Et aktuelt oprør imod ledelsen på Teologisk Fakultet i Københavns Universitet er omtalt i pressen. Det er bl.a. vendt imod dekan Jens Glebe-Møller og imod prodekan Niels Peter Lemche. Men i det opgør burde der også indgå at sætte spørgsmålstegn ved undervisningens videnskabelige kvalitet.
          Ledelsen har siden 1980'erne ladet de studerende undervise ud fra en ubevist påstand: Det gamle Testamente udgøres i store dele af mere eller mindre fabrikerede hændelser skrevet af jødiske præster så sent som 300 f.Kr. Herudfra lærer vore dages præster ikke at tro på Bibelen! - dvs. en ny 'tro' i sig selv, fremfor reel videnskab.
          Derfor må det vække til eftertanke, at en forsker helt uden for universitetet, Ove von Spaeth, har udgivet: "De Fortrængte Optegnelser - Attentatet på Moses" (jf. her i bladet en helsidesartikel herom, 6/6 99). Et værk, der overvældende anskueliggør bl.a. Moses' ikke-mytiske eksistens og plausibiliteten i flere dele af de pgl. bibelteksters indhold.
          Der ses fremlagt langt flere kilder, tekniske data, objektive dateringer og autoritative indicier, end der f.eks. ville kræves til at vinde en retssag. Dette fremkalder nu et åbent spørgsmål: hvordan kan ledelsen(?) påbyde, at sådanne forskningsmaterialer og forhold bliver undgået eller overset?

Sidney Måge, medlem af menighedsrådet, Strandvejen 375, B2, 2950 Vedbæk

(Med Sidney Måges skriftlige tilladelse pr. 19/12-1999, til fri brug for OvS)

Til de aktuelle indsigelser i Berlingskes videnskabssektion Univers (3. august) imod bogen "De Fortrængte Optegnelser - Attentatet på Moses" kan dens forfatter garantere, at bogens grundlag ER i orden:
          Netop fordi bogen bringer et nyt syn, er der ud fra et grundigt forhåndskendskab til de omstridte spørgsmål gennem hele bogen taget nøje højde for de anførte kritikpunkter. Bedre end at bladre, er det at læse den. F.eks. netop ved omtalen af kong Sargon, hvor der i indsigelsen bl.a. angribes begreber og årstal, som end ikke er nævnt i bogen.
          På den baggrund findes de pågældende universitetsfolks udtryk som manipulation og uvederhæftighed særlig uforståelig - ligesom deres motiv - og skal derfor ikke stå uimodsagt. Dog, deres udsagn, "det er en bog, som vi kommer til at kæmpe med i mange år fremover", kan næppe afvises.

Ove von Spaeth, - debatindlæg i Berlingske Tidende (sektion 1, s.9) - (10.aug.1999)

Nogle oprørte universitetsfolk tildeltes frit en halv avisside om deres utilfredshed med boganmeldelsen i Berlingske Tidendes videnskabstillæg Univers (3.aug.1999).
          Mens OvS's replik dertil (10.aug.1999, jf. mail ovenfor) skulle være yderst kort og blev henvist til avisens alm. brevkasse, endog på en anden dag, end når Univers-tillægget er med. - Derfor præciseres fakta her med det mere uddybende, oprindelige svar:

Af  OVE VON SPAETH  -  Et oprindeligt indlæg til Berlingske Tidende - ikke optaget

Hvorfor så krigerisk?
          En henvendelse til Berlingskes Tidendes redaktion fra Kim Ryholt, adjunkt PhD i egyptologi, og Karen Jensen, PhD-stud. i assyriologi - begge Carsten Niebuhr Instituttet i Københavns Universitet - skyldtes angiveligt deres slet skjulte irritation efter den fornemme og begejstrede medieomtale, bl.a. en hel side i Berlingske Tidende, angående Moses-seriens bind 1, "De Fortrængte Optegnelser".
          Men nu i Berlingske Tidendes referat (3.aug.1999) af deres henvendelse, faktisk 'fordømmes' undertegnede , uafhængige forsker for at have krænket det etablerede akademiske territorium. Dette ligger åbenlyst i kølvandet af et hadebrev til bogens forlag sendt som åbent brev fra deres universitetslærer, egyptologen Poul John Frandsen!
          De oprørte universitetsfolk proklamerer krigerisk, at den bog (vil de (citat:) "... kæmpe med i mange år fremover! ...". Hvorfor? Hvad menes der i denne totalitære retorik egentlig med at kæmpe med bogen? Hvordan forestiller disse universitetsfolk sig helt præcist, det skal ske - hvilke midler skal tages i brug mod uafhængige meninger? Må der ikke stilles spørgsmål ved hidtidig lærdom? - retten til at tvivle er dog ikke mindst forskningens privilegium i den vestlige verden.
          Den, som vi skal se, omfattende desinformation i disse universitetsfolks forskellige udtalelser med en overvægt af følelsesladede og generaliserende udtryk (enkelte eksempler allerede gengivet i min respons i Berlingske Tidende 10.aug.1999) har gjort det vanskeligt for alle at kunne finde bare enkelte konkreter i deres indlæg at forholde sig til videnskabeligt set.

          Ved al seriøs forskning er det simpelthen af størst mulig gavn, at en nyorienterende bog udfordres og testes. Det er desværre ikke sket her. Professionelt videnskabeligt kan fremgangsmåden udføres temmelig effektivt. Men at blot levere fnidder, bagtalelse og konkrete usandheder kan, uanset en smule akademisk indpakning, kan selvfølgelig ikke fungere, hvad det følgende vil dokumentere. Men når der i det følgende refereres til Ryholt og Jensen, er disse i sig selv af uvigtighed, formålet er ikke personorienteret, men det er eksemplernes principielle forhold, der er lærerige.

Eksperter i skjult dagsorden?
          Og for at udenforstående kan få tilstrækkelig ud af alt dette, gives der nu et par eksempler. Således udleverer Ryholt åbent sin mangel på argumenter, bl.a. (citat:)"... Han (OvS) taler tydeligvis mod bedre vidende. Hver gang noget modsiger hans egne teser, så ignorerer han det - og han må være stødt på disse ting ...". Dette til trods for, at der i bogen er fremlagt bogstaveligt hundredevis direkte kildecitater og konkrete referater, med fuldstændige henvisningsdata og referencer og minutiøst ekspliciterede eksakte facts. hvor netop alle sider bliver belyst. Derfor er det som en dumrians frækhed at ville bilde offentligheden ind, at bogen ikke bringer noget der modsiger, skønt hele bogen eksakt og gennemdokumenteret fremlægger et stort modspil til hidtidige teser.
          Når Ryholt personligt præsenteres med basis i sit institut samt stiller sin akademiske baggrund (idet han ikke ytrer sig som privatmand) bag sine udtalelser i avisen, har han et redelighedsanvar overfor offentligheden, hvor man må konstatere, at omtalte baggrund i dette tilfælde er intet værd, når han end ikke magter en sandfærdig redegørelse.
          Her bliver Ryholt simpelthen taget på fersk gerning i at forsøge at nedgøre en bog, han helt åbenlyst ikke har læst. Så hvordan kan netop den bog fremkalde en så absurd adfærd hos ham, at han alligevel tager initiativ til henvende sig til redaktøren for at søge dementeret avisens fornemme og begejstrede boganmeldelse? Ikke mindst ses Ryholts påstande at være naturstridigt fabrikerede argumenter, der er sagen aldeles uvedkommende og er rent ud sagt uvidenskabeligt vrøvl.
          Som enhver ekspert i tekstanalyse vil vide, findes der ikke nogen skjult eller uudtalt hensigt eller usynlig bagtanke, som man på hard core bevisfast måde kan adskille fra en faglig teksts konkret præsenterede indhold. Alle seriøse fagfolk har hidtil afvist det som den rene mystik at indføre den slags illusionære størrelser af påduttede intentioner eller fornemmelser brugt til tilfældige subjektive fortolkninger. Dvs. uvidenskabelige gætterier som man fejlagtigt antager at kunne tillægge en ikke-skønlitterær tekst.

Myter velkendte som mysteriespil
          Også den anden kandidat, Jensen, eksponerer sine ejendommelige forsøg på at belære journalisten om, at - til trods for eksistensen af talrige beskrivelser af mysteriespil fra oldtiden, hvor gudernes myter rituelt gennemspilles - så forholder det sig hos Jensen åbenbart anderledes, når det drejer som om datidens overalt levende myte om kongebarnet, der sættes i et fartøj på vandet..
          Hun hævder uden belæg herom, at dette - der i hendes version fremstår som det overhovedet eneste tilfælde blandt alle øvrige - altså kun er en myte, som aldrig praktiseredes som ritual. Hun er ude af stand til at begrunde sin ejendommelige forskelsbehandling.
          Det kan yderligere være vanskeligt at gennemskue, hvorfor hun optræder uvidende om, at videnskaben i mere end 100 år uhøjtideligt har brugt øgenavnet "Sargons selvbiografi" om myten. Og hun påstår, at dette materiale fejlanvendes i bogen, fordi de fundne skrifttavler "kun" er fra ca. 650 f.Kr. Hun fortier, at de er en fra oldtiden anerkendt afskrift af langt ældre tekster, som senere kong Assurbanipal lod indsamle fra hele Mesopotamien. Man kan så spørge, hvorfor gør hun det?
          Som forsker er jeg naturligvis forpligtet til seriøst at sætte mig ind i en sag, før jeg udtaler mig og kritiserer anden forskning offentligt. En sådan elementær betingelse bag videnskabelig bedømmelse offentligt tynger tydeligvis ikke Ryholt & Jensen. Deres påstande er de facto grove uredelighedsanklager, hvorfor deres usande påstande både krænker undertegnede forfatters værk og deres eget universitets/instituts forsknings-etiske retningslinjer angående simpel ansvarlighed.

Anerkendte kilder i bogen
          Hos Ryholt er hans påståede ukendskab bestemt ikke acceptabelt og kan på ingen måde berettige yngre, uerfarne kandidater som netop Ryholt - lad os sige det lige ud - til så arrogant at afvise bogens dokumentationsunderbyggede sammenhænge blot med den utroligt naive "begrundelse", at (citat:) "... det er han (Ryholt selv) aldrig stødt på ..." - så alene derfor skulle det umuligt passe. Manglen på at opfylde de til hans påstand nødvendige kildekritiske krav anfægter ham ikke.
          Angående det pågældende punkt, så anvender bogen højt respekterede standardværker som bl.a. J.B. Pritchard's "Near Eastern Texts" og Eberhard & Helck's "Lexicon der Ägyptologie", etc. De er alle blevet gennemgået af mig personligt og findes endda i hans egen institutions bibliotek (der altså indeholder de tekster, han "aldrig er stødt på"). De to uheldige demonstranter med simpel uvidenhed om eksisterende forhold, hvad vil de dog opnå? - der er ingen, der vinder noget ved deres reducering af virkeligheden.

          Yderligere har Ryholt forsøgt at angribe, at der i bogen ikke refereres til flere af kilderne i dens store bibliografi - dvs. han optræder her, som om han aldrig har hørt om sekundærlitteratur. Heller ikke dette er naturligvis rigtigt, så hvorfor gør han det? - Derimod er det tydeligt for alle andre, at man med bogens yderst præcise kildehenvisninger aldrig er mindste tvivl om, hvorfra forfatteren har sine videnskabelige data.
          Bogens centrale pointer er baserede på netop anerkendte kilder, respekterede videnskabsfolks undersøgelsesresultater, hvis eksistensberettigelse naturligvis ikke skal bevises forfra igen, hver gang de anvendes. Også Ryholt som PhD absolut må kende det som standard procedure?
          Den traumatiske motivation for de to universitetsfolks besynderlige angreb må vel også ses på baggrund af, at allerede samme dag, hvor Berlingske Tidendes flotte boganmeldelse blev publiceret (15.jun.1999), fremsendte egyptolog Poul John Frandsen, den formelle leder af disse personers institut, en hate speech med usande beskyldninger i et åbent brev stilet til selve C.A. Reitzels bogforlag. Min bog er hverken polemisk eller missionerende, og de pågældende universitetsfolk har jeg aldrig hverken mødt eller udtalt mig om.

          Vi kan gennem tiden virkelig takke kompetente skeptikere for, at videnskaberne har måttet perfektionere deres metoder for dataindsamling, analyseformer og metodik, for at en forbedret underbyggelse af opdagelser og fremskridt kunne opnås. Men barnlig væren-modsat blot noget ikke længere passer med, hvad man engang lærte i skolen, skaber uimodtagelighed for ny viden. Det elementære grundlag, at videnskab er en fortsat proces, kan da ingen være så totalt uvidende om. Med dette, blot et sidste eksempel:

Tilbageholdte data
          Således, igen uden skygge af substans påstår Ryholt, at OvS's datering er (citat:) "... hamrende fyldt med fejl ...", idet der i Ryholts idéverden kun er to bestemte kronologier, der kan vælges imellem - i mangel af en officiel, fast kronologi, hvorom netop ingen forsker hidtil kender sandheden. Bortset fra Ryholt, der har ingen smålige betænkeligheder.
          De to dateringskoncepter er afhængige af egypternes observationer af stjernen Sirius, men hvortil Ryholt behændigt udelader et afgørende forhold: Nemlig at der yderligere findes en velkendt, tidlig mulighed, idet der også eksisterer Sirius-dateringer af tidligere dato i brug (ses bl.a. i Ryholdts egen lærebog, "Egyptian Grammar" skrevet af en af de største autoriteter, Alan H. Gardiner).
          Det har ellers altid været netop anerkendt god videnskabsetik at undgå selv den mindste vildledning og uredelighed, men derimod loyalt at fremlægge alle relevante data. Blandt de Ryholt og Jensens grovere overtrædelser er intellektuel uhæderlighed: Når således samtlige kritikpunkters forhold allerede fra begyndelsen er metodisk fremlagt i bogen, så er den tvivl, de pågældende universitetsfolk uanfægtet rejser herom som om det aldrig før er behandlet, så bizar, at det herefter nok må anses for kontraproduktivt at bede om en ærlig forklaring for den handlemåde.
          Sluttelig hævder Ryholt, at en bestemt observation af Sirius er (citat:) "... skudsikker". Alle med astronomisk indsigt, som er blevet præsenteret for dette, må mistroisk trække på smilebåndet ! - Ingen kompetent forsker kunne drømme om at påstå, at en hændelse, der sparsomt refereres at være sket for mere end 3.500 år siden, er "skudsikker". Nuvel, det må vist konstateres, at det alligevel ikke var en spøg.
_

Senere efterskrift  -  overvejelse
          Der er ikke noget nyt i alt dette, for den slags events er ikke ukendte i et akademisk videnskabeligt miljø, men her er det godt at kunne holde i hævd at forholde sig sundt kritisk, når man møder et faglig lavpunkt. Og de forskere, der her har lært sig at optræne saglig disciplinering, vil næppe falde i grøften ligeså let som de pågældende uerfarne.
          Men yderligere ses de ovenfor nævnte universitetsfolk - i Berlingske Tidendes referat - med uartikuleret brug af beviseligt ukorrekte påstande at have lagt pres på avisens anmelder, der som ikke-specialist ikke havde chance for at gennemskue spillet. Han måtte herefter vælge blot at citere dem for det, som de uden fjerneste dokumentation angriber bogen for.
          Med en sådan adfærd hos de to kandidater kunne perspektivet snart blive, at selve de involverede videnskabsområder faktisk risikerer at blive stillet over for at skulle forsvare sig mod ukvalificerede og uvidenskabelige folk i egne rækker.
          Normalt vil det være påkrævet, at kritikere skulle oplyse med konkrete data om bogen, så kunne der herudfra tages stilling. For i bogen findes der så bestyrkende for dens resultater indsamlet de hundredvis af genuine kilder, der regulært kan tages stilling til, men som ingen på ansvarlig vis endnu har demonstreret at modgå. Følgelig ses indsigelserne, der så besynderligt undlader at fremlægge argumenter, i stedet at forsøge at tillægge bogens forfatter negative adfærdsmotiver. Kan man ikke modgå en nyorienterende information, kan man så forsøge at ramme budbringeren.

          Idet den assyriologi-studerende Karen Jensen så pinligt fortav, at en af bogens kilder om kongebarnsritualet er en fra oldtiden anerkendt afskrift af langt ældre tekster i Mesopotamien, - kunne det måske i det hele taget være af interesse for læserne her at få mere at vide om disse teksters meget interessante baggrund:
          Den fortidsinteresserede kong Assurbanipals store lertavle-bibliotek i Ninive bestod i høj grad af systematiske afskrivninger af op til flere tusind år ældre tekster og overleveringer, som han ønskede at redde til eftertiden. Dertil gjorde han sin datter, den øverste prinsesse, til ansvarshavende chefbibliotekar, en høj præstinde-position. Mange af de pågældende afskrift-tekster betegnes i forskernes udgivelser åbenlyst med (tysk) standardangivelse "Dublikat" foran hvert tavle-nr. Også hvad angår visse af teksternes astronomiske indhold, har moderne astronomiberegning fuldt bekræftet deres stjernemæssige forhold fra de tusind år tidligere.
          Endvidere har man i andre ældre babyloniske, akkadiske og sumeriske arkiver fundet nogle af de gamle teksters originaler - og ingen inden for faget i flere generationer har således kunnet undgå at vide som en selvfølge, at de omhandlede Ninive-tavler er afskrifter fra ældre tekster.
          Spørgsmålet er, hvad det mon er i min bog, der får Karen Jensen til åbent at lyve for pressen og offentligheden? - men en sådan uhæderlighed ved videnskabelige forhold vil normalt forblive som en negativ skygge i hendes akademiske karriere.
          Overfor alle, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med bogen, kan ingen finde det rimeligt, at den omtalte desinformation skal farve billedet.

Ove von Spaeth, forfatter - www.moses-egypt.net - (det oprindelige indlæg var af 6.aug.1999)

Professor Claus Hammer, Niels Bohr Instituttet, har sammen med kolleger afgørende dateret den græske ø Santorinis gigantiske vulkanudbrud til 1645 f.Kr. Der er analyseret årtusindgammelt kemisk nedfald fra asken, gemt i grønlandsk indlandsis - og omtales bl.a. i Berlingskes "Univers" (8.nov.1999).
          Vulkanudbruddet blev et referencepunkt for historisk og arkæologisk forskning i Middelhavsområdet. Claus Hammer fastslår ud fra den forbedrede datering, at minoisk og egyptisk (hidtil usikre) kronologi nu kan falde på plads! De må følgelig flyttes en del baglæns i den pgl. tidsalder.
          Lignende interessante resultater ses i datering ud fra årringe i oldtidens træer samt ud fra kemien i gamle keramikglasurer. Erfarne forskere anerkender bredt de nye konklusioner. Flere ligeledes uafhængige, eksakte metoder har - nu empirisk bestyrkede - længe peget i nøjagtig samme retning.
          Heri indgår også astronomisk metode med tilsvarende resultater: Men her i Univers (3.aug.) angreb Kim Ryholdt og Karen Jensen fra Carsten Niebuhr Instituttet denne avis' fornemme anmeldelse (15.6.) af min bog "De Fortrængte Optegnelser, - Attentatet på Moses", og kritiserede C.A. Reitzels Forlag for at have udgivet den. Hertil føjede de en uanalytisk brug af udtryk såsom 'manipulerende' og 'uvederhæftig', bl.a. om resultatet af bogens præcise astronomiske datering. For også her måtte det netop diktere en flytning af egyptisk kronologi længere baglæns.
          Nu bliver det spændende at imødese, hvilke særprægede adjektiver de pågældende fra Carsten Niebuhr Instituttet vil anvende over for professor Hammers og hans kollegers ligeledes præcise glacio-kronologiske datering og dens konsekvenser om en tilsvarende baglæns flytning af perioden i egyptisk historie.

Ove von Spaeth, - debatindlæg i Berlingske Tidende (sektion 1, s.13)  -  (22.nov.1999)

Til den aktuelle helsides boganmeldelse 31. juli i B.T., hvori der betvivles selve grundlaget for bogen "De Fortrængte Optegnelser - Attentatet på Moses" (C.A. Reitzels Forlag): Dens forfatter kan hermed garantere at dens konkrete grundlag, støttet af et flertal af historiske videnskabelige kilder, ER fremlagt.
          Netop fordi bogen bringer et nyt syn, er der fordomsfrit ud fra et mangeårigt forhåndskendskab til de omstridte spørgsmål gennem hele værket taget grundigt højde for de anførte kritikpunkter!
          Alligevel forekommer dette indhold overhovedet ikke i den pgl. anmeldelse (hvorfor?), der stort set kun fremlægger anmelderens egen historieopfattelse i stedet for bogens - og bogens titel er konsekvent ændret.
          Og frit ud af en anden sammenhæng tager anmelderen et citat af en ellers i bogen anvendt forsker, Richard A. Parker, men ligeledes under ændret navn og anden stilling. Yderligere kritiserer anmelderen - ud fra sine egne og andres endda ubeviste hypoteser - nogle specifikke forhold (f.eks. farao Merneptah), som end ikke er omtalt i bogen, for blot at bruge det til at ramme den med.
          Det er endnu ikke glemt, hvordan en musikskribent på et stort hovedstadsblad anmeldte en koncert, der imidlertid slet ikke blev afholdt. For at undgå flere misforståelser skal herved meddeles, at min bog ikke er identisk med den bog, som anmeldelsen foregiver at behandle.

