Der er mange huller i den bibelske beretning om Moses. Han træder ind i historien, forsvinder ud igen, - for så at vende tilbage for at genindtage sin hovedrolle i den israelitiske exodus-historie. Mønstret gentager sig flere gange, og Mosebøgerne ofrer ikke megen opmærksomhed på disse "stille år". Kun enkelte spredte antydninger viser, at der faktisk er tale om en sammenhængende historie, og i den teologiske metode, der for tiden er i højsædet i dansk gammeltestamentlig forskning, er man tilbøjelig til at frakende disse antydninger enhver forskningsmæssig værdi.

          Den såkaldte "Københavnerskole" tillægger tilsyneladende slet ikke Moses nogen betydning som historisk person, men vil vel nærmest betragte ham som en mytologisk fællesnævner, - et litterært produkt, skabt for at holde sammen på den historie, der begyndte i Ægypten og sluttede i Det forjættede Land.
          Spørgsmålet er, om det er holdbart at reducere personen Moses til en myte. Spørgsmålet er, om det er holdbart blot at ignorere (eller endog latterliggøre) de forsøg, der fra tid til anden gøres på at sætte personen Moses ind i en virkelig historisk sammenhæng. Dette er imidlertid, hvad man indtil nu har ment at kunne nøjes med overfor en ikke-teologisk forfatter, der har vovet at pløje et par solide furer i en agerjord, som fagteologerne foretrækker at lade ligge som brakmark.

          Hvis man som teolog skutter sig en smule i den kølige atmosfære, der for tiden er enerådende på det teologiske bjerg, virker det som et pust fra lunere egne, når man læser i et imponerende værk, der i disse år er under udgivelse. De to første bind blev anmeldt i dette blad, nr. 191 (Maj 2001) samt i Præsteforeningens Blad 2001/50. Et tredje bind er udkommet, og det er ikke mindre fascinerende læsning. 


Et tværvidenskabelig arbejde

Forfatteren Ove von Spaeth skriver for tiden på et såkaldt tværvidenskabeligt arbejde på fem bind om den historiske Moses. Da forfatteren ikke er teolog, føler han sig ikke på nogen måde bundet af de begrænsninger, som tidens teologiske modestrømning har pålagt sig selv. Han har stillet sig selv den opgave at afdække de historiske spor efter Moses, som nødvendigvis må være blevet sat, først og fremmest i Ægypten, - spor som kun er svagt synlige i den bibelske overlevering og næsten udviskede andre steder.

          Resultatet er blevet et værk, der er spændende som en historisk roman. Bøgerne er imidlertid andet og mere end romaner. Hvert træk, som belyses, er underbygget med henvisninger til samtidige kilder af vidt forskellig art. Nogle af disse kilder er alment kendt, andre ikke; men det er vistnok første gang, at nogen har sat sig for at sammenholde disse kilder og aflokke dem et billede af en person, som de bibelske fortællere kun belyser i det omfang, hvor han træder ind i den overordnede fremstilling af israelitternes vandringer.
          Det nu foreliggende bind 3 beskæftiger sig hovedsageligt med det tidsafsnit i Moses' liv, hvor han (af årsager, belyst i de foregående bind) blev tvunget bort fra Faraos hof, og frem til det afgørende tidspunkt, hvor han stillede sig i spidsen for de flygtende israelitter. Men der belyses også visse bemærkelsesværdige hændelser fra selve ørkenvandringen, hvor Mosebøgerne har lagt vægt på andre ting end at anskueliggøre den direkte historiske sammenhæng.

          Umiddelbart giver Mosebøgernes fremstilling os et billede af en flok underkuede slaver på flugt fra deres mishandlere. Men dér savnes en brugbar forklaring på, hvorledes en sådan slaveflok kunne forlade Ægypten, væbnede som en hær, og det kan vel også undre, at der blandt disse flygtninge kunne findes kostbarheder nok til at fremstille en guldkalv i ørkenen. Mosebøgerne selv har ikke interesseret sig for at give os svar på disse spørgsmål, og netop derfor er det så spændende at læse dette nye forsøg på at besvare disse og mange andre gåder ad historisk vej og med støtte i samtidige tekster.
          Moses kom vidt omkring i den periode. Hans person kan være hovednøglen til nogle hidtil uforståelige detaljer i de overleverede beretninger om de krige, som i de år holdt den ægyptiske hær i ånde skiftevis ved rigets nord- og sydgrænse. Læs selv!

