renselsesprocesser og observationer, blev den voksende erfaring til empirisk viden nu funderet hos den individuelle alkymist.
           Da Tycho Brahe som den første inden for videnskab udviklede empirisk metodik i praksis - mindst 40 år før Francis Bacon blot skrev om en sådan metode - kunne Brahe særligt anspores dertil ved sin udøvelse dagligt gennem mere end 20 år netop af hermetikernes fremgangsmåde:  De utallige gentagelser - kontrollerede gentagelser til forædling af slutproduktet i alkymistiske processer. En teknologi med rødder i det gamle Egypten. Og ved i realiteten at gentage Brahes metode synes Newton (i sit store værk om optik) at have analyseret lys på samme gennemførte måde som ved alkymi.

          Mange alkymister anså de metafysiske aspekter som værende det sande grundlag for alkymien; og organiske og uorganiske kemiske substanser, fysiske tilstande og molekylemateriale-processer direkte som værende betydningsbilleder for åndelig helhedsværen, åndelige tilstande og afgørende, åndelige transformationer.
           Anvendt på alkymisten selv symboliserer dobbeltmålet hans evolution fra uvidenhed til oplysning, og stenen repræsenterer en skjult spirituel sandhed eller magt, som vil føre til dette mål. Gennem tiden under inkvisitionens lange regime, ca. 1250-1650, kunne dette bringe alkymisten under anklage for kætteri.

          Inden for alkymien er igen og igen planeter og stjerneverdenen intimt forbundet hermed, men er i reglen meget fraværende i moderne forsøg på at beskrive alkymien. I materiens verden i alkymistisk version, f.eks. hos Basilius Valentinus i 1400-tallet, ses svovl ved sin evne til at "håndtere ild" at repræsentere dette som en evne hos sjælen, mens kviksølv repræsenterede ånd, og salt repræsenterede kroppen som værende transformationens motivkraft. Det koncept gør et særligt astroalkymistisk samspil mere klart, når Solen (som hovedkilde for udstråling) repræsenteret ved guld (ufordærvelig og i sig selv uforgængelig ligesom sjælen), på himlen indtræder i forbindelse med meridianen for den mest vigtige og største stjerne Sirius, der repræsenterer svovl.

          Et alkymistisk verdensbillede var, at det materielle univers var sammensat af - i essensen - kviksølv og svovl. Ifølge et andet stade var det guld og svovl. Og til at repræsentere sjælen direkte fandtes guldet, altid ufordærveligt, altid kendt for sin evne til at modstå opløsning og syreangreb. Den kinesiske alkymist Ko-Hung blev citeret for dette udsagn: "... Det gule guld, selv hvis det er blevet smeltet hundrede gange, kan det ikke blive ødelagt ...".
          Guld fremstod som den universelle "højeste pris" i alle kulturer, i alle tidsaldre, og hos de fleste mennesker blev guld værdifuldt især på grund af ringe mængde eller sjældenhed - men for alkymister over hele verden var guld værdifuldt på grund af, at det var ufordærveligt. De ældste bevarede skriftlige referencer synes at være fra Egypten, men bag alkymiens allegoriske terminologi ville det næppe blive genkendt af egyptologerne, men en anden meget gammel kilde er fra Kina, og den omtaler, hvordan guld kan fremstilles og bruges til at forlænge livet.
          Det indre mening bag processen er imidlertid dybt interessant. Fra et moderne synspunkt er processen med at fremstille guld naturligvis set som en rent symbolsk og at der herunder aldrig var produceret en reel klump guldmetal.
          Hvis en metallurgisk videnskabsmand af den moderne teknologiske kulturtradition ville udtrykke det, ville det faktisk være som for eksempel:
                    "Med hensyn til at demonstrere den metallurgiske proces som den oprindeligt ses beskrevet i alkymistisk terminologi, er dette umuligt, eftersom der i de fleste af disse beskrivelser intet rationelt grundlag findes angående en noget fantastisk konvertering - hvori nogle simple stoffer gennem en sekvens går fra mindre til mere kraftfulde eller værdifulde materialer, dvs. sten eller bly til guld - og er for det meste baseret på ønsketænkning. Bemærk, at i den radioaktive henfaldsproces er slutproduktet bly, og her synes alkymisterne at have forstået det omvendt".

Ilden - Prometheus' gave - en faktor i transmutation

I alkymien var ilden en af de mest vigtige faktorer - rensende og transformerende - og herunder samle materielle elementer i nye kombinationer. Et specielt mysterium findes ved menneskets forhold til ilden, der er den eneste af de fire "græske" elementer (tilstandsformer), som intet dyr besidder.
          Den græske myte om Prometheus - hvis navn betyder 'forudseenhed' - beretter, at han stjal elementet ild fra guderne og gav det til menneskene. Der var netop meget mere i det end blot at have ild til at ikke mere skulle spise rå føde eller ryste af kulde om natten, og at dyrene naturligt frygtede ildens advarende lysskær og ikke længere vovede at angribe dem.

          Ideen om Prometheus' handling var velkendt i oldtiden. Ifølge det oldindiske religiøse værk Rig Veda (3:9.5) genfandt helten Mataricvan ilden, der havde været gemt for menneskeheden. I et old-finsk (ikke samisk) kvad, senere gendigtet som "Kalevala", findes motiver oprindelig fra Mellemøsten om ild-lyset, der var forsvundet, men blev så givet som en gnist overdraget via en  guddommeligt, genfødt sol-prins, der - ligesom Moses - kom frem fra en kiste i flodstrømmen.
          I Amerikas indianske myter hos Cherokee'rne, Algonquin'erne og blandt Creek Indians og yderligere hos forskellige indfødte amerikanske stammer ved den nordvestlige Stillehavskyst - fandtes beretningene om, at ilden blev stjålet. Også i de polynesiske myter blev ilden stålet og bragt til menneskene.
          Prometheus' fremskaffelse af den guddommelige ild udløste en sand flod af opfindelser og produktivitet. Gennem dette at få tag i ilden havde Prometheus opnået hemmelig viden. "Adam spiste af kundskabens frugt og blev kastet ud af Paradisets have på grund af dette" - og Prometheus stjal ilden og blev hårdt straffet for at give mennesket magten til at blive som guder, de udødelige.
 

Fyrtøjet

Mennesket frembragte ild - udover ved metoden at gnide to pinde mod hinanden - ved at slå flint imod jernkis for at få en fin og glødende varm flis til at bryde fri som gnist. Det var kendt i den sene palæolitiske periode (den ældste stenalder, jægerstenalder), der går 20.000 år tilbage.
          Mange folkeeventyr - ofte fra originale lignelser anvendt i indvielseskulterne - indeholder en psykisk sprogbrug med megen alkymistisk symbolik. Inspireret af bl.a. det skandinaviske folkeeventyr "Ånden i lyset", anvendte H.C. Andersen (1805-1875) sådanne elementer i sit eventyr "Fyrtøjet" (1835). dette magiske ildredskab, fyrtøjet, kunne kontrollere tre store, magiske hunde. (H.C. Andersen skrev også en novelle om en alkymists ulykke, "Valdemar Daae og hans døtre", - og Andersens ven, den danske farmaceut H.C. Ørsted var den store opdager af elektro-magnetismen, et betydningsfuldt trin sammenlignet med, at samme dr. Ørsteds akademiske lærer også var en alkymist).
          Angående H.C. Andersens "Fyrtøjet": - stjernen Sirius, der i alkymien menes forbundet med svovl for at frembringe guld, havde over hele den gamle verden et ekstra navn, Store Hund (i Egypten sattes Sirius også forbindelse med guden Anubis i skikkelse af en sjakal-hund), og er placeret på himlen nær andre hunde-benævnte stjerner, bl.a. Procyon). I H.C. Andersens eventyr er de tre hunde, der skal beskytte kister med ædelmetal opstillet i den rette alkymi-orden, henholdsvis kobber, sølv og guld - med guldet placeret under den store hund !
          Hovedpersonen i eventyret bliver rig, så fattig, men får alle de skatte tilbage igen og bilver konge, da han husker at bruge sin gnist, som han fandt i sit "underjordiske" rod-niveau. I princippet som i Bibelens "Jobs Bog" - en sand alkymistisk individuations-proces.

