En forskning af usædvanlig karakter er blevet udført her i Danmark. Det drejer sig om en afgørende historisk opdagelse om Bibelens største profet Moses' særlige egyptiske baggrund. Som det vil fremgå, vedkommer det også os her i vores nordlige kulturkreds.
          Der er tale om et utraditionelt materiale, et nyvurderet spektrum af kilder - her for første gang samlet og fremlagt i en helhed. Alt er fint tilgængeliggjort i en bog, publiceret for nogle måneder siden som "De Fortrængte Optegnelser: Attentatet på Moses" af forskeren Ove von Spaeth.
          Opsigtsvækkende flotte anmeldelser - de steder, man overhovedet anmeldte. Der kom i høj grad berettigede ord om von Spaeths utrolige forskningsarbejde, om hans formidable styr på udvikling og udveksling i Middelhavsområdet i oldtiden, om imponerende research, og om bogens karakter som banebrydende Moses-forskning!
          Men kort efter nærmest stilhed. En gådefuld, pludselig "glemsel". Reelt er det direkte synd, at mange potentielt interesserede mennesker derfor ikke bliver bekendtgjort med, at denne bog overhovedet eksisterer.
          Hvorfor interesserer jeg mig nu for dette? Fordi Moses' historie, sådan som von Spaeth fremdrager den, fortjener at opleves som vedkommende og væsentlig for alle. For dét, som Moses står som igangsætteren for - for 3.400 år siden - blev et vendepunkt i vores kulturhistorie: Det havde konsekvenser i flere betydelige forhold i udviklingen, som stadig er til stede under vores hverdag, vores sprogbrug, skikke og holdninger.
          Idet forfatteren har ladet det sjældne og genopdagede materiale selv tale - og ikke har ladet teksten dominere af én lang, fortsat diskussion med forgængernes behandling af emnerne - giver von Spaeth med målrettethed sit nyvurderende bud på Moses' tidligste historie.
          Især forekommer bogen mig væsentlig på to afgørende felter. - For det første den skrevet i et sprog og med en progression, der også kvalificerer den som værende gennemgribende spændende. Ikke mindst også for mennesker, for hvem navnet Moses ellers signalerer gammeldags skolestue, kakkelovn og skrattende penne, dyppet i blækhuset i pultens øverste kant. Men i virkeligheden kan bogen læses - og bør læses - af alle mennesker, som kan lide en medrivende og samtidig helt igennem veldokumenteret bog.
          Og for det andet - og af særlig vigtighed - så markerer von Spaeths bog intet mindre end et videnskabeligt nybrud.
          Især forekommer bogen mig væsentlig på to afgørende felter. - For det første er den skrevet i et sprog og med en progression, der også kvalificerer den overalt i sin helhed som gennemgribende spændende. Ikke mindst også for mennesker, for hvem navnet Moses ellers signalerer gammeldags skolestue, kakkelovn og skrattende penne, dyppet i blækhuset i pultens øverste kant. Men i virkeligheden kan bogen læses - og bør læses - af alle mennesker, som kan lide en medrivende og samtidig helt igennem veldokumenteret bog.
          Og for det andet - og af særlig vigtighed - så markerer von Spaeths bog intet mindre end et videnskabeligt nybrud.


