Af  OVE VON SPAETH

Antropologer var blandt de første, der videnskabeligt udvidede vort syn på de gamle bibelteksters indhold - mens teologi- og sprogforskere kom på vildspor ved en ufunderet teori, der uheldigvis blev fastlagt, inden arkæologi og historie som videnskab var udviklet.
          Også det spirituelle verdensbillede i tidlige kulturer udforskedes - og gav inspiration til mange områder. Således var Sigmund Freud betydeligt influeret af den antropologiske forskning - det mærkes især i hans berømte afhandling om Moses.


Myternes historiske oplysninger genopdages

Oldtidens forfattere såvel som Bibelen og Rabbinerskrifterne vurderede den berømte Moses højt, hvad angår hans forskellige talenter som grundlægger af en religion, som lovgiver, som general, som filosof, stjernekyndig og mystiker - og endog som magiker, healer og opfinder.
          I senere tider anser mange forskere en sådan person for en umulighed - "for mange forskellige talenter for ét liv!" - mens andre finder de mange aspekter af Moses-gåden (hvad slags menneske var han i virkeligheden? og har han overhovedet eksisteret? etc.) som fortsat stærkt fængslende; eksempelvis ifølge tekster af Goethe, Machiavelli, Henry George, Winston Churchill, Rainer Maria Rilke, Thomas Mann, - og i særdeleshed Sigmund Freud.

          Antropologer var blandt de første, der videnskabeligt udvidede vort syn på de gamle bibelteksters indhold, mens teologi- og sprogforskere ofte kom på vildspor i begyndelsen, bl.a. ved den stadig ikke-beviste 'dokumentar'teori, der uheldigvis fastsattes inden arkæologi og historie som videnskab var udviklet.
          Specifikke forhold under Egyptens 18. dynasti, 1585-1300 f.Kr. - der er omtalt i bibeltekster og rabbinerskrifter, men først genkendt af nutidens historiske forskning - viser, at de ældste dele af Biblen ikke kan være "fabrikerede".
          Da de første forskningsresultater i 1800-tallet forelå om Bibelens indhold som værende eventuelle lån fra andre kulturer, var der stor forsigtighed med at anvende dem officielt. Selv i veloplyste vesteuropæiske lande kunne personer blive dømt og straffet efter blasfemiparagraffen for at hævde, at Bibelen især bygger på myter.
          Men i Bibelen, i rabbinerskrifterne og hos oldtidsforfatterne findes mange indicier for, at Moses var egypter af kongelig fødsel - data der fremstår som mere end overbevisende - især i samlet præsentation. Problemet har hidtil været at få disse spor anskuet i en større helhed.

Konfronteret med ny viden om Moses

Da Sigmund Freud (1856-1939) i sin bog i sit sidste år præsenterede sit interessante syn på begivenhederne i Moses' liv, kom der en ofte aggressiv reaktion herpå fra teologer, historikere og jødiske repræsentanter, der alle hævdede, at Freud helt havde misforstået det meste. Sandheden er, at ingen på den tid synes at have vidst nok om eventuelle spor af Moses til at mod-argumentere med tilstrækkelig substans undtagen ved enkelte detaljer.
          Lad mig, med al respekt, introducere en ny baggrund. I mere end et kvart århundrede har jeg foretaget research i alt, hvad angår den historiske Moses, en så lang periode var nødvendigt ved opsporing og testning af det kæmpestore materiale og dets resultater derfra - og inklusiv talrige historisk fortrængte sider af Moses' dramatiske livsforløb og hans virke - alt publiceret i mit 5-bindsværk om dette. Ingen har nogensinde før skrevet 5 bøger om Moses og hans historie, ja ikke engang bare et 2-bindsværk om Moses har eksisteret.
          Den omfattende fremlæggelse af et enormt antal oldtids- og antikhistoriske kilder og data fra moderne arkæologi, lingistik og antropologi - mange for første gang samlet her på ét sted - har resulteret i et logisk-realistisk og historisk sammenhængende billede af Moses og af hans kronologi.
          Helt fra meget lang tid tilbage har Moses også sat et imponerende præg på den vestlige kultur - og Freud har sat sit præg i det 20. århundrede. Derfor, gennem alle årene efter Freud ses de mange lærde forskeres tekster igen og igen handle om Freuds stilling ved spørgsmålene om Moses, men næsten ingenting om Moses selv; - men her må såvel Freud som hans kritikere nu nødvendigvis afbalanceres ud fra den efterhånden meget ekspanderede viden om Moses. I alt det følgende er undersøgelsesafhandlinger ikke inkluderet som fremgangsmåde eller formål, - men der bliver efter hensigten fremlagt en kæde af nye, oplysende overblikspunkter.

          Her har det været overset, at angående et særligt ceremoniel ved floden - mest kendt hos os fra Bibelens beretning - hvor en kongedatter tager det spæde (konge)barn op til kongepaladset, var der tale om en regulær tradition, som blev gennemspillet i praksis i de forskellige gamle kulturlande.
          I mange nutidige værker har denne kongekultiske ritus' optræden i Moses-overleveringen i stedet været benævnt med en misvisende betegnelse som "vandresagn", endda efter en udbredt undren over at denne episodes indhold også gentog sig i forbindelse med historiske kongesønner i andre lande.
          Dette optrins mest kendte form, som det netop findes i Bibelen, har været gransket sprogligt, historisk, mytologisk, teologisk etc. Således er historievidenskab et område, der ikke direkte giver indsigt i mytologisk forskning, som på sin side savner grundigt kendskab til sammenhæng med oldtidens astronomi og kosmologiske syn; - ligesom sprogforskere ikke almindeligvis har tilstrækkelig dyb professionel indsigt i arkæologi, og arkæologer ikke primært er religionsforskere. Tilmed har der ofte været mistænksomhed og modstand mod decideret tværvidenskabelige og således fagligt mindre ensidige undersøgelser.

          Alligevel var enkelte forskere i stand til på tværs af faggrænser at pege på Moses' oprindelige baggrund. Bemærkelsesværdigt er et udsagn her fra en international autoritet, tyskeren Eduard Meyer (1835-1930), en af de yderst få inden for historievidenskaben, der også har specialiseret sig i egyptologi. Allerede dengang, skønt forskningen havde færre data, kunne han fremlægge en kvalificeret afhandling i "Sitzungsberichte der Königlich preussischen Akademie der Wissenschaften", i Berlin 1905 (Band 31, s. 640-652), med bl.a. denne sammenhæng:
                    "... Sandsynligvis var Moses oprindelig søn af herskerens datter, der nu fremstilles som hans fostermor, og han var sandsynligvis fremstillet som værende af guddommelig oprindelse ...".
          Eduard Meyer behandlede herefter yderligere i sit værk "Die Israeliten und ihre Nachbarstämme" (Halle 1906, s. 46f) sin begrundede tvivl om Bibelens version med dennes indtryk af Moses som både hebræisk dreng og egyptisk prins; og han påpegede igen, at Moses efter al sandsynlighed var den egyptiske kongedatters barn.
          Den tyske teologiforsker Hugo Gressmann (1877-1927), i Berlin og siden Chicago, var ekspert i sammenlignende religionshistorie og traditionshistorisk forskning. I sin afhandling "Mose und seine Zeit" (Göttingen 1913) fremdrog ligeledes netop dette forhold angående Moses som søn af faraos datter og tillagde det stor plausibilitet.

          Flere år forinden havde beretningen om Moses fascineret pionergruppen af psykoanalytikere; de anlagde især en antropologisk synsvinkel. Og ud over sit grundlæggende arbejde for psykoanalysen - beskæftigede Sigmund Freud (1856-1939) sig i lang tid med opfattelsen af Moses-skikkelsen.
          Otto Rank - Freuds sekretær der også blev psykoterapeut - havde specialiseret sig i sammenlignende kulturhistorie og mytologi. Og i sin analyse af sammenlignelige overleveringer fra de gamle kulturlande påviste han, at den oprindelige version af Moses-overleveringen ubetinget omhandlede, at Faraos Datter havde født Moses.
          Dette fremtræder i Otto Rank's afhandling "Die Mythus von der Geburt des Helden", udgivet i den af Sigmund Freud redigerede bogserie, Schriften zur angewandten Seelenkunde (Heft 5, Leipzig 1909).
          Yderligere var deres kollega Wilhelm Wundt i sin "Völkerpsychologie", (Band 2,3, Leipzig 1909) inde på samme konklusion.

Freud - og tidens historiesyn præget af kirkelig Moses-kliché

Efter mangeårige forsøg skrev Sigmund Freud 1934-1938 tre afhandlinger - og det blev hans sidste bog - med titlen "Der Mann Moses und die monotheistische Religion", hvor han brugte sit analytiske talent til at dissekere Moses-beretningen. Her fremhævede Freud - som den første - den kendsgerning, at ingen historiker havde fundet det påfaldende, at Moses' navn var egyptisk! Freud var af rabbinerslægt og fremsatte her i åben modstrid med ortodoks jødisk indstilling, at konsekvensen måtte være, at Moses var egypter og ikke-jøde (dvs. ikke hebræer).
          Et af hovedpunkterne i den sexualitetforskende analytiker Freuds argumentation var Moses' indførelse af den egyptiske skik omskæring.