          Det er meget spændende alt sammen. Vi véd fra omtalerne af de foregående bind, at kritiske fagteologer har følt sig umådeligt stødt over, at en ikke-teolog vover sig ind på deres enemærker og får øje på sammenhænge, som de ikke selv tillægger nogen betydning. Det får så være. Det må stå enhver frit for, om han vil læse værket med videnskabelige briller (eller skyklapper) på, eller om han umiddelbart vil finde det interessant at opleve, hvorledes en skyggeagtig skikkelse fra Det gamle Testamente forvandler sig til et menneske af kød og blod og viser sig som en af de helt store skikkelser i verdenshistorien.
          På hjemmesiden: http://www.Moses-Egypt.net kan der læses mere om værket.

N.Aa.

Ove von Spaeth: Den Forsvundne Tronarving (2001, C.A.Reitzels forlag) fra samme forfatters bogserie: "Attentatet på Moses, 1-5", hvoraf de to første bind er: "De Fortrængte Optegnelser" (1999) og "Gåden om Faraos Datters Søn" (2000).

(Med skriftlig tilladelse pr. 28.3.2002 fra Niels Aarup  til fri brug for OvS.
Kan desuden downloades fra Niels Aarups Tekstsamling: http://home19.inet.tele.dk/utterslev/sider/moses.htm )

I Impuls 3/2001 omtalte jeg de to første bøger om Moses, som Ove von Spaeth har skrevet, og lovede at vende tilbage til emnet, når næste bog var udkommet. Her er der tale om en nok så spændende historieskrivning, end sædvanlig. Og Moses er jo stadig en central skikkelse på dagens politiske scene. Hans 5 Mosebøger, kaldet Toraen, spiller faktisk en vigtig rolle i den aktuelle konflikt i Israel!
          For nylig kunne vi i TV se, hvordan en religiøs fest udspillede sig i en bosættelse på den besatte vestbred. Med stor jubel blev Toraen med alle sine øje-for-øje-og-tand-for-tand-budskaber båret i procession, blev kysset og andægtigt tilbedt, alt mens velbevæbnede soldater stod klar til at skyde på palæstinensiske børn, der nysgerrigt stod uden for hegnet og betragtede festen. Og vi hørte lidt af festtalen om, hvordan de blot havde taget det "forjættede" land i besiddelse, som Gud havde lovet dem gennem Moses!

          I de to første bøger af von Spaeth fik vi en veldokumenteret opklaring af, hvordan denne egypter, en ægte faraosøn, pga. historieforfalskning blev omdefineret til at være et hebræisk hittebarn. Hvordan han under sin opvækst blev forberedt til at overtage magten som farao over det mægtige egyptiske rige. Og hvordan tidens intriger, især fra det rige og magtfulde præsteskab som bl.a. ikke brød sig om Moses' tanker om at sætte een gud i stedet for de mange, førte til, at han måtte gå i eksil.
          Men Moses havde ikke i sinde at opgive sit krav på tronen. Den 3. bog handler om især alle hans forsøg på at tilbageerobre magten, bl.a. ved at alliere sig med de af Egypten undertrykte folkestammer, indenfor såvel som udenfor landet. Han organiserede og koordinerede opstande i årevis, og det er i forbindelse med disse oprør, at Moses opsamler "de utilpassede", bl.a. hebræerne, til udvandring og guerillakrig udefra. De udvandrede altså ikke formålsløst rundt i ørkenen i 40 år! De var den tids "terrorister"! I øvrigt betyder "hebræer" blot "en fremmed omstrejfer", f.eks. en nomade.