Fordomsfri forskning

Alligevel har nogle anmeldere har peget på, at han er autodidakt. Helt uvæsentligt og vel endda useriøst. I stedet har forfatterens specielle forskningsposition vist sig netop at være en stor fordel: For resultater fra de forskellige bidragende forskningsområder ses her anvendt uden automatisk indforståethed og fag-sekteriske holdninger. Men derimod har denne forsker kunnet bevæge sig fordomsfrit med det større overblik og sammenhængsforståelse.
          Og hvilken herlig frihed ikke altid at skulle passe på sit gode navn og rygte i fagkredse, hvor et forskningsresultat, der ikke anses for "politisk korrekt", i visse tilfælde kan blive tilsidesat.
          Især har hans forskning afstedkommet, at der nu synes at kunne findes et forøget antal overbevisende indicer om Moses og en mere fastsat historisk tidsalder. Her peger dette afgørende materiale i sig selv på, at Moses' tid var 200-300 år længere tilbage end hidtil ofte "vedtaget". Et punkt, der vil føre til voldsom kritik hos dele af den etablerede forskning.
          Men netop denne nye vej fører i bogen frem til de værdifulde resultater. Nemlig resultater, der nu lukker op for, at der kan blive set nærmere på den hengemte, men brede strøm af interessante, gamle overleveringer fra oldtiden om Moses og hans liv i Egypten. Dette kan herefter, langt bedre end nogensinde før, sættes i relation til arkæologien og historien.
          Materialet synes da plausibelt at kunne demonstrere relevante detaljer om Moses i forbindelse med faraohoffet under 18. dynasti i 1500-1400-tallet f.Kr. Og det synes at vise, at Moses i dette egyptiske scenario tidligt var blevet stillet en anden skæbne i udsigt end den, vi mener at kende fra Bibelen.
          Det meste af bogen omhandler - og giver - med den ene overraskelse efte den anden - et sandt væld af nye oplysninger om den første del af Moses' liv og drama under skiftende faraoner i det gamle Egyptens storslåede civilisation.
          Afgørende for en forskers kvalifikationer må især være, om der bag det fremlagte materiale ligger en forskning af kvalitet. Og det gør der i højeste grad her - hvad enten man så er enig i konklusionerne eller ej.
          Lad mig pege på nogle enkelte elementer:
1.       I en grad, jeg i hvert fald aldrig har set tidligere i forskningssammenhæng, baseres bogen på minutiøst nøjagtige astronomiske dateringer. Det sker bl.a. ud fra overleverede informationer i de ældste dele af rabbinerskrifterne. - Mange af disse data har man først kunnet verificere i vor tid. Forfatteren fremhæver, tydeligvis med rette, at de derfor må stamme fra kilder tæt på de originale optegnelser. Og han viser evne og mod til at drage de nødvendige konklusioner.
2.       Bogen evner fremragende at fremlægge og fortolke begivenhederne ud fra datidens måde at opleve verden på - og ikke med det nutidens skrålys, der ofte præger moderne fortolkninger af handlinger i en fjern fortid.
3.       Rituelle mysteriespil, hvis praksis i vore dage kan virke nærmest utilgængelig, bliver nu placeret i den sammenhæng, hvor de så åbenlyst hører hjemme: som noget indgribende og uhyre betydningsfuldt også i datidens dagligliv. Og denne forsker viser, at deres indhold rummer mere værdifuldt historisk og antropologisk data end tidligere bemærket.
4.       Alene bibliografien er en bog værd i sig selv. Her findes den internationalt set hidtil største samling af videnskabelige bøger og artikler om Moses. Og desuden den største samling vedrørende egyptisk astronomi og kronologi. For alle, der vil samle yderligere viden på disse områder, vil en sådan bibliografi være uundværlig.


Astronomien

Endda flere forskere har peget på, at Moses' tidsalder som førnævnt skal rykkes et par århundreder bagud. Men Ove von Spaeth har - som den første - kunnet bestyrke det ved at anvende en astronomi-baseret kronologi. Det er den mest præcist specificerende dateringsmetode, der kendes. Også på mange øvrige punkter sandsynliggør forfatteren en højere alder end almindeligvis formodet for de ældste rabbinerskrifter.
          Andre autoriteter og eksperter har understreget, ligesom von Spaeth gør det, at Moses må være Faraos Datters eget barn. Men også her er denne forfatter den første, der har vist at udbygge dette ud fra et væld af kilder endda netop fra jødernes rabbinerskrifter såvel som oldtidens historikere - samt ud fra et gedigent baggrundskendskab til de egyptisk-historiske forhold.
          "De Fortrængte Optegnelser"s forfatter er af forskere blevet associeret med den ligeledes autodidakte Schliemanns succesrige påvisning af oldtidsbyen Trojas ellers glemte beliggenhed. Men også dette er helt uvæsentligt i forhold til det faktum, at der hos von Spaeth selv er blevet produceret et konkret resultat, som ville kunne bringe visse sider af moderne bibelstudium ud af dets dødvande af "myte-forskning" og føre frem til en mere realhistorisk præget forskning.
Som det netop påpeges i bogen (s. 68): "... Attentatet på Moses - udført af hans samtids egyptiske opposition, og senere i en vis grad af oldtidens bibelredaktører - har her fået sin gentagelse i nutiden ...".
          Endvidere: "... Antropologer var blandt de første, der videnskabeligt udvidede vores syn på de gamle bibelteksters indhold, mens teologi- og sprogforskere kom på vildspor ved den stadig ikke-beviste 'dokumentar'-teori, der uheldigvis fastsattes inden arkæologi og historie som videnskab var udviklet ...".