          En ekspert i hebræisk historie, Ludwig Hugo Koehler, kommenterede i "Neue Zürcher Zeitung" (No. 667; 16. April 1939) Freuds Moses-afhandlinger og opstillede en liste over, hvad han selv anså for ukorrekte og umulige påstande, men anerkendte at:
                    "... Freud med sit store talent havde fået en sandsynlig forklaring ud af det givne fletværk af umuligheder ...".
          Dette er ret præcist vurderet - for hvad angår det historiske aspekt ved Moses som egyptisk prins, var Freud logisk og konkret.
          Ligeledes når Freud - der var egyptologisk velorienteret og bl.a. kendt for sin samling af ushapti-figurer - lagde vægt på det faktum, at der i datidens egyptiske samfund fandtes tendenser til koncentration om én udvalgt gud (men er ikke det samme som ren "monoteisme").
          Freud mente da, at kongesønnen(!) Moses kunne have repræsenteret den opfattelse, og at Moses ved sin senere forbindelse til jøderne bragtes til at fremtræde i overleveringen, som om han oprindelig var af jødisk herkomst.

          Men hvor afhandlingen går ind på det psykoanalytiske, virker den ikke uinteressante synsvinkel lige på det punkt som sat uden for konkrete data i teksterne: ifølge Freud "havde Moses ligesom visse neurotikere søgt at bryde med sin (egyptiske) familie for at finde en mere velegnet".
          Fortsat uden historisk belæg herfor foreslog Freud - og nogen tid før ham, forskeren Ernst Sellin - at "jøderne senere dræbte Moses (svarende til Freuds hypotese om sønnernes drab på urfaderen) ud fra deres uvillighed til at følge Moses' krav om tilslutning til hans moralopfattelse ('de ti bud' etc.)"; - samt at "erindring om drabet gav dette folk skyldfølelse, som det kompenserede for ved med forsinket lydighed at opfinde en immateriel fjern gud, der lignede både Moses' gud og Moses selv".
          Under denne psykohistoriske tolkning lod Freud desuden forstå, at han betvivlede, at et enkelt menneske kunne udføre, hvad Moses gjorde; han mente da, at Moses i virkeligheden var to forskellige personer. Også andre forskere har hypoteser om to anførere - og endog to udvandringer. Men hvorfor skulle én person af Moses' volumen ikke klare opgaven?

          Som ældre identificerede Freud sig selv i nogen grad med Moses, ørkenvandreren, der aldrig kom ind i "det forjættede land". F.eks. i brev (17. januar 1909) til den yngre C.G. Jung, skrev Freud: "... om jeg er Moses, er du Joshua ...".
          Tidligt havde Freud en dyb, årelang optagethed af Michelangelos idealiserede statue af Moses "som billede af et fuldendt menneske" ifølge Freud's berømte essay, "The Moses of Michelangelo", (Standard Edition, vol. 13, 1914/1955, pp. 211-238) - skønt forbilledet tydeligt er antikkens statuer af guden Zeus. I utallige værker "analyseres" nu Freud om Moses.
          Den som nævnt jødisk fødte og opdragede Freud faldt i den anden grøft - han havde prøvet at komme fri af en jødisk opfattelse af Moses, men blev fikseret i den kristne kirkes Moses-stereotypi.
          Lignende klichéopfattelse med en så uvirkelig Moses-skikkelse gav også afsmitning inden for fag som historie, egyptologi, oldtidssprog og arkæologi.

Forskning hæmmet af kunstigt Moses-billede

Generationer af forskere har med Bibelens Moses-tekst søgt efter historiske spor af Moses, hvilke ikke kan findes i den form, fordi disse forskningsområder ofte uundgåeligt var præget af "kirkens billede" af Moses som "jødisk" patriark fremfor en egypter, hvilket også altsammen medvirkede til at føre undersøgelser i en anden retning.
          Men det var et resultatrigt brud med traditionel anskuelsesmåde, at enkelte forskere tidligt - også netop inden for antropologi (Sir James Frazer m.fl.) - tog myterne alvorligt og underkastede dem nærmere analyse.
          Imens er flere hidtil mindre forklarlige oplysninger i Bibelen blevet fejlbedømt ud fra nogle skrivebordsteorier, der grundløst og uanfægtet lever videre længe efter, at der fra alle sider er fremlagt vidt anerkendt videnskabelig dokumentation for, at de alligevel var fuldt forklarlige.
Eller, når der i Bibelens ældre tekster kan findes udtryk fra en sen tid, afvises bibelberetningen som en "fiktionslitteratur" bygget på myter, i stedet for at betragte den ud fra tidspunkterne for bibelredigering, hvor redaktørerne i så fald kan have indlagt deres egen tids sprog.
          Den omtalte påstand om "vandresagn", hvad angår episoden med Moses på Nilen og lignende traditioner fra andre lande, er således skrivebordsteori. At "vandresagn" findes, kendes også fra nutidens myter på vandring. Men at gøre overleveringer til "vandresagn", når det som nævnt har skabt forvirring, at en specifik handling gentager sig fra land til land, har ofte været et let tilvejebragt forklaringsforsøg.
          Det faldt ikke de pågældende forskere ind, at der var tale om en netop fælles, religiøs opfattelse - hvis temaer, tidligere omtalt, reelt blev gennemspillet i kultisk sammenhæng i de forskellige samfund.
          Men skønt det er udmærket kendt, at der i de gamle kulturer blev praktiseret ritualdrama eller mysteriespil, har denne reelt stærkt udbredte praksis således ikke af forskningen været sat i forbindelse med Moses-beretningen.

         Sigmund Freud havde demonstreret teologers og historikeres undladelse af at tage det under mere seriøs overvejelse, at navnet 'Moses' var et egyptisk navn. Her kan det endda tilføjes, at den hidtil udbredte udlægning af Bibelens ord, hvor navnet Moses påstås at være et hebraisk ordspil, vil mærkværdigvis forudsætte, at Faraos Datter mestrede det hebraiske sprog - endda så godt, at hun også kunne lave ordspil på dette fremmede sprog.
          Moses kaldes på hebraisk Moshe, der ifølge Bibelens ordrette tekst i "2. Mosesbog" (2,10)udlægges som at skulle spille på den ide, at Faraos Datter navngav ham sådan, "fordi hun har trukket ham op af vandet".
          Imidlertid har Egyptologer og egyptenshistorikere som James Henry Breasted, Alan H. Gardiner og Eduard Meyer tidligt bekræftet, at Moses' navn ikke er et hebræisk navn, men stammer fra egyptisk sprogbrug.
          Ligeledes oplyser bl.a. "Jüdisches Lexikon" (Herlitz & Kirschner's udgaver) under emnet "Moses" som navn, at den bibelsk influerede forklaring angående det påståede hebræiske navn Moshe (Moses) skulle betyde 'han som trækkes ud af vandet', er en misforståelse:
                    "... det er overhovedet umuligt at harmonisere den aktive form af det hebraiske ord - idet Moshe (Moses) alene højst kan betyde 'han som trækker ud' ...".
          Bibelens hebraiske ordspil er dannet ud fra meshitihua, der betyder 'han trækker ud' - hvor "han" derfor ikke kan indikere, at Faraos Datter trak ham op ad vandet.
          Således indeholder den hebraiske bibeltekst et ikke-muligt ordspil på navnet Moses, hvorfor det ikke kan være dét, der var ment i den oprindelige beretning. Derimod peger selve situationen på, at Faraos Datter ceremonielt havde navngivet drengen med samme faraonavn som for hendes far og senere for hendes gemal, samt hendes nevø (og dennes søn) - alle var/blev faraoner - nemlig Tuth-mosis, hvori dette rent egyptiske navn Moses (mosis) udgør sidste del.
          Det har været denne forkortede form - der var almindeligt brugt i Egypten - og er således følgerigtigt baseret ud fra den række faraoner, der på den tid alle havde det tronnavn.

          At der ikke hidtil i Egypten er fundet genkendelige spor fra Moses' tilstedeværelse og udvandringen, f.eks. inskriptioner om "Egyptens ti plager", har undret mange forskere, som finder det usandsynligt, at sådanne katastrofer kunne have ramt egypterne, uden at de blev optegnet. 
          Men der kendes ingen farao, der i inskriptioner ville sætte sin prestige på spil ved at reklamere med store nederlag. Og desuden er ældre papyrusskrivemateriales forgængelighed et problem for optegnelserne - kun få manuskripter eller tekstdele på papyrus fra før 1300 f.Kr. er bevaret.
          Historiens store personligheder blev af forskningen ofte afvist jantelovsagtigt som værende forældet heltedyrkelse. Dog, når store skikkelser mest kendes inden for det enkelte folks tradition og myter, er det i senere tid sket, at visse nyorienterede historikere begynder at betragte dem som personer, der har levet i virkeligheden. En ældre ufleksibel holdning kan da afløses af et bredere syn på beretninger, der hidtil mest er (ned)vurderet til at være myter, men ofte må anses for reelle overleveringer: gamle beretninger kan indeholde værdifulde informationer, uanset om de endnu ikke er bekræftet arkæologisk.
          Med denne baggrund forbedres indstilling og chancer for at finde spor i Egypten af Moses - ikke som hebræer, men netop som egypter.

En bibelforskning der afviste Moses

En del forskere mener, at bibeltekster vanskeligt kan bruges som kilde til historien. Men problemet er snarere utilstrækkelig historisk viden:
          - Det blev fatalt for modtagelsen af Bibelens specifikke oplysninger om Moses, at der i især filologisk forskning udvikledes akademiske hypoteser om bibelteksters tilblivelse, før der fandtes videnskabelige arkæologiske udgravninger, analyser og afgørende fund. Det udgangspunkt førte som konsekvens ind på stadig skævere spor. (Alt findes yderligere uddybet i min Moses-series bind 4, i appendiks).
          Omkring slutningen af 1800-tallet begyndte teologiske forskere og historikere forsøg på at lave modeller og rekonstruere teksternes tilblivelse og udvikling, men hovedsagelig ud fra teksterne alene. Denne - sjældendt erkendte - ensidighed umuliggjorde selvsagt tilstrækkelig kritisk og kvalificeret bedømmelse af de dengang foreliggende data.