Ove von Spaeth, - debatindlæg i B.T. (s.17)  -  (23.aug.1999)

Efterskrift fra OvS (internet, december 1999)

::   Ovenstående brev af OvS, der afviser B.T.'s misvisende anmeldelse af bogens indhold, bringes nu i sin oprindelige, fulde udstrækning. Dette fordi B.T. havde endog på egen hånd tilføjet hele sætninger, foruden at have forkortet bl.a. flere tekstdele, der var mest afslørende for anmeldelsen - og derpå publiceret det uden at anføre, at man havde forkortet og at man også havde opdigtet en tekst.
          I selve B.T.'s anmeldelse blev det fremhævet som en stor fejl i bogen, at der ikke opregnes bøger af repræsentanter for en bibelkritik-retning, kaldet "Københavnerskolen", kendt for at afvise Gamle Testamente som myte og fabrikation. Men Københavnerskolens ideer, der konkret modbevises af bogens omfattende kildemateriale, arkæologiske facts og tungtvejende indicier, er jo uundgåeligt netop behandlet i bogen, bl.a. under den betegnende overskrift "At begå mord på historien".
           Tilmed gengav anmeldelsen nogle helt anderledes årstal end bogens historiske årstal! Hvorfor? Og ligeledes hævdes i anmeldelsen et utal af direkte forkerte ting (igen, hvad er formålet?), end mit kortfattede indsigelse kunne rumme at korrigere. Hvad vil en anmelder egentlig opnå ved direkte lyve så groft om bogens faktuelle data - ja, om bare at have læst bogen? Da bogen er klart nok ikke-ligegyldig, og B.T. endda bruger netop en hel avisside på den, hvorfor så ikke formå en kyndig medarbejder til at levere en boganmeldelse?

          Min nødvendige indsigelse blev flere gange af redaktionen afslået med de besynderligste udflugter. Først efter adskillige henvendelser bragte redaktionen protesten, men altså totalt forvrænget, som det netop kan dokumenteres. Presseetisk er det uacceptabelt, at B.T.s redaktion, bl.a. kronikredaktøren som også blev kontaktet, vil deltage i at dække over fejlgrebet ved anmeldelsen og efterfølgende dårlige opførsel.
          Med denne udøvelse af meningscensur i B.T. kan det undre, at læserbrevkassen har ordet "Debatten" som sin faste rubrik-titel. - Især må det vække til eftertanke, at både boganmeldelsens underskriver (der har totalt forfejlet at tjekke sine modtagne teologiske oplysninger) og den uheldige brevkasseredaktør, der ville skjule demonstrationen af anmelderens fejl, var en og samme person (en vis Christian Galberg).
          Nu er det åbenbart ingen forudsætning for at betjene de to nævnte poster, at man har nogen forbindelse med virkeligheden, og som påvist var anmeldelsen da heller ikke belastet af faktuelt materiale, men udstyredes i stedet med ammestuesnak, løse formodninger og fri fantasi pakket ind i uansvarligt vås.
          Så det kan netop eksakt dokumenteres, at både bogens indhold gøres uigenkendeligt og dernæst protesten herom forvanskes i så voldsom grad, at der her tale er om dokumentfalsk.

          Ove von Spaeth

Det har været overordentlig interessant og generelt overbevisende læsning - selv om jeg ikke har forudsætninger for at gå det efter i sømmene.
          Men er dine teser virkelig så solide som de fremstår, må der tales om et veritabelt paradigmeskift inden for GT-forskningen, og det bliver man i hvert fald ikke  populær ved. Jeg vil ønske dig god vind og ser frem til at læse den næste udgivelse.

Jeppe Berg Sandvej, (Aarhus Univ.Teologistud.), 8362 Hørning  -  (16.nov.1997)

Det fra pressen kendte oprør imod ledelsen på Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet bør også have videnskabelige perspektiver.
          Denne skatteyderbetalte ledelse har i årevis ladet de studerende undervise ud fra en ubevist påstand, at Det Gamle Testamente i det meste består af myter eller er direkte fabrikerede hændelser, skrevet af jødiske præster så sent som 300 år f.Kr. Dette koncept lærer vore dages præster ikke at tro på Bibelen - og fremstår som en ny tro, for reel videnskab synes der ikke at være meget af her.
          På den baggrund må det vække til eftertanke, at en forsker helt uden for universitetet, Ove von Spaeth, for nylig har udgivet: "De Fortrængte Optegnelser, - Attentatet på Moses", et værk der til overflod dokumenterer bl.a. Moses' eksistens og autenticiteten af dele af bibeltekstens indhold.
          Heri er langt flere tekniske beviser og gedigne indicier, end der f.eks. ville kræves til at vinde en retssag. Man kan nu undre sig over, hvilken intern universitetspolitik der har bevirket, at disse forskningsmaterialer og forhold er blevet undgået eller overset?

Sidney Måge, medlem af menighedsrådet, Strandvejen 375, B2, 2950 Vedbæk

(Med Sidney Måges skriftlige tilladelse, pr. 19/12-1999, til fri brug for OvS.)

Man skal hermed høfligst udbede sig Kristeligt Dagblads forklaring på, at Ove von Spaeths "De fortrængte optegnelser" med undertitlen "Attenttatet på Moses" hidtil er blevet forbigået i spalterne, skønt dens indhold i grunden kunne give værdifuldt råstof til anmeldelser, kronikker, reportager, interviews, analyser, polemik, debat og såmænd både forside og lederspalte:
          - En uafhængig dansk forsker mener at have belæg for, at Moses var en historisk person, en egyptisk tronfølgerkandidat, der blev født tirsdag den 8. februar 1534 før vor tidsregning. En række andre dagblade har for længst beskæftiget sig med den usædvanlige udgivelse.
          Værket, det første af i alt fem bind, udkom på C.A. Reitzels særdeles velrespekterede videnskabelige forlag den 25. maj i år, så redaktionen har haft knap tre måneder til at danne sig en mening om "det mest originale, på flere punkter måske også det mest velunderbyggede bud på Moses-spørgsmålet inden for moderne forskning" (citat fra introduktionen til bogen af cand. mag. Jens-André‚ P. Herbener, projektleder ved ny dansk, videnskabelig oversættelse af Det Gamle Testamente).
          Tør man håbe, at den totale tavshed om dette kerneemne, der ellers nok turde være relevant for bladets læserkreds, blot skyldes ferie, fravær, afspadsering, efteruddannelse eller andre resourceforkortende hindringer af redaktionsarbejdets tilrettelæggelse, eller må man tolke tomheden som udtryk for - ja netop - fortrængninger?

Jacob Ludvigsen, journ., red., Svanekevej 42, Brændesmark, 3740 Svaneke

(Med Jacob Ludvigsens skriftlige tilladelse, 25/12-1999, til fri brug for OvS.)

Som mangeårig læser af Kristeligt Dagblad, må jeg udtrykke en undren over total manglende anmeldelse eller omtale af forskeren Ove von Spaeths nyskabende værk "De Fortrængte Optegnelser - Attentatet på Moses", nu hele 5 måneder efter udgivelsen fra C.A. Reitzels forlag. Jeg har læst flere breve om dette klagepunkt her i bladet, men i den øvrige del af pressen over hele landet har bogen vakt stor opsigt og debat.
          Mange af avisens læsere holder ikke nogen anden avis, så hvorfor har disse læsere ikke fået noget at vide om bogen? Netop Kristeligt Dagblad skulle da først af alle være det rette og naturlige forum. Bogen kan vise bekræftende historisk dokumentation for kernen af Bibelens Moses-beretning. Men den synes her at være kommet på tværs af den moderne teologis hypoteser om, at den gamle Bibel blot er myter opfundet kun 300 år f.Kr. af præster, der ville fabrikere en glorværdig jødisk fortid.
          Men i stedet for alene at imødekomme den gren af teologien ved nu at ignorere bogen, kunne avisen vel også servicere sine læsere med de nødvendige pressemæssige oplysninger? Jeg er ellers glad for avisen, men denne disposition forstår jeg simpelt hen ikke.

Klaus Frank-Larsen, Gl. Frijsenborgvej 2, DK-8450 Hammel  -  (18.okt.1999)

(Ovenstående læserbrev blev afslået optagelse i Kristeligt Dagblad. Undertegnede sendte det til orientering til Ove von Spaeth og har efterfølgende tilladt denne forfatter at offentliggøre det).

Her i Kristeligt Dagblad (den 11. november) anmeldtes min bog "De Fortrængte Optegnelser: Attentatet på Moses", udgivet af C.A. Reitzels Forlag for et halvt år siden. - Nødvendigvis må der imidlertid korrigeres en række notoriske fejl i anmelderen Tine Lindhardts fremstilling:

1.       Lindhardt citerer min anvendte videnskabelige metode, men kun med et halvt citat! Min efterfølgende sætning om internationalt anerkendte eksperter blandt bibelforskere, der netop anvender metoden, er skåret væk. Hvorpå hun angriber metoden for ikke at være den videnskabelige. Det er uhæderligt. Og totalt ukorrekt. - Som bekendt findes der ingen konsensus om, hvilken videnskabelig metode, der er "korrekt" inden for den moderne forsknings pluralitet af forskellige, ofte indbyrdes modstridende metoder.
2.       Lindhardt påstår, at der uden for Bibelen ikke findes mange kilder om Moses. Det synes dog i bogen komplet umuligt at overse, at utallige kilder findes dokumenteret. - På næsten hver side i bogen fremlægges detaljer fra disse overleverede Moses-optegnelser, f.eks. om specifikke, interne egyptiske forhold og præcise astronomiske data. Disse gives der, med vor tids viden, mulighed for at efterprøve, og de synes at modsige visse hypoteser om Moses som ikke-historisk person.
3.       Ifølge Lindhardts særlige læsning af bogen ses ikke en eneste af disse hundredevis af konkrete påvisninger og tekniske fakta. Men i stedet giver hun sin egen udokumenterede belæring om, at de pgl. overleveringer kun er myter i forhold til begrebet "historisk sand". I øvrigt definerer hun dette begreb på grundlag af et i den moderne videnskab for længst forladt klassisk-fysisk verdensbillede.
4.       Det er velkendt ud fra mysteriespil-tekster fra Egypten og andre steder, at man rituelt gennemspillede visse hellige myter. Og idet flere af den tids konger ikke menes at have kunnet læse eller skrive, har jeg følgelig ikke omtalt kong Sargons såkaldte selvbiografi (med det rituelle spil) på den måde, som en forvredet forståelse i anmeldelsen angiver.

          Lindhardt tilføjer, at dette "ligger uden von Spaeths horisont". Hvad er motivet for det niveau?
          Den horisont har dog ikke anfægtet en række videnskabelige autoriteter, også fra vores universiteter, f.eks. professor dr.phil. et theol. Jes Asmussen, idet de er fremkommet med de bedst tænkelige anbefalinger (i bogen, anmeldelser og efterfølgende bind): "epokegørende", "revolutionerende" og "opstiller nye standarder".
          Og i det aktuelle tilfælde er det over for læserne afgørende, om anmeldelsen i det mindste havde holdt sig til at være saglig og basere sig på seriøse motiver.

Ove von Spaeth, - debatindlæg i Kristeligt Dagblad (s.10)  -  (18.nov.1999)

Kristeligt Dagblad bragte den 11. november en såkaldt anmeldelse af Tine Lindhardt. Hun angiver at beskrive/"anmelde" en ny bog skrevet af Ove von Spaeth: "De fortrængte optegnelser. Attentatet på Moses".
          Kort refereret, så mener anmelderen i sin ophøjede visdoms sfære, at von Spaeth mangler videnskabelig metode. Samme anmeldelse benytter sig af klip fra von Spaeths bog på en måde, så det nærmest virker som fraklip. Ikke et eneste sted dokumenteres det, hvori den manglende metode skulle bestå. Man nøjes med at postulere. Dokumenterer intet. Forsøger ej heller på det. Det er skræmmende. Og beskæmmende.
          Anmelderen lider åbenbart af den opfattelse, at der er ligefrem proportionalitet mellem mængden af negative udladninger og anmelderens kvalitet! Når hun til sidst taler om et virvar af teser, indicier og antagelser hos von Spaeth, er bunden nået. Godt og vel endda.

          Von Spaeth har skrevet en spændende og usædvanlig givende bog. Han bringer indicier, javel, men hver eneste gang forklares det omhyggeligt, hvorfor og hvordan tingene kan fortolkes i en større sammenhæng. Med afsæt i et væld af kilder, i forskning på internationalt niveau - og meddelt læserne i et sprog, der gør læsningen let og selvfølgelig, peger von Spaeth på mulige nye fortolkninger. Aldrig på endegyldige sandheder.
          Hans bog bør derfor blive banebrydende indenfor Moses-forskningen. Men den bliver det kun for dem, der tør have det rette videnskabelige forskersind. Næppe for mennesker der en gang for alle har låst sig fast på en bestemt opfattelse - så fastlåst, at enhver form for nytænkning straks vil blive spiddet af en sådan anmelders spidse pen.

Jens Jørgensen, M.A. historiker, cand.mag., Slotsallen 51, 4200 Slagelse

(Med Jens Jørgensens skriftlige tilladelse, pr. 20/12-1999, til fri brug for OvS.)

I "Præsteforeningens Blad" (26/11-99) anmeldte Jørgen Bækgaard Thomsen min bog "De Fortrængte Optegnelser - Attentatet på Moses", udkommet i 1999 på C.A. Reitzels forlag. Men til anmeldelsen er det nødvendigt at gøre sig klart, at bogens hovedindhold især udgøres af ikke-bibelske kilders ofte exceptionelle data, der underbygger flere nye perspektiver og konkretiserer historiske forhold.
          Dette må ses i relation til det faktum, at en række autoriteter og eksperter fra de forskellige berørte videnskabsområder i anmeldelser (til dette og følgende bind) har givet de bedst tænkelige anbefalinger: f.eks. prof. dr.phil. et theol. Jes Asmussen, prof. dr.phil. F.J. Billeskov Jansen, tidl. universitetslektor Leo Hjortsø, og museumsdirektør dr.scient. Kr. Peder Moesgaard m.fl. Heriblandt omtales bogen som "epokegørende", "opstiller nye standarder", "revolutionerende", "fortjener at blive kendt også uden for skandinavisk sprogområde", "kan ændre vort nuværende syn på historien i Den nære Orient", etc.
          At just de vitale opdagelser og deres konsekvenser, der er bogens hovedindhold, nu i JBT's anmeldelse ignoreres til fordel for uvæsentlige - og tilmed forkerte - smårettelser som ved en skolestil, må således have krævet en særlig, motiveret indsats. Det gælder også for anmeldelsens ukorrekte påstande:

a.       Anmelderen hævder, at der "oftest... mangler nøjagtige kildehenvisninger", skønt bogens de facto utallige nøjagtige og detaljerede kildehenvisninger (helt ned til notetal) findes overalt i teksten; men det forudsætter dog at man læser bogen.
b.       Det er videre forbavsende, at anmeldelsen kaster tvivl over en del af et citat af Josefus, når der som bekendt eksisterer forskelligartede fortolkninger - og når det ydermere er irrelevant, fordi citat-delen slet ikke indgår i bogtekstens argument.
c.       Det hævdes - igen udokumenteret - at bogen er "fuld af idelige gentagelser". Men bogens resumeer og krydshenvisninger er, tydeligt for alle andre læsere, indsat som en læserservice.

I bogen påvises det direkte ud fra arkæologien, antropologien, historieforskningen samt de egyptiske kilder, at Bibelens Mosebøger stadig fremstår helt ud i detaljerne som langt mere historisk plausible end visse moderne bibelhypoteser herom. Men i anmeldelsen forkyndes, at "forfatteren vil afsløre et såkaldt attentat på Moses, begået af Ezra og andre redaktører af Gammel Testamente". Det er ikke dækkende for dét, bogen giver udtryk for; bl.a. fordi der netop også relateres til dele af den moderne teologis dilemma set i kontrast til "de fortrængte optegnelser".

Ove von Spaeth, - brev til Præsteforeningens Blad  -  (16.dec.1999)

Efterskrift fra OvS (internet, pr. 11. februar 2000)

::   Efter først at have publiceret urigtige oplysninger om bogen har Præsteforeningens Blad derefter i fravær af presseetik totalt ignoreret at optage i bladet en rimelig korrektion med forfatterens respons. Ved herunder også bryde sit eget telefoniske løfte (5.feb.) om et begrundet, skriftligt afslag til forlaget, har cand.theol. Jakob Brønnum, skønt han står anført som redaktør af bladet og ikke mindst også af dets debatforum, egenhændigt ladet spærre effektivt for udveksling af synspunkter.

Ove von Spaeth

Jeg skriver til Dem for at udtrykke min begejstring for Deres bog "De Fortrængte Optegnelser". Jeg er medlem af Den Danske Frimurerorden. En orden som er meget søgende, for - til stadighed - at finde mulige forklaringer vedrørende livets store spørgsmål.
          De kommende bøger, ikke mindst bogseriens bind 4, som omtales bag i bogen at også ville indeholde spændende stof af interesse for frimurere, vil jeg glæde mig meget til. Jeg kunne godt tænke mig at få klarlagt, hvor langt tilbage vi kan spore frimurerisk aktivitet, og hvad baggrunden var historisk set.
          En tak skal De personligt have for Deres store arbejde, der er til stor inspiration for mange,  - mvh.

Peter Rixen, Løgelandsvej 27, 3200 Helsinge  -  (28.sep.2000)

(Med Peter Rixens skriftlige tilladelse pr. 20.02.01 til at OvS frit kan bruge teksten)

:: Svar fra OvS. - En række specielle oplysninger i bøgerne har fået flere læsere til at genkende enkelte forhold inden for frimurernes forhistorie - især hvad der i den forbindelse kan findes i Moses-seriens bind 1 og 2 samt 4.
          Forfatteren siger tak for mange venlige udsagn om at have medvirket til inspiration. Dog er hans, altså min, forskning prioriteret i anden retning. Han er ikke tilknyttet nogen organisation og har ikke søgt et uddybende kendskab på området, men har blot bemærket og videregivet nogle fundamentale, ofte glemte træk med visse konkrete ligheder med de gamle egyptiske og mellemøstlige, historisk kendte forhold.
          Hertil er seriens bøger blevet fundet så væsentlige, at Den Danske Frimurerordens organisationstidsskrift, der indtil da sjældnere havde bragt boganmeldelser, har ladet dem behørigt anmelde (bl.a. i "Frimurer Meddelelser", Vol.X, nr.191, maj 2001, s.22-24 - og siden hen er også alle seriens øvrige bøger blevet anmeldt efter tur), og man har ladet dem anskaffe til logernes bogsamlinger.

          Bøgernes omtale af indvielseskulter i oldtiden har hos læserne affødt forskellige spørgsmål, endda om mulig vejledning inden for kultiske forhold. Igen må siges, at dette er ude af fokus i forfatterens arbejde, han frasiger sig autoritativ indsigt her.
          Men den ovenfor nævnte litteratur kan forhåbentlig være af interesse og til nogen hjælp til at søge længere ind i emnet. Eksempelvis ved et fornyende indblik i visse dele af føromtalte 'spirituelt' relaterede geometri. Jf. også præsentation af visse uddrag i OvS's artikel "Pattern, Universe and Ancient Knowledge" (på web-site: Zenith files eller http://ovs.thirax.dk ).
          Yderligere kan siges: at noget af det, som en søgende inden for det omhandlede store område eventuelt kunne ekspandere sin viden med, kan godt være netop det, som vedkommende kan opnå ved selv at opsøge det - som et individuelt anliggende. Og her kunne bl.a. netop den egyptiske inspiration supplere og perspektivere emnet - således i forlængelse af hvad også f.eks. bogserien om Moses har fremdraget om Egyptens spirituelt funderede arkitektur og ældgamle mysteriespil og ritualtraditioner.

          Ove von Spaeth

Vedrørende bogen "De Fortrængte Optegnelser".  - Først vil jeg sige tak for en meget oplysende bog.
          Som der kan læses flere steder i den, kan noget af det stof og den tankegang, som var i Ægypten for 3500 år siden, fortsat findes hos bl.a. frimurere. Bogen har bidraget til, at jeg i langt højere grad forstår, hvad det er for en tankegang, som er blevet overleveret op til vor tid. Fortsat held og lykke med det store arbejde. Jeg er fast køber af serien.    - Mange hilsener og respekt,

Bo Kristensen, Havevang 23, 4300 Roskilde  -  (21.okt.2000)

(Med Bo Kristensens skriftlige tilladelse pr. 28.02.01, at OvS frit kan bruge teksten)

Angående dine 5 bøger, så fik jeg fik nu virkeligt et stærkt indtryk af det enorme forarbejde du har været igennem, og hvor omfattende dit projekt egentlig er.
          For nu har jeg læst "de Fortrængte Optegnelser", bog, 1, og jeg går lige bagover. Hvilken bog du har skrevet. En historisk 'kriminalroman', med så overbevisende en fremlæggelse af facts, at alle dine påstande købes. Du gør det så overbevisende, at jeg spår dig verdensberømmelse i løbet af få år.
          Lad mig også sige, at du skriver fremragende godt, det sværeste stof gør du letlæseligt, så man flyder igennem bogen i en sand rus af gode formuleringer. Herligt. Dit forarbejde til denne bog - ja, hvor mange liv har du levet for at kunne blive klog på så meget sprog og historie. Den store systematiker er nu trådt frem, og kors hvor jeg glæder mig til de næste bøger.
          Min kone og jeg har nogle gange været på de historiske steder i Luxor og har altid været fascineret af Hatshepsut - uden et øjeblik at tænke på Moses som hendes søn. Du har gjort det så godt - har givet mig en stor oplevelse, at jeg er taknemlig for alle dine mange velunderbyggede facts og den interessante historie.

