Ove von Spaeth har afsluttet sin tour de force af et værk om Moses med det femte og sidste bind i serien Attentatet på Moses. Denne gang er overskriften Profeten som Ukendt Geni og beskriver, som overskriften antyder, muligheden af, at Moses beherskede en bred vifte af fag og kunstarter; således fremfører forfatteren, at man kan finde belæg for, at han har gjort sig som lovgiver, arkitekt, astronom magiker, religionsstifter med meget mere - ikke mindst måske som en mulig opfinder af det første alfabet udelukkende med lydtegn, som vi kender det fra vort eget alfabet.


Til grund for sine anskuelser lægger forfatteren en kolossoal indsigt og forskning i oldtidens kildeskrifter - at lade øjnene glide over litteraturlisten giver åndenød!
          Om de litterære er på niveau med arbejdets omfang er måske et spørgsmål, men forfatteren kan gøre det tunge stof tilgængeligt for mange læsere og det er bestemt en præstation.
          Hvis bogen skal kritiseres, synes jeg undertiden forfatteren forfølger sine mål for ensidigt. Det kan forsvares med, at han bryder med de fleste eksisterende forestillinger om Moses som historisk skikkelse. Hoftanken er her, at Moses var egypter, en historisk skikkelse, hvis aftryk på jorden slet ikke spejles så dårligt i biblen, og at han tidsmæssigt hører til i akkurat den periode som biblen fsstslår dvs. ca. 480 år før bygningen af Salomos tempel. Moderne bibelforskere har i stigende grad en tendens til at tolke Moses som en myte.

          Vedføjede kapitel fra bogen anskueliggør meget godt pointe, at forfatteren måske i vel rigelug grad forfølger sit mål, at beskrive Moses som et multi-geni.
          Således præsenteres den tekst, han bygger sine anskuelser på, ikke, nemlig afsnittet fra biblen om Moses for farao, som med sit billedmættede sprog vel ikke i første omgang inviterer til en så faktuel tydning som von Spaeth forsøger sig med. Man kunne fremhæve, at en af de vigtigste pointer i den historie er, at Moses' slange spiser faraos magikeres slanger. det er klart, at vi ikke taler om slangers biologiske adfærd, men om et billede der skal forstås og fortolkes omtrent som en drøm: De kræfter som slangen symboliserer har hos Moses mere kraft end hos faraos magikere og kan tilmed fuldstænding overvinde og indoptage (spise) disse i sig. (2. Mosebog, 7-13).
          Det spændende bliver naturligvis så, hvordan det dobbelte symbol slangen/staven skal tolkes, og von Spaeth afliver heldigvis ikke hele mysteriet, men har dog tendens til at lægge forklaringer i "Illustreret-Videnskab-stil" ud under nogle af de forhold som gør bibelen til andet og mere end en historisk fortælling om et folk og dets kultur og religion.

          Dette gælder også sådanne forhold som overgangen ved det kløvede hav på flugt fra faraos tropper, som von Spaeth mener bl.a. skal ses i lyset af Moses' kendskab til naturforhold som ebbe og flod; - og det ses i hans tagen Moses' alder bogstaveligt, 80 år ved flugten fra Egypten, 120 år på trinnet til det forjættede land. Og der er adskilloige andre eksempler på tilsvarende indstilling, som efter min mening ikke udvider men skævvrider bibelens værdi.
          Det er vel næppe så sandsynligt at Moses påtog sig ledelsen af det jødiske folk ved udvandringen i en alder af 80 år, og det er vel næppe sansynligt, at han ledste dem genem ørkenen til sin død i en alder af 120 år, men forfatteren tager disse oplysninger for pålydende i stedet for at beskæftige sig med med, hvad bibelteksten, efter min ringe mening, søger at gøre til et mysterium, nemlig at Moses levede tre cyklusser à 40 år og at der fra udvandringen til opførelsen af Salomons tempel gik 12 cyklusser à 40 år.
          I forrige nr. af Kunda-Linjen findes et andet bud på betydningen af slange/stav-symbolikken, som også kytter an til alfabetkunsten.