          Den tyske teolog, orientalist og semitolog Julius Wellhausen (1844-1918) fremførte ud fra ideer fra pionerer som deWette, Reuss, Graf og Kuenen: - At bibelteksterne var blevet udsat for ændringer eller var bearbejdet og især sammenstykket af ældre kilder.
          En ekstrem videreførelse af Wellhausens tekstopdelings-hypotese, siden repræsenteret som Berlin-skolen eller den tyske skole, har nu i over hundrede år fået en ret dominerende indflydelse på mange forskeres og ikke-forskeres opfattelse af teksterne - og præger fortsat mange informationer om Bibelen i leksika og litteratur. F.eks. blev en modedille i mange år "en sandhed", at Bibelen havde 6 Mosebøger (dvs. inkl. "Joshuas Bog").
          Denne tyske skoles efterhånden temmelig anstrengte opdelingsform af bibelteksterne, den såkaldte 'dokumentar'teori, går ud på, at da der i de enkelte tekster kan optræde forskellige betegnelser for israelitternes gud og varierede udgaver af love og beretninger, måtte teksterne derfor stamme fra forskellige kilder.

          Der hersker generelt hos forskere af mange skoler en hyperkritisk holdning over for gamle kilders alder, og en ret uhæmmet passion for sen datering  - hvorefter teksterne nu ofte bedømmes som yderligere 300-500 år yngre.
          Den tyske skole var med sin rod i et bibel-tekst-studium ofte isoleret fra den nærorientalske kultur i sin helhed, og er farvet af en uheldig og anakronistisk indfaldsvinkel: - Nutidsbaseret litteraturkritisk tolkning, formteori og redigeringsmetodik, hvori arkæologiske fund så "indpasses" - en i sig selv kritisabel fremgangsmåde. Skolen blev da også tidligt karakteriseret som "dogmatisk, arbitrær og ultra-semitologisk".
          Alt dette har ført til, at ret mange forskere og teologer nu anser bibelteksterne som blot folkloristiske fortællinger uden historisk kildeværdi og eventuelt som rene forfalskninger; man har endda foreslået de ældste teksters oldhebraiske sprog som et kunstprodukt af sen dato.
          Mange har ydermere antaget den holdning, at Abraham og Moses er ren fiktion, udvandringen fra Egypten har aldrig fundet sted - og det meste af Bibelen er skønlitterære national-ideologiske fortællinger i en "sammensyet" religionsbaggrund, alt digtet af præster cirka 300 f.Kr.
          Blandt talrige eksempler på disse hypotesers troværdighedsproblem  kan netop nævnes dette, at på flere tusinde års afstand påstår man således at vide bedre besked med teksterne end forfatterne, der dengang skrev dem.
 

Freud ledsaget af Prinsesse Marie Bonaparte modtages i Paris
af Anna Freud og Prins Peter, juni 1938.

Begivenhederne kan ikke bedømmes isoleret

Videnskaben antropologi blev struktueret - især af Malinowski og Max Weber - som det meget omfattende tværkulturelle studie, der også inddrager historie, religon og mytologi, foruden psykologi, scociologi og økonomi. Her bruges holistiske forskningsmetoder ved beskrivelse af sociale fænomener og historiske sammenhænge, især baseret på etnografisk feltarbejde og funderet i forudsætningen om, at et systems indholdsdele kan ikke med nøjagtighed forstås uafhængigt af hinanden.
          Ved mit bekendtskab med den Malinowski-uddannede dr.phil. antropolog, den græsk-danske Prins Peter (1908-1980) fik jeg mange vigtige og interessante ting at vide, under hans sidste 8 år. Tillige var han søn af en af Freuds ivrigste medarbejdere, Prinsesse Marie Bonaparte - der modigt hjalp Freud til London, bort fra det nazistiske Østrig, også ved at få USA's præsident Roosevelt til at sende et opsigtsvækkende brev til Gestapo og lægge pres på dem. Prins Peter blev meget tidligt introduceret til mange psykoanalytiske emner - hvoraf flere også fandtes tilknyttet hans senere studier - gennem hende og af Freuds veluddannede datter, Anna Freud.
          Iblandt de 10 sprog Prins Peter beherskede, talte han tibetansk flydende og han ledte ekspeditioner til Centralasien og var ven med Dalai Lama. Visse ekstra detaljer vedrørende Dalai Lama og hans fødselshistorie kom her til mit kendskab. Det var - ligesom i Moses' tilfælde - om det fundne barn, der dukker frem ved det himmelske forsyn, og som derpå skulle gennemføre den årtusindgamle, fortsatte tradition og således bringes op til paladset (i Lhasa) og her modtage en høj uddannelse som landets overhoved og religiøse leder (her, buddhismen). - Så når forskere hævder historiske begivenheder af lignende type er vandresagn og myter etc., står Dalai Lama som fortsat levende bevis på, at et sådant begivenhedsmønster også findes i konkret praksis.
          I særdeleshed kan antropologiens bredde og metodologi også bidrage til opklaring, når såkaldte eksperter lader beretningen om Moses' og israelitternes mangeårige ørkenvanding afvise at kunne lade sig gøre.
          Således ad den vej kan der i alle aspekter peges på, da Mao Tze Dong og hans kæmpestore gruppe af oprørstropper med tilhørende familier gennemførte den "lange march" fra 1934-1935, dog reelt over 15 år til denne leder i 1949 havde erobret sidste rest af "det lovede land". Tilmed flugten ud i ødemarken og opholdet her - hvor han kunne samle tropper og reorganisere dem - alt er i princippet også tilsvarende som hos Moses.
          Et andet eksempel, blandt mange andre, - en særlig art buddhistisk-shaman templer i Tibet og Mongoliet er udformede som transportable tempeltelte med søjler, alter og tæpper etc. - og som alle den slags telthytter, jurter, er de konstrueret til at kunne sammenpakkes. I antropologisk forstand kan de genkendes fuldstændigt af lighed, i princippet, med Moses' tabernakel, kendt fra Biblen som den transportable helligdom i ørkenen, og udgør en delvis kopi af samtidens egyptiske transportable helligdomme - heller ikke her noget nyt under solen.

Den egyptiske faktor

Bibelforskernes "dokumentar"teori såvel som dens senere udløbere, alle med deres "hypotetiske kildeopdelingers hypotetiske underkilder" - og ideen at Bibelen blot er at opfatte som et rent litterært digtværk - modsiges endda af så mange nye fund og opdagelser. Men formodede tekstændringer samt eventuelle udskiftninger af ældre udtryk er af mange forskere blevet bedømt således, at følgelig måtte hele teksten stamme fra de moderniserede udtryks egen, meget senere, tid.
          Det overses, at deres påstande modgås af Bibelens egne oplysinger om, at kong Ezekias (hvem vi også kender konkret fra hans inskription i hans tunnel under Jerusalem, fra 700-tallet f.Kr.) - og især præsten Ezra (ca. 400-tallet f.Kr.) - redigerede i Bibelen. I så fald havde teksterne allerede før 700 f.Kr. en etableret eksistens med tradition bag sig.
          Rabbinerskrifterne er en absolut forudsætning for at forstå mange - også egyptiske - forhold i Bibelen, men ignoreres ofte i forskningen.
          Ydermere har den tyske skoles udløbere - også i angelsaksisk regi og i skandinavisk, f.eks. "Københavnerskolen", der frakender Moses al historicitet - undladt at se den egyptiske faktor blandt de vigtigste elementer til forståelse af mange påståede tekstuoverensstemmelser. Der er skabt et "vidensfilter", som automatisk filtrerer det fra, der ikke passer i herskende teorier; men kritikere vil kalde det 'mord på historien'.
          Her er det Freuds fortjeneste, at - stillet over for forskningens mere ekstreme opfattelse med en ikke-historisk Moses - fremholdt han tydeligt Moses intime tilknytning til netop det egyptiske univers.

          Da et originalt skriftligt fundament for kendskab til historisk aktivitet før 900-tallet f.Kr. i Israel er nær ukendt, afstedkom det en så hæmningsløs teoretisering som ikke mindst hos den tyske skole, netop i kraft af at dens modeller således ikke er verificerbare; skeptiscismen blev selv til en "tro".
          Der var, og er, mange dygtige forskere bag 'dokumentar'teorien - og de tyske hypoteser medførte det værdifulde, at tekstforskning blev særlig udbredt og opnåede betydelige resultater. Men det er også et faktum: at der er indtil nu ikke fundet den mindste stump konkret og objektivt bevis for rigtigheden af selve 'dokumentar'hypotesen.
          I hele Mellemøsten findes intet eksempel på sådan at opsplitte forskellige tidsaldres dokumenter og sammensy dem på tværs, eller direkte at opfinde en forhistorie alene for at være nationalt-religiøst bestyrkende; - hvilket endda er selvmodsigende, da bibelteksterne gang på gang sætter folket og dets ledere i dårligt lys.
          Der er ofte udført endda fremragende tekstforskning, men helhedsbilledet tabtes: f.eks. minimalistisk historieskepticisme, der afviser udvandringen fra Egypten, men kan ikke forklare Bibelens hundredevis af egyptiske data.
 