Gorm Eriksen, Jægersborgvej 50, 2800 Lyngby - www.gormeriksen.dk  -  (26.07.1999)

(Med Gorm Eriksens tilladelse til fri brug for OvS.)

          " ... Politiken bruger med rette megen plads på Billeskov Jansens rosende anmeldelse af Ove von Spaeths kæmpeværk "Attentatet på Moses" (21.8.00). For i disse år nærmer vi os med stormskridt en historisk afdækning af denne tredobbelte religionsgrundlægger og formidable filosof, som selv Platon var påvirket af ...
          ... Og her leverer von Spaeth et uhyre vigtigt bidrag ved gennem astronomien at fastlægge Moses' fødselsdag helt nøjagtigt ... At denne dato nok er langt mere nøjagtig end f.eks. Jesu fødselsdag er også det eneste, jeg har fundet troværdigt i bogen, skønt der intet er galt med forfatterens imponerende kildemateriale og viden ... Desværre stammer det meste fra mytologien og jødisk side og ikke den egyptologi, der alene rummer beviserne, hvis vi skal gøre os håb om at komme bibeleksegesens vidt berygtede Københavnerskoles attentat på Moses som historisk person til livs ...".

Jacob Holdt, foredragsholder, forfatter, fotograf (www.american-pictures.com), - fra hans litteraturkronik tilsendt Politiken, der afslog at bringe den  -  (25.aug.1999)

(ed.note:  Efter afslaget fra Pol. sendte Jacob Holdt indlægget til orientering til C.A. Reitzels forlag, - se hele teksten og OvS's svar - i Moses-websites arkiv med bind 1's anmeldelser, 6.del.

          "... anmeldelse af Ove von Spaeths bog DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER, som jeg ... lægger op her i håb om, at den vil finde interesse ...".

Carsten Agger, Newsgroups: dk.kultur.sprog.klassisk, dk.videnskab.historie, dk.videnskab.teologi - (25.okt.1999)

          "Denne bog er, efter min mening, et uhyre interessant indlæg angående fænomenet MOSES. Jeg kender naturligvis en del af de klassiske overleveringer, men også f.eks. LOVENS TAVLER af Thomas Mann. - Jeg er ikke i stand til at vurdere lødigheden eller den historiske kvalitet af denne bog, men det er en uhyre interessant teori som Ove von Spaeth udvikler og det er en bog man læser med stor spænding.
          Personlig ser jeg, med stor forventning, frem til de lovede næste 4 bind".

Erik Christensen,
BogGuide.dk  -  http://www.bogguide.dk/meninger.asp  -  (8.apr.2000)

Hej! - Er der nogen som har hørt om nogle huler nær Sinai Bjerget (kan desværre ikke lige huske hvad de hedder), hvor man for nogle år siden (?) fandt indskriptioner fra Det Gamle Testamente, skrevet på en blanding mellem hebraisk og hieroglyffer?
          Danskeren Ove von Spaeth har skrevet en bog om emnet: De fortrængte skrifter. Den romerske historiker Didorus Siculus fra 10 e.Kr. og byzantineren Cosmas Indicopleutes fra 518 e.Kr. har også omtalt hulerne. Findes hulerne? I så fald, er det så et revolutionerende fund? Og hvornår har man opdaget dem igen? Håber at der er nogen som kan hjælpe mig :-)  - Laura

Laura Shütze, Nyhedsgrupper: dk.videnskab.religion, - Fra: "Laura Shütze" <filok...@hotmail.com> - Emne i dk.videnskab.religion: De fortrængte optegnelser. - ; 09:00  - (18.okt.2000)

There is a clue to Moses and Nibiru when you study old texts. There was a very unusual astrological conjunction three years before his birth. Read here under "Is it possible to use astronomy to date the birth of Moses:
http://www.moses-egypt.net/book1/moses1-cap1_en.asp

According to this information, Moses was born in 1534 BC.
I believe it was the forces of Nibiru that made the sun stand still in the sky and split the sea (from the Old Testament.)

And if some religious fanatics say, "-God did it" then I always answer: God, Allah created Nibiru, that always ends the discussion ;-)
If Nibiru is here in 2012 I just test to add 2012+1534 - 60 (the age of Moses when they crossed the sea during the exodus 60 years, my assumption)

mikaellov, - http://mikaellov.blogg.se/index.html  -  (July,2010)

DAHR:  Dansk Selskab for Religionshistorie (Danish Association for the History of Religions) er en sammenslutning af religionsforskere, religionslærere og andre med akademisk interesse for religion og religionshistorisk forskning. - Symposier og foredrag, støtte til bogudgivelser, fagpolitisk debat sker i samarbejde med DAHRs søsterorganisationer i udlandet.
_

Jens-André P. Herbener, cand.mag. et mag.art.  -  Anmeldelser af:
          "Judith Vogt:  Der er heller ikke noget nyt under månen: En mosaik om magtens sødme (C.A. Reitzels Forlag. København. 1999)",  - Rambam: Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 10, 2001, ss. 95-96.
          "Ove von Spaeth:  De Fortrængte Optegnelser: Attentatet på Moses, I (C.A. Reitzels Forlag. København. 1999) & Ove von Spaeth:  Gåden om Faraos Datters Søn: Attentatet på Moses, II (C.A. Reitzels Forlag. København. 2000)",  - Rambam: Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 10, 2001, ss. 93-95.
          "Judith Vogt: Den store illusion: Religion og politik (C.A. Reitzels Forlag. København. 2002)", - Rambam: Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 11, 2002, ss. 113-114.

          Også angående J-A.P. Herbener, jf.:  Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekt, www.hebrew-bibletranslation.com, 2002.

dahr.dk, - Jens-André P. Herbener, Publikationer, Anmeldelser, etc. - http://www.dahr.dk/bibliografier/JensAndreHerbener.html  -  (forår 2002)

Factbites.com - http://www.factbites.com/topics/1487-BC. -Topic: 1487BC on Moses 
          - Factbites, created by Rapid Intelligence, Sydney, Australia. - Computational linguistics, data mining, data warehousing and artificial intelligence - a search engine more for content analysis than link popularity. - Other credits of ours: AskTheBrain and NationMaster free educational resource and the world's largest statistical database on comparing counties.
_

Assassinating Moses, Vol. 1: Reviews
-        Moses was not a Hebrew, he was Egyptian, probably his name was Tuth-mosis, and he was the genuine child of Hatshepsut, the daughter of the former pharaoh, and he was the heir to the throne in the vast Egyptian kingdom.
-        Lepsius claimed that Moses was contemporary with Pharaoh Ramses II around 1500 B.C. However, when it was later discovered that Ramses II was probably living in 1200, the dating of Moses was also removed to 1200, because in the meantime the anticipation of the time of the two persons being the same had become evident.
-        1509-1487 B.C. This person, "the daughter of Pharaoh" is in the von Spaeth analysis being the mother of Moses and, thus, not his adoptive mother, as the Old Testament is suggesting.
www.moses-egypt.net/book1/moses1-reviews_en.asp   (5094 words)

Factbites - Where results make sense - http://www.factbites.com/topics/1487-BC  - as retrieved on 24 Nov 2006 14:11:58 GMT  - (Nov.2006)

-
Other credits include NationMaster.com online database and visualisation tool for comparing countries - featured in The New York Times, CNN, BBC - recommended by the Harvard Business School and the American Library Association.

Min læsning af dine bøger har undervejs fået en ny dimension. Jeg overvejer nu at udvikle et foredrag (eller måske flere) og at tilknytte en undervisning, der begge tager udgangspunkt i dine bøger.
          Din forskning bør spredes vidt omkring i interesserede kredse, og i forbindelse med min undervisning kan jeg varmt anbefale deltagerne at anskaffe bøgerne. Jeg vil gøre det, fordi jeg er begejstret for dine bøger, og fordi flest mulig bør læse dem. Jeg er åndeløs over den minutiøse forskning og de logiske og opsigtsvækkende konklusioner.
          Af erfaring ved jeg, at den bedste anbefaling er den, der gives af en begejstret foredragsholder til en gruppe mennesker, der er mødt op, fordi de er interesseret i emnet.
          Desuden har jeg i den forbindelse nu startet på også at søge planlagt flere rejsearrangementer med specielle Moses-rejser til Egypten.

Erik Ansvang, forfatter, foredragsholder, arrangør/rejseleder,
www.egyptenrejser.dk  -  aton@egyptenrejser.dk  -  (& www.visdomsnettet.dk)  -  (19.feb.2002)

(Med Erik Ansvangs tilladelse pr. 10.2.2002 til fri brug for OvS)
 

En egyptolog fra Københavns Universitets Carsten Niebuhr Institut har fremsendt (se nedenfor) en sandhedsstridig beskyldning om misbrug: at min bog citerer forskere for noget, de aldrig har skrevet. Hans brev er - til eftertanke - fra netop den dag, hvor Berlingske Tidende bragte en usædvanlig begejstret, helsides anmeldelse af bogen.
          Men der foreligger skriftlige tilladelser med underskrifter på, at de pågældende forskeres anbefalinger både af bogen og af efterfølgende bøger må anvendes. Egyptologen, der også omtaler sig selv som "vi", blev skriftlig opfordret til at tilbagekalde og standse udbredelse af de juridisk set alvorligt krænkende usandheder, der bagtaler bogens forfatter over for dennes arbejdsgiver, bogforlaget.
          Da der efter syv måneder ikke er kommet svar, heller ikke hvad angår at standse udspredningen til anden side, som uhindret kan fortsætte, er der ikke længere grund til at undlade publicering af egyptologens brev:

          Ove von Spaeth

(Følgende brev gengives med C.A. Reitzels Forlags skriftlige tilladelse til offentliggørelse, 1/12-1999):

THE CARSTEN NIEBUHR INSTITUTE
for Near Eastern Studies, University of Copenhagen
15/6-99

(Fra) Paul John Frandsen  (til:) C.A. Reitzels Forlag, Nørregade 20, 1165 Kbh. K

C.A. Reitzels forlag har vist mig den venlighed at sende mig et eksemplar af Ove von Spaets bog om "Attentatet på Moses", i hvilken forfatteren takker mig for velvillig bistand. Det er kotyme på Carsten Niebuhr Instituttet at ægyptologerne efter bedste evne søger at stille deres viden til rådighed for dem som måtte have den behov - uanset om hjælpen ønskes af pyramidologer eller seriøse folk. Ove von Spaeth er ingen undtagelse i så henseende.
          Af denne hjælpsomhed følger imidlertid ikke, at vi ønsker at blive impliceret i den form for lån af autoritet som det foreliggende værk er at af de allermest groteske eksempler på. Bogens ægyptologiske dele repræsenterer en fuldstændig uvederhæftig brug af ægyptiske kilder, som f.eks. når forfatteren på s.109 fortolker en helt vanlig tributscene som et eksempel på kanaanæernes børneofringer, og når han i brugen af sekundær litteratur forlader sig på 'autoriteter' som Margaret Murray.
          Det er trist at C.A. Reitzels forlag er sunket så dybt, at man overhovedet vil udgive den slags galimatias, at man vil trykke den gang 'namedropping' som bogens indledende og afsluttende sider er udtryk for, og at forlaget vover at aftrykke 'vurderinger' (for nu at sige det på den rigtige side af injurielovgivningen) af bøger der endnu ikke er udgivet, udsagn angiveligt skrevet af folk der har været døde i lang tid, og af forskere, der aldrig har skrevet, hvad de citeres for at have skrevet.
          Hele udgivelsen er dybt beskæmmende og dybt uvederhæftig.

(uden nogen hilsen:)  Paul John Frandsen
(Carsten Niebuhr Instituttet for Nærorientalske Studier, Københavns Universitet)

Galimatias? Hos hvem?

Bogens forfatter, Ove von Spaeth, svarer på angreb fra egyptolog Paul John Frandsen, Carsten Niebuhr Instituttet:

          7. juli 1999

Kære Paul John Frandsen:
Til C.A. Reitzels Forlag har du pr. 15/6 fremsendt forskellige klagepunkter, som jeg kan skylde dig at tage op, da det er forfatteren, der må stå til ansvar for sit værk, og ikke så meget det 'stakkels' forlag, som klandres for at være "sunket så dybt".

1. - At kunne læse indenad
Brevets første kritikområde er: Takkelisten med bl.a. enkelte navne på ansatte hos Carsten Niebuhr Instituttet. Da jeg for en del år siden påbegyndte arbejdet, fik jeg to gange fra dig en venlig og imødekommende hjælp, bl.a. fremsendte du på eget forslag fotokopier af en ellers biblioteksmæssigt lidt svær tilgængelig artikel. Jeg bemærkede mig den hjælpsomhed, for det er bestemt ikke på alle institutter, det finder sted på den måde. Dette er baggrunden for at nævne dig, foruden jeg finder det er naturlig høflighed. Jeg ville selvfølgelig næppe omtale noget efter blot mindre henvendelse.
          Erik Iversen, dr.phil.hc. egyptolog, som jeg lærte at kende for ca. 16 år siden, fortalte mig, at hans navn engang var blevet misbrugt, og han ville sætte pris på aldrig at blive citeret uden forudgående aftale. Dette princip har jeg i forvejen fulgt for alle, jeg har været i berøring med! Desuden har jeg i forordet udtrykkeligt skrevet (selv om det skulle være en selvfølge), at: "... Disse eksperter har naturligvis intet ansvar for anvendelsen af deres oplysninger ...". Jeg beklager derfor, at en således dog objektiv navneliste åbenbart alligevel har kunnet misforstås, det har aldrig været min hensigt at gå nogen på tværs, men kun høfligt at sige tak.
          Eva Richter Ærøe, cand.mag. egyptolog, gennemlæste, helt uegennyttigt og utroligt imødekommende, hele tre af mine manuskripter og gav mig mange gode rettelser og tips samt opmuntring og udviste interesse og engagement. Desuden har hun talrige gange gået langt videre på eget initiativ med oversættelse og opslag i værker, end blot at give et svar eller kort oplysning ved mine henvendelser, hvilket jeg ikke vil glemme hende for. Det ville have været meget svært at undvære hendes omfattende hjælp. Når jeg takker hende i forordet, forekommer det uhørt ikke også at placere hendes tilhørsforhold eller hjemsted, Instituttet.

2. - Hvor findes et reelt argument?
Brevets andet kritikområde er: Bogens form for kildeanvendelse - hvilken du, måske ikke videre professionelt og præcist på baggrund af to ubetydelige eksempler, kalder for "... fuldstændig uvederhæftig ...".
          Du mener, at jeg overfortolker en vanlig kanaanæisk tributscene (s. 109), men i billedregisteret kan du se, at jeg har gengivet det fra en afhandling af en de store kanaanæisk/semitiske autoriteter, George E. Mendenhall. Han er ikke ekspert i egyptologi, ligesom en egyptolog heller ikke normalt er ekspert i det semitiske område, og her er der dog grundlæggende tale om et kanaanæisk/semitisk ritual. Desuden viser billedet tydeligt et barn givet til tribut og herved præsenteret på samme måde som til en (tribut-)ofring. Pointen i bogen var, at visse folk gav deres børn væk netop som offer - enten til en gud (ved drab) eller, som her, til en overherre (som tribut til enten som slave eller til ofring). Derfor, ud fra alene din indvendings oplysning, er det vanskeligt at imødekomme din anke.
          Du omtaler dernæst, at jeg forlader mig på en 'autoritet' som Margaret Murray. Hvad betyder i dette tilfælde "... forlader mig på ..." blandt mine hundredevis af kilder og blandt over tusinde bog- og artikeltitler? det er selvsagt en umulighed. Jeg ved godt, at denne antropologiske 'egyptolog' har kunnet drage måske lidt for hastige konklusioner, og man har ofte givet hende et dårligt rygte; men selve hendes indsamlede materiale er en anden sag, der i lyset af nutidens antropologi bliver opvurderet i mange tilfælde. F.eks. vi undlader heller ikke at køre på tyske autostrada'er, blot fordi en vis Hitler var medvirkende til deres bygning.
          Dette ikke at kunne lide hende er ikke grund nok at til blot undlade at nævne hende, når et større overblik søges opnået - hendes værker findes jo trods alt i denne verden. Du omtaler hendes optræden i mine sekundære kilder, hvoraf naturligt følger, at der ikke bygges noget af væsentlig betydning på hendes bøger, så hvordan kan du bruge hende som et af dine to ensomme "argumenter" til at vise, at min kildeanvendelse er "fuldstændig uvederhæftig"?
          Dit udtryk "fuldstænding uvederhæftig" findes således vanskeligt at placere og synes mest at stemple sig selv. At jeg har en lidt anden indfaldsvinkel end normalt ved forskning og kildeanvendelse, er netop pointen og kan risikere at afgive nogle nye resultater.

3. - Bagtalelse i offentlighed
Brevets tredje kritikområde er: Bogens publicering af udtalelser for de efterfølgende bøger. Du taler om, at udsagn for disse bøger bl.a. er skrevet af "... folk der har været døde i lang tid ...".
          Med den udtalelse mener du vel den højt respekterede klassiske filolog, universitetslektor Leo Hjortsø, den eneste afdøde forfatter i dette felt. Han var min afholdte lærer, som jeg for ca. 20 år siden opsøgte igen, og det blev siden til et venskab. Fra 1989 og syv år frem gennemlæste han adskillige gange alle mine manuskripter under deres fremadskridende proces; i de sidste par år var vi ofte i daglig kontakt. Jeg er ham uendelig taknemmelig for, at han delte ud af sin store erfaring, og at han skrev introduktioner til hele to af mine bogmanuskripter. Han ønskede ud fra ægte begejstring at hjælpe til at anbefale dem til verden.
          Derfor gør det mig ondt at blive klandret for de pgl. referater fra hans introduktioner. Skal de nu misbruges og gøres til noget odiøst, blot fordi han døde for toethalvt år siden - hans ord har da ikke fået deres værdi ophævet af den grund? Det var jo netop hans mening, at hans ord skulle forblive og virke.
          Hvad angår professor, dr.phil. et theol. Jes P. Asmussen, som du ganske vist ikke nævner med navn, så gennemlæste han mit manuskript til bind 4 og inviterede mig derpå til en flot frokost i Videnskabernes Selskab, hvor han beklagede ikke at have tid til at være opponent ved min doktorafhandling, men gav mig alligevel et par rettelser. Da han nu erfarede, at det i stedet handlede alene om en bogudgivelse tilbød han at skrive sin engagerede anbefaling. der samtidig (ligesom i Leo Hjortsøs tilfælde) også var en introduktion foran i bogen. Han sendte mig bagefter på eget initiativ fotokopier af en artikel om Moses, han havde fundet i en svensk videnskabsjournal - og han ville endvidere gerne læse bind 2. Han gav mig skriftligt tilladelse til at bruge hans egen tekst på den måde, som jeg ønskede.
          Hvad angår andre navne, om end du ikke nævner nogen specifik person, har f.eks. dr.phil. Erik Dal, nævnt foran i bogen på takkelisten, engageret gennemlæst - og gennemrettet - bind 1 i manuskript og givet mig mange gode råd. Erik Dals stilling som præsident for Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og som præsident for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er naturligvis ikke nævnt, for det har ingen mening, det var ikke i dén egenskab han læste bogen. På det seneste har han sendt mig et begejstret takkebrev for bogen og endda yderligere et, der uddyber det - men jeg nævner ham naturligvis, da jeg er glad for hans indsats.
          Så hvorfor kalde fremgangsmåden for "name-dropping"? Jeg ville næppe have kunnet fremstille et tværvidenskabeligt fem-bindsværk alene uden hjælp fra de mange kompetente og interesserede forskere - og det er også af hensyn til læserens forbrugeroplysning og tryghed, at det fremgår af forordet, at jeg ikke har støttet mig til glade amatører.
          For alle forhåndsudsagn om de kommende bøger gælder det, at jeg har skriftlig tilladelse til at bruge disse udtalelser. Derfor må jeg stille mig uforstående over for påstanden om, at jeg citerer forskere, der "... aldrig har skrevet, hvad de citeres for ...".
          Især er jeg uforstående over for den tilsyneladende manglende analytiske fremgangsmåde, nemlig undladelsen af at undersøge flere aspekter end det ene, man nu tilfældigvis har fat i: Jeg er aldrig blevet spurgt om noget, inden du sendte dette hadebrev ud som en offentlig sag, nemlig unavngivent til hvem som helst på forlaget, og skrevet på dit Instituts brevpapir - et offentlig brev, der over for tredjepart (min "arbejdsgiver") bagtaler og beklikker mig med dybt ærekrænkende påstande om en slags dokumentfalsk ved brugen af andre forskeres udtalelser.