Ideen om alkymisternes 'Store Værk' går langt tilbage i historien. En sen brug af udtrykket var meget fremme i alkymien i middelalderens Europa - og refererer til en succesrig afslutning af transmutationen af et grundelement til guld, eller til frembringelse af "de vises sten" - såvel som til personlig transmutation. Sidstnævnte fænomen blev meget studeret på ny og diskuteret af C.G. Jung.
 

Alkymi - hermetisme - psykologi

Alkymisterne kaldte ofte udøvelsen af deres kunst for simpelthen magnum opus, latin for 'det store værk'. Det blev brugt som et symbolsk udtryk for spirituel transformation i den hermetiske tradition, dvs. den overleverede praksis baseret på den gamle egyptisk-græske visdom fra meget ældre kilder, som senere i antikken blev samlet i en bog kaldt "Corpus Hermeticum".

          Opus eller det store værk kendtes som en række af trin, nu med eksotiske latinske navne. Den mystiske fortolkning af en opus' tre hovedtrin kunne ofte være:
- Nigredo(-putrefactio), formørkelse(-putrefaction): individuation, renselse, bortbrænding af urenhed, og også kaldt Sol Niger;
-  Albedo, hvidhedsfarvning: spiritualisering, oplysning;
-  Rubedo, rødfarvning: forening mennesket med 'Gud', forening af det begrænsede med det ubegrænsede.
          Der findes en vedholdende opfattelse i den alkymistiske og hermetiske tradition - såvel som i dele af den esoteriske astrologi - angående eksistensen af to sole:  en skjult en af "filosofisk guld" bestående af essentiel ild forenet med et tidligere tænkt, lysbærende medium, æteren,- og en håndgribelig af det profane "materielle guld".

          Antallet og rækkefølgen af trin kan være forskellige afhængig af målet og personens erfaring - og kunne også være:  - Solutio, - Nigredo, - Calcinatio, - Coagulatio, etc.
          Det er velkendt, at den alkymistiske proces - med mnge trin parallelt med individuationsprocessen - udtrykker alkymistens "road map" og faktuelt genspejler mange af indvielsestrinene i mysteriekulterne.
 

Det Store Værk - ud fra psyke og materie

Emner fra alkymien optræder i psyken som en del af et reservoir af mytologiske billeder, som fremdrages af personen i sine drømmestadier. Derfor tolkede den svejtsiske psykiater, pioneren Carl Gustav Jung (1875–1961), alkymiens tekster med vendinger fra sin analytiske psykologi som middel til individuation fuldstændig overensstemmende med de gamle manuskripters omtale af, at den alkymistiske akt - frem til en vellykket fuldendelse af transmutationen af et grundmetal til guld eller frembringelse af de vises sten - således synes at forbedre alkymistens sind og ånd.
          Jung påpeger en analogi mellem alkymisternes store værk - og processen i den moderne psykiatriske patients psykologiske mål og 'store værk' med psykisk og spirituel reintegration og helhed gennem individuationsprocessen.

           En udvikling gennem individuationsprocessen betyder meget mere end at være en genuin indvidualitet. Det inkluderer vidstrakt modenhed, ansvarlighed, etik, erfaring og universel indsigt, men ikke to personer eller deres udviklinger er ens eller opfylder et 'perfekt' ideal, og der vil stadig være meget for dem at være omhyggelig med i deres nye situation, der nu er blevet til et kompetent indvielsestrin til at fungere ud fra.
          I junglekulturer kan en jæger utrætteligt forfølge sit bytte i mange dage og nætter, men ved at have gennemgået nogle magiske ritualer og her forenet sig i sind og ånd med dette bytte kan han være i stand til på forhånd at kende dets valg af kurs ud fra, hvordan dyret føler og reagerer. Han respekterer dyret næsten som det var et helligt væsen, og i sit sind indgår han en pagt med det, så at det der vil ske med dette bytte skulle tjene en højere orden. På det stade af at være ydmyg og ren har dette menneske sjæleligt indsat sin vilje - og han vinder. På samme måde med alkymisten, der utrætteligt udfører sin krævende arbejde næsten rituelt, og forfølger målet, og bogstaveligt forener sig med sin opus' materiale - alt dette åbner hans sind til indsigt i universet og livsessensen.

Den svejtsiske psykiatriker og indflydelsesrige tænker, Carl Gustav Jung (1875–1961),
udforskede drømmenes verden, mytologi, verdensreligioner, østens og vestens filosofier
samt alkymi, astrologi, sociologi, litteratur og kunstarterne.

Alkymien som alsidig praksis

Den franske forfatter Eliphas Levi (1810-1875) såvel som C.G. Jung er nutidige fortolkere af materialet fra den traditionsrige alkymi. Her har de to forskere opsøgt eller lagt vægt på områder, der især rummer de psyko-spirituelle retninger.
          Men alkymi omfattede både disse former og en mere 'dagligdags' kemi (f.eks. på et apotek) og metallurgi (f.eks. hos en guldsmed), og særligt mange personer beskæftigede sig mest eller udelukkede med disse sider. Det kan måske sammenlignes med, at betegnelsen 'matematiker' benyttedes i Europa helt frem til ca. 1800 for både en matematisk ekspert såvel som en astronom og en astrolog - men undertiden beherskedes dog alle tre specialer med stor dygtighed af en og samme person.
          At alkymi gør brug af religiøse og kosmologiske forestillinger for at forklare processerne, inkluderer ikke nødvendigvis, at en udøvende person også involverede sigselv ved at integrerede sig ved en art personificering af disse alkymistiske processer.
          Jung har viderebragt ideen om den indre vej. Han satte sine indtryk i forbindelse med gnosticisme - der under alle omstændigheder må anskues mindre ensidigt og i stedet som en mangfoldig ideverden - og selvom hans lære i sig selv bestemt ikke kan siges at være forkert, synes mange tidlige alkymister at have tolket det på den måde. De opfattede det mere sjældent som ved et psykologisk koncept, men snarere som et religiøst (som Paracelsus f.eks. gjorde).


Moses - og Naturens lys

I de gamle tekster kan det også ses, at det ofte var mere i symbolsk forstand at guldfremstilling skulle forstås; det er hyppigt en metafor for at nå frem til guld-lignede (gul) materiale i den alkymistiske kolbe. Så var processen perfektioneret, dvs. den går over sort negrido (sort), 'sølv'-lignende (hvid) til 'guld' (gullig). Eksempelvis kendes lignende fra heraldik-beskrivelser, hvor farven hvid i våbenskjoldsymbolik helst kaldes sølv, og gul gerne betegnes som guld.
          Men på baggrund af de alkymister der ønskede at "gå vejen" - samt de spirituelt interesserede der ivrigt sponsorerede kostbare alkymibøger med kobberstik med religiøst prægede og kosmologiske motiver bl.a. om en art befrugtning mellem 'himmel' og 'jord' etc. og arketypiske spor med udvikling af personlig transmutation - er det evident, at der altid fandtes grupper, der tog alkymien meget seriøst som en spirituel vej.
          Denne approach viste sig at kunne fungere parallelt med, at de pågældende også var troende kristne (tilmed Paracelsus selv, såvel som Tycho Brahe, er eksempel på dette).
          Disse mennesker fokuserede på at opnå en højere viden indlagt i selve "naturens lys" - og Paracelsus siger om dette lumen naturae:
                    "... Se hen til Adam og Moses og andre. De søgte inde sig selv efter, hvad der var i mennesket, og har afdækket dette samt al kabbalistisk kundskab, og de var ikke bekendt med noget fremmed for mennesket hverken fra Djævelen eller fra ånderne, men fremdrog deres viden af Naturens lys. Dette udviklede de i sig selv ...", (Paracelsus: "De vita longa", 1562, p. 56, - citeret og oversat fra latin i "C.G. Jung, The Collected Works, Vol. 13, Alchemical Studies", London 1967, p. 113).