Egyptisk kilde-dokumentation om Moses

Mange forskere har antaget den holdning, at Abraham og Moses er ren fiktion, udvandringen fra Egypten har aldrig fundet sted, og det meste i Bibelen er skønlitterære national-ideologiske fortællinger i en 'sammensyet' religionsbaggrund, alt digtet af præster ca. 300 f.Kr.
          Skønt der findes mange generelle inskriptioner i sten, er ældre papyrusskrivemateriales forgængelighed et problem for optegnelserne - kun få manuskripter eller tekstdele på papyrus fra før ca. 1300 f.Kr. er bevaret.
          Men for 2.300 år siden beordrede kong Ptolemæus II alle gamle bøger og dokumenter fra biblioteker i templerne over hele Egypten indsamlet til sit nye store bibliotek i Alexandria - og her, på den tid, fik historikeren og præsten Manetho sine informationer fra disse kilder og skrev på græsk om Moses' oprør og exodus.
          Således er det et faktum, at for ca. 280 f.Kr. eksisterede der stadig original egyptisk dokumentation om Moses - men hvordan kan forskere og lærde så hævde, at Moses aldrig eksisterede, men er en opfindelse skabt i Israel eller endda Babylon af jødiske præster på samme tid ca. 300 f.Kr.?
          Den jødisk-romerske historiker Josefus havde for 2.000 år siden uvurderlige kilder om jødernes historie, også fordi Jerusalems erobrer Titus Cæsar (Vespasian) gav Josefus skriftruller, der var taget i Jerusalem templet ved dets destruktion 70 e.Kr. Josefus havde intet problem med at anerkende autenticiteten af Manethos tekster, men var meget uenig med Manethos egyptiske syn på Moses som en destruktiv oprører - hos Josefus var Moses en helt.

          I Bibelen bliver Moses omtalt i vendinger som 'Søn af Faraos Datter'. Dette, hans i virkeligheden kongelige Egyptiske titel, korresponderer med, at Manetho både kaldte ham for Moses og Osarsyph - det sen-egyptiske User-sif  - der betyder 'Osiris' barn", dvs. Horus, som altid blev identificeret med Egyptens kronprins, (Freud ville have elsket dette).
          De ptolemæiske konger tillod jøder at slå sig ned i Egypten - og gennem ca. 300 år i byen Leontopolis havde de deres eget tempel, af Jerusalem-model, og en ypperstepræst. Og i Alexandria boede de i en fjerdedel af byen, Delta-kvarteret - tilsammen en stor gruppe af nye indbyggere (og dertil mange samaritanske emigranter), der kunne stå bag kongens sponsering af en oversættelse af den Hebraiske Bibel til det græske internationale sprog - Septuaginta-bibelen. Igen, det var omkring 280 f.Kr., at dette arbejde blev udført i Alexandria, og i denne metropol's berømte bibliotek kunne Manetho tilfældigvis endda have arbejdet nærmest side om side med de 72 oversættende jødiske rabbinere og lærde.
          Så hvordan kan nogen overhovedet påstå, at Bibelen er et meget sent produkt - og hvordan kan den konkret eksisterende Septuaginta-bibel så være blevet oversat fra den Hebraiske Bibel, når denne ifølge påstanden næppe allerede eksisterede.
 

Første side af Freuds håndskrevne manuskript:
"Wenn Moses ein Ägypter war", dateret 24. maj 1937.

Egyptiske guder i Bibelen - og ateisten Freud

Ydermere har man heller ikke draget den ellers åbenlyse konsekvens af de mange genuint egyptiske navne i kredsen omkring Moses. Foruden hans eget navn Moses, 'barn', ses bl.a. - Jethro, 'floden Nilen', - Miriam, 'elsket af Amon', - Ahron, 'mægtigt er navnet' (dvs. for Osiris), - Ahrons søn El-eazer, 'Osiris-guddom' (el er semitisk tilføjelse), - Ahrons efterfølger og sønnesøn Phinehas, 'neger', 'etiopier', - Merari, 'højtelsket', - Hopni, 'flodgud'. Også et ord for 'sandhed' på hebraisk, emeth, er navnet på den egyptiske gudinde for sandhed, Maat, og der eksisterer talrige andre eksempler på egyptisk oprindelse.
          Freud, ateisten, beunderede den store historiske personlighed, Moses - som nu også var den første kendte grundlægger af en religion. Denne senere verdensreligion kræver, "Du må ikke have andre guder". Og dog - som netop fremlagt - så mange i grupperne omkring Moses havde egyptiske navne forbundet med egyptiske guder.

          Freud var rodfæstet i oplysningstiden med tænkere såsom Locke og Newton - og siden hen nyere forskere som især Darwin - og var en solid ateist, som ofte afviste troen på overnaturlig sandhed som uforenelig med videnskabelig metode.
          Til en videnskabelig kollega, Oskar Pfiste, der var en kristen pastor i Svejts, fremsatte Sigmund Freud (i 1918) dette spørgsmål:
                    "... I øvrigt, hvorfor skabte ingen af tilhængerne psykoanalysen? Hvorfor skulle det vente på en komplet gudsløs jøde? ..."
          Imidlertid, Freud synes at have haft den nødvendig basis for frembringelsen af sine monumentale opdagelser, der førte til psykoanalysen - idet han var tidligt påvirket fra sin egen jødiske baggrund og fastholdt samtidig et ståsted udenfor ved at være en ateist og undgå jødiske skikke. Således lykkedes det ham at udvikle intropersonlig undersøgelse af det ubevidste sind til at blive en fremtrædende ny terapeutisk opfindelse, psykoanalysen. Ifølge en bog af Peter Gay, professor i historie ved Yale University: "Freud: A Godless Jew" (1987) - var det på basis af den viden og den frihed, som gjorde Freud i stand til at spidde tabu-emner som sexualitet og det ubevidste.

          Der er ateister og der er ateister, dvs. de der frasiger sig religion og de der har ateisme som 'religion' - Freud kan siges at have optrådt som begge. Han beundrede Moses, og dog var Moses grundlægger af en verdensreligion. I forbindelse med sin position forklarede han:
                    "… Min dybe større forståelse af Bibelens beretning - næsten så snart jeg havde lært læsningens kunst - har, som jeg erfarede senere, en vedvarende effekt på mit interessefelts retninger ...", (Sigmund Freud: "An Autobiographical Study", 1925).
          Dog, Freud kunne aldrig acceptere religion - og erklærede:
                    "... Hele den sag er så indgroet infantil, så fremmed for virkeligheden, at for enhver med en venlig indstilling til menneskeheden er det smerteligt at erkende, at flertallet af disse dødelige væsener vil aldrig være i stand til at hæve sig over den livsopfattelse ...", (Sigmund Freud: "Civilization and its Discontents", på tysk 1930).
          Alligevel - Freud kunne ikke holde sig væk fra nærvær med religion, han "elskede sin fjende" på en eller anden måde og var altid fascineret og draget til emnet. Der hvor han residerede, havde han omgivet sig med religiøse 'signaler' - Freuds arbejdsværelse var fyldt med hellige genstande fra det gamle Egypten, Grækenland, Rom og Fjernøsten, og angående artefakter tilknyttet "efterlivet" havde han foruden rækken af egyptiske ushapti-figurer på sit skrivebord også en egyptisk begravelsesbåd i skabet.

Egyptisk sprog i Bibelen

Af talrige eksempler på de nævnte hypotesers troværdighedsproblem, skal blot nævnes:
1.       Skønt Bibelen har 3-4 hebraiske ord for 'linned/lærred' (bl.a. bad, peshet og sadin), bruges et egyptisk ord shesh (shesn) herfor 38 gange, hvoraf de 34 passager med dette ord findes i Mosebøgerne, men påstås alligevel at være en sen såkaldt præste-kilde, "P-kilden". Men hvorfor skulle præsterne undgå deres eget bibelsprogs ord og optræde som egyptologiske sproghistorikere?
2.       Betegnelsen farao (per-ao, 'det store hus') brugtes i Egypten for 'konge' kun fra Moses' tid og frem til 900-tallet f.Kr., hvor brugen svandt ind til blot at indgå i kongens ceremonielle titulatur. Men hvis Mosebøgerne først blev skrevet tusinde år efter begivenhederne, hvilke jødiske læsere forventedes da at forstå det antikverede egyptiske ord?
3.       Hvorfor skulle der også til disse senere tiders jøder opfindes en sagnfigur, Moses, og endda med dette rent egyptiske navn?
4.       Disse senere jøder talte ofte især aramaisk - hvorfor er Mosebøgerne da skrevet på oldhebraisk, der synes stærkt aftaget i brug efter 600 f.Kr.?
5.       Hvordan kan samaritanernes Bibel indeholde stort set samme tekst om Moses - og være skrevet med endnu ældre skrift end den jødiske Bibels skrift fra Babylon-tiden i 400-tallet f.Kr. - hvis samaritanernes ofte fjendtlige konkurrenter, de jødiske præster, først har "digtet" Bibelen 400-200 f.Kr.? Forskere har derfor også måttet påstå, at Samaritaner-bibelen er en meget sen konstruktion.
6.       Ideen om én (skaber)gud er dokumenteret meget tidligt i Egypten og bl.a. også omkring 1450 f.Kr. - på Moses' tid - dvs. ikke opfundet af jødiske præster 300 f.Kr.
7.       I Mosebøgerne er pagten/traktaten med Jahweh udformet typisk for traktater netop i 1400-tallet f.Kr. i Mellemøsten, f.eks. også hos hittitterne. - Og:
       Folketællinger i Mosebøgerne er direkte af egyptisk mønster fra samme periode: Begge forhold usandsynlige at konstruere tusinde år efter.
          - Således på flere tusinde års afstand påstår flere indflydelsrige skoler inden for forskningen at vide bedre besked om teksterne end forfatterne, der dengang skrev dem.
Det var en sådan type kunstigt historisk billede, som Freud måtte stå op imod.