Det Kongelige Bibliotek

At det netop blev en dansk forsker, der kom på sporet og tog de afgørende skridt, synes bl.a. befordret af tilstedeværelsen af Det kgl. Biblioteks judaistiske afdeling - med dennes i udlandet misundte, eksklusivt gode samlinger. Foruden den tætte kontakt til et stort antal andre forskere, hvilket netop et lidet udstrakt land som Danmark kan byde på. For, som det er kendt i de kredse, påbegyndtes forfatterens enorme forskningsarbejde for længe siden; og dermed før Internettets store tid.
          De fleste vil fra vores forskellige baggrund ved læsningen af bogen på ligeledes forskellige punkter lade os indbyde til uenighed, og udfordres til diskussion. Bogen vil kunne irritere, men naturligvis også fordi den driller vores vaneforestillinger.
          Men det er selvsagt ikke muligt hverken for mig eller vel de fleste andre mennesker at kunne afgøre en endegyldig videnskabelig sandhed af bogens forbløffende indicier og konklusionerne heraf. Det er et område, hvor ikke meget i forvejen var afgjort med sikkerhed. Men den nye vej, som von Spaeth indlysende rigtigt har valgt at styre sit projekt frem igennem, må jeg i hvert fald bedømme som værende den mest overbevisende og konsekvent logiske.
          Et så righoldigt gennembrud er måske næppe tidligere set i Moses-forskningen. Men vedrørende fundet af det sjældne og også kontroversielle materiale, foruden konklusionerne heraf, bemærker forfatteren selv (i forordet) mere forsigtigt: det er tilbud til videre udforskning. Vi må imødese, at fremtidens forskere griber til og udnytter denne frugtbare chance og inspiration.
          Den 25. maj (1999) udgav C.A. Reitzels Forlag denne bog - klart og velfortjent med bestseller-kvaliteter på sit felt: Et kulturhistorisk viden-depot af unik karakter. Og tilsvarende fortjener den netop en vidtgående udbredelse.
          I dette værk levendegøres en epoke, der for mange henligger nærmest i et et mytisk skær. Men samtidig har indholdets handlingsmønstre og tankesæt så meget at sige hvert et moderne menneske, der ønsker at komme et par skridt ind bag nutidens kulisse.

J.J.

Ove von Spaeth: "De Fortrængte Optegnelser - Attentatet på Moses".
C.A. Reitzels Forlag, 1999. 238 sider, illustr., 248 kr.


(Jens Jørgensen, M.A. historiker, cand.mag., og historiecensor ved Københavns, Aarhus og Odense Universitet, er tidl. rektor for Slagelse Gymnasium, og var en årrække folketingsmand (K) og undervisnings-ordfører).

(Kronikken er opdateret af Jens Jørgensen, og gengives med skriftlig tilladelse pr. 20/12-99 til fri brug for OvS.)

Det Gamle Testamentes store profet, Moses, mellemmanden for pagten mellem Gud og Israel, fødtes tirsdag 8. februar 1534 før Kristus.
          Hans mor var den egyptiske kongedatter, Hatshepsut, der var med-regent til sin far, Tuthmosis I, og Moses' far var sandsynligvis præsteastrologen og Faraos rådgiver, Jethro.
Jethro, der selv havde kongeligt blod rullende i årerne, var udvalgt som stand in for Hatshepsuts højst tolv år gamle gemal, den senere Tuthmosis II, i et særligt, guddommeligt undfangelsesritual, hieros gamos.
          Moses blev hermed født som en ægte egyptisk kongelig og arving til den egyptiske trone, der da stod i Theben, det nuværende Luxor. En trone, som blev ham frataget knap 40 år senere gennem intriger og manipulationer ved hoffet, i alt væsentlighed iscenesat af det magtfulde præsteskab for egypternes førstegud, Amon.
          Moses blev som resultat af magtkampen frataget både titel som prins og tronarving, blev gjort fredløs og måtte flygte først til Etiopien, senere til Serabit el-Kadim på Sinai, hvor halvøens dengang eneste tempel stod.
          Her fandt han skjul hos sin (sandsynlige) far, præsten Jethro, der allerede år i forvejen var blevet eksileret dertil efter en strid med en anden af Faraos rådgivere, Balaam.