          Som nævnt er udviklingen af alfabetet en af de bærende tenmaer i dette sidste bind af von Spaeths værk, og ingen tvivl om, det er af afgørende betydning for identitet, kulturel struktur og udvikling, hvordan man opfatter ordet. Igen bringer forfatteren et væld af oversete sammenhænge på banen og de fleste af dem meget velunderbyggede, som åbner for helt ny forståelse.
          Men der igen en tendens til at samle al fokus i personen Moses som noget nær overmenneske, når msn oplever at forfatteren egentlig helst vil konkludere, at alfabetskrift simpelthen var Moses' påfund.
          Det spejler sig symptomatisk i mange ting, eksempelvis kunne nævnes citatet fra vedføjede kapitel, om rensæssancens tillid til Moses' format som magiker, hvor det fortaber sig i det uvisse, om det stammer fra Cornelius Agrippa, Reuchlin, Bruno eller en helt femte. I øvrigt bringer denne ret sene tids respekt os næppe afgørende videre mod Moses' identitet, så det kommer til at virke, som forfatteren leder os ad et spor som han selv har lagt.

          På trods af denne kritik må man sige, at von Spaeth ved sin insisteren på at tage bibelens ord for gode varer oftere får åbnet indsigternes og mulighedernes døre end omvendt, og oftest er det altså med solidt fundament i forskning i oldgamle kilder. Det er ofte ganske enestående at følge i de spor han lægger, ofte virker det som de leder til en større sandhed end man hidtil har set.
          Derudover er det fantastisk spændende betragtninger som kommer frem i kraft af hans store force, nemlig forståelse for astrologiske/astronomiske sammenhænge som en stor del af den afgørende datering underbygges med.

S.L.

(Tilknyttet anmeldelsen i ovenævnte tidsskrift KundaLinjen er desuden bragt en tekstgengivelse, bl.a. om Moses med stav og slange, taget direkte som 2-3 bogsiders uddrag fra Moses-seriens bind 5).

Indledning.   - Jeg fik inspiration til denne opgave, da jeg læste om Ove von Spaeths teori, som omhandler jødedommens profet Moses. Der er længe blevet forsket inden for emnet med denne profet, og Moses-skikkelsen har mest været en af Biblens største mysterier.
          I Ove von Spaeths teori bliver Moses' eksistens vurderet og krydsrefereret med Biblens skrifter og historisk viden,
          Jeg har reflekteret over Moses-skikkelsen, som han er beskrevet i Det gamle Testamente, specielt de første 40 år af hans liv.
          Noget af det jeg undrede mig over var, hvilken slægt Moses-skikkelsen kom fra, var han hebræer eller egypter? Kan man gennem alternativer metoder få svar på dette?
          Ud fra udvalgte områder af Ove von Spaeths teori vil jeg søge at fremhæve sandsynlige historiske processer, der kan sammelignes og drages paralleller af med dem, der omtales i Det gamle Testamente. Man kan spørge sig om, at hvis Moses har eksisteret, hvem var han så? Og kan han findes i historien?
          Når har jeg søgt disse spørgsmål besvaret, vil jeg give min vurdering af, om udfaldet kan have reel betydning i nutiden. Kan det ændre noget i opfattelksen af jødedommens eksistensgrundlag?
          Min opgave henvender sig til den religionshistorisk interesserede og andre med interesse i nye vurderinger af en historisk reduceret personlighed.

Problemformulering.   - Der ønskes en karakteristik af Moses-figuren, som den kommer til udtryk i Biblens Mosebøger, og en redegørelse for figurens betydning i israelitisk-jødisk religion.
I den forbindelse skal Moses-figurens mulige historiske baggrund analyseres.
Endelig skal vurderes, hvilken betydning den nyeste viden om Moses-figuren kan have for jødedommen.