At begå mord på historien

Angående historisk plausibilitet i Bibelens ældste dele, Mosebøgerne, har bibelforskning jævnligt set bort fra, at disse tekster kan informere specifikt  om personer, tid og sted - dvs. præcis som det kræves til juridisk bevisførelse i retssager - i modsætning til legender og eventyr, hvor disse faktorer er uklare. Forskere, der tidligt var på et bedre spor, afvises stadig med det ikke-argument, at "de er forældede".
          Alt dette har hæmmet opklaring af gåderne om Moses og blev da en hovedårsag til hidtidig mangel på konkret resultat; forstærket af at man i skoler blandt nyere historikere anser ideer om fortidens nøglepersoner i civilisationens udvikling for at være føromtalte forældede heltedyrkelse.
          Forskningens strid og problemer med Moses og forfatterskabet er da forsøgt løst ved som nævnt simpelthen at afskaffe Moses ved at gøre ham ikke-eksisterende - og dermed til blot en konstrueret mytefigur. Attentatet på Moses - udført af hans samtids egyptiske opposition, og senere i en vis grad af oldtidens bibelredaktører - har her fået sin gentagelse i nutiden!

          Meget af den intensive research for essentiel historiske data, menneskelig viden og spirituel information i det gamle mytestof, udført af bl.a. Freud og hans antropologiske kreds, synes her negligeret. Gennem lang tid kunne den attitude ofte ses fastholdt blandt teologer.
          Megen indsamlet, usædvanlig viden skylder vi den pågældende tids elite af den vestlige verdens forskere - engagerede eksperter, der ofte i sidste øjeblik fra ældre forsvindende kulturer ude i verden nåede at opsamle en særlig viden om mennesket.
          Mange af de tidlige antropologiforskeres værker er blevet uvurderlige, hvorfor det i de senere år kan opleves, at hele årgange af f.eks. tyske videnskabsjournaler helt tilbage fra 1920'rne bliver fotografisk genoptrykt - ofte af amerikanske universitetsforlag. Således kan vi idag nyde godt af inspirationen fra mødet med de tidlige kulturers fysiske og spirituelle verdensbillede - ligesom det skaffede allerede Freud og hans kreds overraskende studiemateriale og indsigt.  

Sigmund Freud jubilæet - Freuds bog om Moses fortsat meget diskuteret

Et utal af bøger og artikler i medierne internationalt fejrede Sigmund Freuds 150 års fødselsdag i 2006 og kom dertil ind på, at Freud selv skrev flere afhandlinger om Moses.
          Freud er fortsat også udsat for meget kritik - naturligt, da et pionerarbejde naturligt nok ikke altid kan stå mål med en senere udvikling - men også fordi han havde søgt at cementere sine teoriers fastholdelse.
          Men omkring Freud-jubilæet i 2006 forelå der næsten 2.000 bøger om ham selv, ifølge diverse book-sites på nettet (Amazon.com etc.), - og i Newsweek, Time Magazine, Der Spiegel og Die Zeit hyldedes han stærkt.
          Den tyske egyptolog og kulturforsker Jan Assmann, den palæstinensisk-amerikanske litteraturforsker Edward W. Said samt den amerikanske filosof Richard J. Bernstein tager udgangspunkt i eller arbejder videre på Freuds religionskritiske betragtninger om Moses' rolle for vores opfattelse af de monoteistiske religioner i dag.
          Så også Moses er fremme - men uaktuel var han han aldrig. Eksempelvis opnåede den store Hollywood instruktør Cecil B. DeMille at indspille storfilmen "De ti bud" (The Ten Commandments) hele to gange i sit liv, 1923 og 1956. Ifølge Hollywood-trivia blev Cecil B. deMille gjort overbevist om at lade Charlton Heston spille rollen som Moses i sit film-epos af 1956 på grund af Hestons i nogen grad lighed med Michelangelo's Moses. Også Karen Armstrong har i sine bøger flere gange beskæftiget sig indgående med Moses.
          I en årrække op til 2006-jubilæet havde Freuds sidste værk, de tre afhandlinger i bogen "Der Mann Moses und die monotheistische Religion" ('Manden Moses og læren om én gud'), færdiggjort i London kort før sin død i 1939, inspireret til en hel del nyudgivelser.

          Freud havde berømte personer som sine patienter, f.eks. Gustav Mahler - men han har skrevet en del analyser, psykobiografier, af personer, som ikke har været hans patienter, f.eks. om Dostovjevski, og den tidligere USA-præsident Woodrow Wilson, samt om Leonardo da Vinci - foruden om Michelangelo i sin artikel "The Moses of Michelangelo" (1914). Men nu var det netop Freuds afhandling centreret om Moses, som blev genudgivet - den bog, der havde affødt så megen debat i andre rækker - blandt historikere, bibelforskere og endda jødiske talsmænd.
          Igen blev det også fremdraget, at Freud desuden har skrevet om sin utrolige optagethed af Moses i Michelangelos version, den statue i Rom som Freud havde gjort yderligere berømt.
          I min Moses-series første bind, "De Fortrængte Optegnelser" (Attentatet på Moses, I), er der beskrevet i kap. 8 om Freud og hans fællers overvejelser (aktuelt gengivet ovenfor), at de ikke lagde skjul på, at Moses var en egyptisk prins - netop som det fremgår fra omfattende og præciserende kildebelysning i mine bøger om Moses' baggrund. I den store bibliografi (frem til 2005) i min bogserie findes stort set alle de seneste 120 års internationalt publicerede værker og afhandlinger om Moses, nær ved 1.000 titler.
          Freuds opfattelse af Moses er usædvanligt meget omtalt gennem den konstant voksende mængde af værker og artikler fra mange forskere om det emne. Der eksisterer en rent ud sagt enorm interesse i forbindelse med Freuds optagethed af Moses - og i 2004 blev der holdt den såkaldte NOMOS Internationale Konference, "Freud's Moses and the Traumatized Human Subject. Ramifications for Culture and Education", på Columbia University i New York.
          I denne artikels udvidede bibliografi (og i min bogserie om Moses) findes eksempler på de utroligt mange værker og afhandlinger af en række forskellige forskere om Sigmund Freuds opfattelse af hans egen opfattelse af Moses. Forskernes "kommentarer til kommentarer angående kommentarer" om Freuds tanker om Moses, tenderer til at frembringe således en betydelig stor distance - for hvor blev Moses af i alt dette?


Kritiske spørgsmål

Nærværende artikel vil bl.a. vise Moses, den historiske Moses, igen som værende med i billedet. Mange forskere og lærde har som nævnt søgt at fremstille Moses som ikke-historisk - men er det så umagen værd at sammenligne og diskutere Freuds relationer til sig selv og i forholdet til Moses, hvis Moses-opfattelsen hos de involverede forskere blot er en anden ikke-historisk illusion i stedet for en historisk funderet, konkret person fra tidligere tider? Forud for alt andet må dybtgående realhistorisk viden være et vigtigt indgangspas til det Freud-studium.
          Også for eksempel når Freud selv - med sin jødiske baggrund og historie - tager udgangspunkt i en bestemt jødisk opfattelse af de bibelske begivenheder med Moses, ses ingen rigtigt at have korrigeret i dette billede.
          Problemet her er, at selve udvandringen, exodus, fra Egypten var ifølge de gamle tekster en bevægelse bestående ikke alene af jøderne, som det senere ellers fremstilles ofte, men bl.a. af alle 12 israelitiske stammer hovedsagelig af hebraisk oprindelse. Jøderne var her en minoritet, sandsynligvis endda mindre end 15 procent af exodus-gruppen; tilmed en anden slags stammer, f.eks. Kalebs stamme deltog foruden mange egyptiske flygtninge tilhørende de såkaldte proselytter, der støttede Moses. Meget senere var de fleste israelitiske stammer i selve Israel enten genudvandret, forsvundet eller smeltet sammen, i tiden ca. 800-300 f.Kr., og efterlod den ene stamme som arvtager, jøderne.
          På den baggrund ses teologer, historikere, såvel som forskere i deres fortsatte diskussion om Freud og her, ved deres hypige omtale af "jødernes udvandring fra Egypten", at skabe et misledende billede. Det må endda have bragt Freud selv til at misplacere en ekstra vægt på indikationer angående specielt jødiske problemer, tradition og trauma i oldtidssituationen og nu reflekteret i hans samtids begivenheder - og i forbindelse med hans bog om Moses.
 

Sigmund Freud i forgunden tv., og C.G. Jung th.,
i USA 1909, tre år før bruddet i deres samarbejde.