Den matematisk-geometriske 'fiksering'

Hos alle gamle kulturer eksisterer beretninger om smede og metalarbejdere, som opnåede forbavsende færdigheder ved deres forvandling af metallet fra urent til rent og fra hårdt til fleksibelt og igen til hårdt - eller ved perfektionering af legeringer. Smedene lærte sig specielle "mantraer" af speciel længde til at messe som et eksakt tidsmål for en præcise længde af hvert trin ved udsmeltning eller støbning. Smede blev ofte anset for en slags magikere og præster.
          Ifølge Moses var den første smed Abels ene søn Qain (Kain), - det er et semitisk ord for 'smed'. Skønt den symbolske handling i Bibelen fremstiller Qain som at dræbe sin bror, siger den også, at han er - i forbindelse med et løfte eller en pagt  - blevet udstyret med et mærke i panden; - hvilket senere blev ofte fortolket som "det tredje øje", således en speciel indsigt. Den bibelske beretning fortæller også, at Qains efterkommere blev smede og musikere. Det var netop hos en smed, at Phytagoras lærte om "de forskellige tonelyde ved at ramme forskellige afstande på ambolten", hvorved han kunne optille sin matematisk baserede distinktion og struktur af musikkens toner.

          Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) var en sand polyhistor - med sine arbejder inden for digtekunst, drama, litteratur, teologi, humanisme og eksakt videnskab. Goethes magnum opus - berømmet for at høre til  blandt de største i verdenslitteraturen - er det todelte dramatiske epos, "Faust".
          Selve navnet "Faust" synes inspireret fra Faustulus, den kongelige hyrde som fandt de to prinser, tvillingebrødrene Romulus og Remus, som diede en ulvehund, symbol for stjernen Sirius.
          Når Faust spadserede med sin lærling Wagner, blev de fulgt af en hund - en puddel. Goethes udtryk på tysk, "des Pudels Kern" ('pudlens kerne'), betyder den virkelige natur eller dybere mening af noget (som ikke var tilgængeligt at se tidligere). Hunden, pudlen, er betydningsfuld her og forvandles til at være djævlen, og Faust udfærdiger en aftale, en pagt, med djævlen for at kunne være herre over materien. Ifølge C.G. Jung er "Faust" et alkymistisk drama fra start til slut.
          Doctor John Dee, den elisabethanske matematiker, astrolog, filosof og magiker, omtales også for at have lykkedes at fremstille en homunculus (dvs. 'lille menneske', under visse forhold 'lille konge'), - det samme blev sagt om Paracelsus. Og det kunne have inspireret Goethe til, at magikeren Fausts lærling, Wagner, fremstiller en homunculus.

          Senere ses den store komponist af samme navn, Wagner - Richard Wagner (1818-1883) - altid selv at skrive både scenarier og libretto til sine musikværker. Også han var meget inspireret af folkeeventyr og de gamle myter - og bruger et psykisk betonet sprog med alkymistisk symbolik.
          En dansk forfatter, Jurij Moskvitin, matematiker, filosof, koncertpianist og komponist (1938-2005), fortalte om en drøm, som han drømte en efterårsnat i 2004, - han genfortalte den også i en tv-dokumentar: han stod på et rullende transportbånd, men pludselig knækkede det midt over, og han faldt af. Han ville så reparere det, da en stemme fra oven sagde, at det ville ordne sig selv, og han så nu, at det snurrede sig selv op som en dobbeltspiral, dna-molekylet. Samtidigt lød der en høj Richard Wagner-musik fra "Tristan og Isolde" - og i det øjeblik opdagede Jurij, at på et særligt niveau havde Wagner med sine toner matematisk eksakt udtrykt dna-geometrien, fuldstændigt præcist: Et budskab om sådanne universelle faktorers enhed, og at intet stop er virkeligt, dna sikrer en videreførelse. (Men hvad Jurij ikke vidste på bevidst måde var - og så trist for os, hans gode venner - at det også var et budskab om hans egen død, hvilket fandt sted 6 måneder efter).

          I det større billede anså C.G. Jung, at verden rummer guddommeligt "lys med liv", og at denne essens er indviklet i en matematisk "fælde" underlagt en demiurg, Lucifer, 'lysbringeren'. Lucifer indeholder lysets indsigt i den virkelighed, indtil en tid hvor lyset/indsigten vil blive sat fri. (Jung synes at have lånt udtrykket "en fælde" fra de indsigtsfulde, men sommetider pessimistiske gnostikere, som han i øvrigt studerede meget).
          En af de første operationer i alkymistisk praksis er transformationsprocessen - de sande, kreative dobbeltformer fremtræder og begynder deres interaktion udformet til at frembringe den alkymistiske, fuldstændige union af anima og animus. Det bevidste og ubevidste bliver integreret og assimilerer egoet, hvorefter Selvet kommer frem. I denne ultimative union, kendt som coniunctio, bliver ifølge Jung det hidtil indgrænsede lys genoprettet og bragt til punktet for dets endelige og forløsende fuldførelse.

          Dette paradoks udtrykte alkymisterne ved Ouroboros-symbolet, slangen der spiser sin egen hale. I det gamle billede af Ouroboros rummes ideen om at opsluge sigselv og dreje sigselv ind i cirkulatorisk proces, selvopretholdt, - igen, selve kunsten at procesarbejde grundstofferne handlede reelt altsammen om mennesket - Adam - selv. Og for Jung var selvrealisering i sit sluttelige stadium af udviklingen - at blive en genuin individualitet.
          Ouroboros var den hellige slange kendt fra sin placering på kronen hos de gamle faraoner, og i den alkymistiske proces var den symboliseret ved at spise sin egen hale - opfattet som at på himlen være afspejlet i stjernebilledet Draco, slange-dragen i samme positur rundt om nordhimlen. I myterne, hvor slange-dragen - efter mange vanskeligheder med forsøg på at kontrollere dens imponerende magt af ild - blev dræbt af St. Georg, fandtes der en skat af guld under den. Navnet Georg er græsk for 'jord', 'jorddyrker', det samme udtryk som Adam, hebraisk for '(rød) jord' - og jorden var ofte et symbol for elementernes materielle verden.

          Et omdiskuteret, gådefuldt "første stof", Prima Materia, blev bragt med ud af Paradis af Adam, ifølge oldtidens skrifter. Det var opfattelsen, dette at Moses fortæller i den bibelske Skabelsesberetning (1. Mosebog, 2,11), at en flod i Paradis fører til et sted med guld: "... og dette guld er godt ...", garanterede i virkeligheden et sådant mål som ægte, og at her er den første begyndelse i processen for mennesket, Adam.

T.v.:  Den oldgræske kong Krøsus ('guld'), 7. årh. f.Kr., var berømt for sit guld.
Billedet viser Krøsus på bålet, attisk-rød amfora, 500-490 f.Kr., Louvre (G197).
T.h.:  Jason returnerer det Gyldne Skind til Pelias, Apulisk rød-keramik bæger,
340-330 f.Kr., Louvre (K127)

 

Moses og en kongelig vej i alkymien

Har alkymisterne nogensinde fremstillet guld i virkeligheden? Næsten alle forskere vil afvise det, både fordi ideen var alene at opnå individuationsudvikling og visdomserkendelse, og fordi det vil synes teknisk umuligt (hvilket disse lærde eller forskere kan have helt ret i ifølge nutidens viden, men ikke nødvendigvis ifølge andre, nu ukendte betingelser, som muligvis også i en fremtid kunne vise sig).