          Det er den danske, autodidakte polyhistor, Ove von Spaeth, der i en årelang, veritabel kraftanstrengelse mener at have sporet Moses' oprindelse og videre liv i en sand meteorstorm af kilder - spændende fra rabbinerskrifterne Talmud, Midrash og Aggada, over Bibelen, oldgræske forfattere, historiske egyptiske inskriptioner og manuskripter til samtidig forskning i egyptologi, palæstinologi, arkæologi, antropologi, oldtids- og nutidsastronomi og stjernemytologi.
          Undervejs har forfatteren konsulteret og rådført sig med stribevis af danske og udenlandske forskere og fagfolk på en lang række felter. Von Spaeth har, ifølge Univers' oplysninger, arbejdet på sit kæmpeprojekt om den historiske Moses' herkomst og liv (der nu udgives i fem bind) siden midten af 1970'erne. Men forfatteren afslår ifølge sit forlag at stå frem som offentlig person.

          I det første bind af "Attentatet på Moses" fremgår det dog, at von Spaeth også ønsker at bryde igennem den herskende konventionelle anskuelse af Moses som en hebraisk figur, en anskuelse, der stort set er dikteret af rækken af redigeringer af Bibelen - væsentligst præsten Ezras redaktion cirka 400 f.Kr. - og dens brug af andenhåndsafskrifter.
          Først får von Spaeth ryddet den tidsmæssige misforståelse, der fra midten af sidste århundrede førte forskningen i Moses på vildveje.
          Dengang knyttede den tyske egyptolog, Karl Richard Lepsius, på et forkert grundlag Moses og Farao Ramses II sammen, og fejldaterede samtidig Ramses II.
          "Siden viste det sig," skriver von Spaeth, "at Lepsius fra et dengang utilstrækkeligt materiale havde fået dateret Ramses II cirka 300 år for tidligt - dvs. i 1500-tallet f.Kr. Men nu var den idé allerede vidt udbredt, at "Moses levede samtidig med Ramses". Fra det punkt kom Moses-forskningen i gal retning".
          Von Spaeth påpeger, at da Ramses II korrekt blev flyttet frem til 1200-tallet, blev dateringen af Moses automatisk flyttet med. Det har siden fået forskerne til - naturligvis forgæves - at lede efter historiske beviser på Moses' eksistens i en forkert tidsperiode.

          Ved at tage de gamle egypteres mysteriespil alvorligt som andet og langt mere end blot en religiøs-kultisk foreteelse, forklarer forfatteren også overbevisende den bibelske beretning om Faraos Datter, der finder Moses i sivene ved Nilens bred.
          Episoden med barnet sejlende i en flettet ark på floden var i oldtiden et udbredt, veldefineret kongebarnsceremoniel, som von Spaeth sandsynliggør, at egypterne også praktiserede i udpegningen af tronarvingen - udløst og styret af et komplekst samspil mellem stjernernes stilling i himmelrummet og mytologiens Osiris- og Horus-myter.
          Netop vidnesbyrd om stjernekonstellationerne, som de findes i bl.a. Rabbinerskrifterne, har forfatteren ved hjælp af moderne astronomisk viden brugt til at tidsfæste de væsentlige begivenheder præcist.