Overbærenhed
Jeg forstår, at det er dig imod, at dit navn overhovedet findes i min bog. Men er det en principsag, eller måtte det godt nævnes, hvis du kunne lide bogen? Dog, det kan ikke gøres ugjort. At offentliggøre dit brev for et større publikum for at hjælpe dig til at vise, at du tager afstand fra bogen, ville nok med den karakter brevet har, skade dig. Kan jeg fra min side gøre noget i den nuværende situation for at hjælpe dig, så sig frem.
          Jeg forstår også, at en brevskriver i ophidselse kan komme afsted med at udtale sig på en måde, hvor ordenes præcise mening måske ikke bør tages for fuldt pålydende, når denne skriver bagefter er kølnet af og ser mere analytisk på det. Så derfor vil jeg slutte med:
          ad 1:  Jeg beklager som sagt, at du står nævnt som en af de personer, jeg oprigtigt takker for en god - større eller mindre - hjælp. Der var ingen bihensigter i det.
          ad 3:  Da du nu kender den rette baggrund ved de pågældende forskeres udtalelser - jf. ovenfor - ville det glæde mig meget, såvel som retfærdighedens gudinde, om du ville trække de krænkende og ubegrundede beskyldninger om citatfusk tilbage fra forlaget samt fra andre i tilfælde af, at det også er viderebragt til andre.
          Tilbage er pkt. 2:  Det er en risiko at fremlægge en anderledes forskning, og man må tage de høvl, der kan komme i den anledning, og de kommer ikke altid i et sprog man selv kunne ønske. Du har sagt din mening, og jeg har sagt min mening - om end du her vel nok har fået en bedre behandling, end du kan have fortjent. Nu skulle sagen gerne sluttes med at vendes til noget positivt; så hvis du alligevel skulle få lyst til at gå ombord i emnet, ville jeg være glad for at få påpeget forhold, der evt. kunne gøres bedre - idet jeg håber at få udgivet en opdateret udgave.

          Med venlig hilsen
          Ove von Spaeth


Efterskrift fra OvS - til internet, januar 2000

Ovennævnte egyptolog kritiserede i sit brev, at bogen "De Fortrængte Optegnelser" bl.a. omtaler den engelske egyptolog og antropolog Margaret Murray.
          Udenforstående kender næppe til denne undertiden omstridte forsker, der var elev af den engelske egyptologiske arkæolog W. Flinders Petrie, grundlæggeren af den moderne egyptologis arkæologi. I et interview i det amerikanske egyptologi-tidsskrift KMT (vol. 7, 1996) udtrykker den ansete og respekterede egyptolog og antropolog Dame Margaret Drower beundring for sin læremester Margaret Murray. Og f.eks. den engelske egyptologi-arkæolog Joyce Tildesley benytter i sin bog "Hatchepsut" (London 1996) udsagn fra Margaret Murray.
          Så mon vor ihærdige egyptolog skrev kritiske breve til KMT's redaktør og til Tildesley's forlægger om deres manglende afstandtagen til Murray? - eller var der en særlig hensigt, når han alligevel kun skrev til C.A. Reitzels Forlag i København? Dette selektive engagement kunne nok i stedet have fortjent en produktiv målsætning.

Ove von Spaeth

Fortsat injurierende rygter i universitetskredse om bogværket og dets forfatter har nødvendiggjort, at følgende information og dokumentation - skønt formentlig kun af interesse for et mindretal - hermed er fremlagt bredere tilgængeligt:


Den omhandlede egyptolog Paul John Frandsen fra Københavns Universitet, Carsten Niebuhr Instituttet, har modtaget korrekte, udtømmende oplysninger ved tilbagevisningen af hans absurde påstande. Alligevel har han ved fortsat uredelighed - skønt han endda blev givet muligheden for at komme ud af sagen uden at tabe ansigt - afsløret en uhæderlig fejhed ved aldrig at svare eller tilbagetrække sine usande og udokumenterede beskyldninger.
          Men når den injurierende adfærd tilmed fortsat videreføres ved andre lignende aktioner fra samme institut, er der ingen grund til længere at tilbageholde følgende forhold: Alene sprogbrugen i hade-brevet til forlaget, utroligt - en person med en lang, videregående uddannelse og en betroet offentlig stilling kan da umuligt udtrykke sig så plat? Men titel og obligatoriske afhandlinger er naturligvis ingen garanti for klogskab, integritet, analytisk sans eller anstændig debateringsevne. Beviset er da også blotlagt i brevet ved forskruet adfærd, tåbelig arrogance og våsede forestillinger - intet af dette er noget krav for at blive universitetsansat egyptolog og B.A. her i landet, men er tydeligvis heller ikke nogen hindring. - Flere universiteter tilbyder nu kurser i forskningsetik. Her lige sent nok.
          Vedrørende konsekvensen af selve hans handling er sagen funklende klar, juridisk professionelt vurderet - ud fra beskyldningernes indhold der blev stilet til forlaget - idet der foreligger her konkret overtrædelse af Straffeloven, hvad angår injurier og bagvaskelse: Det danner direkte grundlag for at rejse tiltale efter paragraf 267 inkl. dens to efterfølgende paragraffer om ærekrænkelse og beklikkelse - her, tilmed over for forfatterens foresatte.
          Og fordi de manipulerende udsagn blev udsendt på hans universitets Instituts officielle brevpapir, er hans uredelige adfærd og offentlige misbrug endda yderligere en krænkelse af specifikke, umisforståelige regler i Forvaltningsloven.
          Det kan virkelig undre, hvad der kan få nogen til at gå til sådanne yderligheder mod et ikke-polemisk bogværks eksistens - og mod en fremmed forfatter, han aldrig har mødt, og som aldrig havde udtalt sig om ham?

Løgnen om journalen Orientalis
Dertil kommer, at også medhjælp (fra visse folk fra Instituttet) til strafbare krænkelser er i sig selv strafbart.
          Alligevel er essensen af bagtalelserne blevet fortsat viderespredt, bl.a. via stud.mag. i hebraisk Leeroy Malachinski  assisteret (iflg. Malachinski) af arabist Johan Hermann Rump, begge med tilknytning til nævnte Carsten Niebuhr Institut på Københavns Universitet.
Et antal efterfølgende afsløringer om aktionen er blevet givet af Malachinski selv, gennem breve (10/4- og 19/7- samt 8/8-2000) både til C.A. Reitzels forlag og forfatteren.
          Under foregivende af at indsamle information til brug for en "boganmeldelse", nemlig til (citat:) "... tidsskriftet Orientalis ..." (iflg. Malachinskis brev af 8/8-2000) - hvilket viser sig som et lyssky påskud, idet dette tidsskrift ikke er udkommet i et par år - har sidstnævnte universitetsfolk kontaktet en halv snes videnskabsmænd eller mere, som har hjulpet bogens forfatter. Heriblandt dem, som har skrevet bogseriens forskellige introduktioner.
          En række af videnskabsfolkene er herved bl.a. blevet udspurgt på baggrund af Frandsens udsagn og ofte med ledende spørgsmål på en måde, der skulle miskreditere OvS - alene ved blot at stille spørgsmål af en karakter, der indikerede tvivl om, hvorvidt udsagn fra forfatterens hjælpere overhovedet var blevet korrekt citeret af OvS. I flere tilfælde blev der med påfaldende overdreven vægt forlangt svar på, om det nu kunne være rigtigt, at de adspurgte havde anbefalet OvS's bøger, og om de kunne gå ind for eller stadig stå ved dét, de tidligere havde skrevet.
          Dette har givet grundlag for alvorlig tvivl om udspørgerne kom fra Universitetets Institut eller fra Bagtalelsens Skole. Og en løgn på skrift er en fin dokumentation for afsenderens niveau og hensigter, således er f.eks. Malachinskis brev 8/8-2000 om sin samtale med cand.mag. J.-A. P. Herbener, i lodret modstrid med Herbeners eget udsagn og gengivelse. Præcis det samme gælder ved en hel række andre af videnskabsfolkenes efterfølgende rapporteringer til OvS.
          Der er episoder, hvor flere udspurgte videnskabsfolk følte sig direkte forulempede over faconen; samt hvor udspørgerne åbenbart ikke var tilfreds med udfaldet og derfor fortsatte ufortrødent med at ulejlige med flere yderligere opringninger om det samme.

Pression
Blandt de alvorlige tilfælde var, da en af vores største forskere, egyptologen Dr.phil.,h.c. Erik Iversen, der til trods for at det i universitetskredse ikke var ukendt, at han på dette fremskredne tidspunkt før sin bortgang for det meste var meget syg, alligevel ikke kunne slippe for at blive bebyrdet med krænkende henvendelser.
          Således i sit brev af 8/8-2000, dokumenterer Malachinski selv direkte at have stillet ledende og manipulerende spørgsmål til ham. Var det mon hensigten, at patienten på grund af sin stærkt afkræftede tilstand ikke skulle gennemskue udspørgningsmetoden?
          Med al klarhed viste det sig - ved efterfølgende samtaler mellem Erik Iversen og OvS (desuden understreget af en til OvS tilsendt privat boggave fra ham) - at i så fald var det tilsigtede ikke lykkedes.
          Ligeledes, som et yderligere eksempel, opsporedes en afdød forskers (universiteslektor Leo Hjortsø's) søn, der absolut intet har haft med sagen at gøre. - Herefter blev også han plaget med betvivlende forespørgsler, f.eks. om sin fars kompetence til at have skrevet introduktion i Moses-seriens bøger. Men de pgl. universitetsfolk havde ignoreret forinden at undersøge, at Leo Hjortsø siden sin første arkæologiske ekspedition til Syrien og derefter gennem hele livet - ud over sine sprogfaglige hovedstudier - holdt altid sin store viden fuldt ajour både i praksis og tekstmæssigt med det nyeste inden for Middelhavslandenes arkæologi, oldtidskultur og historie.

Skjult dagsorden?
Man kan spørge sig, hvilken slags forskræmthed hos disse usædvanligt aktionerende universitetsfolk kan mon have afstedkommet, at de har investeret en ikke ubetydelig ulejlighed - lige fra det indledende udfald formidlet på Instituttets brevpapir og til det udbyggede projekt med et yderligere antal breve og telefonisk pression over for en lang række videnskabsfolk, som har hjulpet undertegnede?
          Jeg må understrege, at bortset fra min oprindelige faglige forespørgsel pr. telefon til Instituttet, hvor jeg en enkelt gang blev omstillet til John Poul Frandsen, kendte jeg absolut intet til eksistensen af disse mennesker, jeg havde aldrig mødt dem, kontaktet dem eller omtalt dem. I min naivitet troede jeg ud fra deres aktion at have uafvidende "været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt", men ved forespørgsel viste det sig almindeligt åbent både hos pressemedierne og på universitetet, at f.eks. nævnte Leeroy Malachinski overalt var bestemt ikke ukendt for en adfærd der ofte var anset nedværdigende fremgangsmåder. Lad hans private problemer hvile hos ham, men det undrer, at visse ledende folk på Instituttet ville bruge ham, og forsyne ham med informationer dertil, i forsøget på ikke at stille sig selv i dårligt lys. Forudsigeligt at det så netop skete.
          Og hvad blev så resultatet af al deres møje, der så ejendommeligt overstiger langt, hvad der skal til for at skrive en bedømmelse af en bog? Der er aldrig nogensinde (efter aktionens start tidligt i foråret 2000) kommet nogen boganmeldelse fra disse studerendes hånd overhovedet. Også dermed har de sådan set afsløret sig selv.

Ove von Spaeth

Yderligere om forskningsbaggrunden samt et overordnet svar  på uargumenterede angreb: - se OvS's specielle artikler gengivet på nærværende website's sider:  Debat om bind 4 og Debat om bind 5 - og evt. også sidst på nærværende side, der her bringer Ove von Spaeth's overbliks-feature: "At tro det flydende er fast".

NOTE - (og opdateret info):  For god ordens skyld skal flg. datoer oplyses vedr. dokumentation for en række forskeres skriftlige tilladelser til bogseriens forfatter ang. brugen af deres anbefalinger/introduktioner:
          - Dr.scient. Kr. Peder Moesgaard pr. 1.feb.1997 samt 10.feb.1997; - Cand.mag. Jens-André P. Herbener pr.feb.1999 og 13.aug.2000; - Universitetslektor Leo Hjortsø pr. 25.sep.1995; - Rektor, cand.mag. Jens Jørgensen pr. 22.sep.1995; - Professor, dr.phil. et theol. Jes P. Asmussen pr. 23.mar.1995.
          - Desuden foreligger hos OvS et ikke-citeret brev med udsagn/tilladelse af 26.aug.1992 fra Cand.mag. Eva Richter Ærøe, egyptolog.
          - Følgende personer har alene afgivet udsagn om enkeltstående kapitler eller appendiks'er: - Overrabbiner Bent Melchior pr. 6.sep.1995; - Professor, dr.jur. Stig Jørgensen pr. 30.aug.1995; - Sir Patrick Moore, D.Sc., Astronomer, CBE, FRAS, BBC's Science editor, pr. 15.Sep.2000; - Dr.phil.h.c. Erik Iversen, egyptolog, pr. 20.jan.1997; - Lars Gislén, D.Sc., Professor, Department of Theoretical Physics, University of Lund, 12.Sep.2000; - Erik Hornung, Professor Dr., Ägyptologisches Seminar der Universität, Basel, 24.Okt.2001; - Owen Gingerich, Research Professor in Astronomy and the History of Science, Harvard-Smithsonian Institution, Astrophysical Observatory, Cambridge Mass., 11.Oct.2001.

          Ove von Spaeth
 

          "... Tillige er jeg vildt imponeret over bogens litteraturliste. I øvrigt har jeg set på div. respons angående indholdet af "De Fortrængte Optegnelser" og må sige, at billedet af dansk ægyptologi i disse år er pinligt og forbløffende, men har visse sidestykker i andre fag og på andre universiteter. ..."

Erik Dal, dr.phil. i litteraturvidenskab, førstebiliotekar på Det Kgl. Bibliotek, Præsident for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, (og tidl. Præsident for Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab), -  kommentar i debat  - (1.apr.01)

Genoptryk af bind 1. - Det er sør'me da en succes. Hvor mange forfattere oplever at få deres bog genoptrykt - ikke mange! Og så er det endda faglitteratur. Til lykke, det glæder mig.
          Og jeg er 100 procent sikker på, at dine teorier nok snart skal få endnu større udbredelse, end de allerede har. Lige som respekten for dig helt sikkert, gradvist og retfærdigt vil stige. Til ærgrelse for nogle!

Bjørn Andersen, journalist MDJ, (tidl. på DR, p.t. Nationalmuseet, Arkæologi afd. samt Kbh.Univ.), København  -  biorn@mail.dk  -  (5.aug.2004)

(Gengives med skriftlig tilladelse, pr. 5.aug.2004)

Enligt Bibeln hittade en faraodotter Moses i vassen och tog hand om honom. Men...  Moses var icke av judisk avstamning. Han var i själva värket biologisk son till Hatschepsut (Egyptens drottning ca. 1500 f.Kr.) och därmed arvinge till den egyptiska tronen, hävdar en kontroversiell historiker.

          Den danska historikern Ove von Spaeth har framlagt den kontroversielle teorien att Hatschepsut är identisk med den faraodatter som i Bibeln finner Moses i en korg i Nilen. Enligt historikeren var Moses emellertid inte av judisk börd - han var Hatschepsuts biologiska son och arvinge till den egyptiska tronen.

          Bibelns berättelse om att Moses hittades i Nilen, skulle i själva verket bara vara en beskrivning av en typisk egyptisk ceremoni för nyfödda kungabarn. Den bibliska berättelsen om ett judiskt barn som togs om hand av en egyptisk faraofamilj skulle, enligt von Spaeth, vara en senare rekonstruktion i vilken judarna utelämnat viktiga detaljer om Moses' egyptiska bakgrund för att få honom att passa in i en judisk kontext.
          Att Moses aldrig blev farao, berodde på att Hatschepsuts efterträdare, Tuthmosis III, låg bakom en komplott som fick Moses landsförvisad - detta omtalas redan i forntiden av den första kyrkohistorikern, Eusebius (år 275-339 e.Kr.). När Tuthmosis III efter Hatscheputs död utplånade alla minnen av henne, skulle han också ha lyckats radera Moses ur Egyptens historia.

Bonniers Världs Historia, nr. 2, (vecka 2), 7. januari 2008, sida 61,  - Chefredaktör: Sebastian Relster,   Utgivare:  Bonnier Publications International AB, Stockholm, -  http://www.varldenshistoria.se/polopoly.jsp?d=421  - & - http://www.bonnierpublications.se/Tidningar.aspx?id=8  -  (7.jan.2008)


Nytänkande upplevelsemagasin som hittar annorlunda vinklar till historiska ämnen/händelser och förmedlar historia med en sprudlande berättarglädje.  Magasinet var nystartad vid tidpunkten för QRS 2006, - www.bonnierpublications.se

www.answers.com - Tell me about: the view of Hatshepsut's coronation - (No37)
_

Introductions of Vol. 1 of the book-series Assassinating Moses
www.moses-egypt.net/book1/moses1-introduc_en.asp :
          "... Based on the exact information of the Rabbinical Writings it is possible to sustain that in 1534 BC (in February) the Daughter of Pharaoh gave birth to Moses. This time is consistent with the coronation of Hatshepsut the year before, when this young daughter of Tuthmosis I through this became her father's co-regent with official title  as Pharaoh's Daughter! ...

          ... When the Egyptian identity of Moses was officially cancelled, he was made "non-existing" in his native country of Egypt, all of which is another reason for the apparently disappeared traces of Moses in the very country of Egypt. Some traces which still might be remaining, have frequently been ignored, especially because the Moses narrative mainly has been considered on he basis of later times' interpretation of the biblical texts instead of on an Egyptian point of view. ..."
Cf.  www.moses-egypt.net/book1/moses1-introduc_en.asp

answers.com, -  http://www.answers.com/the+view+of+hatshepsut%27s+coronation  - & -  http://www.answers.com/the+view+of+hatshepsut%27s+coronation
?ws_only=true&start=30  -  (Mar.2007)

Endnu en bog man bare kan dykke ned i igen og igen for at hente viden og forståelse! ATTENTATET PÅ MOSES, 1: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER - Ove von Spaeth.
          I dette første bind i pentalogien om Moses søger forfatteren med velunderbyggede argumenter at afdække den egentlige identitet af profeten fra det gamle testamente. Vi får således bl.a. indblik i, hvad der lå til grund for beretningen om barnet i sivkurven, der sejler på Nilen og hierosgamos det hellige bryllup mellem gud og kvinde.
          Læs mere om bøgerne på websitet: www.moses-egypt.net . Udgivet af C.A. Reitzel (www.lemuelbooks.com ).

Leyla Tamer, forfatter - http://www.leylatamer.com/anbefalinger.html  -  (april 2005)

          "... Den danske forsker Ove von Spaeth fornyer vores billede af den historiske Moses' centrale rolle ...".

Giraffen, > Søgning efter kristen drama, - www.giraffen.dk/s.php?q=kristen+drama&p=2 - (forår 2005)
 Den kirkelige søgemaskine 'Giraffen', portal, Det kristne samlingssted om kirke og kristendom, -  www.giraffen.dk

          www.theologyweb.com - Hello and welcome to TheologyWeb - theology debate with a serious dose of fun! It has been our goal to create one of the best and most innovative discussion sites on the Net. Please visit our forums where we debate and discuss everything from religion, politics, lifestyle, pop culture, to who is the coolest member of the moderating team. Register now and join in the fun, its free, easy, and makes Dee Dee Warren happy.
_

Re: The stevec Constantine's Conspiracy Crap thread - Page 88
In reply to this post by OfficialPro

          ::  It also doesn't say that his diaper was changed. So are we to assume that Moses went around with soiled nappies all that time?
_

Maybe we are!! And it doesn't say what he had to eat for his first meal, maybe he didn't eat?? - What did Moses do with his day when he was in the care of the Egyptians??
          The point you miss is that some very simple and unnecessary things WERE recorded, while important things were not. You also assume that the bible is something more than fiction, yet cannot prove it isn't. - And you want me to prove it is. Where would you like me to start??
          The lack of ANY historical evidence regarding large numbers of the biblical characters perhaps?? - It's a very cleverly written book as it uses some real people as characters and some fictional. - I'm not actually sure if that process has ever repeated itself since the writing of the bible. - The real characters give us the historical evidence of existence and that makes it very hard to work out who the fictional ones are.
          _

          ::  I suppose you missed the part where his mother NURSED him after the Princess picked him out of the river...and Hebrew kids were nursed for longer than just a few months.
_

And to what age did she nurse him??
          _

          ::  Stories of a new-born child found in a boat floating down the River Euphrates were already known from Babylon almost a millennium before Moses' time, where a boy-child - later to become the king named Sargon (Sargon I) - was found, brought to the king's palace and given a high education; (cf. Appendix 1). According to his so-called 'autobiographical' record, this child (Sargon) in the rush boat was the son of the king's daughter. No foreign child of low birth could have obtained such a significant education followed by a royal career. Thus, it must have been a thoroughly planned happening intended for a child of royal origins.
          Source: - http://www.moses-egypt.net/book1/moses1-cap2_en.asp
_

The more I look, the more I dig up. Looks like the story of Moses was just another rehash of an earlier myth. Figures.
          _

          ::  Umm yes they have. Jesus is mentioned in Josephus. King Ahab is mentioned in secular Syrian records. Mention is made of David in some recently discovered artifacts associated with the Aramean conquest of Israel.
_

You DID see the word MOST, didn't you??
          One thing about the bible that is unusual is it's usage of both real and fictional people. There are enough real ones to make the fictional ones seem real. The kings and queens and certain other characters play historical roles as leaders, while the lesser characters usually appear to be the fictional ones. By lesser, I mean poorer, more humble. It almost gives the impression of the kings of the time demanding their scribes write a grand novel about them, capturing their magnificence while ruling over some fictitious pauper.

stevec JP soils nappy, - Posts: 599 - Male, CBID, Conservative - Join Date: February 25th, 2007 - 07:48 AM - http://www.theologyweb.com/campus/showthread.php?t=93322&page=88   -   (25.Feb.2007)

The Ancient Near Eastern Chronology Forum  -  http://disc.yourwebapps.com  - von Spaeth and the Birth of Moses
_

Another conjunction and date from the very interesting Von Spaeth:
http://www.moses-egypt.net/book1/moses1-cap1_en.asp

Marianne Luban, - V. Spaeth and the Birth of Moses, The Ancient Near Eastern Chronology Forum — Sun Feb 17 05:52  - 66.53.217.243
http://disc.yourwebapps.com/discussion.cgi?disc=177754;article=8030;title=The Ancient Near Eastern Chronology Forum  -  (17.Feb.2008)

-
So Moshe, born according to v. Spaeth  in 1534, was the historical Senenmut. It seems like that is where Spaeth is headed from what little of his website I have read? There is at least one orthodox rabbi I am aware of who would agree about the identities (not the dates) and who has published his ideas on this.