          Individuationsprocessen kunne også ses alkymistisk visualiseret som "animus" (en maskulin personifikation af det ubevidste) komme op i den bevidste psyke - en udvikling fra et magtfuldt monster (basilisken) via en kronprins ("lille konge") til en konge (at "blive konge over sigselv").
          Ifølge de gamle traditioner i de indviedes lære fandtes ideen om en brønd på himlen mellem stjernerne. På brøndens bund findes stjernebilledet Løvens hovedstjerne, den kongelige stjerne Regulus eller Basiliskos, henholdsvis latin og græsk for 'lille konge', og på græsk en ekstra betyding, et 'vildt monster'. (Dets modstående stjernebillede på himlen, så at sige i himlen øverst over brønden, kaldtes Brøndkrukken, det tidligere navn for Vandbæreren).
          En betydningfuld episode i Moses' beretning i Bibelens "1. Mosebog" (37:9-37) handler om Josef og hans drøm, hvori Solen, Månen og 11 stjerner (stjernebilleder) i situationen fremstår som at være underlagt ham. Hans brødres reaktion er at kaste ham i en tom brønd og derefter sælge ham til en karavane til Egypten. Brødrene lader faderen Jakob vide, at "et vildt uhyre" opslugte Josef - i realiteten, herfra begyndte Josef sin nye udvikling, og han blev en "lille konge", dvs. vesir, og endte med at blive vicekonge af Egypten, faraos stedfortræder.

          Igennem størstedelen af historien skulle kongerne i princippet indvies - også kroningen i sig selv var et indvielsesritual. Nogle konger kan endda have prøvet at praktisere alkymi, sådan som den bøhmiske kejser Rudolf, som Tycho Brahe tjente i sine sidste år. Kejser Rudolph blev efterhånden sindssyg, sandsynligvis fra indånding af kviksølvdamp under eksperimenterne, og resten af hans levetid måtte hans bror regere for ham.
          I oldtiden synes alkymi forbundet med den sidste af de 'indfødte' egyptiske konger, Nectanebo II - og til den bibelske kong Salomon.
          Især i den tidlige græske kultur hører vi om Lydiens kong Krøsus (560–546 f.Kr.) med sine enorme skatte af guld (navnet Krøsus er fra græsk krysos, 'guld') og hans specielle kontakt med ild - samt om Frygiens kong Midas, kendt for at kunne transformere alt til guld - den berømte gyldne Midas-berøring, en evne opnået ved at han dyppede sin hånd i floden Pactolus; - både i Lydien og Frygien kunne der i visse floder udvaskes guld, en ekstra basis for den velstående økonomi i disse lande. I legenden blev Midas udstyret med æselører - hvilket kan pege på det alkymistiske arbejdes forbindelse til Sirius, der, foruden at kendes som "Store Hund" også kaldtes for "(hjertet i) stjernebilledet Æslet".
          Netop det rige land Lydien synes også at være et af det ældste steder for møntvæsenet. De tidligste mønter stammer fra 600-tallet f.Kr. og nogle af disse er fremstillet af "hvidt guld" eller "elektrum", en naturlig legering af guld og sølv - også godt kendt hos alkymisterne.
          Også f.eks. kong Midas blev påstået at være kun en myte, men Alexander d. Store besøgte byen hvor kong Midas og Midas' far, kong Gordion, havde regeret. På det sted fandtes fortsat en kultisk tradition med indvielse - og her avancerede Alexander til et vigtigt trin hvorunder han udførte et ritual med overhugge den gordiske knude. I 1957 åbnede den amerikanske arkæolog Rodney Young kong Midas' gravhøj, tæt ved Yassihöyük i Tyrkiet. Her var stedet for det gamle Gordion. Hvad moderne teorier end måtte mene om dateringen, er det et faktum, at den eksakte videnskabelige datering af indholdet til ca. 750 f.Kr. er i præcis overensstemmelse med informationer i de såkaldte myter.

          I al tradition i jødernes gamle Rabbinerskrifter og hos den græsk-ortodokse kirke og tilmed den romersk-katolske kirke var forfatterskabet til Bibelens "Jobs Bog" altid tilhørende Moses.
          I den hebraiske bibels "Jobs Bog" (28:1) hedder det: "... For sølvet har sit sted, hvorfra det kommer - og guldet, man lutrer, har sit sted ..." og (23:10)  "... For han kender den vej, jeg går - når han har prøvet mig, går jeg ud (af prøven) som guld ...", - processen fremtræder som en åndelig alkymistisk proces.

          Jung lagde vægt på, at verden rummer guddommeligt lys med liv. Heri udtrykte han også - næsten som den gamle filosofi fra Veda-teksterne i Indien eller buddhistisk lære - i sin bog: "Mysterium Coniunctionis, an Inquiry Into the Separation and Synthesis of Psychic Opposites in Alchemy" (1956), - at det kollektive ubevidste ikke bare omfattede psykologien for menneskene, men for hele universet.

          Gennem observation og genkendelse af at avancerede og spirituelle faktorer også rummes i den eksakte forsknings processer, demonstreres her (McGuire & Hull, red.: "C.G. Jung Speaking. Interviews and Encounters", 1978) så brillant af Jung med sit statement det mest seriøse forhold til sand videnskab:
                    "… Livets irrationelle fuldkommenhed har lært mig ikke at kassere noget, selv hvis det går imod alle vores teorier (i bedste fald så kortlivede) eller på anden måde giver adgang til en ikke-øjeblikkelig forklaring. ..."

*

Ove von Spaeth,  forfatter, forsker - copyright © 2005 og © 1998

Artiklen rummer uddrag fra Ove von Spaeths bøger "De Fortrængte Optegnelser", "Den Hemmelige Religion" og "Profeten som Ukendt Geni", alle fra hans serie "Attentatet på Moses" - alle seriens bøger kan læses uafhængigt af hinanden, - C.A.Reitzel forlag og boghandel, www.lemuelbooks.com . -  Yderligere information: www.moses-egypt.net

*

                   

Alkymisternes reagenskolbe med en homunculus, her - som et trin i individuationsprocessen -
i avanceret form som en "lille konge", anset for forbundet med Basilisk-stjernen, Regulus.
T.h.:  Ouroboros-slangen, der i den alkymistiske proces spiser sin egen hale - former sig selv som
en cirkulatorisk proces - således afspejlende stjernebilledet Draco i samme positur på himlen.

Efterskrift:  Nogle af de ældste kilder om alkymi er fra Egypten. Den gamle magisk-teologiske tekst på Shabaka-stenen siger, at det var guden Ptah, der anråbte verden, så den kom til eksistens, idet han i sit hjerte havde drømt om skabelsen og udtalt den - med ord (ordet).

Den nederste halvdel af Ptah-figuren indsvøbt som en mumie, et udtryk for den jordiske
verden af død og fornyelse - men den øverste del er åben, den åndelige del. Ptah er placeret
på en målestok, maat: universets lovprincipper. - Denne hellige gud for skabelsen blev specielt
dyrket i Memphis og On (Heliopolis), Egyptens nordlige teologiske centre. På disse steder
var han også tilbedt som guden for alkymister, metalhåndværkere og smede.

Fra de ældste tider ses basilisken forbundet med kosmologien, stjernerne og alkymien.
De mytologiske symboler hos basilisken er dens hoved som en hane og dens hale som
en slange. Manuskript-illustration af en basilisk; fra 1633 (Det Kgl. Bibliotek, Folio 51r).
 