Farligt minefelt - Tilhængere og kritik

En hel del kritikere har peget på, at psykoanalyse har være anvendt som en erstatning for religion - med sine hellige tekster, sine hierakier og 'kirker', disciple der udbreder de gode budskaber, løfter om frelse, og kravet på 'sandheden'. Da antropologen Claude Lévi-Strauss undersøgte et shamansk healingritual fra Cuma-folket i Panama, drog han paralleller til psykoanalysen (i sin bog: "Structural Anthropology", (1958) 1963, pp. 197-198).
          Den begavede skribent og tidligere sekretær for statsministeren og senere chefredaktør for Ekstra Bladet, cand.polit. Victor Andreasen (1920-2000), kendt for sin store interesse og viden om historie, var stærkt begejstret for min Moses-seriens første bind, som han havde ladet rekvirere. Bogens reelt positive, men altså ikke helt på-knæ-faldende omtale af Freuds undertiden mindre historisk konsistente tolkning af Moses, fik Victor Andreasen til at standse færdiggørelsen af sin anmeldelse. Han fremsendte privat et brev på hele 16 sider om bogen og problemet.
          Min bog refererer nogle data om Freud kun på en modificeret, neutral måde som i et leksikon (så nærværende artikel ville vel have virket direkte chokerende). Jeg opdagede her at være gået ind i et minefelt ved ikke at have taget det alvorligt nok, at i visse kredse var ateisten Freud selv gjort til genstand for nærmest gudeagtig kultisk dyrkelse - her måtte ikke siges noget, der kunne fortolkes som blot svageste uenighed.
          Freuds mest ukritiske tilhængere skulle have vidst bedre, for i virkeligheden, da Freud publicerede sin bog om Moses, var mange af anmeldelserne frygtelige og reaktionerne på bogen ofte bitre, hvorimod Freud selv var henrykt, - "... En fint værdig udgang ...", kaldte han bogen om Moses.


En usynlig gud - og det indre livs dynamik

Bag Freuds tilfredshed, da hans bog blev vidt udbredt på grund af den store opmærksomhed omkring udgivelsen, er det tydeligt at bogen blandt sine mange meddelelser også indeholder et ekstra budskab af en speciel art. Uden ændre sin position som ateist ses Freud alligevel - nær slutningen af sit liv og spekulationer over det at eksistere - at foreslå gennem sin argumentation i bogen, at troen på en usynlig gud kunne forberede en basis for nogle meget storre kultuelle værdier - og specielt: "intensiv introspektion".
          - Kan man fordybe sig til en usynlig gud, bliver man bedre rustet til at tage seriøst på den usynlige, men muligvis bestemmende, dynamik af det indre liv - ifølge Mark Edmundsons essay om Freud: "Defender of the Faith?", i New York Times Magazine (September 9, 2007).
          Som påpeget af den store tyske forfatter Thomas Mann, der også var kendt for sin Moses-interesse, var Freud dybt involveret i irrationalismen, der optog interessen ved det nye århundredes begyndelse (1900), på grund af materialets natur i hans arbejde - det ubevidste, passioner, instinkter og drømme.

 
Sigmund Freud, i 1938, skitseret af Salvador Dali, der som surrealist-
kunstner var dybt influeret af Freuds bøger om det ubevidste og drømme.

 

          Blandt kritikken mod Freud findes der selvfølgelig meget, der er uden betydning, mens andre forhold kan være af interesse, især er det forbavsende at han havde så utroligt få patienter at drage sine slutninger ud fra. Ganske vist havde han flere under observation i meget lang tid og kunne følge forløbene grundigt, - og på den anden side kan det siges, at flere i hans meget lille patientgruppe tilhørte nogle ekstremer langt fra gennemsnitsbefolkningen, hvorfor det kunne være betænkeligt at drage for generelle slutninger.
          Et andet kritikpunkt kunne bl.a. være hans 'undgåelse' af den spirituelle dimension, hvorved dette at han om sin forskning bruger betegnelsen psykoanalyse - en græsk term der betyder 'undersøgelse af sjælen', skønt hans lære ikke omfatter eller anerkender sjælen - fremkalder selvmodsigelse. En sådan form for mangelfuldhed kan naturligt forhindre opklaring af mange gåder i forbindelse med Moses' egyptisk inspirerede religionskulturelle baggrund.
          Flere gange fremsatte Freud det håb, at menneskeheden ville bevæge sig videre forbi religion, og dog modtog han stor inspiration i Moses historie og dens nye religionsopfattelse.


Freuds ord om videnskab

Da jeg begyndte min Moses-forskning for mange år siden, kendte jeg ikke nok til Freuds ideer om Moses, men gennem egne undersøgelser kom jeg alligevel til nogle af de samme resultater som Freud. Endda også ved min bogseries titel "Attentatet på Moses" viste det sig, at Freud havde anvendt et lignende udtryk, men dog ikke med helt samme formål (Freud havde her sin teori om det arkæiske mordet-på-faderen).
          Freud kom til sine interessante konklusioner ud fra sin tids viden om Moses. Hvad angår selve det at vise Moses som værende en egyptisk prins, var Freud stærkt logisk og konkret i sine skarpsindige belæg. Mere end 60 år senere kunne jeg gøre brug af et langt større antal kilder fra også langt flere forskningsområder (ikke mindst den første mere præcise Moses-datering, i hvilken jeg tilmed kunne benytte mig af astronomiens hjælp) - alene dét kan skabe en afgørende forskel og medføre de yderligere fremskridt.
          - Som Freud selv (skønt han undertiden ønskede at beskytte sin forskning med dogmer) udtalte så brillant:
                    "... Det er en misforståelse, at videnskab kun er afgørende beviselige fund, og det er uretfærdigt at kræve, at dét skulle den være. Dette er et krav, der alene stilles af dem, der higer efter en form for autoritet og behov for at få religionens katekismus erstattet med noget andet, endda selv med en videnskabelig sådan. - Videnskab ... består hovedsageligt af statements, som den har fået udviklet til forskellige grader af sandsynlighed. ..."

Kong Sargons fødsel - en beretning som et mysteriespil

Ved at kalde Freud for "provokativ" når han præsenterer Moses som en ikke-jødisk leder, tog kritikere ikke historisk viden i betragtning:  at Moses var forbundet med et veletableret ritual.
Mange genkendelige forhold fra de gamle myter generelt, hvoraf meget også inspirerede Freud og hans kreds, ses ligeledes behandlet i Jungs forskning i arketyperne.
          Forhold som åndelige dimensioner, der i oldtidens Egypten opfattedes at gennemkrydse universet, kan være svære at trænge ind i fra en helt anden verdensopfattelse i nutiden, hvor kulturen i Vesten har udviklet sig til historiens første overvejende "ikke-religiøse" civilisation.
          Hos de gamle egyptere var skabelsen og efterfølgende cyklusser af liv og død (efterlivet) altid i fokus. Følgelig var det i religionens sigte at varetage de store og små naturlige kredsløb, som verden består af som i en vekslen mellem skjult, potentiel eksistens og synlig, manifest væren. Derfor blev opfattelsen af disse mekanismers og strukturers samspil - i verden, i livet, i kosmos - tidligt tillagt en så omfattende vægt.
          Hos bl.a. egypterne tilhørte det den cykliske opfattelse, at kongerne i en 30 års-cyklus skulle forny sig selv og vise deres fornyelse ved hept-sed-festivalen. Ligeledes i det meste af den gamle verden, indgik tronarvinger ved deres fødsel i en større cyklus forbundet med forsynet og gudernes tilknytning til landets skæbne.
          Beretningen om Mosesbarnet på Nilen indgår i et større kompleks af kultiske mysteriespil af de gamle myter, der blev omhyggeligt gentaget gennem mange tidsaldre i mange oldtidslande. Lad os slutte med lidt information om den ældst kendte af disse begivenheder.


At optræde ligesom guderne

Den nedskrevne beretning om kong Sargon I's fødsel (ca. 2.200 f.Kr.) blev fundet omkring 1870 af den engelske assyriolog George Smith ved udgravning af kong Sankerib's palads i Keuyunjik, hvor det gamle Ninive lå, nær den nuværende by Mosul i Irak.
          Den specielt historieinteresserede kong Assurbanipal (668-627) havde ladet beretninger systematisk afskrive fra op til flere tusind år ældre tekster og overleveringer - som han ønskede at redde til eftertiden. Dertil gjorde han sin datter, den øverste prinsesse, til ansvarshavende chefbibliotekar, en høj præstinde-position.
          Disse tekster var kopieret fra alle steder i Assurbanipal's imperium; - sammen med anden litteratur, mere end 22.000 lertavler er fundet i hans bibliotek oprettet ved Ninives enorme palads bygget af en forgænger, kong Sankerib (Sennacherib). Her skabte så  kong Assurbanipal "det første systematisk samlede bibliotek", hvor han søgte at indsamle al kileskriftlitteratur, der overhovedet var tilgængeligt på den tid. Et bibliotek af forskelligt fra arkiver - hvor tidligere opbevaringssteder for dokumenter havde opsamlet passivt løbende i den administrative rutine.
          Mange af de pågældende tekster er netop afskrifter og betegnes derfor i forskernes udgivelser med standardangivelsen "Dublicate" (eller hos tyske forskere, "Dublikat") foran hvert tavle-nr.-markering. Hvad angår mange af teksternes astronomiske indhold, har moderne astronomiberegning fuldt bekræftet deres stjernemæssige forhold fra de tusind år tidligere.
          Endvidere har man i andre ældre babyloniske, akkadiske og sumeriske arkiver fundet nogle af de gamle teksters originaler - hvilket understreger, at Ninive-tavlerne er afskrifter fra netop de meget ældre tekster.