Tory, - Re: V. Spaeth and the Birth of Mose, The Ancient Near Eastern Chronology Forum —  Sun Feb 17 06:51 - 89.0.136.137
http://disc.yourwebapps.com/discussion.cgi?disc=177754;article=8031;title=The Ancient Near Eastern Chronology Forum  -  (17.Feb.2008)

-
ML:  It could be where he's headed. I haven't read v.S.'s book but the first three chapters are available at that website. He's already made it plain, from what I can tell, that he thinks Hatshepsut must have been "pharaoh's daughter". Of course, Hatshepsut is the most famous gal of the dynasty, next to Nefertiti, but there were a lot of other "pharaoh's daughters" included in that dynasty, not quite so prominent.
          Funny thing, though, among the family of Thutmose I, including sons Thutmose, Amenmose and Wadjmose, there was a certain mysterious "Ramose"--at least according to J. Tyldesly. But I don't know anything about him. Also rather oddly, in that famous tomb scene called "Lords of the West", depicting defunct kings, queens and princes, there is a certain prince whose name "seems" to be Ramose and he sits there rather prettily holding a flower to his nose. What Ramose that could be nobody knows or why he was so famous as to be included in that scene.
          Senenmut? I don't know how Hatshepsut could have adopted him as a child as all signs seem to point to the notion that he was older than she--depicted as aged and wrinkled on some informal portraits from around Year 7. I don't have the actual URL right now, but anyone who wants to go to my homepage:   http://www.geocities.com/scribelist/marianne.html
can read about Senenmut and see portraits of him there.
          Anyway, I thought I knew a lot of tidbits from rabbinical lterature, midrashim, but that one item from Rabbi Abrabanel had escaped me about what was going on in the realm of Pisces around the time Moses was born.

Marianne Luban, - Re: V. Spaeth and the Birth of Moses, The Ancient Near Eastern Chronology Forum — Sun Feb 17 09:38  - 67.150.2.245
http://disc.yourwebapps.com/discussion.cgi?disc=177754;article=8032;title=The Ancient Near Eastern Chronology Forum  -  (17.Feb.2008)

-
Oh--and BTW, in my own work, "The Exodus Chronicles: Beliefs, Legends & Rumors from Antiquity Regarding the Exodus of the Jews from Egypt" [2003] I also proposed Senenmut as a candidate for "Moses"--but that was before I'd ever heard of von Spaeth  or became rather convinced that a certain mummy from the Deir el Bahari royal cache "Unknown Man C" might be Senenmut [originally proposed by someone else, not me]. The mummy is Senenmut, then no Moses. Senenmut, in that case, died right where he was born--which was at Armant, near Thebes.
          For more oddity, Arthur Weigall, famed antiquities guy in Egypt in the early part of the 20th Century, claimed the tradition in the Armant of his time was that Moses *had* been born there. However, ancient historians vow that he was a "prince of Heliopolis" or a priest there [ancient "iwnw", the "On" of the Bible]. Heliopolis is a very long ride from Thebes.
          Another ancient writer maintained the original name of Moses should have been "Yoachim" or "God has raised". This he may have obtained from another author of antiquity who claimed the original name of Moses was "Tisithen", an obscure Egyptian moniker, the first element of which can only be "Tsi", meaning "raise". Well...you know...strange things happen with all this.
          If Senenmut was a Hebrew--what is his name translated into that language? "Achim"  of course! sn n[y] mwt  means "brother of Mut" [the goddess] but the name Mut  merely means "mother". It's the word for mother and there is no other in the Egyptian language. Just to illustrate how the actual pronunciation of Egyptian differed from how it was written and how we transliterate it, the way Senenmut's name should have been spoken was something like "Sonnymao".

Marianne Luban, - Re: V. Spaeth and the Birth of Moses, The Ancient Near Eastern Chronology Forum — Sun Feb 17 10:34 - 67.150.2.245
http://disc.yourwebapps.com/discussion.cgi?disc=177754;article=8035;title=The Ancient Near Eastern Chronology Forum  -  (17.Feb.2008)

-
You know, this is pretty wild. That date for the birth of Moses works out every time. The Torah says that Moses didn't return to Egypt until he was 80 "because all who had sought his life were dead". 80 years from 1534 comes to 1454, around the time that Amenhotep II received the kingship after T III died. With 1570 as his starting point for the dynasty, P. Clayton gets 1453 as the assession date for A II. That's just a year off--or maybe not even that, depending upon when A II was actually crowned, the civil date vis a vis the New Year, whatever.
          Then the Torah says the Hebrews left--430 years after the first ones had come to live in Egypt. That brings us back to 1884 BCE, the time of Amenemhat II and Senusret II. Clayton says of this era, "There is also an apparent increase at this time in the number of Levantine names recorded in Egypt, presumably belonging to those brought in as domestic servants."
          Amenhotep II is generally regarded, in retrospect, as a very cruel man, worse than his father. He didn't even have the intellectual leanings of T III to redeem him. But, did he drown in the sea as soon as he became king? Of course not. He was only about 18 when he succeeded and reigned for many years. However, there is something else. One of the last acts, apparently, of the vizier Rekhmire, was the installation of A II on the throne. Rekhmire's family had served the royals for three generations, ever since the grand-father, Amethu [also called "Ahmose", after the "liberator" pharaoh] and his wife, TaAmethu, had risen to importance. The names of these people means "foreigner".
          Anyway, the man who changed his name to Ahmose was a "governor of the town and vizier" under Thutmose III and he had a tomb in the Theban necropolis, TT83--as did Rekhmire. All of the sons of this Ahmose became very important men but, after Rekhmire, the family served no more and there is no sign that Rekhmire was ever buried in his own tomb, TT100.
          Rekhmire was, apparently, the final vizier of Thutmose III and one of the most moving texts from ancient Egypt is in that tomb, evidently the words of TIII to Rekhmire, telling him how important his role as vizier was to the people. But, after Rekhmire, no more viziers from that family, even though Rekhmire had plenty of sons. Just a coincidence? Who knows? But, in AE, eldest sons succeeded their fathers in their offices whenever possible.

Marianne Luban, - Re: V. Spaeth and the Birth of Moses, The Ancient Near Eastern Chronology Forum — Sun Feb 17 22:29 - 66.53.219.122
http://disc.yourwebapps.com/discussion.cgi?disc=177754;article=8036;title=The Ancient Near Eastern Chronology Forum  -  (17.Feb.2008)


- - -
(NOTE, by www.moses-egypt.net:)
Marianne Luban is the author of "The Pharaoh's Barber", Pacific Moon Publications, 2008 - www.amazon.com/Pharaohs-Barber-Marianne-Luban/dp/0972952411 - also, Marianne Luban: "The Exodus Chronicles: Beliefs, Legends & Rumors from Antiquity Regarding the Exodus of the Jews from Egypt", Pacific Moon Publications, 2003 - www.amazon.com/Exodus-Chronicles-Beliefs-Antiquity-Regarding/dp/0972952403

Information - Nyt om relevant litteratur:
          Ove von Spaeths bog: "De Fortrængte Optegnelse" - "Moses' Ukendte Egyptiske Baggrund", som er det første bind i serien om "Attentatet på Moses", er nu opdateret, justeret og genoptrykt !

          Bogen er et spændende og utraditionelt materiale og er her for første gang samlet og fremlagt som en helhed. "De Fortrængte Optegnelser" afdækker et omvæltende og skjult attentat på Moses - samt at hans liv og position var overraskende anderledes end hidtil antaget. Den nødvendige revurdering af genopdagede historiske forhold afslører Bibelens største profet som oprindelig forudbestemt til den egyptiske trone.

          Overleverede, sjældne beretninger om Moses sættes via egyptisk tradition, arkæologi og antropologi i relation til Bibelen og i rabbinerskrifterne (Talmud) og hos oldtidens forfattere. -  Genfundne astronomiske data, efterprøvet objektivt på basis af moderne videnskabelig astronomi, bidrager til præcis datering. Kendskab til Moses' status og tidsalder - som en tidligere mangel i bibelsk og historisk viden skabte forvirring om - kan nu genetableres.
          Flere bibelske gåder får derved mulighed for at finde deres løsning. En usædvanlig forskningsindsats kan her opleves i form af levende historieskrivning, hvor læseren kan "holde kilderne i hånden" og hele tiden! føle sig på sikker grund. Se info: www.moses-egypt.net

Thora Lund Mollerup  & Erik Ansvang, nyhedsbrev, Aton Kulturrejser, - nyhedsbrev@egyptenrejser.dk  &  www.egyptenrejser.dk  -  (7.aug.2004)

Let us look a little closer at this Moses, then. We know that in Christianity the "Christ" is the son of God. Despite Freud's inclination to see Moses as a father figure in the classical psychoanalytical manner, later replaced by the notion of God the son, we would be justified after reading the above to wonder whether Moses might be the son of someone significant himself.
          The answer to this question is positively astonishing, and one is amazed that even Higgins managed to miss it, as did Freud, who also managed to miss the affiliation of the family of Joseph with a certain religious organization in Egypt. I have created a small family tree to display the relationships among the main Hebrew and related characters in this analysis. As you can see immediately, the father of Moses is Amram.

          In all fairness, I see that a certain Ove von Spaeth, author of a Swedish work translated as "Assassinating Moses", has made the following identification already, but it is rather obvious once one realizes the avataric nature of the original Moses. For Amram would appear to be an abbreviation of Amon-Re in the manner one finds, peculiarly enough, the names of the cities of Eastern Europe shortened in the language of Eastern Yiddish.
          And "Sir Flinders Petrie," as quoted by Robert Graves in The White Goddess, "holds that Moses is an Egyptian word meaning 'unfathered son of a princess.'" This story becomes more familiar by the moment.

Stephen E. Franklin, Alignment of Hebrew and Egyptian Chronologies, - http://neros.lordbalto.com  -  (autumn 2004)

Hofintrige. - Manden fra sivkurven.
Moses blev født 8. februar i år 1534 før vor tid. Det er ganske vist. Og han var egypter og kommende farao, men en hofintrige satte ham ud af spillet, drev ham i eksil og placerede ham senere som leder af det hjemvandrende jødiske folk. Det er ganske vist.

          Det er forbløffende at læse Ove von Spaeths "De Fortrængte Optegnelser". Den bugner af omfattende viden, krydsklipper mellem talrige kilder,folkelige traditioner, stjernetydning og anbringer sig urokkeligt på bibelforskningens bord. Man er lige ved at være enig med tidsskriftet Faklens redaktør Rune Engelbreth Larsen, der på omslaget bliver citeret for, at hvis Ove von Spaeths tanker holder, så vælter de dominerende teologiske opfattelser "som dominobrikker".

          De Fortrængte Optegnelser" kan læses som en detektivroman fra historiens mørke brønd. Forfatteren graver dybt i de ikke så få spor og kilder, der vitterligt findes; han identificerer steder og slægter. Han navngiver skurken. Materialet er overvældende. Det er slet ikke nødvendigt at interessere sig for Moses for at blive fascineret af, hvor meget man kan få ud af (trods alt) så lidt fra så længe siden.

S.L.

(Genudgivelse:)  Ove von Spaeth: De Fortrængte Optegnelser. - Attentatet på Moses (C.A. Reitzel, 240 sider, 248 kroner).

(Gengives med Steffen Larsens skriftlige tilladelse, steffen.larsen@pol.dk, pr. 11.05.2005 til brug for OvS)

What about the book. I'm interested in the books of von Spaeth. Is there yet any editorial interested in the book? If there is, when and how can I contact for a copy?
          Thanks. Ramon from Puerto Rico, la isla del encanto.

Ramon Rivera, -  reshua7@msn.com] - (20.Mar.2006)

_

::   OvS's reply.    Thanks for your interest. Concerning Vol. 1: in the present months a translation into English is about being finished. A publisher then must take over. Technically the book could be published within this year. We may contact you when a publishing date is being more precisely known.
          Ove von Spaeth

Da Moses delte vandene i 2005 - og tidligere. Tilbagebliks-kommentar om 'farlige' bogudgivelser med sære forhindringer.
          Den bibelske skikkelse Moses havde en ægyptisk baggrund og fortid, hævder den uafhængige historieforsker Ove von Spaeth, som i denne artikel fortæller om optillede forhindringer, han mødte hos "rigtige" forskere i historie og teologi mm., mens han arbejdede på et værk, der rokkede ved den gængse opfattelse af Moses.

Af  OVE VON SPAETH, forfatter, historieforsker

Bibelens ældste dele har traditionelt en tilknytning til Moses, og når der udføres forskning på det felt, er det muligt inden for religionshistorie, teologi og egyptologi også at observere særlige konsekvenser af en ejendommelig fremgangsmåde.
          Bl.a. ses det skubbet tilside, at Moses som en historisk indflydelsesrig og avanceret pioner havde en genuin egyptisk baggrund og fortid, - det er på forskellig vis dokumenteret i rabbinerskrifter fra oldtiden og hos antikkens historikere.
          At disse forhold tages op til revision, har afdækket noget af en grotesk intolerance over for selve dette, at problemet stilles i virkeligt nyt lys. Et større overblik over disse indtryk, nu samlet på ét sted, viser sig temmelig overraskende.


Moderne ahistorisk myte

Bogserien "Attentatet på Moses" af Ove von Spaeth (5 bind, 1999-2005) fremlægger et usædvanligt stort forskningsmateriale om den historiske Moses, indsamlet i 25 år - samt en bibliografi med stort set alt forskningsmæssigt udgivet om Moses i 120 år, nu samlet ét sted.

          Moses' position som realhistorisk skikkelse er  funderet, idet han og hans virke specifikt indgår som skriftligt grundlag i flere af oldtidens religionsretninger, hvorfor han alene ved en sådan konkretiseret basis i flere tusinde år ikke uden videre kan afvises som "en myte".
          Modstand mod bøgerne ses, hvor myteideen trives på den akademiske bane. Den bane burde få professionelle fra relaterede fag til at protestere:  Fordi det fra enhver videnskabelig standard vil være den indiskutabelt korrekte fremgangsmåde, at det i stedet var op til selve de moderne skoler inden for historie, teologi og egyptologi at skulle bevise, at Moses er en myte - og ikke omvendt. Altså at den forskning, der hidtil har set ham som realhistorisk skikkelse, nu skal til at bevise, at han fortsat er dét, han altid har været fremstillet som i flere tusinde år.

          Bøgerne gennemanalyserer et ofte hidtil overset materiale og fremdrager en række nye, afgjort udvidende og nyorienterende opdagelser i forbindelse med hans personlige livsforløb og historiske rolle.
          Værket om Moses vakte både stærk interesse og røre hos forskere, medier og fagpresse. Lad det være sagt straks, at autoriteter og eksperter har givet bedst tænkelige anbefalinger:  prof. dr.phil. et theol. Jes Asmussen, prof. dr.phil. F.J. Billeskov Jansen, universitetslekt. Leo Hjortsø, museumsdir. dr.scient. Kr. Peder Moesgaard m.fl. Her omtales bøgerne: epokegørende", "opstiller nye standarder", "revolutionerende", "kan ændre vort nuværende syn på historien i den Nære Orient", etc. -
          Internationalt har forfatterens videnskabelige afhandling om det ældste egyptiske stjernekort modtaget anerkendelse bl.a. hos ledende professor i astronomi Owen Gingerich, Harvard-Smithsonian Institute, - Sir Patrick Moore, D.Sc., Astron., BBC Science editor, - og professor i egyptologi Dr. Erik Hornung, Basel Universität.


Distancerende forhindringer

Under udarbejdelsen af bogserien om den historiske Moses blev flere manuskripter gennemlæst af forskellige forskere og eksperter fra involverede fagområder. Det skete ud fra forhåndstilkendegivelser om, at de pågældende forskere kunne have interesse for emnet. I øvrigt var det således, at statsansatte professorer og universitetslektorer ved henvendelse fra borgerne angående konsultation i sager af en vis relevans, kunne levere en sådan assistance.
          Undervejs fremkaldtes der bl.a. hos nogle af disse universitetsfolk en sær modstand mod indholdet af teksterne. Åbenbart ikke ud fra en neutral videnskabelig indstilling, men en til tider også emotionelt betonet, distancerende tilbagevisning.

          Det er via samtlige følgende eksempler hensigten at demonstrere bestemte former for egentlig irrelevante eller netop distancerende forhindringer, som i forløbet af forfatterens individuelle, ikke-universitære forskning først har skullet forceres.
          Dokumentationernes præcisering af tid og forløb etc. vil nødvendigvis også berøre navne, jf. at Ombudsmanden har i 2005 i forbindelse med en forskerstrid stadfæstet alment gældende, at evt. forbud mod at "referere til navngivne personer i direkte eller indirekte form" er i strid med bestemmelserne om forskningsfrihed og videnskabsmænds muligheder for at deltage i den offentlige debat.

          Forhindringerne kunne opleves at være trælse, idet der mod bøgerne efterhånden blev foretaget en række aktioner med fundamental absurditet. Men har samtidig været æggende, idet forfatteren måtte udvide de årelange dybdestudier med yderligere udforskning både af emnerne og de tilgrænsende kontekstuelle emner, helst grundigere og bedre end nogen anden. Det affødte en ny forhindring, fordi dele af den opnåede vidensmængde blev af nogle fagfolk, der ikke selv kunne kende så meget til visse af emnerne, automatisk betragtet som fejlviden.

Eksempler, principielle opfattelser:          
          Da historieprofessor ved Aarhus Universitet, dr.phil. Rudi Thomsen, læste manuskriptet til den første bog i Moses-serien, skrev han (brev af 31.12.1991) om fremlæggelsen af materialet, der på nogle punkter bryder med - eller i realiteten udvider - konventionel historieopfattelse i det pgl. emne - at bogen ikke stemte med denne hidtidige historieopfattelse. Nej, det var jo netop deri, der var det nye, som skulle supplere det hidtidige. Han referede 'ældet' Egyptens-viden. Og han modgik flere af bogens fakta uden tilstrækkeligt kendskab, f.eks. om det faktum at inskriptioner i forskellige årtusinder dokumenterer, at egypternes særlige astronomi-præster (bl.a. tilknyttet hoffet) brugte stjerneobservationer både for tidstagning og varselsastrologi. Hans ovennævnte cirkel-argument tilføjede han afvisning (citat:) af "... enhver diskussion både skriftligt og telefonisk ..." om bogen.

          Manuskriptet var også blevet læst af dr.theol. Eduard Nielsen, professor ved Københavns Universitets Institut for Bibelsk Eksegese. Han meddelte (brev af 16.jun.1986), at han af bestemte årsager måtte afstå fra at gå rigtigt ind i indholdet - og endegyldigt, at han nægtede at diskutere enkelthederne. Som eksempel kan nævnes en detalje han dog selv havde omtalt, idet bogen bl.a. understreger 'Moses' som værende et egyptisk navn, hvorom han skrev, at (citat:) "... det ikke er noget særligt, for det kender da enhver hebraiskstuderende til ...". Men Sigmund Freud baserede dog hele sin sidste bog, "Der Mann Moses und die monotheistischen Religion" (Wien 1934-1938), på ikke mindst dette forhold som udgangspunkt med tilhørende udvidede historiske konsekvenser.

          En tredje professor, dr.theol. Niels Peter Lemche, sendte endda et ti sider langt brev (26.nov.1991), hvori han redegjorde for sit syn på Bibelens baggrund gennem et venligt, men 'indædt' forsvar for sit billede. Og for at fastholde dette fremgik det, at han ikke havde tilsinds at åbne for og inkludere en eneste af forskningens nyere fund og udvidende opdagelser, hvis de modgik billedet. Internationalt anerkendte forskeres argumenter, der ikke passede til hans tese, samt forskerne selv, kaldte han i flere tilfælde for (citat:) "forføreriske" og "fundamentalistiske".