Arketypiske mønstre set i planetbaner og stjernebilleder

Geometri er "rumligt dimensioneret matematik". Matematiske urbilleder er arketypiske og guddommeligt logiske - ligesom krystallinske geometristrukturer eller kombinationernes forhold ved toners harmonier i musik - og kan naturligt lede til religiøs 'betagelse' hos opfatteren.
          Der var ikke tale om, at hvad som helst kunne symbolisere hvad som helst. Traditionens syn på de nøjagtige og billeddannende himmellinjer - med arketypiske mønstre og strukturer - opfattedes ikke som resultat af tilfældigheder eller subjektiv tolkning, idet disse mange præcise astronomiske forhold i sig selv er af eksakt kontrollerbarhed bl.a. i tid og mål.
          En udbredt måde for oldtidsfolks observation af et bestemt mønster i visse stjernebilleders bevægelser hen over nattehimlen var f.eks. dette: Lige efter solnedgang ses på den tidligste nattehimmel, at mens stjernebilledet Store Bjørn synker ned til delvis under horisonten, stiger stjernebilledet Cassiopeia op - ikke lige overfor, men dog fra modsat side, idet det hele forgår på nordhimlen. Ved midnat nærmer Cassiopeia sig sin øvre kulmination (højest på nordhimlen), mens Store Bjørn samtidig når sin nederst mulige position. Lige før solopgang stiger Store Bjørn op, nu fra modsat side, mens Cassiopeia synker.
          Et godt materiale om stjernernes forbindelselinjer findes i det hidtil mest omfattende oldtidsleksikon, "Pauly(-Wissowa)'s Real-Enzyklopädie der classischen Wissenschaft" (mere end 80 bind, Stuttgart 1894-1980). Heri findes artikler med oplysninger med en kortlægning af samspil i "Stjernernes op- og nedgange" i oldtiden.
          Andre stjerner har et yderligere stringent mønster i deres visuelt relaterede op- og nedstigninger. Eksempelvis kan dette ses i det meget præcise forhold støttet af den eksakte forbindelselinje mellem stjernerne Aldebaran og Antares, to af de ialt fire "kongestjerner".
          De himmelgeometriske "arketyper" i forbindelses- eller sigtelinjer til markante stjerner, ofte med særegne positioner og karakteristika, var tilknyttet opfattelsessystem med vægt på kosmiske mønstre i samspil - næsten som i moderne kvantefysikagtige synkronicitetsforhold. Alt det tilhører en for længst glemt ideverden, der havde sin egen konsekvente logik, og som stadig er genkendelig i overleverede fragmenter.

Det ældste dokumenterede græske horoskopbillede er et relief i kong Atiochus I's
gravanlæg, i Taurusbjergene. Visuelt er her registreret tidspunktet for denne
konges kroning (7. juli, år 63 f.Kr.). Over løvens ryg ses Jupiter, Merkur og
Mars, og Månen i manken, alle i konjunktion i stjernebilledet Løven.

'Lille konge', i himmelgeometriske mysterier

I græsk astromytologi omtales, at den højeste gud Zeus nedsteg - her i skikkelse af Svanen (stjernebilledet med dette navn) tæt ved den højeste store stjerne, Lyra - og befrugtede den jordiske Leda (ionisk for 'kvinden', egypternes Isis), der repræsenterede Sirius. Lyra og Sirius er placeret på samme lige sigtelinje med Sirius på denne linjes udstrækning uden for ekliptikas kreds, hvilken krydses næsten vinkelret af sigtelinjen. Zeus og Ledas afkom blev Tvillingernes stjernepar.
          Efter lignende principper blev en særlig forståelse lagt i, at ud fra "Faderen" som det højere guddommelige princip - her relateret til Svanen og specielt Lyrens stjerne - fører en meget benyttet sigtelinje, Verdens-aksen (senest set anvendt hos Ole Rømer, ca. 1700) som basislinje (hypotenuse) fra stjernen Lyren ned til "Moderen", Sirius. Herved fremstår en perfekt pythagoræisk trekant med en retvinklet topvinkel plceret lige på stjernen Alpha Leo, der repræsenterer "Sønnen", prinsen - dvs. Løvens' hovedstjerne (Alpha Leo), Basiliskos, dvs. 'lille konge' (: "kongesøn, prins").
          I den esoteriske himmelgeometri - og her med brug af den pythagoræiske trekants grundtal 3, 4 og 5 - udtrykkes Faderens tal som værende 3, dvs. længden af trekantsiden over for Faderens vinkelspids. Moderens tal er 4 og udgør trekantsiden mellem Faderen og Sønnen. Sønnens tal er 5 og følger forbindelseslinjen (hypotenusen) fra Faderen til Moderen.
          Med Faderen i himlen (Paradis), Moderen udenfor (i det jordiske), og Sønnen lige på den ekliptikale himmelcirkel (med "et ben i hver lejr") - fremstår "Sønnen", "kronprinsen" ("lille konge"), mennesket, dvs. Menneskesønnen, som halvt jordisk og halvt guddommelig. Konceptet Faderen, Moderen og Sønnen kendtes i alle store religioner. Og selve den stjernemæssige genpart af ideen med Faderen i centrum og Sønnen på cirkellinjen ses endnu sent i 1600-tallet i den stjerne-relaterede idelære stadig inden for den begyndende moderne vesteuropæiske videnskab.

Frem til meget sent i historien brugtes Verdens-aksen ligesom i oldtiden,
nemlig som referance- og sigtelinje. Omkring 1700 e.Kr. blev ilustrationen
udført til den danske astronom og lyshastighedsopdager Ole Rømer.

De kongelige fødslers stjerne

Jesus omtalte sig selv i lignelser som "kongesøn". Evangeliernes omtale af hans slægtslinje rækker bagud til kong David, der er optegnet blandt hans kongelige forfædre, men synes ikke at være den eneste relatering. Den sommerdag, hvor Solen passerer stjernen Alpha Leo ller Løvens Hjerte, også kaldet Basiliskos/Regulus - dvs. 'den lille konge' eller "(konge)sønnen" - er en sandsynlig dag for Jesu fødsel. Først 350 år efter Jesu æra bestemte kirken, at hans fødselsdag skulle placeres på indvielsesguden Mithras' fødselsdag ved vintersolhverv den 25. december.
          I årene omkring Jesu fødsel befandt Basiliskos/Regulus-stjernen sig (den datidige placering beregnet ud fra jævndøgnspunktet) på selve ekliptika-cirklen lige ved grænsen mellem stjernebillederne Krebsen og Løven.
          Ydermere på samme "Basiliskos-dag" om sommeren indledte stjernen Sirius med sit lige så velbekendte navn, Store Hund, perioden på de 30 "hundedage" - som de stadig kaldes - efter at denne stjerne havde været ude af syne i 70 dage og nu igen kom over horisonten.
          Og den pythagoræiske himmeltrekants Faderen, Moderen og Sønnen kunne da observeres samtidig ved solopgang (mens Solen passerer/dækker Basiliskos). Dagen var især markering af det egyptiske nytår, cirka 20. juli, der i romersk kalender var Tammuzfesten, symboliseret som "Adams dag".
          Den ide var importeret fra Babylon - en synkretisme, jf. romersk brug af andre religioners elementer, f.eks. som i romersk udgave af egyptisk Isis-kult.
          Jesus kaldtes også "menneskesønnen" og "frelseren", Paulus kaldte ham "den anden Adam", og Pilatus kaldte ham "konge". Endnu en konge, Alexander d. Store, var født også netop ved den 20. juli. Alexander er græsk for 'menneskets frelser'. Ligeledes kunne det give Julius Cæsar noget 'kongelig' prestige, at også han var født så særdeles tæt, kun få dage før den dato.

Leo-stjernebilledet i Johs. Honters træsnit (inspireret af Albrecht Dührers atlas fra 1515) i en
udgivelse - trykt i Basel, 1541 - af Ptolemæus bog "Omnia quae extant opera". Løvens hjerte:
Løvens hovedstjerne, Basiliskos-Regulus, er korrekt for den tid placeret midt i Løvens 3. dekan.