          Og med en detaljerigdom og et ganske enkelt formidabelt styr på den historiske udvikling og udveksling i Middelhavsområdet og Nærorienten over flere årtusinder lægger Ove von Spaeth et dybt fascinerende puslespil, der meget vel kan vise et sandt billede af Moses og hans liv.
Mange af de forskere, von Spaeth har rådført sig med, mener i hvert fald, at hans arbejde fortjener en bredere vurdering, også internationalt.
          Således siger semitolog Jens-André P. Herbener, der er projektleder ved en ny dansk videnskabelig oversættelse af Den Hebraiske Bibel, at von Spaeths arbejde "måske er det mest velunderbyggede bud på Moses-spørgsmålet inden for moderne forskning".
          "Ove von Spaeths bog kan bidrage til at opstille nye standarder - nationalt såvel som internationalt - for fremtidens bibelforskning i almindelighed og for Mosesforskningen i særdeleshed," siger han.
          Også dr.phil. et theol., Jes P. Asmussen, Carsten Niebuhr Instituttet under Københavns Universitet, er imponeret:
          "Det er i sandhed et revolutionerende værk. Det er BOGEN om Moses", siger han og mener, at "det er bydende nødvendigt, at værket kan blive vurderet i hele sin epokegørende fortolkning".

S.V.

Ove von Spaeth: Attentatet på Moses - De fortrængte optegnelser. Illustreret. 238 sider, kr. 248. C.A. Reitzels Forlag. Første bind i en serie på fem.

(Med skriftlig tilladelse fra Steen Voigt pr. 20.2.2002 til fri anvendelse for OvS)

Moses var ikke hebræer, men ægypter, han hed sandsynligvis Tuth-mosis, var ægtefødt søn af den daværende faraos datter, Hatshepsut, og var tronarving til det vældige ægyptiske rige. Han blev født tirsdag den 8. februar 1534 f.v.t.
          En så spektakulært præcis datering fastslår Ove von Spaeth i sin aktuelle bog, De Fortrængte Optegnelser, der er første bind i en planlagt serie på fem om Moses og hans tid, og som har vakt lige så stor forundring og beundring hos en række religionsforskere og videnskabsfolk, som den er blevet mødt med en blanding af larmende tavshed og negligerende skuldertræk fra det teologiske establishment.

          Ove von Spaeths afsæt er tesen om, at den udbredte datering af Moses er ca. 2-300 år for sen, delvis pga. en fejl, der blev begået for 150 år siden af ægyptologen Lepsius. Lepsius hævdede, at Moses levede samtidig med Farao Ramses II i 1500-tallet f.v.t., men da det siden viste sig, at Ramses II snarere levede i 1200-tallet, flyttede man også Moses' datering til 1200-tallet, fordi antagelsen af de to historiske personligheders samtidighed slet og ret var groet fast i mellemtiden.
          Eftersom man ikke har kunnet finde skyggen af spor af Moses i 1200-tallet, har der så bredt sig den consensus blandt teologer, at Moses, den mest fremtrædende personlighed i det Gamle Testamente, måtte være en helt og aldeles fiktiv figur, og at et af de mest afgørende træk ved jødernes selvforståelse således blot var en fiks idé hos jødiske præster, som egenhændigt konstruerede Moses-myten uden historisk belæg af nogen art.
          Konstaterer man imidlertid, at Moses og Ramses II ingenlunde er samtidige, men at en datering af Moses' liv i 1500-1400-tallet derimod er langt mere realistisk, begynder puslespilsbrikkerne at falde på plads, og skønt de godt nok sine steder er fortegnet i det Gamle Testamente - der altså bl.a. har hebraiseret den ægyptiske tronarving - viser der sig overbevisende konturer af Moses som en historisk person.