De pågældende professorers læsning og udsagn er modtaget med tak, men også med undren over den ikke-analytiske måde, man har betragtet det ikke-konsensusprægede stof på. Men der var information at hente i dette, at man lod bøgernes kilder og argumentation helt ligge. Dette bidrog i mit arbejde til yderligere at uddybe og fremhæve de dele i manuskripterne. Det skal understreges, at alle deres breve var præget af fin venlighed, men også af berøringsangst. Just sådan, når man ikke ser, hvad man ikke vil se:  den ellers åbne religionshistoriker Mikael Rothstein begrundede med "... mangel på greb i empiri", skønt bogen er én stor kildesamling
          Professorerne er uddannet i at behandle deres fags emner i analyse og underviste endda i det. Med al respekt, forekommer i hvert fald dette at alene basere holdninger på en naturligt nok ofte fragmentarisk viden om visse andre forskningsemner, som disse folk læste om i bogserien, at medføre, at de vanskeligt kan have faglig bedømmelsesindsigt i flere af de sammenhænge, som de uden videre søgte at nedgøre. Derimod er bøgerne fra starten med hensigt opbygget på minutiøs fremlæggelse af materialet i netop større sammenhænge: en yderst informativ synsvinkel med en gevinst i form af en række nyorienterende resultater.


Videnskabelige forestillinger på illusionskurs

Men senere blandt nogle andre universitetsfolk, som i den efterfølgende tid stiftede bekendtskab med bøgernes indhold ad forskellig vej, skete der en afgørende stærk drejning, idet der nu fremkom en direkte aktiv(!) modstand.
          Det er ganske normalt inden for al forskning, at mange af de hidtidige videnskabelige forestillinger eller 'vedtagelser' senere viser sig at være en illusion - hvadenten delvis eller i helhed. På det seneste har især kvantefysikken gjort dette afgørende klart for os. Man finder et mønster, der passer fint - men det gør det kun, indtil der viser sig nogle undtagelser, som så igen kan forklares, når der ved hjælp af senere tilkommen viden findes et mere overordnet mønster. Det er fortsat den fænomenologi, der uheldigvis er svært for mange at acceptere.

          Hos nogle kan det alligevel skabe nysgerrighed til at videreudvikle vores viden, fordi de pågældende 'illusioner' dog samtidigt udgjorde et helt nødvendigt stade at kunne arbejde fra.
          Derimod andre forskere kan iagttages at reagere irrationelt og hæmmende for nye oplysninger - undertiden endda med vrede, ængstelse og forsvarsmanøvrer. Og de distancerer sig dermed fra en hensigtsmæssig, videnskabeligt modargumentation og analytisk kritik. De koncentrerer sig mest om at forsvare dét, de tror de ved, og overser helst det, de ikke ved så meget om (men som det i virkeligheden kunne være opgaven at forske i). Til tider bliver disse forsvarsmanøvrer til en bizar fordømmelse af nye trin, der kunne føre til videre udviklinger. Men det har aldrig været en videnskabelig forskers opgave at fordømme, men at forklare.

           Hos C.A. Reitzels forlag i København, der ikke mindst udgiver universitetslitteratur og fagbøger, blev Moses-seriens manuskripter i efteråret 1998 modtaget med en velgørende åbenhed. Og nu senere, i anledning af bind 1's genudgivelse (efterår 2004) - næsten samtidig med at bind 5 publiceredes som seriens afsluttende bind - vil et nyttigt tilbageblik  vise, at både under og efter seriens udgivelse blev der i visse universitetskredse forsøgt udøvet en absurd antivirksomhed foretaget af personer, som bøgernes forfatter aldrig har kendt, mødt eller gjort det mindste imod. En lærerig observation, der absolut må fremkalde et ønske til alles bedste om en bedre ånd og holdning i de pågældende universitære lag. Forskere med fuld udtryksfrihed afslører ikke at kunne differentiere, når de ikke også har fuld ansvarsfrihed.
          Der udgives hvert år talrige bøger om egyptologi, religionshistorie og bibelforskning, hvoraf de fleste passerer uproblematisk eller måske endda mere upåagtet, men netop Moses-serien alene er blevet udsat for direkte, aktiv fjendtlig virksomhed - erfaringsmæssigt et plausibelt barometer for udgivelser af en særlig beskaffenhed. Det skulle forfatteren kunne tillade sig at tage til indtægt - ud over aktionernes udmærkede reklameværdi i sig selv.

Principielle træk, eksempler:
          I 1996 indsendte Ove von Spaeth - på opfordring fra egyptologen Torben Holm-Rasmussen - en artikel til egyptologitidsskriftet Papyrus til fri brug. Teksten er det senere bind 3's appendiks om egyptisk kronologi. Efter et helt års ureglementeret forsinkelse og tavshed på redaktionen, der har stærkeste tilhørsforhold til Carsten Niebuhr Instituttet, afvistes manuskriptet og sendtes retur med et følgebrev (22.apr.1997), hvori der flere gange var anført, at artiklen indeholdt (citat:) "... direkte ukorrekte påstande ...". Nærlæsning af egyptologen Bo Dahl Hermansens begrundelsesforsøg for afvisning afslørede et uheldigvis reduktivt kendskab til vigtige, konkrete facts om fortidens kalenderpraksis samt om synkretismen inden for religionerne i Middelhavslandene i oldtiden. Et høfligt telefonisk forsøg på udredning hos redaktionen og egyptologen på Instituttet blev vredt og arrogant afvist, uden relation yil emnet, (citat:) "... jeg får ikke betaling for dette her" - med et derpå følgende irritabelt afbrud af telefonforbindelsen.

          En begejstrende, helsides anmeldelse (Berlingske Tidende 15.jun.1999) af Ove von Spaeth's "De Fortrængte Optegnelser", Moses-seriens bind 1, udløste selvsamme dag et officielt brev - udformet som åbent hadebrev til forlaget - fra den ledende underviser i egyptologi, lektor Paul John Frandsen på Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet. Lad det være sagt ligeud - han lagde her en ny standard for manipulation og svælgen i egne fordomme bl.a. ved at tillade sig at fremstille som en kendsgerning, at Ove von Spaeth havde (citat:) - "... dybt beskæmmende og dybt uvederhæftigt ..." publiceret "... udsagn, skrevet af folk, der har været døde i lang tid, og af forskere, der aldrig har skrevet, hvad de citeres for at have skrevet. ..."
          Paul John Frandsen blev oplyst om eksistensen af eksakt dokumentation, men valgte uafbrudt tavshed. Hans påstand er objektivt forkert, og det må i betragtning af mandens uddannnelse og baggrund være evident, at han også er i stand til at vide det.

          Men ovennævnte imponerende anmeldelse i Berlingske Tidende af det første bind havde, som det blev klart, også kunnet fornærme Kim Ryholt, adjunkt phd i egyptologi, og Karen Jensen, phd-stud. i assyriologi, begge Carsten Niebuhr Instituttet. De ønskede derfor at belære anmelderen Steen Voigt om, hvormeget han havde fejlet. Det skete på den mest utroværdige måde ved uden analyse eller blot et eneste genuint argument (citater:) "...manipulation" og "..uvederhæftighed", at afvise bogens præsentation af den specifikke videnskabelige dokumentation. I stedet fremsatte de manipulerende fejlagtige oplysninger, som journalisten ikke kunne kontrollere før publiceringen (Berl.Tid., 3.aug.1999), hvortil de krigerisk lod udstede en fatwa om, at den bog ville de (citat:) "... kæmpe med i mange år fremover! ...".

          Siden hen blev Paul John Frandsens indledende aktion yderligere fulgt op af nogle studerende ved hans institut, stud.mag. i hebraisk Leeroy Malachinski (iflg. Malachinski's brev, 8.aug.2000) og arabist Johan Hermann Rump, der, omend forgæves, foretog et større antal uanstændige forsøg på (især pr. telefon) - via til formålet redigerede "oplysninger" - at bedrage de videnskabsfolk, som havde støttet Ove von Spaeths forskning, til at de nu ikke skulle vedstå deres støtte/udsagn. De uheldige aktører skaffede sig adgang via falsk påskud om at ville anmelde bøgerne i et bestemt tidsskrift, skønt dette forlængst var ophørt at udkomme. De kunne ikke fatte, at professor dr.phil. et theol.hc. Jes P. Asmussen, Instituttets eneste verdensberømte forsker, havde støttet med sit forord i et af bindene. Også han misbilligede den udviste opførsel.

          Hos tidsskriftet Sfinx (dec. 2001) havde redaktøren, Birgitta P. Hallager, ladet indkalde Rune Nyord fra egyptologistudiet på Carsten Niebuhr Instituttet, for at anmelde to af seriens bøger. Uden reelt at gennemlæse bøgerne i nødvendigt omfang, hvilket blev afsløret ud fra selve anmeldelsen og hans efterfølgende udglattende forsvarsbrev (feb.2002), morede Nyord sig med at holde læserne for nar ved at anmelde bøgerne som (citat:) "... fiktion". Redaktøren nægtede derefter at optage Ove von Spaeths korrigerende indlæg.

          En helsides anmeldelse i B.T. (31.jul.1999) af bind 1 var ét stort fejlangreb mod indholdets oplysninger, skønt der gøres fuldstændigt rede for dem med minutiøs dokumentation hele vejen igennem bogen, hvilket ignoreredes totalt. Der blev lavet helt om på indholdet ved avisens gengivelse - tilmed selve bogens titel var konsekvent ændret. I Ove von Spaeth's læserbrev (23.aug.1999) herom, der først nægtedes optagelse flere gange med de besynderligste udflugter, lod avisen så de afslørende korrigerende bemærkninger skære bort, og der blev skamløst digtet en hel del anden tekst ind i brevet. Var det brevkasseredaktøren, der hjalp med at dække over sin kollega, anmelderen Christian Galbjerg, der totalt havde forfejlet at tjekke sine modtagne oplysninger fra folk fra universitetets Teologiske Fakultet? Det viste sig så, at begge poster var bestyret af denne samme person.

          På et senere tidspunkt introducerede Paul John Frandsen universitetets tidligere prorektor og dekan, dr.theol. John Strange, da denne ved Dansk-Ægyptologisk Selskabs arrangement på Københavns Universitet holdt foredrag (27.nov.2003) om emnet: "Moses - en mytologisk figur?" - med udgangspunkt i bøger af Ove von Spaeth og af Jan Assmann. Fra bogserien om Moses lod Strange fejlcitere (fra bind 1's s.17) ved omhyggeligt at udelade nogle dele af citatet, så resultatet blev alarmerende forkert - og ikke en eneste af selve hans få kommentarer om Moses-bogserien viste sig at være andet end konkret usande (udførlig dokumentation eksisterer for begge forhold). Ydermere afslørede de bedagede elementer i hans anklagende påstande, at han havde forsømt at opdatere sin viden. Hans citatforvanskning gentog han året efter i en trykt udgave af talen. Men, som det skulle vise sig, i det videre forløb bidrog det altsammen naturligvis velkomment til den yderligere interesse omkring bøgerne.

           I sin artikel i Kristeligt Dagblad (2.jun.2005) lod dr.theol. Nicolai Winther-Nielsen, Dansk Bibel Institut, Ove von Spaeths forfatterskab forbinde med (citat:) "... fusk", "... gætterier" o.lign. ufunderede beskyldninger. Disse påstande, i realiteten om videnskabelig uredelighed, måtte han efter flere indsigelser (2, 4, 25/6) trække fuldstændigt tilbage (Kr.Dagblad.29.jun.2005)..

Forskning bliver ringere, jo mere den er styret ud fra at finde bekræftelse i gældende tænkning og institutionaliserede opfattelser - i stedet for netop at udfordre meningerne. Men også forskerne selv må afstå fra tendensen til at kanonisere videnskaben, forskerne er ikke guder og skal hverken diktere verdensopfattelsen - eller dyrkes for at forsvare det bestående. God forskning er præget af nysgerrighed - hvorfor der må kræves åbenhed over for nye tanker inklusive det, der til en begyndelse evt. kan ligne skæve synspunkter. Det er et faktum, at et betydeligt antal af vores virkeligt store opdagelser er efterbearbejdede fejltagelser.


Spredning af tvivlsomme oplysninger

Problemet er ikke bøgernes modtagelse - de har fået brillante anmeldelser også af rigtigt mange betydende videnskabsfolk, og bøgerne findes i stort antal på ethvert større bibliotek i landet. Interessen vokser støt. Studerende skriver specialer om dem. Og det der kunne ønskes er, at berøringsangst hos nævnte antagonister erstattes af fordomsfrihed, så bøgernes enorme samlinger af ofte hidtil overset materiale kan blive yderligere kendt og taget i brug af flere.

Andre eksempler:
          I 1998, da bogseriens manuskripter skulle placeres på et forlag, ville først Borgens forlag gerne se nærmere på dem. Til bedømmelsen indkaldtes som ekstern konsulent, egyptologen Torben Holm-Rasmussen, delvist tilknyttet Carsten Niebuhr Instituttet. I sit afvisende responsum (ca. jan.1998) udtalte han bl.a., at bøgerne (citat:) "... ikke egner sig til læsning af lægmand ...", og desuden: "forfatterens ægyptiske kronologi - bygger på totalt forældede synspunkter - ægyptologerne er i dag enige om (- etc.). Med sin store belæsthed må forf. dog kende de nye og afvigende synspunkter, men omtaler dem overhovedet ikke ...".
          En temporær opfattelse i visse forskerkredse havde forblændet bedømmelsen så meget, at det skyggede for den til overmål synlige kendsgerning, at bogens (bøgernes) indhold og materialesamlinger fortløbende gennem hele teksten konstituerer sig som ét stort modbevis over for en påstået konsensus (en art flertalsafgørelse og derfor, som altid, rent uvidenskabelig) om de nævnte nyere tendenser. Disse er derimod stadig kun provisoriske teorier, og det er et konkret faktum, at de aldrig nogen sinde har været solidt underbygget af holdbar bevisførelse.

          Efter at bind 1 udkom (maj 1999) fulgt af de første måneders strøm af umiddelbart begejstrede anmeldelser, blev de uredelige beskyldninger om bogserien efterhånden udbredte, og nogle bladfolk (ofte netop med mange cand.theol.'er i redaktionen) blev tilbageholdende. Da Rune Engelbreth Larsen, cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab, sendte en kronik om bogen til Weekend-avisen (efterår 1999), hvor han i perioden faktisk fik alle tekster optaget, blev det denne gang afvist. Ligeledes ved nyt forsøg. Da han derpå henvendte sig telefonisk til chefredaktøren, lod hun ham forstå, at artiklen med bogen om Moses "... var blevet hende frarådet at bringe i avisen ...". Rune Engelbreth publicerede den så i tidsskriftet Faklen jan.2000, men fortsat har Weekend-avisen ikke siden hen villet anmelde en eneste af seriens bøger.

          Kristeligt Dagblad havde fra starten fastfrosset igangsættelse af anmeldelse af seriens indledende bog. Først efter en række protesterende læserbreve og henvendelser til redaktionen på denne avis, der ellers skulle være det mest indlysende sted for interesse for Moses-serien, bragtes en præstelig anmeldelse (uforståeligt hånlig) med bl.a.: "... det ligger uden von Spaeths horisont ..." - af cand.theol. Tine Lindhardt (11.nov.1999), nu syv måneder efter udgivelsen.

          På Kristeligt Dagblads website www.religion.dk indsatte fagredaktør cand.theol. Merete Bøye manipulerende udsagn ved link'et til Moses-bogseriens website (moses-egypt.net). Hun afviste (5.jan.2001) at kende det mindste til det, men da Ove von Spaeth overfor redaktionen kunne forelægge udprint (28.feb.2001) fra hendes private hjemmesider, der afslørede præcist samme antipatier, forlod hun sin stilling på avisen, og her blev udsagnene fjernet.


Yderligere forhold:
          Lad der være demonstreret nok her - idet den eksisterende række af absurde eller antagonistiske forhold er temmelig omfangsrig, f.eks. yderligere flere anmeldere, der åbent eller mindre åbent vedgik deres misledende, omend legitime, kontakt med f.eks. Carsten Niebuhr Instituttet eller de Teologiske Fakulteter, etc. Ofte i sådanne tilfælde valgtes det enten at gengive bøgernes indhold forvrænget eller helt undgå at lade dem anmelde (jf. også problematiske forhold hos f.eks. Jyllands-Posten, Information og Præsteforeningens Blad, mv.). (Flere af episoderne og eksemplerne ovenfor er dokumenteret i detaljer på de individuelle Debat-sider til alle seriens fem bind og findes på www.moses-egypt.net).

Stærk, saglig kritik er principielt konstruktivt, - uenighed undervejs om et forskningsprojekts resultater kan normalt være endog meget nødvendigt eller ligefrem uundværligt for at bringe slutproduktet nærmere det optimale. Yderligere kan det afføde debat med omtale der vækker interessen for emnerne. Men at være uenig med en bog bør ikke involvere nogen form for nag.
          For en ganske anden sag er det, når der spredes urigtige oplysninger om udgivelserne. En række af eksempler her er rent groteske. Bemærkelsesværdigt er også, at da ingen kilder gives til modbevis for bøgernes dokumentationsbelagte fakta, gøres nu temaindholdet suspekt. Men igen, rent mediemæssigt var den absurde adfærd en formue værd for omtale af bøgerne.

          Ingen havde nogensinde før skrevet 5 bøger om Moses og hans historie, ikke engang et 2-bindsværk om Moses har eksisteret. Det er også det største religionskulturelle historieforskningsarbejde nogensinde i denne genre - og her tillige det mest omfattende inter-disciplinariske videnskabsprojekt gennemført af en enkelt person. De 5 bind er en international begivenhed - de akademiske absurditeter en skandale.
          Efter gennemførelse trods de mange forhindringer, hvor bogseriens kvaliteter ikke mindst har fået bevist sin overlevelseskraft, må der især siges tak til de mange læsere. Deres interesse har ufortrødent bidraget til, at publicering af det langvarige forskningsarbejde, nu altså i 5 bind har kunnet realiseres uden på nogen måde at have opnået støtte fra hverken private og offentlige midler og fonde (kan mest ses at støtte det etablerede). Læserinteressen for disse ikke så almindelige bøger hos "lægmand" har dertil bevirket at optryk i nye oplag er blevet påbegyndt. Og forlaget fortjener anerkendelse for mod og fremsynethed.

          Mindre forudset af forfatteren, krævede alene omfanget altsammen mere end 20 års studier med opsporing og intensiv testning af materialer og udkrystallisering af resultater - og derefter strukturering af det efterhånden enorme materiale til udbygning i de 5 bind. Således en nær umulig sammenstøbningsproces af de mange tusinde kilder/fragmenter til at blive en konkret og anvendelig helhed. Dertil gennem alle årene uafladeligt den løbende opdatering.
          I den forbindelse må en særlig tak rettes til forskere og andre engagerede hjælpere, der alle utrætteligt hjalp til (nogle faktisk fra starten), viste en betydelig tillid og modigt støttede personligt, skønt modstand fra anden side mod projektet kunne medføre ubehageligheder fra akademiske kolleger.


Når betydende resultater alligevel er foreløbige

Endeligt om de principielle eksempler, - et billede på forhindring funderet i den sære modvilje og åbenbart manglende orientering, supplerer nævnte konditioner:  I deres veritable angreb bragt i Berlingske Tidende (sektion Univers, 3.aug.1999) - tidl. omtalt i eksempel - påstod egyptologen Kim Ryholt med sin kollega bl.a., at den i bøgerne anvendte tidsregning var fuldstændig forkert, mens den datering han selv gik ind for, var forbundet med, at en bestemt kronologi-afhængig observation af stjernen Sirius (citat:) "er skudsikker". Det er illusion.
          Det kan tilmed virke pinligt, at de pågældende akademikere også om andre af bogens emner ved den lejlighed afslørede en besynderlig uvidenhed og historieløshed ved ikke at kende deres egne studiers faglitteratur bedre, men åbenlyst ignorerede veludforskede og internationalt klarlagte studier, der også ligger til grund for bogens forskning og resultater. Hvis man skulle anse deres her demonstrerede fremgangsmåde for at have noget med videnskab at gøre, skal man i hvert fald have en meget alternativ holdning til begrebet.

          Med den viden, der skal kendes i dag om den relevante forskning og dens processer, metoder og nyere opdagelser, vil kompetente fagfolk finde det uprofessionelt og endda naivt uerfarent at lade en sådan følgeslutning som ovennævnte (om kronologi) være baseret alene på en så gammel og enkeltstående oplysning (om observationen) og lade det være noget urokkeligt fast.
          At kunne finde på at tvivle og derfor at undersøge det sikre og vedtagne er et særligt talent. Forbedringer vil foregå ved, at de skråsikre holdninger, når de findes hos visse videnskabelige eksperter, må afløses af en større respekt for - realisme.
          De virkeligt store videnskabsfolk har sjældent det problem - i BBC World News' program med 2006's Nobelpris-modtagere, inden for bl.a. astronomi, medicin og fysik, i diskussion om forskning og verdens fremtid indledte de fleste deres udtalelser med netop: "jeg ved ikke nok om det, men....." eller "jeg kan ikke vide det helt bestemt....." - men aldrig nogen insisteren på at noget skulle være det "rigtige". Her udtalte de sig fuldstændig på linje med f.eks. Sigmund Freud's berømte redegørelse for sin holdning på sådanne felter:
          "... Det er en misforståelse, at videnskab kun er afgørende beviselige fund, og det er uretfærdigt at kræve, at dét skulle den være. Dette er et krav, der alene stilles af dem, der higer efter en form for autoritet og et behov for at få religionens katekismus erstattet med noget andet, endda selv med en videnskabelig sådan. - Videnskab ... består hovedsageligt af statements, som den har fået udviklet til forskellige grader af sandsynlighed. ...".