Slangen udrugede verdensægget

I dag kendes basilisken mest som en sent opdaget amerikansk øgle af træ-leguanernes gruppe, og denne specielle type kaldes også Jesus Christ Lizard på grund af sin evne til at gå på vandet. I realiteten gør den det ved at løbe 10-20 meter henover vandoverfladen med mange trin i sekundet og dermed undgå at synke. Den fik basilisk-navnet på grund af dens uhyggelige udseende kunne sammenlignes med et monster beskrevet i oldtidens myter fra Mellemøsten, nemlig traditionens basilisk der fremstår som et uhyre med et hanehoved samt hanekløer og frygtelige sporer foruden vinger og en slangeagtig hale.
          En sådan basilisks særkende var, at en slange havde udruget dette uhyre (eller tudse, jf. "lille konge") af et sfærisk, blommeløst æg, der i hundedagene (jf. Hundestjernen) var lagt af en 7 år gammel hane!
          I nogle af myterne tilføjes, at basilisken spyede gift ud, som var så stærk, at planterne visnede, og de ramte dyr døde. Øjnene sprudlede gnister - og havde en uhyggelig styrke, så at alt, hvad den så på, dræbtes. Derfor kunne den ikke tåle at se sit eget spejlbillede. Kun hanen (og væselen) havde magt over den - når basilisken hørte hanegal (metafor for Solens opstigen og tilsynekomst), sank den i Jorden.
          Gennem tiderne er basilisken omtalt af europæiske forfattere, bl.a. Plinius d. Ældre (1.årh. e.Kr., i sin "Historia Naturalis", bog 8:3), Lukanos (1.årh. e.Kr., i sin "Pharsalia", bog 9:849ff) og Isidorus af Sevilla (7.årh. e.Kr. i sin "Etymologier", bog 12, 4:6ff). Og i middelalderen ses emnet behandlet af kirkedignitaren Pietro d'Abano.
          Ligeledes senere hos digterne, f.eks. i Chaucer's "Canterbury Tales", William Shakespeare's "Richard III" og Percy Bysshe Shelley's "Ode to Naples". Også i moderne tider fænger basiliskens magi, sådan som i Rowlings "Harry Potter and the Chamber of Secret".
          Basilisken optræder i Leonardo da Vinci's "Bestiari" og i hans Notesbøger. Theophilus Presbyteren bringer en lang opskrift i sin bog angående at skabe en basilisk til at konvertere kobber til "Spansk guld" (De auro hyspanico). Og Albertus Magnus' "De animalibus" angiver - men muligvis ikke korrekt - Hermes Trismegistus som en kilde til legenderne og som skaberen af beretningen om basiliskens evne til at konvertere sølv til guld.


Stjernerne og alkymien

Ideen om basilisken dukker op igen og igen hos alkymister og astrologisk indviede endnu sent i Europa. Den italienske, platoniske renæssancefilosof og teolog hos Medici'erne, Marcilio Ficino (1433-1499), ville nyskabe en storslået syntese af oldtidens største tanker og kundskaber, og heriblandt var også stjernelæren.
          Ficino omtaler i sit værk "De vita coelitus compranda" (pp. 394-398) en type magi, som:
                    "... dengang magikere fra Persien ud fra salvie, der var renset ved hjælp af gødning - og mens Solen og Månen stod i konjunktion i anden tredjedel af Løvens tegn - frembragte en fugl ligesom en sort-fugl med slangehale. Efter at den var pulveriseret til aske, kom de det i en lampe, således at huset med ét fyldtes med slanger. Den form for magi er tom og skadelig for helbredet og skal undgås. Men den anden (magi), den nødvendige, som forbinder astrologien med medicinen, skal bibeholdes ..." - (reference in Axel Haaning's bog: "Naturens Lys. Vestens naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance 1250-1650", København 2001, pp. 189-190.
          Det nævnte gødning og askepulveret spillede en stor rolle i alkymien. Især er beretningens esoterisk-astrologiske træk tydelige. Solens årlige passage følger ekliptikas cirkel gennem zodiakens 12 tegn, der hver er opdelt i 3 dele af 10 buegrader, et dekan (af græsk deka,'10'). Ekliptikas egenbevægelse - præcessionen - havde forårsaget, at på Ficinos tid var Basiliskus-stjernen nu beliggende i andet (dvs. midten) dekan af stjernetegnet Leo.
          Og når solen passerede gennem Leo, ville den hermed være i direkte kontakt med Basiliscus-stjernen, men tidspunktet skulle samtidig være arrangeret, når der omkring dette sted også indtraf nymånens kulmination, nævnt af Ficino som "konjunktionen" (med solen).
          Fra Egypten kendtes den magtfulde solgud Ra med sin vehikel: solskiven Aton - hvilken sammenhæng grækerne overtog som solguden Apollon med sin vehikel:  Solen som himmellegeme, Helios. Men det var Apollon, der havde kraften, også hvis det var i destruktiv retning - på græsk var således apollon desuden et ord for 'ødelæggelse' og benyttes bl.a. i den betydning i Bibelens det Nye Testamente (i Johannes Åbenbaring).
          Solen kendes forbundet med hanen i et utal af ældre beretninger. Og udtrykket "... en fugl ligesom en sort fugl (dog her på latin merula, den mystiske 'solsort') med slangehale ..." peger direkte tilbage til traditionen fra babylonisk stjernekundskab - velkendt tidligere i den græsk-romerske tradition, som optog Ficino stærkt.
          En af himlens kraftigst lysende stjerner, Vega (alpha Lyra) - den oprindelige Nordstjerne - hed på babylonisk Tartugallu, 'Kongehanen'. Senere ændrede araberne navnet til Sorte Høne eller Hane (jf. babylonisk tartu, 'hane' og gal-lu, 'konge' - med en ekstra associative betydning i, at udtrykket i omvendt orden, ord lu-gal, betød 'mand', menneske'). Angående "en slangehale", og tillige den sorte hane, se det følgende.

Månens slangeagtigt svingende bane om Jorden blev i de indviedes
lære gengivet som den bugtende Kosmiske Slange, der udruger
verdensægget; heraf udklækkedes Basilisken.

Slangen om Jorden

I oldtidens kulter for mysterieindvielser formidledes særlige informationer i form af lignelser - ofte kendt som såkaldte fabler, som f.eks. Æsops fabler (620-560 f.Kr.) - en udpredt praksis og tradition som ikke mindst Jesus senere flittigt anvendte. I en meget kendt af disse græske fabler gives et billede af en hane stående oppe på ryggen af en hund stående på ryggen af et æsel. Her udtryktes simpelthen den tidligere nævnte Verdens-akse (ikke at forveksle med Jordens akse), der strækker sig langs Mælkevejen tværs over himlen helt op til Lyra.
          Verdens-aksen opfattedes at udstrække sig fra stjernen Canopus - der indgik som "æselhoven" i oldtidens stjernebillede Æslet (med dets nedenfor liggende stjernebillede Argo Navis) - og op gennem stjernen Sirius (Store Hund, Canis Major), helt op til Lyra/Vega stjernen ved Lyren og Svanen. (Svanen eller Cygnus i europæisk tradition, men altså Hanen i babylonisk opfattelse).
          Ideen i dette billede af Verdens-aksen med tre hovedstjerne – Æsalet, Hunden og den sorte Hane - relaterede til den esoteriske lignelse om, at Hanen (fra gammel tid forbundet med Solens princip) øverst fra Verdens-aksen lagde et særligt æg, nemlig selve Jorden. I oldtiden vidste man udmærket, at den var rund, sfærisk, en viden som var en forudsætning for eksistensen af de gamle grækeres' astronomiske computer fra Antikythera.
          Og ægget - globen/jorden - bliver derefter udruget af slangen, der er viklet herom (ligesom Månens bane omkring Jorden). Princippet genkendes af den nævnte græske fortælling om Zeus, der fra stjerneverdenen skaber en befrugtende forbindelse til jorden. Således blev basilisken udruget, skabt som et væsen af særlige kræfter, der ukontrolleret kunne være frygteligt destruktive.
          De op til fem mulige årlige måneformørkelser kan kun foregå i to modsat beliggende knudepunkter, "noder", som over et fast antal år - 19 år - har skiftende placeringer, men kun når disse noders positioner passerer et par ud af de kun 35 mulige specielle punkter på ekliptika-cirklen.
          Med andre ord, de 35 steder på himlen er år for år lidt forskelligt fordelt, men har altid deres indbyrdes afstande på næsten et dekan (= 10°). Mellem disse punkter med ændrede placeringer, set som samlet i ét billede under en 19-års cyklus, befinder månebanens placeringer sig henholdsvis oppe og nede i et bugtende forløb - som en kæmpemæssig slange om Jorden.
Oldtidens babyloniere med deres omfattende astronomiske viden anvendte sådan et symbolsk udtryk for månebanen med dens zig-zag kurve positioner i rummet.