Teologerne overser den ægyptiske faktor

De Fortrængte Optegnelser (C.A. Reitzels Forlag 1999) er et omfattende og vægtigt opgør med udbredte vaneantagelser i forskningen om Moses. Der "forskes, som om Moses kun kendes i Bibelens version", anfører von Spaeth (s. 58) og går dermed i åben clinch med herskende skoler inden for teologien: "… den tyske skoles udløbere - også i angelsaksisk regi og i skandinavisk, f.eks. 'Københavnerskolen', der frakender Moses al historicitet - [har] undladt at se den egyptiske faktor blandt de vigtigste elementer til forståelse af mange påståede tekstuoverensstemmelser. Der er skabt et 'vidensfilter', som automatisk filtrerer det fra, der ikke passer i herskende teorier; men kritikere vil kalde det mord på historien. Denne egyptiske faktor er blevet bedre repræsenteret af den mindre ensidige 'franske skole', som i højere grad har været influeret af netop egyptologer …" (De Fortrængte Optegnelser, s. 67).
          Von Spaeth støtter sig således især til ægyptiske kilder såvel som jødiske overleveringer uden for det Gamle Testamente. I de sidste oplyses det bl.a., at Mosesberetningens "faraos datter" rent faktisk så ud til at være gravid forud for Moses’ fødsel; det bemærkes, at Moses var af ægte kongeblod og skulle være Ægyptens fremtidige farao, og at han blev kronet til kronprins som treårig; endvidere var Moses’ specifikke embeder ganske enkelt traditionelle for faraoprinser.
          "Faraos datter", hvis tilnavne og karakteristika i jødiske kommentarværker stemmer godt overens med Hatshepsut, der regerede ca. 1509-1487 f.v.t., bliver i von Spaeths analyse Moses’ egen moder, og altså ikke hans adoptivmoder, hvad det Gamle Testamente søger at fremstille hende som.

          I Bibelen bliver imidlertid Moses’ ægyptiske baggrund forsøgt udvisket, men skinner dog ikke desto mindre sine steder igennem teksten; f.eks. omtales Moses af Jethros datter som en "ægypter" (2. Mos. 2,19), ligesom Jahwe under et vredesudbrud direkte siger til Moses, at han vil "udrydde" israelitterne, hvorimod han vil gøre Moses "til et folk, større og stærkere end det" (4. Mos. 14,12) – hvilke udsagn næppe kan forenes, medmindre Moses netop tilhører et andet folk end israelitterne. Intetsteds i Mosebøgerne siger Moses da heller "mit folk" eller "vort folk" om israelitterne, lige så lidt som han omtaler Abraham, Isak og Jakob som sine forfædre – men israelitterne omtaler deres store leder som "denne Moses, der førte os ud af Egypten" (2. Mos. 32,1).
          Den ægyptisk-jødiske historiker Artapanos skrev (ca. 100 f.v.t.), at "de egyptiske præster ærede Moses som en gud og kaldte ham Thoth", hvilket kan stemme overens med det velkendte faraonavn, Tuth-mosis. Et par århundreder forinden bemærkede den ægyptiske historiker Manetho om Moses, at han først "antog navnet Moses" omkring den store udvandring.
          I det 18. dynasti (ca. 1585-1310 f.v.t.) og dermed også på Hatshepsuts tid var hans netop i Bibelen omtalte titel "Søn af Faraos Datter" særlig vigtig, eftersom det på daværende tidspunkt typisk var kvinderne, der var helkongelige af blod og således kunne videreføre arvefølgen efter samtidens praksis, mens deres mindre kongelige gemaler som regel primært var blevet faraoner i kraft af ægteskabet. Kun tre gange i det 18. dynasti fødtes, hvad der betragtedes som en helkongelig søn, hvorfor betegnelsen "Søn af Faraos Datter" brugt om Moses var en særlig understregning af Moses’ adkomst til tronen.