Hvordan kan vi gøre det bedre?

Generelt burde der i langt mere omfattende grad lægges vægt på større historisk basisviden, som indgår i vores kulturs fælles erfaringsgrundlag, så man inden for de enkelte fag bedre undgår intern meningskonformitet, som uheldigvis ofte ses accepteret.
          Desværre er det ofte set, at hvis en forsker gør en opdagelse på uventet måde, kan et fint resultat risikere bureaukratisk afvisning, fordi der ikke er blevet anvendt en bestemt regel under arbejdet. Men er reglerne her da ophøjet til naturlove og ikke længe blot vedtagne, praktiske instrumenter? - Det er f.eks. rent uvidenskabeligt bare at lade et vellykket resultat af regulære arkæologiske fund afvise, hvis der er anvendt en utraditionel graveske.
          Til dem der vil forske på mindre traditionelle områder eller arbejde på en opdagelse eller opfindelse, kan jeg - efter et kvart århundredes arbejde for at gennemføre et nyorienterende projekt - indskærpe dette råd: blev ved, hold ud, tag jer ikke af at nogen måske vil søge at hindre at nå i mål, - brug al energi og al opmærksomhed på at gøre arbejdet så overvældende godt som muligt, så kan ingen "destruktør" finde fodfæste. Hvis dit projekt føles i dit inderste at være helt rigtigt, så efterlad alle ignoranters kritik i skraldespanden, og fortsæt uforstyrret dit bedste kvalitetsarbejde. Tænk på f.eks. C.G. Jung's i sin tid utraditionelle forskning med de fine resultater - hans indstilling var:
          "… Livets irrationelle fuldkommenhed har lært mig ikke at kassere noget, selv hvis det går imod alle vores teorier (i bedste fald så kortlivede) eller på anden måde giver adgang til en ikke-øjeblikkelig forklaring. ..." - C.G. Jung (McGuire & Hull, red.: "C.G. Jung Speaking. Interviews and Encounters", 1978).

          Sandhedsapostle inden for forskning ser sig ikke forpligtet af akademiske standarder for seriøst afvejet præsentation af argumenter og resultater - fakta er her gået af mode, og i stedet udvises en traumatisk modvilje mod at lytte (læse indenad), en komplikation der erfaringsmæssigt kun kan føre til yderligere vidtløftig teoretisering. Men hvorfor har man en forskning, hvis ikke det var for at blive klogere?

          Allerede i oldtidens rabbinerskrifter - ifølge S. Baring-Gould's udvalg i "Legends of Old Testament Characters from The Talmud" (Vol.II, London 1871, p.78) - berettes om den unge Moses ved faraohoffet og om hans høje uddannelse 'i al Egyptens visdom', netop at: "... Han var for klog til at betragte dét som fast, der var flydende ...".

          Således er forskningsresultater naturligvis kun foreløbige - i praksis aldrig endegyldige. Glem ikke - her med eksempel fra geologividenskaben - at i 1980erne var man (ud fra endda super beregningsmetoder og nyeste teknik) bange for en ny istid, og blot ti år senere var man bange for der skulle komme en ny varmeperiode. Inden for arkæologi og historie måtte man, omkring 2004, på grund af overraskende fund (en fint svungen 11.000 år gammel stentrappe i et tårnfundament nær det Døde Hav) nu til at skrive en del af tidlig Mellemøstens historie om.
          Man havde hidtil ikke villet datere lignende ting så tidligt, da der diktatorisk herskede en slags konsensus om, at folk på dette tidlige tidspunkt næppe var gået igang med kultivere jorden. Dvs. den ikke utypiske tendens at forske ud fra, at et historisk-arkæologisk fund skal tilpasses til en teori og ikke omvendt. Her behøves virkelig ny tilgang overfor sådanne tilfælde.

          Modeakademisk omskiftelighed ramte f.eks. den danske polarforsker Knud Rasmussen. Han døde i 1933, internationalt berømt, og højt estimeret for uvurderlige artefakter samlet til Nationalmuseet. Som også værende en fremragende forfatter og formidler blev han i 1929 indstillet til Nobelprisen i litteratur - af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Men han blev fra 1970erne betragtet som en pinlig amatør, som ikke engang havde gået på universitetet, og han forsvandt sporløst ud af den etnografiske faglitteratur, skønt ingen nogensinde havde kritiseret hans videnskabelig-etnografiske pionerindsats.
          Tilbage i 1800-tallet opdagede og beskrev H.C. Ørsted den elektro-magnetiske kraft/effekt. Men han var farmaceut og blev derfor angrebet af fysikorienterede lærde, som fandt hans "indblanding" i deres fagområde for upassende.
          Da tegneren Howard Carter, imod egyptologers råd, fandt historiens rigeste gravfund, Tutankhamon, blev han længe ilde anset hos dem. Og f.eks. inden for faget filosofi kan nævnes lejesoldaten Descartes, linse-sliberen Spinoza og universitetsfilosofiens første-hader Humes. Selv Louis Pasteur, en af de største skikkelser overhovedet i medicinens historie, havde ingen lægeeksamen - og hans opdagelse af bakteriers eksistens var imod lægernes tusindårige idéer.
          Sociologen Max Weber hævdede i sit berømte foredrag i 1917, at netop institutionerne let udvikler sig til at avle middelmådighed. Max Planck, nobelpristager og opdager af lyskvantet, erklærede i begyndelsen af 1900-tallet, at ellers dette at få en ny opdagelse anerkendt ofte først kunne realiseres hos den næste (forsker)generation.

          Men det er vel næppe rimeligt, med den udbredelse universitetsverdenen har i dag, at skulle behøve at efterlyse, at udover at besidde nødvendig nysgerrighed må en videnskabelig forsker overholde at efterleve principper om alsidighed, upartiskhed og fairness. Bag ved en opdagelse kan der oftest findes et nyt lag af erkendelse yderligere bagved og derpå endnu et nyt lag. Dette gælder inden for videnskab såvel som religion og hele vor erkendelsesverden - vi er hele tiden undervejs, og den store verdens mest professionelt erfarne, videnskabelige forskere har da også været de nærmeste til dagligt at kunne erkende dette.

Ove von Spaeth, forf., forsker, (www.moses-egypt.net)  -  (opdat. nov.2006) -  www.flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=3107  -  (13.jan.2006)

                    Kommentar til ovenstående Ove von Spaeth's artikel (af 13.jan.2006).

Kære Ove.  Det er jo en meget farverig beskrivelse af dine besværligheder og verbale slagsmål med en række akademikere. Jeg ser først og fremmest indlæget som værende afløb for frustrationer over specifikke hændelser. Men udover det, synes jeg jeg leder forgæves efter en pointe.
          Vel især fordi hele artiklen handler om verbale slagsmål hvor jeg hverken som læser er vidne til begivenhederne eller for den sags skyld har antydningen af mulighed for at vurdere realiteterne bag slagsmålene. Så jeg er henvist til blot at tage dine ord for at de omtalte akademikere, som du ser dem, har opført sig hovent og usaglige og du føler dig skidt på, for pålydende... Var det det du ville? - Mvh.

Kurt Dejgaard, -  www.flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=3107  (Brugerinfo | Send en besked | Dagbog) 15/01-06 kl. 19:11 -  (15.jan.2006)

                    Kommentar til ovenstående (jf. artikel af 13.jan. og indlæg af 15.jan.2006).

Angående Kurt Dejgaards misforståelse af Ove von Spaeths interessante information: 
          Det er nemt at angribe kort, der stilles ingen krav om præcision og logik, bare det helst kan lyde af noget. Og Kurt Dejgaard har åbenbart et problem og synes at have følt sig ramt af den omhandlede artikels i øvrigt redelige eksempler på akademisk overfladiskhed og arrogance, siden han pådutter artiklens forfatter personlige frustrationer o.lign.
          Derefter lader han som om, han ikke har set kilderne i artiklen, der ellers næsten udelukkende består af kilder. En oversmart, patroniserende kommentar hos Dr. Dejgaard er selvafslørende, og var den mon det mindste nødvendigt? ja, hvorfor søge at profilere sig, endda på andres bekostning, når man ikke har noget virkeligt at sige?
          Om selve værdien af at få fremlagt Ove von Spaeths forskningsresultater til anvendelse, så vi fornylig i en indsigstfuld artikel fra en begavet forfatter og filosof - se f.eks. under dette link dette link hos Netavisen Flix.dk:   http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=3064

          Det ligger i tiden - såvel på gadeplan som i de højeste akademikerkredse - at man blot kan slynge noget ud i luften og kræve at blive taget alvorligt. Man lader kanonen med uunderbyggede påstande og rent følelsesbetonede aversioner og PUM! ud kommer det hele i en lille sky af krudtrøg.
          Da ingen tilsyneladende længere ved noget eller tjekker noget, kan man frit og uden risiko på denne måde udsige det værste vås, som man derefter kan bygge videre på og gå ud fra som etablerede sandheder. Det er desværre et udbredt, gennemgående træk såvel i den politiske videnskab, historievidenskaben og i den åndsvidenskabelige forskning. Og da tiden kræver korte svar, har sandheden med dens undertiden nødvendigt længere udredninger og livsvigtige nuancer ikke en chance.

          Når dertil så fra andre sider kommer den religiøse fanatisme, bør det ikke undre nogen, at vi i disse år forskningsmæssigt er i frit fald mod bunden.

Bjørn Andersen, journalist MDJ, København  -  biorn@mail....  - (opr. 24.feb.2006) www.flix.dk/modules.php?name=News&file=article  - kl. 09:23 (5.mar.2006)

                    Kommentar til ovenstående Bjørn Andersen's tekst (af 5.mar.2006).

>>"Derefter lader han som om, han ikke har set kilderne i artiklen, der ellers næsten udelukkende består af kilder. En oversmart, patroniserende kommentar hos Dr. Dejgaard er selvafslørende, og var den mon det mindste nødvendigt? ja, hvorfor søge at profilere sig, endda på andres bekostning, når man ikke har noget virkeligt at sige?"
          Huh?...  Jeg HAR ikke noget virkeligt at sige. Har jeg paastaaet det modsatte?...
          Jeg naevnte blot at artiklen var saa indforstaaet at jeg ikke kunne finde en pointe i den (udover at vaere historien om en forsmaaet historieskriver).
          Saa hvor i alverden kom ovenstaaende bredside pludseligt fra? Den var jo ikke noget svar - blot et angreb paa min person for at stille et temmeligt uskyldigt og muligvis naivt spørgsmaal...
          >>"Og Kurt Dejgaard har åbenbart et problem og synes at have følt sig ramt af den omhandlede artikels i øvrigt redelige eksempler på akademisk overfladiskhed og arrogance..."
          Var det ikke det jeg selv sagde?... Hvorfor skulle jeg saa føle mig "ramt"?
Hvis von Spaeth er blevet uretmaessigt jordet af nogle arrogante akademikere, er jeg da ked af det, paa hans vejne... De bedste hilsner

Kurt Dejgaard,  http://www.flix.dk/modules.php?name=News&file=comments&op=showreply&tid=6142&sid
=3107&pid=6105&mode=&order=&thold=#6142 
(Brugerinfo | Send en besked | Dagbog) Dato: 5/03-06 kl. 18:57 -  (5.mar.2006)

                    Kommentar til (kun første) indlæg af Kurt Dejgaard (af 15.jan.2006).

Fra Kurt Dejgaards oprindelige indlæg (af 15.jan.2006) må jeg netop gøre hans ord til mine, men angående hans egen kommentar. Altså, (citat:) "... jeg synes, jeg leder forgæves efter en pointe ...". - Med al respekt, hvor er det næsten typisk - og sørgeligt. Det er som om han gør det samme som visse kendte typer akademikere, hvis han kun ser det, han vil se. Måske er dette dagligdags i dele af den verden.
          I min artikel (13.jan.2006) rapporteres både om en anden, fremtrædende positiv side, som omhandler en overvældende modtagelse - og om, at de negative eksempler afslører - pointeret - en kontraproduktiv faktor og derfor er hensigtsmæssigt at få belyst.

          Men Kurt Dejgaard mener, at han må nøjes med (citat:) "... at tage mine ord ... for pålydende ...". - Dette til trods for min artikels overvældende opbud af genuine kilder med ordrette citater, eksakt præciserede med adresser, dato og sidetal - en dokumentationsrække der netop illustrerer et sammenhængende forløb af begivenheder, som han "efterlyser". Er der mon et kommunikationsproblem os imellem?
          Ydermere, på  www.moses-egypt.net  findes en lang række tekster og udsagn fra redaktører, journalister, forfattere samt fra de involverede fags forskere og akademikere, der alle principielt fremlægger samme åbenlyse hensigt eller pointe som min artikel.  (Så også jeg vil - ligesom en tidligere debattør, Bjørn Andersen - henvise til en kommentators tekst på Netavisen  Flix.dk:  http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=3064 ).

         Tillige gives i min artikel konkrete eksempler på, at det omhandlede problem har gentaget sig og stadig gentager sig for en række andre forskere - og bør netop ikke forties. Yderligere peges på konsekvensen:  I praksis betyder den absurde, og ofte direkte aktionerende modvilje, at værdifulde materialer og resultater hindres i at blive kendt og benyttet i forskningen.
         Kurt Dejgaard spørger efter en pointe, endda til trods for at min artikel også  understreger og gentager artiklens pointerende observationer til slut. Det kan vel næppe ekspliciteres yderligere.

Ove von Spaeth, forf., forsker, - www.moses-egypt.net  - & -  http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=3107  kl.19:11 - (8.mar.2006)

NOTE:  Fuldt stop herefter, ikke mere fra min side nu efter denne info (i dag 24/03-06) fra mig: Kurt Dejgaard kommenterede ovenstående på Flix.dk 9/03-06 kl. 04:52. Han er kommet længst bort fra selve sagen og endt med kommentarers kommentar til kommentarer (hans indlæg tjekkes på nævnte linkadresse). Lad mig for en genplacering i fokus angående mine bøgers forhold, afslutte med dette:
          Min oprindelige artikel afdækker et forløb, der viser, at sideløbende med succesrig modtagelse eksisterer en linje, hvor visse forskere ikke giver normal opposition, men åbenlyst iværksætter direkte aktiv fjendtlighed mod bøgernes påvisning af nye opdagelser. Den adfærd er ikke bare uvidenskabelig, men direkte absurd - hvad er deres egentlige dagsorden? De har ikke kunnet stille noget op mod bøgernes fremlagte mængder af kilder, men vælger så at ville ramme budbringeren.
          Her er bestemt ikke noget af være ked af, som Dejgaard venligt mener der er, - den modstand har nemlig været guld værd omtalemæssigt, hvor det ellers i mediernes nye nedprioritering, der også rammer inden for historisk kulturstof, kunne være sværere at trænge igennem. Men stadig kan de pågældende videnskabsfolks forbløffende opførsel altså undre.

          Dejgaard viser et problematisk forhold til realiteterne ved til argument at bruge formodninger og antagelser - hvilket aldrig kan erstatte konkrete facts og eksakte data. Og han nævner for egen regning noget om Moses som ikke var debatteret her, men som han så hævder (citat:) at være "... flintrende ligeglad med" ... Indforstået?? Han er imod generalisering, men han påstår alligevel at vide som noget helt bestemt, at næsten alle mennesker læser min artikel kun som han selv gør det. Og han (citat:) "... har ikke adgang til avisanmeldelser ...". Er nøgleordet, han selv har leveret, simpelthen: 'ligeglad'?

          Således ingen grund til at fortsætte. Lad det afsluttende være understreget, at skønt min artikel ikke er en udførlig afhandling, er der ikke udeladt indforstået stof mellem citaterne, hvilket Dejgaard selv havde kunnet forvisse sig om ved - som jeg flere gange anbefaler - at gå ind på  www.moses-egypt.net . Dette ses totalt ignoreret, selvom der ellers her findes et betydeligt arkiv med stort set al omtale i trykte medier - bemærk - i fuld længde, og i breve - samt div. omtale på nettet.
          Desuden har ethvert bibliotek, som bekendt, gratis og let netadgang til landets avisarkiver, og resultatet kan modtages som e-mail. Men en faguddannet akademiker der ikke kan eller vil håndtere kildesøgning? - ingen hjælpeløs undskyldning gælder, det står åbent for enhver at vurdere om journalisten Bjørn Andersens bemærkning (5/3-2006) (ovenfor; ed.) til Dejgaard om en ikke-atypisk akademisk overfladiskhed og ignorance er berettiget. Således synes Dejgaards egne gentagne udsagn at kunne bekræfte en vigtig årsag til artiklen.
          Ove von Spaeth

NOTE, ekstra.   (Netavisen Flix.dk pr. 14/06-2006)  - Dette har intet mere med Dejgaard at gøre, men er "back to basis" og således forbundet med min indledende artikel ("At tro det flydende er fast", af 13/01-2006). Udover at takke Bjørn Andersen, takker jeg Dejgaard for bidrag og kan kun beklage, at vi på enkelte punkter nok ikke taler helt samme sprog (en af mine venner er ligesom Dejgaard en Dr.rer.nat. og har åbent vedgået, at han i første omgang læste mine bøger/tekster ud fra 'miljøskadet' akademisk vane næsten som var det faglitteratur for kemikere, men da han indstillede sig på det nye og skiftede spor, var læsningen uden problem).
           Det følgende kan eventuelt supplere en bestemt del af det større billede, jeg afdækkede i min indledende artikel - og i denne omgang især angående visse kontraproduktive tendenser i akademisk udsyn:  At sætte i bås.
          Vi kan ikke takke skeptikere nok for, at mange videnskaber over en bred front har måttet forfine deres analyser til bedre at underbygge yderligere fremskridt, hvorimod kritik baseret på båse-niveauets selvhøjtidelige, puerile territoriemarkering ikke bør finde sted i et oplyst 21. århundrede. Idet båse naturligvis forhindrer udveksling - med den brede front - forårsages ofte, at visse akademikere typisk kan ses at forskyde fokus bort fra nogle for dem irriterende fakta, så viden og erfaring holdes ude ved at de læser eller opfatter netop ikke-dialogisk (sagt uden malice: klinisk set den måde, funktionelle analfabeter læser på).
          I min tidlige skoletids historieundervisning hørte jeg forundret om, at Polens første folkevalgte præsident var en internationalt berømt koncertpianist, Paderewski, som ikke var fra nogen "bås", f.eks. en politisk gruppe eller baggrund. I min artikel har jeg nævnt filosoffen Descartes, der som yngre også havde et job som lejesoldat (stationeret i Breda som ingeniørsoldat fra 1618 og ca. 2 år frem i Fyrst Maurice von Nassaus regiment i 30-årskrigen på protestantisk side, skønt D. var katolik). I oldtiden havde filosofferne Xenophon og selveste Sokrates ligeledes en sådan baggrund - på krigstogter som regulære soldater, endda berømmede for mod og udholdenhed. Da jeg ved undersøgelser til mine tekster engang skulle bruge info fra Otto Hahn's assisterende kollega, Dr. Fritz Strassmann, begge med Nobel Pris for den første uran-atomspaltning i 1938, fik jeg fra Tyskland som svar via hans assisterende kone, der også var Dr.: "Hvad skal en grafiker med dette?" og oplysninger blev afslået.
          Noget senere kunne det dog indhentes på Niels Bohr Instituttet, hvor jeg fra Niels Bohrs egen tidl. sekretær fik en excellent behandling; - ligesom jeg fik det hos Glenn T. Seaborg, dengang leder af USA atomenergikommission og Nobel Pristager for sin opdagelse af det transuranske grundstof plutonium - men han var (som søn af ikke-velstående svenske emigranter) startet som havnearbejder og tankpasser.
          Den danske zoolog og botaniker P.V. Lund, i 1800-tallet, blev efter kæmpe udforskning af Brasilien en af det lands helte, som alle brasilianske skolebørn lærer om og ser op til. Han var reelt ukendt i Danmark indtil forfatteren Henrik Stangerup, uafhængigt af etablerede videnskabsholdninger, skrev bogen om hans liv, hvorefter den akademiske verden først da begyndte at se Lunds indsats. Ligeledes var der ikke blevet skabt et universitetsinstitut opkaldt efter Carsten Niebuhr, hvis ikke forfatteren Thorkild Hansen, igen uden for det etablerede regi, havde skrevet indgående om Carsten Niebuhrs videnskabelige ekspeditioner i 1700-tallets isolerede Mellemøsten.
          Foruden at stifte bekendtskab med de mange historiske oplysninger kan jeg kun opfordre til at besøge www.moses-egypt.net for også at følge debatter og videnskabsspørgsmål dér. Og for at komme videre i sagen, er vejen:  Ud af båsene - nøglen er selvfølgelig uhildet modtagelighed, hvor de pågældende må vænne sig til en fordomsfri åbenhed. En åben modtagelighed som de to nævnte forfattere netop havde som seriøse kunstnere, og hvortil det er videnskabens styrke at kunne bidrage med yderligere underbyggende præcision og ekspertise.

          Ove von Spaeth

Tak for dine velskrevne bøger om Moses. Her et spændende link: http://www.crystalinks.com/gparc.html  - mvh

Preben Svensson, danevirke@stofanet.dk - (4.maj 2006)

          Læsernes mening om "Attentatet på Moses, De fortrængte optegnelser", af Ove von Spaeth:
"En fantastisk bog, forunderlig, mange ting synes nu forståelige!!"