Nedstigning til underverden

De omtalte to knudepunkter ("måneknuder") i langsom bevægelse på ekliptika-cirklen udgør stederne for formørkelser. Disse punkter kaldes fra gammel tid Slangens/Dragens "hoved" (ved opstigende månebane) og "hale" (ved den nedstigende månebane).
          I det østlige Asien kaldes disse måneknuder for henholdsvis Dæmonens hoved og hale.
          Den indiske tradition indholder en lang række elementer fra oldbabylonisk astronomisk tradition. Et uhyre vigtigt element inden for indisk stjernelære var den nedstigende måneknude, som nævnt det knudepunkt på himlen, hvor Månens bane på vej "nedad" krydser gennem solens baneplan. I al kendt indisk tradition kaldes dette bestemte knudepunkt for Ketu, men det er oprindeligt et babylonisk ord, der betyder 'underverdenen'.
          Dette koncept symboliseres igen ved et havuhyre i form af stjernebilledet Hvalen (placeret nær ved starten af Vædderens stjernebillede) og kendtes også hos grækerne, der ligeledes med inspiration fra babylonisk Ketu kaldte uhyret Cetu(s). (Dog, den egyptisk-græske astronom Ptolemæus og enkelte romerske forfattere kaldte den Balena eller Belua, der også her betyder 'uhyre', 'monster').
          Dengang ansås en hval eller "hvalfisk" - på grund af deres udseende - også som en slags uhyre, og ifølge den hebraiske Bibel (i Jonas Bog, 2,1-3), opholdt profeten Jonas sig tre dage i "hvalens mave" - ordret: i tarmen af en fisk(-monster). Og det efterfølgende vers gengiver, at Jonas måtte råbe ud af "helvedets mave" - hebraisk beten, 'mave'.
          Stadig i middelalderen ses den mere oprindelige teaterform med den reminiscens fra oldtidens religiøse mysteriespil, idet scenen var permanent indrettet således, at dens ens side visende himlen - med Paradis - og den anden side:  Helvede (underverdenen) med ild inde i det åbne, slugende gab på et monster. Dette monster, der opsluger - ligesom hvalen slugte Jonas, 'duen', symbol på ånden - nemlig den oprindelige Cetus-figur. (Historier om "uhyrets mave" var velkendte i den gamle græske mytologi og Bibelen såvel som senere i Grimms eventyr. Det blev en almindelig metafor i litteraturen, og er f.eks. brugt også som filmtitler).
          Således er Baten Kaitos et traditionelt hebraisk navn, 'maven i Cetus', for en særlig stjerne (Zeta Ceti) - (arabisk: batn qaytus - 'Cetus-mave') - der sidder i Cetus, stjernebilledet for underverdenen eller havuhyret (senere kaldet hvalfisken) i den østlige del af himlen.
          I den græske mytologi repræsenterer Cetus havuhyret, der vil at opsluge Andromeda (græsk for 'at have kontrol med kursen'). Men i tidligere tider var Cetus også identificeret med det oprindeligt mesopotamiske monster Tiamat, 'dybe hav', personificeret som en gudinde eller kvindelig drage (igen månebanen); navnet stammer sandsynligt fra den mere tidlige sumeriske ti, 'liv', og ama, 'mor' - livet (biologisk) som oprindeligt forbundet med havet.
          Det hebraiske navn Jonas, betyder 'Duen' - hvilket også er navnet på en stjerne netop på samme meridian som Cetus og er et symbol på Helligånden. Duen var et af de babyloniske navne for Andromeda. Bemærk at due-stjernen og monstermave-stjernen, er placerede præcis på samme himmellængdegrad henholdsvis over og under ekliptika (hvor ekliptika krydser gennem Jord-plan, dvs. ækvator) i samme afstand til hver af dem.
          Bibelteksten udtrykker i virkeligheden i en lignelse: at "underverden" besøgtes af Jonas, "ånden" (Jonas, duen).

De to modsat stående knudepunkter for månebanen og solens såkaldte bane,
ekliptika. Disse "måneknuder" bevæger sig langsomt (19 års cyklus) baglæns på
ekliptika/solbanen i modsat retning af himmellegemerne. De to knudepunkter
på ekliptika er de eneste steder, hvor sol- og måneformørkelse kan finde sted.

Krydspunktet/knuden på månebanen, når denne fører ned under solbanen, kaldes
Ketu, 'underverdenen', et navn ligeledes som stjernebilledet Cetus, 'underverdens-
monster' (f.eks. her på Bode's stjernekort, fremstillet 1801-1817 fra gammel tradition).

Dette stjernebillede findes netop placeret, hvor det krydspunkt (forårspunktet) med
solbanen, der krydser ækvators plan, befandt sig ved grænsen af Vædderens tegn for
2.150 år siden, da en ny forårspunkt-cyklus (en såkaldt platonisk tidsalder) startede.
Gennem denne "solbaneknude" stiger solen om foråret op fra en "underverden"
(under ækvatorplanet), hvor solen har bevæget sig gennem vinterhalvåret.

Formørkelseslinjen - den magiske mur om Paradis

Fra ovennævnte meget gamle baggrund er Cetus i øst (himlens østlige del) stadig navnet på dette stjernebillede, der i de gamle kulturers traditionelle astrologiske system med de såkaldte månehus-horoskoper hos indere, grækere o.a. er placeret i forbindelse med disse horoskopers udgangspunkt ved det 1. månehus.
          Indisk tradition lader begge de to måneknudepunkter, Rahu og Ketu, optræde med en vægtig betydning næsten som planeter - og ifølge deres systemer er den nedstigende måneknude Ketu en "hersker" over det nævnte 1. måne-hus.
          Idet de to knudepunkter eller krydspunkter på ekliptika er de eneste steder, hvor sol- og måneformørkelse kan finde sted, anvendtes navnet ekliptika, dvs. 'formørkelses(-banen)' - egentlig fra græsk: ekleipein, 'at forlade eller undlade at komme tilsyne'.
          Det første månehus udgør starten i østpunktet - og i den bibelske lignelse blev Adam og Eva sat ud gennem Paradis' østport  til en anden verden. I al oldtidstradition blev de zodiakale stjernebilleder og huse også betegnet som: solporte. I den sammenhæng er Paradis-muren ekliptikacirklen, formørkelseslinjen, en således magisk grænsemur der adskiller, og som kan overskrides - i princippet via den nævnte østport.
          Dette kunne have en særlig symbolsk betydning i forbindelse med alkymi - at for at opnå det fine guld - der ifølge Bibelens skabelsesberetning kan findes ved floderne i Paradis, må alkymisten gå gennem en formørkelses-fase kaldet negrido.
          Igen, en hovedidé i det astronomiske forhold var, at den udrugende slanges (månebanes) ene halvdel udsprang af underverdenen (og den andel halvdel når op og forbinder sig til "over-verdenen"). Fra ægget/Jorden udklækkes Basilisk-uhyret, en hybrid af et sol-og-måneprincip der altså forvandlede sig til en kongesøn, det forædlede menneskeprincip - et potentiale, aktiveret ved at være "søn" af den "kosmiske konge/hersker".
          Betydningsfulde temaer i alt dette viser ligheder med Bibelens skabelsesberetning. Adam kaldtes senere "første jordiske konge", men også "den første alkymist", idet det hed sig i traditionen hos de indviede, at "han bragte et vigtigt første-stof med sig ud af Paradis".
          Bibelen opfattedes som et magisk skrift - og selve skabelsesberetningen i Bibelen som en fuldkommen alkymistisk proces - forbundet til det geometri-dimensionerede koncept i skabelsen. På et næste stade var inkorporeret relation fra planeter til metaller, f.eks. Merkur/mercurium (latin, 'kviksølv'), Sol/aurum ('guld', latin aurora, Solens 'morgenrøde'), Jupiter/tin ('tin', arvet fra etruskisk navn for 'Jupiter'), etc.
          Som nævnt tyder meget på, at alkymisterne forbandt himlens klareste stjerne, Sirius ("kvinden, "moderen"), med grundstoffet svovl. Således vil det være af betydning at kunne se, hvilke grundstoffer der ansås forbundet med stjernerne Lyra ("faderen") og ikke mindst Basilicus ("sønnen", "Lille Konge"). Det kan rimeligvis udledes af Isaac Newtons tekst, at grundstofmetallet antimon ("Jordens metal"), også kaldet stibnit, relaterer til Basilicus (Regulus, alpha Leo).