          George Smith (1840-1875) var sin tids mest kompetente assyriolog overhovedet . Senere tiders større viden er blevet tilført til yderligere forbedring af hans oversættelse; men de hovedsagelige forhold, først fastlagt af ham, er uændrede.
          Sammenlignet med de mange andre eksisterende fødselsmyter med samme slags begivenhed og aktivitet, fremtræder et tydeligt mønster af en rituel udøvelse af en bestemt slags religiøst mysteriespil. At genspille myter var normal religiøs procedure - det var vigtigt at optræde ligesom guderne.
          Således allerede et lille årtusinde før Moses kendes historiske overleveringer fra Babylon om et spædbarn, der af en prinsesse blev fundet i en sivbåd, der drev ned ad Eufratfloden. Teksten gengiver, at det pågældende drengebarn blev taget op til kongens palads - og her senere givet en høj uddannelse, hvorefter han endte med at blive landets konge under navnet Sargon (I). Ud fra de fundne såkaldte 'selvbiografiske' optegnelser er det tydeligt, at dette barn (Sargon) i sivbåden var søn af kongens datter.


Ordret oversættelse af kong Sargon-teksten

(1)  Sargon, den mægtige konge, kongen af Akkad - er jeg.
(2)  Min mor var prinsesse (eller præstinde af høj rang), min far kendte jeg ikke; en bror (el. brødre) til min fader herskede over landet (: landet med bakker).
(3)  Min by var Azupirani, der ligger ved Eufrat-flodens bred,
(4)  hvor min mor som prinsesse (el. præstinde af høj rang) undfangede mig - i hemmelighed (el. et skjult sted, en grotte) fødte hun mig.
(5)  Hun lagde mig i en ark af siv; med beg tætnede hun låget.
(6)  Hun kastede mig ud i floden, som ikke løb ind over mig.
(7)  Floden bar mig oppe og bragte mig til Akki, flodmanden.
(8)  Akki flodmanden med (.....) løftede mig op omsorgsfuldt som sin vandbeholder.
(9)  Akki flodmanden opfostrede mig som sin søn (.....).
(10)  Akki flodmanden gjorde mig til gartner (.....),
(11)  (.....) idet jeg var gartner, fremmede gudinden Ishtar (dvs. Venus) mig til konge.
(12)  (.....) 35 (el. 45) år var jeg konge og regerede
(13)  over et mørkhudet folk. Jeg (.....) over forskellige lande. - Etc. ...

          Illustrationen med den babyloniske kileskrifttavle med Sargon-inskriptionen - gengivet nedenfor - blev publiceret først i et af de ældre værker, "Cuneiform Inscriptions" (Vol. 3, p. 4, no. VII, British Museum).


Ritualiseret forbindelse med guderne

Intet fremmed barn af lavere byrd kunne på denne måde have opnået en så betydningsfuld uddannelse og en kongelig karriere. Det var således en omhyggeligt iscenesat affære for et barn af kongeæt.
           Kong Sargon er det ældste kendte tilfælde med dette ældgamle kongebarnsritual - mens Moses er det mest berømte.
          Det senest kendte, og på flere måder lignende, tilfælde er om Dalai Lama - også i forbindelse med den meget gamle tibetanske Bön-religion, hvor en tibetansk gud, Pe har, antog form som en dreng og blev anbragt i en kasse, der drev ned af Kyichu floden, og blev derefter samlet op af højtstående lamapræster eller abbeder eller af den gamle Dalai Lama.

          At Moses modtages med ritualet for det udvalgte kongebarn, viser ham som egypter - mens israelitterne ikke havde konger før 500 år senere (Saul, David etc.).
          Der har været talrige andre tilfælde - en vidt udbredt kongetradition i mange lande.
          Ud over kong Sargon I på Eufratfloden (ca. 2300 f.Kr.) og Moses på Nilen (ca. 1500 f.Kr.) kendes f.eks. athenernes første kongesøn Erechtonios (ca. 1400 f.Kr.) på vandet ud for kysten; og det græske "gudebarn" Dionysos - født af kongedatteren Semele - i et lille skib på bølgerne ved Brassiae i Laconia. Et andet græsk "gudebarn", Attis, blev på Sangariusfloden modtaget af modergudinden Cybele.
          Også den indiske solgude- og kongesøn Karna blev sat ud i et sivflettet fartøj af sin mor, kongedatteren Kunti. Ligeledes blev den babyloniske dronning Humai's søn sat ud på Eufratfloden og herefter modtaget og anerkendt som tronarving.
          Senere kendes latinernes kong Romulus på Tiberfloden (ca. 800 f.Kr.). Det gamle tyrkerfolks kong Tu-Küeh blev sat ud på et vand i Turkestan (ca. 200 f.Kr.). Og ligesom hos kong Skjold eller kong Neg på Roskilde fjord ved Lejre i Danmark ses samme ritus for kong Arthur ved Cornwalls kyst (begge ca. 600 e.Kr.) - samt for keltiske kongebørn på Rhinen; og desuden i Japan (Izanagis' og Izanamis' nyfødte søn, sat ud i en sivbåd), og var også kendt i forbindelse med høje ledere hos de nordamerikanske Tlatlasikoala-, Tsimschian- og Tlingit-indianerstammer.

           Antropologerne især - foruden arkæologer, historikere, egyptologer og sprogforskere - skylder vi meget, ligesom en tidlig vigtig kreds af psykologiforskere gjorde det, så vi idag kan lære meget mere om fortidens mennesker og deres rige viden om verden og mennesket selv.
          Fra de tidligste tider har mennesket ritualiseret forbindelsen med forsynet eller guderne, hvilket inkluderer nogle problematiske træk der ligeledes bidrog til at forme kulturen, og hvoraf visse rester i langt senere tider stadig kan genkendes - af bl.a. psykoanalytikere.

*  *  *

Ove von Spaeth,  forfatter, forsker - copyright © 2006 og © 1998

Artiklen rummer uddrag fra Ove von Spaeths bog "De Fortrængte Optegnelser", som er bind 1 fra serien "Attentatet på Moses" - alle seriens bøger kan læses uafhængigt af hinanden, - C.A.Reitzel forlag og boghandel, www.lemuelbooks.com. Information: www.moses-egypt.net

*  *  *

Bibliografi - Litteratur om et mønster i oldtidens fødselsmyter

Bøger og artikler der omhandler et særligt mønster i oldtidens myter om store kongers fødsel.

Ackerman, James S.:  The Literary Context of the Moses Birth Story (Exodus 1-2), Literary Interpretations of Biblical Narratives, vol. 1, (ed. K.R.R. Gros Louis), Nashville 1974.

Childs, Brevard S.:  The Birth of Moses, Journal of Biblical Literature, 84, 1965, pp. 109-122.

Cohen, Jonathan:  The Origins and Evolution of the Moses Nativity Story, (Numen Books Series, 1992 - &:) Studies in the History of Religions, 58, (Brill) 1993.

Foster, B.R.:  Birth Legend of Sargon of Akkad, in "The Context of Scripture: Canonical Compositions from the Biblical World, vol. 1", edited by W.W. Hallo, (E.J. Brill), Leiden, 1997.

Gressmann, Hugo:  Mose und seine Zeit, Göttingen, 1913.

Lacoque, A.:  La naissance de Moïse, Veritatem In Caritate 6, Hague 1961, pp. 111-120.

Lewis, Brian:  The Sargon Legend: A Study of the Akkadian Text and the Tale of the Hero Who Was Exposed at Birth, American Schools of Oriental Research, Diss. 4, Cambridge, MA. 1980.

Meyer, Eduard: ("Moses" in:) Die Israeliten und ihre Nachbarstämme, Halle 1906, pp. 46ff.

- - :  "Sitzungsberichte der Königlich preussischen Akademie der Wissenschaft", Band 31, Berlin 1905, pp. 640-652.

Rank, Otto:  ("Moses" in:) The Myth of the Birth of the Hero, (Rank: "Die Mythus von der Geburt des Helden, Schriften zur angewandten Seelenkunde", Herausgeb. von Sigmund Freud, Heft 5, Leipzig 1909), New York 1952.

Redford, Donald B.: ("Moses" in:) The Literary Motif of the Exposed Child, Numen, 14, 1967, pp. 209-228.

Smith, George:  ("Sargon" in:) Early History of Babylonia, Transactions of the Society of Biblical Archaeology, vol. 1, London 1872, pp. 28-51.

Spaeth, Ove von:  The Suppressed Record. - "Assassinating Moses", vol. 1, 2nd ed., Copenhagen (1999) 2004, pp. 23-54, 166-169.

Westenholz, Joan Goodnick:  Legends of the Kings of Akkade: The Texts, Mesopotamian Civilizations 7, Winona Lake IN, Eisenbrauns, 1997, pp. 36-49.

- - (Review): The Sargon Legend:  A Study of the Akkadian Text and the Tale of the Hero Who Was Exposed at Birth: By Brian Lewis (1980), Journal of Near Eastern Studies, Vol. 43, No. 1 (Jan.), 1984, pp. 73-79.

Wiedemann, A.:  On the Legends Concerning the Youth of Moses, Part 1 and 2, Proceedings of The Society of Biblical Archæology, vol. 11, 1889, (London), pp. 29-43 & 267-282.

Wundt, Wilhelm:  Völkerpsychologie, Band 2:3, Leipzig 1909.

*  *  *

Bibliografi - eksempler på specialværker angående Freud om Moses

Den bibliografiske liste viser eksempler på bare en del af de overvældende mange bøger og artikler, hvori forskerne er stærkt optaget af Freuds betragtninger og interesse for Moses.

Armstrong, Richard H.:  Contrapuntal Affiliations: Edward Said and Freud's Moses, American Imago, Volume 62, Number 2, Summer 2005, The Johns Hopkins University Press, pp. 235-257.