Winnie Gissing Thomsen,
BogGuide.dk  -  http://www.bogguide.dk/meninger.asp?ID=6246  -  (14.sep.2005)

Til Ove von Spaeth.  -  Kære Ove, det forholder sig sådan, at forfatteren og forskeren Erling Haagensen er blevet meget begejstret for din bog (bind 1), som jeg forærede ham til hans fødselsdag. Han har nogle vigtige spørgsmål til dig, der har relation til hans teorier om tempelherrerne.
          Han havde ledt i alle opslagsværker efter en kontaktadresse, men forgæves. Erling er en af vores nære venner gennem 30 år, og vi véd, du får glæde af at høre om hans nye undersøgelser, der gælder konstatering af, hvad der er under Østerlars rundkirke.  - God aften Jacob,
          Jacob Ludvigsen, - jalu@jacob-ludvigsen...., 22. oktober 2000 20:28, - (22.okt.2000).
- - -
Til Erling Haagensen.  -  Kære Erling, mystiske mr. Mox beder mig henvise dig til  www.Moses-Egypt.net . Er din mailadfresse stadig valid, eller...? Mange hilsner Jacob,
          Jacob Ludvigsen, - jalu@jacob-ludvigsen...., 24. October 2000 11:38 AM, - (24.okt.2000)
- - -
Til Jacob Ludvigsen.  -  Kære Jacob, Der er ikke nogen kontaktmulighed på den adresse, du gav mig. Kan du ikke i stedet henvise Ove von Spaeth til min side  www.merling.dk  og gøre opmærksom på, at jeg gerne vil i kontakt med ham med henblik på min nye internationale TV-dokumentar om Parker-ekspeditionen til Jerusalem 1909-1911 - og muligheden for at finde et jødisk tempelarkiv fra før det babyloniske fangenskab???  -  Erling
         Erling Haagensen, - Medlem af Dansk Forfatterforening - Medlem af Danske
         Filminstruktører,  - Tuesday, October 24, 2000 4:22 PM  - www.merling.dk  - (24.okt.2000)
- - -
Til Ove von Spaeth.  -  Kære Ove, i al hast tak - 5500 tak - for næste bind af Den Store Krønike. Jeg glæder mig til at læse den. Din indsats er enestående, og der må snart være nogen, der får lyst til at popularisere/visualisere dramaet. Men du er oppe mod stærke, mørke kræfter! - Hjerteligst Jacob,
          Jacob Ludvigsen, - jalu@jacob-ludvigsen...., 15. december 2000 09:07, - (15.dec.2000).
- - -
Til Erling Haagensen og Ove von Spaeth.  - Kære Erling og Ove, så skulle Bornholms Tidende bringe sig i førerfeltet med dagens stort opsatte interview, hvori der trækkes den lige linie fra Jerusalem til Østerlars - ja, til Bornholm den udvalgte ø! Det glæder mig overmåde at have henledt d'herrers opmærksomhed på hinandens værker. - Politikens anmeldelse d.d. af Erlings bog "Tempelherrernes skat" er uforbeholdent rosende. - Hurra! Jacob,
          Jacob Ludvigsen, - jalu@jacob-ludvigsen...., 24. februar 2001 15:44, - (24.feb.2001).

Please excuse me for taking liberty of writing to you. My name is Mrs. Rebecca Dan Ramrajkar from Mumbai, India. I admire your work, Mr. von Spaeth, and have just one query.
          I admire your research. I enjoyed reading your 1st book of Assassinating Moses Series and I wish your books are taken seriously and accepted by all.
Thanks for the interest and concern. When referring to The New Testament in my book, I normally write about it intentionally as e.g. "...traditions as mentioned In The New Testament ...", or the like, instead of claiming NT to be a source of history precise in detail. However, also this kind of "source" - which, of course, should not be taken literally - cannot be avoided because it belongs to the cultural framework of ancient history.
          Even though your books have in-depth research and your valuable insights they will not be taken seriously and considered as hearsay, if you give these references because New Testament is nowhere near Old Testament in authenticity in spite of the faults of deliberate omissions as you mentioned.
          Also regarding the Indian reference of Karna of Mahabharath it was not the tradition that was mentioned when it was said his poor adoptive(childless) parents found him on the river. That has as much value as saying they found him on the temple steps. Because even though the queen who was his real mother saw to it that he was close by and took the responsibility of his education, could not publicly own him.
          Please do not take me offensively I do not mean to, but this small change will make a lot difference to your series and will be accepted by people who matter in these fields and not just by small people like me. Looking forward to reading rest of the books. - Thanks & Regards
Thanks & Regards,
          Rebecca Dan Ramrajkar, - Mumbai, India, Fr 12-08-2011 08:30, Rebecca.Ramrajkar@ -
          KFA/BOM/Engineering   -  (12.Aug.2011).
###
                                                                                                                   
On the authenticity and the similarities, - response
By  OVE VON SPAETH
  
Thanks for the interest and concern. When referring to The New Testament in my book, I normally write about it intentionally as e.g. "... traditions as mentioned in The New Testament ...", or the like, instead of claiming the New Testament to be a source of history in precise detail. However, also this kind of "source" - which, of course, should not be taken literally - cannot be avoided because it belongs to the cultural framework of ancient history.
          For instance, in the Volume I's first chapter, I state: "...  Within the portrait gallery of characters in the Old Testament, this occurrence can be uniquely related to Moses since he alone is known to be directly associated with a concrete astronomical event. - A similar situation is next related in the New Testament 1,520 years later: here, too, some astrologers appeared, the "Magi", who, prior to the birth of Jesus, informed the king (Herod) of a certain stellar observation. Contrary to the case of Moses, unfortunately, this later observation is further unspecified - thus it would be most difficult to use it for astronomical dating. ..."
          So, when did King Herod carried out his census? It always took place in connection with taxations. Herod is known for lowering the tax with 25 per cent in the year 14 BC. Around that time there was a Roman governor Saturnius in Syria (in Tyros) and he had the same name as another governor who was Quirinius' predecessor, approx. 10 years later. The Bible's New Testament can fully correctly(!) be translated so that its Greek text is pointing at either of them, i.e. two different pointers for a time fixation.
          The oldest Christian calendars (Ethiopian and Armenian) go back to approx. year 10 BC.  
          Stars and myths and Jesus' birth:  it was not a matter of a conjunction of the planets Jupiter and Saturn in sky, because no ancient astronomer would ever mistake planetary conjunctions for a star (as many have otherwise suggested for the so-called "Star of Bethlehem"). And by the way, when determining the years of Jesus, most historians and chronologists calculate - erroneously - the Roman emperor Tiberus from the time of Augustus' death. But in fact, Tiberius was already emperor of the eastern (!) part of the Roman Empire from the year 4 AD - he was Augustus' co-regent, and they are depicted together on Roman coins from that time.
          So, when I write that Jesus was born 1520 years after the birth of Moses, it is correctly fitting the factual census in the year 14 BC.
          (Cf. also my mail on the subject:  "Stars and Myths for Jesus' birth")

          The episode mentioned about Karna is in the Mahabharata: Karna was supposedly conceived by Kunti through her union with the 'Sun-god'. The myth is that she was the lovely daughter of a king and was bathing in a river. The Sun-God saw her and fell in love. She united with him and conceived Karna.
          However, because she was supposed to be a virgin, she put him in a reed-basket and set him afloat.
          She later married a king and conceived the five sons known as the Pandava princes - Arjuna of the Gita is best known. - Karna was brought up in the forest and later took initiation from a Brahmin priest. The Brahmin found out that Karna was a 'kshtriya' by caste and not a Brahmin because he was too 'hot-blooded'!? He cursed him saying that his warrior's weapons would not help him in his real moment of need. This was true in the battle-field when Arjuna kills Karna at a critical moment. The sun has set in the battle-field and Karna is vulnerable.
          In fact, Karna is destructed by his half-brother as was Moses by his royal 'half-brother', the later Pharaoh Thutmosis III. The half-brother motif with princess, river 'boat', and killing is repeated with Romulus and Remus - and the killing only, with the Bible's Cain and his half-brother Abel (as according to the Rabbinical Writings the mother of Cain was not Eve but Lilith). The custom of 'the chosen one' floating on the river was also practised among the high lamas in Tibet.
          Whether the mother was a virgin at first or not, was - like several other single details - not of the greatest significance. It was the active participating in the concept of this pattern, which was of importance.
           OvS,  - www.moses-egypt.net   - (20.Aug.2011).

Please do not hesitate at all to ask me any questions on Hebrew traditions that might help further your own study. I shall be glad to trade and compare notes and opinions with you. For example - I just completed two weeks of research into exactly what the Ethiopian Church has (Ark of The Covenant - http://goafrica.about.com/library/weekly/aa270700a.htm )

          From your three chapters (of the Volume 1, at your book's web-site) it is apparent that Hatshepsut was to become the Queen Mother of Egypt. I imagine that a daughter or wife of the Pharaoh, if she did not yet have a son or if the current Pharaoh died and her son was too young to serve yet... she could be called "Pharaoh" herself in virtue of carrying the seed of the next son to be Pharaoh or acting she was considered and Pharaoh until her son was old enough to ascend the throne. Do you think that fits?
          In the Hebrew traditions (and I am sure they were quite similar if not the same) the King (let us say King David for the sake of a name) would appoint one son from among his many sons - to be the next king, either directly or through a chosen wife. King David chose Bathsheba as the next Queen Mother which would mean that she would become Queen Mother of Israel when her son (Solomon) ascended the throne. The official Queen of Israel was always the mother of the king, not his wife. However the mother could be called 'Queen' already even while married to the current king because, being the only candidate for Queen - she would be treated like one already.
          The term 'first-born' in the Hebrew means more like 'first place' in a beauty contest. The 'best fruit' (often also the first fruits of harvest but not necessarily). It means the most like the ideal. Nathan was first born in time while Solomon was tenth born in time (I think tenth). In any event... once Bathsheba was chosen to be the next Queen Mother she was already called "Queen" in virtue of her appointment as she was the only 'candidate. When David died and Solomon ascended the throne Bathsheba that is when she became the actual and official Queen Mother.

          As you can see - what you write about Moses (and Hatshepsut) makes every sense in the world to me. You have hit the nail on the head.
          Any way... I myself have no problem reading your English translation. It is not a novel - it reads very well for a serious study put into words most people can understand. It is not too dry.
I wish you all the luck in the world because I want to read your work! Let me know if you would like me to help you get published here in America.

Ray Kaliss,  - Ennead of Genesis  -  Sent: 10. February 2002 08:30  - distribution@moraff.com  - www.thegenesispapers.com  - (10.Feb.2002).

          www.sol.dk/debat/240-religion-a-livssyn

#1572608 -  februar 2009
Det er en stor glæde for sol.dk/debat  at kunne citere lidt fra Ove von Spaeth, der har gjort dette forskningsarbejde tilgængeligt også på Internettet.     
- Venlig hilsen fra Ven af Sandheden (www.sol.dk).

          I forbindelse med nedenstående tekst, hvoraf en hel del er bragt som direkte citerede afsnit fra Ove von Spaeth's "De Fortrængte Optegnelser", den første bog i hans Moses-serie, - kan foreslås tillige at se hans artikel om "Plejaderne og forhistoriske kulturer" på  http://www.visdomsnettet.dk/a-439/ .

Den syvende Plejades mysterium
          Den græske lærde, filosof og astronom, Eratosthenes (276-194 f.Kr.), havde som chef for Alexandrias berømte bibliotek adgang til enorme mængder viden og beskrev Plejaderne som "de syv stjerner, hvoraf den ene ikke er synlig". Allerede Hesiod (700-tallet f.Kr.) oplyser, at denne syv-stjernegruppe repræsenterer ifølge den gamle stjernemytologi Atlas' syv døtre.
          Atlas var mytologisk giganten, der ude ved Atlanterhavet bar himmelkuglen på sine skuldre. Atlas' ene datter, stjernen Elektra, forsvandt på himlen - og det sagnomspundne Atlantis, hun også nævnes i forbindelse med, forsvandt i Atlanterhavet. Med de gamle mellemøstlige folkeslags velkendte flertydighed i deres tekster synes Plejaderne som "de fugtige eller våde" i forbindelse til regn og oversvømmelse desuden  at kunne hentyde til en sådan legendariske oversvømmelse.
          Skønt vi især opfatter seks Plejader på himlen, er det et markant faktum hele vejen fra det gamle Grækenland og tværs over Stillehavet og - bemærk - i før-columbiansk Amerika, at beretningerne alle vegne fortæller om "de syv stjerner, hvoraf den ene er forsvundet".
          Gajus Julius Hyginus (64 f.Kr.-17 e.Kr.), latinsk forfatter og af kejser Augustus udnævnt til chef for det Palatinske Bibliotek, skriver i sit værk "Astronomica" (Poeticon Astronomicon, 2.21): "... Plejaderne bliver kaldt syv i antal, men kun seks kan ses ...".
          I alle de nævnte lande og steder ses denne stjernehob ydermere betegnet som "de unge kvinder" eller "piger". Stjernehoben blev opfattet på denne måde hos de gamle hebræere såvel som hos Amerikas coyote-indianere i Oregon og iroqueser-indianere.
          Også hos f.eks. dyakkerne og malajerne på Borneo var disse stjerner eksakt nummereret som "syv, af hvilke den ene er usynlig". Og hos de australske aboriginals, der også kaldte dem "de unge piger". Ligeledes benævnes de med dette navn på Solomon-øerne i Stillehavet. Også på Nord-Sumatra kaldes de - ofte med traditionel henvisning til den seks-stjernede udgave - "Bindtang Tudjohc", dvs. 'af de syv stjerner'.
          Alt dette synes i opfattelsen af stjernesystemet at kunne referere til en meget højere alder, end de fleste historikere normalt forestiller sig at kunne acceptere.
          Gamle udbredte civilisationer fra forhistoriske tider, og som nu spores eller opdages mere og mere - kunne have eksisteret adskillige steder på jorden. Og fra nogle af disse forbindelser synes hebræerne, grækerne og egypterne at have været i besiddelse af en sådan arv - "de syv kvinder", "kilder af velsignelse", "de fugtige/vandgivende" - og har videreført den.

Moses 'borttog' den syvende datter
          De gamle Rabbinerskrifter, der er oprindelige kommentarer til bibelskrifterne, gengiver en beretning fra "2. Mosebog" og udvider forløbet til en romantiske begivenhed, hvor den store indviede, Jethro, havde den smukke datter Zipporah, som blev forelsket i Moses.
          I nogen tid "bragte hun mad til Moses" og blev siden hen gift med ham. Jethro omtales som værende præst på Sinai - mest sandsynligt ved Sinais eneste tempel, himmelgudinden Hathor/Isis' tempel (hvori der også var et helligt rum for Sirius-stjernen/guden Sobdet).
          I skrifterne er datteren omtalt i henførte vendinger: "smuk som Morgenstjernen og som duen på klippen".
          Senere - i græsk mytologi - omtaltes Plejaderne som "de syv duer", der "bragte føde til Zeus". Mange forhold i græsk videnstradition stammer fra eller var inspireret fra Egypten. Plejadernes navn er fra græsk peleiades, 'en flok duer' og dobbelttydigt som 'flere' (stjerner).
          Jethros langtidshistoriske eftermæle i Mellemøsten hos arabere, jøder, druzere og andre trosretninger vidner om, at han ikke var en tilfældig præst, men en personlighed, der stadig efter 3.500 år æres som en hellig skikkelse af format. Nærmere omtale, se bl.a. kap. 15 i min bog: "De Fortrængte Optegnelser" (bind 1 i min serie "Attentatet på Moses"; genoptrykt i 2004).
          Årligt valfarter bl.a. druzerne til Jethros hellige grav - ved Kefar Hittim (hvor i senere tider Jesus holdt en af sine berømte prædikener) nær Genesareth-søen - mellem 23. og 25. april. Disse datoer synes ikke tilfældige - det er beregnet, at de angiver det i de gamle kulturer betydningsfulde tidspunkt, når Solen passerede de dengang hellige syv stjerner, Plejaderne.

Altid Plejaderne
          I babyloniernes senere dominerende astronomi hed Plejaderne bl.a. Mul-mul, hvis betydning også her er 'flere stjerner', dvs. 'stjernegruppe'. Men der synes at have eksisteret relation til ovenstående, idet Plejaderne på babylonisk også hed netop Sippur - og kendtes her og i flere lande som "de syv klippeduer" - og dette at Jethros syv døtre i Rabbinerskrifterne kaldes "klippeduer" og hertil ordspil på den ene datters navn, Zipporah, der på hebraisk er 'fugl'.
          I den islamiske mysterielære betragtes Jethro som en inkarnation af Hudud, dvs. at tilhørende en særlig gruppe af ophøjede, hvor hver af disse var en såkaldt "emanation af lyset fra al-Bari (Skaberen)". Disse inkarnerede betragtedes som åndelige ledere af folkene i deres samtids generationer, hvilket Jethro ifølge denne lære opfattes at have været i Moses' æra - og blev givet det arabiske tilnavn Nabi Shu'ayb, 'folkets profet' (f.eks. i Quranens sura 11,91).
          Måske, måske ikke, indeholdes en ekstra relation i "Jobs Bog", dens beretning i Bibelen er mest på arkaisk hebraisk og på en 3.500 år gammel baggrund.
          De ældste dele er skrevet af Moses ifølge samtlige af antikkens traditioner om tekstens ophav.
          Et berømt citat kunne her muligvis være et stadigt bevaret indtryk af et tab af den syvende Plejade, der tilsyneladende ikke forblev på himlen - således et træk om medvirken af guddommelige kræfter, ingen kunne sammenligne sig med: "... Kan du sammenbinde de strålende Plejader? ..." (Jobs Bog, 38,31).    - (Ove von Spaeth - Yderligere information: www.moses-egypt.net )
          Citat og reference slut;  - med venlig hilsen

Ven af Sandheden, -  #1572608  -  februar 2009  -  http://www.sol.dk/debat/240-religion-a-livssyn/1565154-aquottusindarsrigetaquot-er-det-det-samme-som-tusind-ar/1572608?limitstart=0&limit=400   -  (feb.2009)

          I thoroughly enjoyed the first book. I have maintained for some time that the Exodus was in the wrong century. I’ve been at this for 20 years now, and the astronomical data is the key. It would fill a 300 year hole in Egyptian history.
          The most important thing, in my opinion, was that it appears that Moses walks out of Egypt, the only man in the world with all the old knowledge, which he then writes into the Pentateuch in a mathematical code which would give us this knowledge...

Mike Kugler, - 18 September 2011 18:13- mkugler@charter....  -  (18.Sep.2011)..

Pragtfuldt med genudgivelsen af bind 1. Det er vel også den bedste kompliment at kunne få. Det værk har altså klaret at overleve de sure og uvidende og uinteresserede anmeldere.
          Og så kan vi også være glade på C.A. Reitzels vegne - forlaget kan tillade sig at være stolt af forfatteren! Dette nyoptryk kan da ikke gå sporløst hen over hovedet på avisredaktionerne (det er vist et dårligt billede!). - Et genoptryk af et værk af en art som dette er en sjældenhed, der i sig selv er omtale værd.

Jurij Moskvitin, filosof, matematiker, forfatter, - c/o Gomide, Rua Voluntarios da Patria 166, Apt.1302, - 22270-010 Rio de Janeiro, Botafogo, Brasil  -  (5.aug.2004)
 

Jeg gik ind på en tilfældig side i dét, viser det sig, temmelig omfattende oplysningsmateriale på nettet om din store bedrift - og startede med:  Star map * Egypt * Spaeth .  Uden at have ret meget kendskab til det matematiske/astronomiske aspekt, er jeg imponeret over den flotte præsentation, det er smukt lavet.
          Kan i øvrigt bedre forstå hvorfor du et sted har udtrykt at hvis du havde vidst hvor stort et arbejde det ville være, var du nok aldrig begyndt - hvilken energi!  Under alle omstændigheder, har jeg fået lyst til at læse mere - så kan jeg vel begynde ved begyndelsen med første bog. Hvad biblioteket angår meddeler man, at både der på stedet og i alle filialerne er dine bøger udlånt og reserveret mange uger frem - tillykke. Mange hilsener, 

Cynthia G, - Annotations - Sent: 3. januar 2007 12:31 - To: info@moses-egypt.net  -  (3.jan.2007)

Subject:  Starten på første bind af "Attentatet på Moses". 
          "... En susen i luften - og bødlens slag standsedes brat ved offerets baghoved. I sidste øjeblik tilbageholdtes slagets afsluttende bevægelse, så våbenet akkurat berørte uden at skade - en ubetydelighed fra døden. Det stærkt chokerede offer, der skulle have overtaget styret som konge over sit folk, fik ved denne henrettelse der således kun udførtes symbolsk i stedet udslettet sin identitet så totalt, at han ikke længere officielt eksisterede. Hvilket siden hen på mærkværdig vis førte til, at han blev "konge" over et andet folk, der endnu ikke eksisterede som nation. ..."

          Allerede det viser stor kunst med en sjælden dybde, så (tihi) hårene rejser sig i nakken. - Jeg har købt alle bøgerne. Glæder mig til at læse videre - jeg er noget spændt. Mange hilsner,

Elisabeth Andersen, 2800 Kgs. Lyngby, mail@focusfactory.dk  -  (10.sep.2007)