Kronborg slots-gobelin viser: Tycho Brahe t.v. for kong Frederik d. 2. og dennes søn, den
senere Christian d. 4. Hundene symboliserer stjernerne Sirius (kaldet Store Hund) og Procyon
(Lille Hund). Ligeledes repræsenterer kongens søn stjernen Basiliskos-Regulus ('Lille Konge').
Indskriften på den store hunds halsbånd viser et alkymistisk kodesprog.

Brudstykker af viden overlevede

Fra oldtidens "vidensbanker" - mysteriekulternes lære, der senere også kommer til udtryk i hermetisk filosofi - udbredtes himmelgeometri med kosmologisk erkendelselære og religionspsykologiske arketyper. Den type viden spores langt ind i bibelteksterne, og i jødernes, gnostikernes og de kristnes lære samt senere i islamisk præget tradition (f.eks. i sufiske tekster samt Omar Kajjams digte) - og endnu i renæssancen i den begyndende videnskab. Forhold, der i dag er sjældendt kendt eller omtalt i historie og teologi.
          Efterhånden glemtes mysteriekulternes kodenøgler til okkult himmelgeometri. Herved glemtes den særlige opfattelse af "treklangen" Faderen, Moderen og Sønnen og deres himmelgeometriske, pythagoræisk retvinklede genpart. Kun en del af idepricippet forblev senere indlagt den specielle kristne, "åndelige" treenighed Faderen, Sønnen og nu Helligånden.
          Brudstykker af den særlige viden overlevede i Vesteuropa inden for såkaldt nyplatonisk og hermetisk astrofilosofi. Denne er kendt bl.a. hos den danske astronomiske videnskabspioner, Tycho Brahe (1546-1601), og hans tyske kollega og arvtager, det matematiske geni Johannes Kepler (1571-1630).
          Ud fra sin metafysiske, videnskabelige og religiøse ideverden lod Kepler himmelsfærernes talværdier transformere til musik, og prøvede at udforske oldtidens ide om "sfærernes harmoni". I princippet også udtrykt af hans samtidige, Galileo (her muligvis  inspireret af Platon):
          "... Universet kan kun aflæses, når vi lærer dets sprog, som er skrevet i det matematiske sprog, og dets bogstaver er trekanter, cirkler og andre geometriske figurmønstre ...".
          Tycho Brahe lagde grundstenen til sit observatorium-palads tidligt en bestemt morgen, da solen passerede hen over og hermed tydeligt var i konjunktion med Basilisk-stjernen. Han tilhørte en international gruppe af højt initierede, hvor også konger deltog. På Danmarks Nationalmuseum findes i dag et vægtæppe af en speciel art, fremstillet til kongens borg, Kronborg, - og Tycho Brahe ses afbildet på dette i samtiden vævede kongelige slots-tapet.
Som hovedpersoner på dette vægtæppe ses også kong Frederik II. sammen med en stor hund. Han står ved siden af sin søn, prinsen, den senere Christian IV, der vises som "en lille konge" tæt ved (en) "lille hund" – således korrekt som det virkelige mønster på himlen.
          I dette arrangement ses kongens lange riffel (i stedet for han lange marskalkstav, som i antikken) at 'visualisere' Verdens-aksen, her korrekt placeret nær Sirus. Han er da opstillet sammen med den vigtige stjerne Sirius - kaldet Store Hund. Yderligere ses stjernen Proycon/Canis Minor, 'lille hund', - samt kongestjernen Basiliskos-Regulus ('lille konge').
          På den store hunds halsbånd er skrevet TIW, en forkortelse af kongens mundheld "Treu ist Wildbradt", tysksproget for 'troskab er vildtsteg/vildsvinesteg' (idet vildsvinesteg er et gammel slangudtryk for "det bedste, der fås"). Det kan synes at være en meget passende inskription på en jagthunds halsbånd, men for en alkymist er inskriptionen i virkeligheden at forstå som det græske ord tio (tiu) for 'svovl' - kendt som et af de vigtigste stoffer i den alkymistiske proces.
          I alkymistiske skrifter kendes nogle hovedingredienser - især guld, svovl og salt. Koden tiw (tiu) kunne her især tyde på, at grundstoffet svovl tænktes forbundet med Sirius - ligesom i princippet at Solen ansås forbundet med guld.
          Den okkulte og esoteriske symbolik havde et vældigt tag i tidligere tiders kongehuse. Hofnarre, de eneste der måtte modsige kongen, symboliserede således for de indviede konger en "afbalanceret udfordring". Og når kongen i sit hof-regi havde kostbart udklædte dværge, indeholdt dette nogle træk af at hylde homunculus-motivet - i alkymien den "lille konge", forbundet med himlens kongestjerne Basiliskos-Regulus.
          Da Tycho Brahe tilhørte landets elite, var adelig, holdt hof og fremtræder som indviet, havde han naturligvis også en dværg. Den dværg, Jeppe, også kaldet Per Geck (Gæk, 'morskab'), fulgte med Tycho Brahe til Prag og vakte her stor opsigt. Jeppe var synsk, og det er kendt, at Tycho Brahe og hans assistenter fulgte hans råd i mangt og meget.
          Dværgene hos kongeerne og andre stormænd var tilkyttet ideer, der kan spores tilbage til bl.a. de græske kabir-kulte i Lilleasien hos oldtidens "alkymist"konger som f.eks. Midas og Krøsus.
          Vedrørende førnævnte Æsop med sine såkaldte fabler, der ofte omhandlende dyr, men i virkeligheden tilhørte indvielseskultiske lærdomme med skjulte astronomiske og alkymistiske temaer - så omtaler Platon i Phaedon, at Sokrates brugte en tid, mens han var i fængsel, på at sætte Æsop's fabler på vers. Også historikeren Herodot skrev om ham. Under en senere del af sit liv havde Æsop residens et berømt sted i Lilleasien, hvor han mødte Sokrates' "forgænger" Solon, og det var netop mens Æsop levede her ved hoffet hos den gyldne kong Krøsus.

Inden for heraldik indførtes "skjoldholdere" for at give styrke til våbenskjoldet, ofte
inspireret af basilisken - med ekstra detaljer fra løve og ørn - og de kaldes griffe. På himlen
findes Basilisk-stjernen i Løvens stjernebillede, og Hanen (basiliskens hoved) ved Ørnens stjerner.

Herover et eksempel på basilisk-grif, der holder et adelsvåben for slægten von Spaeth, fra
1777 (en tidligere version med solen og flere stjerner, istedet for kanoner, var fra 1600-tallet).
 

Frederiksborg Slot nord for København blev grundlagt af den mysterieinteresserede kong Frederik II
af Danmark - han var mæcen for Tycho Brahe og hans eksperimenter i de esoteriske videnskaber.
Senere lod kongens søn, kong Christian IV, slottet udvide.

Forfatteren Ove von Spaeth går her på opdagelse ind i dette righoldige renæssanceslot,
som begge de to konger så overdådigt udstyrede med antikkens symbolske figurer, der
repræsenterede en hermetisk arv af en særlig viden.