          De "mirakler", vi hører om i det Gamle Testamente, tilskrives den magisk/alkymistiske viden, Moses havde som indviet faraokandidat, mens tørlæggelsen af den øverste ende af det Røde Hav kan forklares med naturlige årsager, bl.a. ebbe og flod, som Moses med sin viden om astronomi kendte nøje. Sort magi var dengang ret udbredt, og heller ikke Moses holdt sig tilbage i den retning (Egyptens ti plager).
          Bogen har interessante afsnit om Moses' etniske forskelsbehandlings-taktik. den såkaldte Levi-stamme bestod mest af en gruppe egyptere, som han derfor havde særlig tillid til. Kun de måtte være præster og komme i nærheden af "Pagtens Ark". Kun de fik politimyndighed med vide dødsstraf-beføjelser. Og kun de var - ved egyptisk skik for overklassen - omskårne, hvilket senere er blevet almindelig jødisk skik. Til gengæld måtte de ikke eje jord for ikke at blive for rige og magtfulde. Moses havde lært af sine dårlige erfaringer, hvordan det går, når politisk magt og religiøs magt blandes!
          Efterhånden som hans allierede faldt fra, måtte Moses opgive at blive farao, og da han var meget gammel, opgav han, ifølge sagnet, "ånden" på toppen af bjerget Nebo efter at have peget ind over Palæstina og opfordret sine guerillatropper at erobre det ved "etnisk udrensning". Den jord, han havde stillet dem i udsigt i Egypten, måtte jo nu endeligt opgives!

          For mig er det et uhyre interessant værk. det er en guldgruppe af oplysninger om den tids mellemøsten. Vor tids israelere (og vores nyfrelste superfantast Moses Hansen) kunne have megen gavn af at læse og få revideret deres myter om, hvad "Gud har lovet". F.eks. er myten om løftet til Abraham en meget sen gendigtning. Abrahams folk var nomader og ejede slet ikke land, men købte et lille sted 30 km syd for Jerusalem, mest til begravelsesplads.
          Moses havde lovet både israelitterne og kanaanæerne det samme landområde, idet han havde brug for begge folkeslags opbakning i sin krig mod Egypten. Det minder om, at England under 1. verdenskrig lovede både jøder og arabere det samme land!

          Andre bøger giver i øvrigt lidt andre versioner om Moses. F.eks. har Dolores Cannon nævnt noget om Moses i sin "Jesus og Esseerne", hvor en person i regression genoplever sit liv som esseer. Her er Moses også søn af faraos datter, men med en hebræer til far. Derfor skulle han have valgt at leve som slave ligesom sin far, forelske sig i en pige, han ikke måtte, og blive sendt ud i ørkenen som straf. Mht. at gå over Rødehavet forklares det med, at de var i stand til ændre energi-mønsteret i vandet, så de kunne gå på det. Pagtens Ark er her kaldt "en kanal til gud", som indeholdt så stærke energier, at kun levi-præsterne vidste, hvordan den skulle håndteres. I øvrigt skulle denne "ark" en dag blive genfundet.
          En anden bog, der beskæftiger sig med Moses, er Joan Grants "- og Moses blev født". Fortælleren er Moses' onkel, som Joan skulle have være i en tidligere inkarnation. Men den følger så nært den sædvanlige bibelhistorie-version om, at Moses' mor var en hebræerkvinde. Her er hun farao Ramses' elskerinde, og det arrangeres så, at Ramses' søster skal finde Moses i en sivbåd og opdrage ham som kongesøn.

          De to sidste versioner lyder ikke så sandsynlige som Ove von Spaeths, som underbygges af gedigent kildemateriale. I betragtning af alle de bøger, der beskæftiger sig med Moses, må han siges at være en betydningsfuld person! Men mest som en religiøs reformator. Det er som sådan vi kan øjne den dybere mening med, at han ikke skulle være farao, men dog få en uddannelse og indvielse, som kun en farao dengang kunne få. På hvilken måde, han reformerede det religiøse verdensbillede, vil von Spaeths næste bog handle om.      

R.O. 

Ove von Spaeth: "Den Forsvundne Tronarving" - Attentatet på Moses (3),
C.A. Reitzels Forlag, 255 sider, illustr., 248 kr.

(M (Med skriftlig tilladelse pr. 28.3.2002 fra Ruth Olsen til fri brug for OvS.)