          Imod forestillingen om Moses som legitim søn af faraos datter taler til gengæld det Gamle Testamentes egen beretning om faraos dekret om at drukne alle drengebørn i Nilen, hvorunder Moses som bekendt skulle være blevet sat ud i et fartøj for siden tilfældigvis at blive opdaget og reddet af faraos datter.
          Denne beretning er dog så selvmodsigende, at det er nærliggende at se den som en bevidst tilsløring af de egentlige begivenheder. For hvorfor skulle Moses blive sat ud på Nilen, ubehjælpsom og i fare for at blive opdaget i det område, hvor faraos hof færdedes, det hof, som ifølge beretningen stræbte hebræernes drengebørn efter livet? Og at selveste faraos datter skulle gå ned for at vaske sig offentligt i Nilens allerede dengang uhygiejniske vande er usandsynligt, medmindre den gammeltestamentlige beretning måske er en let omskrevet version af noget helt andet – en ægyptisk kongebarnsceremoni, foreslår von Spaeth. Her ville det nemlig være alt andet end urealistisk, at faraos datter foretog sin rituelle afvaskning i Nilen, inden hun modtog kongebarnet, der i samme rituelle forbindelse kom sejlende på Nilen.
          Det er et scenario, der i lidt forskellige versioner er næsten universelt udbredt i myter: Kongebarnet ankommer i et skib eller fartøj på havet eller en flod (sml. f.eks. vor egen Kong Skjold, den indiske solgude- og kongesøn Karna, Romulus på Tiberen, Sargon I på Eufrat m.fl.).
          Von Spaeth forener træk fra Mosesberetningen med Horusbarnet: "Læren om den mytologiske kongegud Osiris, der efter døden blev lagt i en sejlende kiste – ligesom rabbinerne beskrev den som ‘den lille ark’ på Nilen. Fra denne ark skulle han så ved gudinden Isis’ hjælp genopstå i skikkelse af sin og Isis’ nyfødte søn Horus, et gudebarn, der skulle være den nye konge. Med andre ord – nøjagtigt tilsvarende Moses." (De Fortrængte Optegnelser, s. 27).
          I ikke-bibelske, jødiske tekster, som von Spaeth hyppigt citerer fra, refereres der tillige til denne begivenhed som "den hellige begivenhed på den guddommelige Nilflod", og faraos datter siger: "… følgelig vil jeg opdrage barnet med det mål, at han skal være efterfølger på tronen."


Kristeligt Dagblad: "Ove von Spaeth mangler videnskabelig metode"

Ove von Spaeth opregner talrige andre ægyptiske forhold med relation til Moses, og første bind i hans fembindsværk leverer en bred vifte af argumenter for at tilbageføre disse spor direkte til en lang række konkrete navne, begreber, temaer og ritualer under ægyptisk kongekult. Det er selvfølgelig ikke første gang, det hævdes, at Moses var af ægyptisk oprindelse, eller at hans tid dateres til 1400-1500 tallet f.v.t., men sjældent om nogen sinde er dateringen præciseret eller implikationerne udbygget i så gennemarbejdet detalje, hvor omfattende studier inden for historie, ægyptologi, religionshistorie, arkæologi og astronomi sammenstilles.
          Teologernes reaktion på udfordringen til ikke mindst den såkaldte Københavnerskole var i lang tid tavshed. Medvirkende årsag hertil er givetvis, at netop det spektakulære stikker i øjnene og må bibringe mangen en moderne teolog ulyst til at bevæge sig ned i de omfattende og meget minutiøse referencer inden for så talrige vidensfelter. Der står ualmindelig megen mere prestige på spil, end man skulle tro ved første øjekast, for hvis Ove von Spaeth blot har ret i hovedtrækkene, vælter ganske enkelt de seneste mange års dominerende teologiske opfattelser inden for området som dominobrikker.
          Den 11.11.99, over et halvt år efter bogens udgivelse, anmelder teologen Tine Lindhardt bogen i Kristeligt Dagblad. Anmeldelsen røber imidlertid, at avisen øjensynlig ikke har ønsket at finde en kvalificeret anmelder, eftersom behandlingen af bogen er præget af mangel på elementær viden om emnet såvel som et firkantet videnskabsideal, der næppe længere er gangbart andre steder end i folkeskolens forenklede lærebøger.
          Man kan selvfølgelig være enig eller uenig i det anlagte videnskabssyn i De Fortrængte Optegnelser, men når Lindhardt hævder, at den "mangler videnskabelig metode", nærmer det sig uklædelig arrogance om et værk, der sagligt sammenstiller erkendelser inden for en lang række vidensfelter, mens hun selv demonstrerer "videnskabelighed" i gulvhøjde.
          Lindhardt "belærer" således von Spaeth med følgende tautologi: "For at vi vil kalde noget historisk sandt, må det være sket i virkeligheden," som hun følger op med en både irrelevant og fejlagtig oversimplificering, som om hun irettesatte et barn: "Derfor skelner vi mellem historiske fakta, som virkelig er sket, og myter, legender, eventyr. De sidste kan meget vel være sande i den forstand, at de fortæller noget sandt om menneskelivet, men de er ikke sande i den forstand, at det, de fortæller om, er sket."
          Historiske "fakta" er selvsagt en problematisk størrelse, afhængige som de er af forskellige kilder og fortolkninger, der atter er afhængige af forskellige historiske såvel som moderne iagttagelsessituationer. En håndfast skelnen mellem mytisk og historisk eller fiktion og fakta kan således løbende forskydes og undertiden udviskes, hvorfor en banal konstatering af, at noget er fiktion og noget fakta i bedste fald er overflødigt intetsigende, i værste fald implicerer et klassisk, positivistisk videnskabsideal, som næsten må siges at være mere kontroversielt end von Spaeths hypoteser om Moses' liv og derfor sidst af alt kan bruges til at affærdige disse med.
          Bevidst venstrehåndsarbejde med bind for øjnene ligner det også, når Lindhardt om Moses påstår: "Ud over Bibelen findes der ikke mange kilder, som kan fortælle noget om ham." At hun sidder med en bog i hånden, hvis hele anliggende er en systematisk redegørelse for en mulig historisk sammenhæng i de mange henvisninger til Moses, der netop er optegnet i kilder uden for den gammeltestamentlige kanon (bl.a. i Talmud og Midrash samt hos Philo, Manetho og Josefus), anfægter hende åbenbart ikke, lige så lidt som hun overvejer forholdet disse kilder og det Gamle Testamente imellem.
          Tine Lindhardts indgangsvinkel synes derved symptomatisk for teologiens fravær af saglig kritik og diskussion, når minutiøse argumenter og omhyggelige analyser fremlægges i strid med de herskende teologiske trends - en reaktion, der f.eks. også kendetegnede det teologiske establishments strategi over for Faklens filologiske kritik af Bibelselskabets manipulationer med den autoriserede bibeloversættelse fra 1992.
          Det er ikke bare synd for forskningen som sådan - det er en teologisk falliterklæring.