Emneafgrænsning.   - Jeg vil begrænse min opgave til at redegøre for for Moses-figurens karakter og slægtsforhold i Mosebøgerne (Torahen), og hvad denne figur betyder for den israelitisk-jødiske religion.
          Jeg vil se nærmere på en teori af Ove von Spaeth, om en mulig personificering af Moses-figuren, og analyse af hvem han kunne være.
Til slut vil jeg vurdere, om dette kan have betydning for den jødiske religion i dag om teorien ville blive accepteret eller afvist.

Mysteriet om Moses-figuren revurderes.   - Denne analyse skrives på baggrund af bøger skrevet af Ove von Spaeth, der er anerkendt af mange historie- og religionsforskere samt egyptologer. Han har med mange års forskning og med med brug af, indtil da, ubrugte kilder fremstillet Moses-skikkelsen på en måde, der aldrig er set før. På baggrund af dette har han skabt nye perspektiver og meget veldokumenteret formået at sandsynliggøre, hvem Moses var, og hvornår han levede.
          Når man tidligere har forsøgt at personificere Moses, har det ofte endt i blindgyder. Det skal her pointeres, at fejlen muligvis er fundet ved, at der har været en udbredt misforståelse af tidslinjen.

- - - -
Teorien og jødedommen.   - Når der nu er redegjort for Moses-skikkelsen ud fra Det gamle Testamente (Torahen) og præsenteret dele af en teori af Ove von Spaeth om Moses - er, i det ovenstående, denne teori blevet fremlagt som en sandsynliggørelse af Moses som en historisk person. Med disse forhold taget i betragtning kan man så vurdere om denne nye viden vil få nogen betydning både for den historiske forskning og forståelse, men sandelig også for jødedommen. Det er jo dens største profet, der bliver revurderet og analyseret.

Accept eller afvisning.   - Hos den enkelte jøde vil Ove von Spaeths forskning nok blive taget imod med glæde over resultaterne.

- - - -

( ... Her - imellem ovenstående indledende redegørelse og nedenstående del af konklusionen - findes specialets afhandling siderne 6-13, som pladsmæssigt er udladt her, idet det omhandler helt andre kilder end den for nærværende relevante del ... ).

- - - -
Konklusion.   - ( ... ) Jeg har gennem min opgave forsøgt at fremlægge dele af en ny teori med henblik på, at ikke engang den omhyggelisgte kritik kan gøre Moses til en myte. det grundlæggende i analysen var at drage paralleller mellem den bibelke fortælling og teorien, hvor lighederne var mange. Som det første bliver der grundlag for ubetridelige astronomiske fakta, en omdatering af Moses'levetid.
          Efter ændringen af denne tidslinje, fremhæver jeg, hvem der historisk set passer med personerne fra de bibelske fortællinger. man fandt i teorien frem til en magtfuld dronning og hendes søn. Dronning Hatshepsut der kendes fra egyptrisk historie, bliver præsenteret som faraos datter, og der er flere indicier der sandsynliggør, at hendes vesir Senmut ikke bare var hendes fortrolige, men også hendes søn og den udvalgte tronarving.
          Hans person har længe været et mysterium, da han i sin levetid blev fjernet fra historien ved en omfattende destruktion af hans eftermæle. Ud fra navneforskningen blver der detaljeret forklaret flere misforståelser med oversættelsen og deres egentlige betydning. Herbliver mysteriet om Senmut og Moses klarlagt.
          Lighederne mellem de to er overbevisende og meget sandsynlige, deriblandt deres fælles skæbne, der passer identisk sammen. deraf må man konkludere, at Moses og senmut var en og samme person. En historisk person, hvor kendsgerninger er blevet ignoreret på grund af fastholdelsen af den alt for sene datering.

B.H.S.

(Tekst modtaget pr. 28.feb.2006 og tilladt benyttelse for OvS).