Assmann, Jan:  Moses the Egyptian. The Memory of Egypt in Western Monotheism,(Jan Assmann: Moses der Ägypter. Entzifferung einer Gedächtnisspur. Hanser, München 1998), Harvard University Press, (October 15) 1998, pp. 16, 147-148, 159-162.

Black, Margaret J.:  The murder of memory: Freud, Moses, and the death of Rabin, Mortality, Volume 7, Number 1, 1 March 2002, Routledge, pp. 83-95 (13).

Bakan, David:  Moses in the Thought of Freud, Commentary Magazine (1945-2007), October 1958.

Bergmann, Martin S. (Review):  Freud's Moses-Studie Als Tagtraum: By Ilse Grubrich-Simitis (1991), Journal of the American Psychoanalytic Association, 42:898-901, 1994.

Bernstein, Richard J.:  Freud and the Legacy of Moses, Cambridge Studies in Religion and Critical Thought (No. 4), Cambridge University Press, 1998.

Blum, E.:  Über Sigmund Freuds: Der Mann Moses und die monotheistische Religion, Psyche, 10, 1956-57, pp. 367-390.

Bori, Pier Cesare:  Il 'Mosè' di Freud: per una prima valutazione storico-critica, in Bori: "L'estasi del profeta ed altri saggi tra Ebraismo e Cristianismo", Bologna: Il Molino 1989, pp. 179-222.

Briefel, Aviva:  Sacred Objects/Illusory Idols: The Fake in Freud's "The Moses of Michelangelo", American Imago - Volume 60, Number 1, Spring 2003, The Johns Hopkins University Press, pp. 21-40.

Dawkins, Richard:  The God Delusion, London 2006.

Edmundson, Mark:  (on Freud:) Defender of the Faith?, New York Times Magazine, September 9, 2007.

Faessler, M.:  Le nom de Moïse et le nom de Dieu. L'interprétation Freudienne et son dépassement théologique possible, "La figure de Moïse", (ed. R. Martin-Archard), 1978, pp. 143-156.

Freud, Sigmund:  Drei Abhandlungen: Der Mann Moses und die monotheistischen Religion, Wien 1934-38, (English, "Moses and Monotheism", London 1939; transl. from German: Katherine Jones, 1939).

- - :  The Moses of Michelangelo, Standard Edition, 13, (1914) 1955, pp. 211-238.

Gay, Volney Peter (Review):  Freud and Moses: The Long Journey Home: By Emanuel Rice (1990), Journal of the American Academy of Religion, Vol. 59, No. 4, Winter, 1991, pp. 862-864.

Gilman, Sander L. (Review):  Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable: By Yosef Hayim Yerushalmi (1991), The American Historical Review (American Historical Association), Vol. 97, No. 4 (Oct.), 1992, pp. 1178-1179.

Goldstein, Bluma:  Reinschribing Moses: Heine, Kafka, Freud and Schoenberg in a European Wilderness, Harvard University Press, Cambridge, Mass., 1992.

Grübrich-Simitis, Ilse:  Freuds Moses-Studie als Tagtraum: ein Bibliographisher Essay, Die Sigmund-Freud-Vorlesungen, Band 3, Verlag Internationale Psychoanalyse, Weinheim, 1991.

- - :  Early Freud and Late Freud: Reading Anew Studies on Hysteria and Moses and Monotheism, (paperback) 1998.

Hsu, Michael (Review):  Freud and the Non-European: By Edward Said (2003), The Asian Review of Books, 01, 08, 2003.

Hyatt, J. Philip:  Freud on Moses and the Genesis of Monotheism, Journal of Bible and Religion, Vol. 8, No. 2, (Oxford University Press), (May) 1940, pp. 85-88.

Jones, Ernest:  The Life and Work of Sigmund Freud. Vol. 3: The Last Phase (1919-1939), New York NY, Basic Books, 1957.

- -  :  The Life and Work of Sigmund Freud, edited and abridged into one volume by Lionel Trilling & Steven Marcus (Basic Books, Inc. Publishers), New York 1961, p. 502 (: Freud's own view on the historical basis of his Moses story).

Kakutani, Michiko:  Judaism, Anti-Semitism And Freud: A New View. - A Review of: Freud's Moses Judaism Terminable and Interminable: By Yosef Hayim Yerushalmi (1991), Books of The Times, New York Times, September 13, 1991.

Kestenberg, Judith S. (Review):  Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable: By Yosef Hayim Yerushalmi (1991), Psychoanalytic Quarterly, 63, 1994, pp. 383-387.

Koehler, Ludwig Hugo:  Freud und Moses..., Neue Zürcher Zeitung, No. 667, 16. April 1939.

Lehmann, Johannes:  Moses - der Mann aus Ägypten,(Hoffmann und Campe Verlag), Hamburg 1983, pp. 187-189.

Levi, Iakov:  Freud und (Theodore) Reik - Was Moses an Egyptian?, Psychohistory, www.geocities.com/psychohistory2001/WasMosesAnEgyptian.html , July 20, 2002.

Levy-Valensi, E. Amado:  Le Moïse de Freud ou la référence occultée, Monaco 1984.

Merkur, Dan: Moses and Civilization:  The Meaning Behind Freud's Myth: By Robert A. Paul (1996), Religion, Volume 30, Issue 1, January 2000, University of Toronto, pp. 76-78.

Miller, J.-A.:  Religion, Psychoanalysis, trans. B.P. Fulks, Lacanian Ink, 23, 2004, pp. 8-39.

NN:  Was Moses an Egyptian? Psycho-Analysis of Monotheism - Dr Freud on the Jews, Times Literary Supplement, May 27, 1939, p. 312.

NOMOS International Conference:  Freud's Moses and the Traumatized Human Subject. Ramifications for Culture and Education, at Columbia University, New York City, October 16-17, 2004, - published on-line at www.CERobins.com

Paul, Robert A.:  Moses and Civilization: The Meaning Behind Freud's Myth, Yale University Press, New Haven CT, 1996.

Radzinowicz, Mary Ann:  "Tendentious purposes": Milton and Freud on Moses, Criticism, Vol. 35, Summer (6/22/93), 1993.

Rice, Emanuel:  Freud and Moses. The Long Journey Home, Albany NY, State University of New York Press, 1990.

Robert, Marthe:  D'Oedipe à Moïse: Freud et la conscience juive, (transl. "From Oedipus to Moses", London 1977), Paris 1974.

Rosenvasser, Abraham:  Egipto e Israel y el monoteismo Hebreo: A proposito del libro Moisés y la religión monoteista de Sigmund Freud, 2nd ed., Buenos Aires University Press, 1982.

Roth, Nathan (Review):  A Godless Jew: Freud, Atheism, and the Making of Psychoanalysis: By Peter Gay (1987), Journal of American Academy of Psychoanalysis, 17, 1989, pp. 682-683.

Sabin, Stefana:  Freud's Moses as a Trope af Memory, Studia Hebraica, 3, 2003, pp. 355-361.

Said, Edward W.:  Freud and the Non-European, with Jacqueline Rose (Foreword, Introduction), Christopher Bollas (Introduction, Afterword), London and New York NY, Verso, 2003.

Schlossman, Howard H. (Review):  Freud and Moses. The Long Journey Home: By Emanuel Rice (1990), Psychoanalytic Quarterly, 62, 1993, pp.329-332.

Schorske, Carl E.:  (Moses in) Freud's Egyptian Dig, The New York Review of Books, May 27, 1993, pp. 35-40.

Shapiro, Theodore (Review):  Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable: By Yosef Hayim Yerushalmi (1991), Journal of the American Psychoanalytic Association, 42, 1994, pp. 904-908.

Spaeth, Ove von: (Freud i:)  Forskningen hæmmet af kunstigt Moses-billede, kap. 8 i forfatterens bog, "De Fortrængte Optegnelser. Moses' ukendte historiske baggrund", - Attentatet på Moses, bind 1, 2.udg., København (1999) 2004, pp. 60-68.

- - :  Freud and Moses - and another view on history, www.moses-egypt.net/book-series/ovs_related-articles-c_en.asp, November 2007.

- - :  Freud og Moses, debating article in Flix.dk Internet-newspaper, of 10th May 2006, http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=3553

Stemberger, Brigitte:  Der Mann Moses' in Freuds Gesamtwerk, Kairos, 16, 1974, pp. 161-225.

Strachey, James Beaumont:  Editor's Note to Moses and Monotheism, Standard Edition, 23, 1964, pp. 3-5.

Walzer, Michael:  Exodus and Revolution, (Basic Books), 1986.

Weissberg, Liliane (Review):  Freud and the Legacy of Moses: By Richard J. Bernstein (1986), The Jewish Quarterly Review, New Series, Vol. 91, No. 1/2 (Jul.-Oct.), 2000, University of Pennsylvania Press, pp. 272-275.

Williams, James G.:  Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable: By Yosef Hayim Yerushalmi (1991), COV&R-Bulletin, No. 3 (Sept.), 1992, p. 10.

Wistrich, Robert S. (Review):  Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable: By Yosef Hayim Yerushalmi (1991), AJS Review (Association for Jewish Studies), Vol. 18, No. 2, 1993, Cambridge University Press, pp. 326-329.

Yerushalmi, Yosef Hayim:  Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable, Yale University Press, New Haven and London, 1991.

Zeligs, Dorothy F.:  Moses:  A Psychodynamic Study, "Psychoanalysis and the Bible: A Study in the Depth of Seven Leaders", New York (1974, 1986), 1988.

*  *  *