Den astronomihistoriske synsvinkel

Det mest spektakulære ved første bind i Ove von Spaeths værk er naturligvis, at han - udover at sandsynliggøre Moses' ægyptiske herkomst og identificere hans mor som Hatshepsut - ved hjælp af moderne astronomiske beregninger af de overleverede stjernedata med stor præcision tillige daterer Moses' fødsel i overensstemmelse med disse forhold.
          Han knytter her bl.a. an til den spanske rabbiner Isaac Abrabanel (1437-1508), der i et af sine kommentarværker gengiver overleveringen om en særlig astronomisk begivenhed, en yderst sjælden storkonjunktion i en bestemt himmelsektor tre år før Moses' fødsel. I dag kan himmelfænomenet på baggrund af disse oplysninger bestemmes og dateres til at være indtruffet helt nøjagtigt under en bestemt nymåne i februar-marts 1537 f.v.t.
          Dr.scient. Peder Moesgaard, der er lektor ved Institut for De Eksakte Videnskabers Historie ved Aarhus Universitet og direktør for Steno Museet, Danmarks Videnskabsmuseum, skriver i et forord til bogen: "… fra den astronomihistoriske synsvinkel finder jeg udgangspunktet i en bestemt planetkonstellation i 1537 f.v.t. værdigt til afprøvning i relation til bibelforskning, ægyptologi, arkæologi og almen historie."
          Og det er netop ved at stykke overleveringerne sammen med disse og flere andre vidensfelter, at brikkerne falder på plads med betragtelig indbyrdes overensstemmelse, hvorved von Spaeth kan datere Moses' fødsel så præcist som tirsdag den 8. februar 1534 f.v.t. Og derpå følger så en grundig analyse af religionshistorisk værdi på mange andre områder end dem, der er specifikt relateret til Moses, og som - også uafhængigt af, om de efterfølgende bind kan holde standarden - givetvis vil kunne anspore til både nybrud og korrektioner i lang tid fremover.

R.E.L.

(Rune Engelbreth Larsen, cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab, samt redaktør af Faklen -  www.faklen.dk)

(Artiklen er fra Faklen nr. 14 og gengives med Rune Engelbreth Larsens tilladelse pr. 7. januar 2000 til fri anvendelse for OvS).