Der er noget forunderligt ved de menneskelige fyrtårne, der dukker frem gennem årtusinderne. Jo mere synlige de er, desto mere klæber der til dem af myter og legender. Ofte i en blanding med den historiske virkelighed, så myte, legende og realitet glider sammen. Store skikkelser i historien nærmest afføder legender i kraft af deres eksklusivitet.
          En af disse ekstraordinære skikkelser var Moses. Om ham er der i århundrederne skrevet mere end om de fleste andre fyrtårne i historien. Og vel at mærke på en måde, så han for mange sikkert står mere som netop en legende-person og myte, end som historisk realitet.
          Et nyt værk, der er bygget på årtiers intensiv forskning, viser os på en helt unik måde, at Moses var en selvstændigt handlende faktor i den tidlige verdenshistories forhold, der også påvirker vores tilværelse i dag. Værket går usædvanlig direkte til kilderne. Og på et mere omfattende grundlag end hidtil set nyvurderes de og udvides. Der er tale om nogle banebrydende opdagelser om Moses: En ekspansiv nyorienterende præsentation, som den danske forsker Ove von Spaeth har fremlagt i sin bogserie "Attentatet på Moses", fra C.A. Reitzels forlag. Aktuel for os i denne sammenhæng er seriens nyeste bind: "Gåden om Faraos Datters Søn".


Arv og mysterium

Vi lever alle med en bredt påvirket kulturel og historisk arv. Nogle af de elementer, der indgår heri, trækker sine spor helt tilbage til Moses. Derfor er han ikke en ligegyldig person eller en myte. Han er en del af vores kulturgrundlag. Han var kendt for sin lovgivning. Han skabte den første bogbaserede religion. Han var med til at forme nogle af kalenderårets fester - påsken, pinsen - der senere er blevet selvfølgelige bestanddele af det kristne kirkeår og fortsat af nutidens kalender.
          Selv for den del af forskningen, der stadig anerkender Moses som en konkret, historisk eksisterende skikkelse, har det været noget af et mysterium, hvad han foretog sig i alle de mange år, inden han blev lederen af israelitternes udvandring fra Egypten for 3.450 år siden.
Legende? Virkelighed? Hvor gik - og går - skellet?
          For det paradoksale er, at Moses, som den markant vigtigste bibelske person han vitterlig er manifesteret som, ofte af nutidens teologer henvises til netop myternes verden. Dette til trods for et væld af informationer i oldtidens kildemateriale. Derfor er Ove von Spaeths forskning særlig relevant - og bidrager her med en nøgle til et væsentligt område i vores kulturforståelse.


Hvem var Moses?

Så hvem var da denne Moses? Vi har hidtil været i den noget ejendommelige situation, at vi i realiteten ikke synes at vide ret meget konkret om netop dette.
Moses tilskrives i traditionen de ældste dele af Bibelens Mosebøger, men dette forhold ses ofte i moderne forskning netop som blot at være en tradition om en sagnfigur. Således fordi han eller hans samtidige ikke menes at have efterladt sig nogen inskription om ham. Ergo, docerer man, er det uhyre tvivlsomt, om han overhovedet har eksisteret.
          Det utrolige er imidlertid, at der i virkeligheden findes et mangfoldigt og alsidigt historisk materiale om Moses, en viden der i højeste grad skulle kunne bidrage til at indkredse hans mere konkrete eksistens. Dette ofte spredte materiale har sjældent været anvendt i videre udstrækning, hvorfor større overblik og kendskab hidtil har været så godt som ikke-eksisterende.
          Denne tilbageholdenhed med at tage dette værdifulde materiale i anvendelse synes ikke mindst at skyldes en noget rigid tradition hos teologerne. Dette har haft en ikke ubetydelig påvirkning på deres forbindelser til andre fag, bl.a. egyptologi. En modstand, der også kom til udtryk ved teologers særprægede reaktion ved publiceringen af Ove von Spaeths store værk.
Men med sin centrale Moses-forskning har von Spaeth leveret en så gennemført analyse, dokumentation og argumentation, at der i denne teologihistoriske Berlinmur må opstå voldsomme brecher. Og forbløffende ting er kommet for dagens lys.


Moses' tidsalder nyvurderes

Ud fra de mange eksisterende ikke-bibelske overleveringer fremstår et billede af Moses som en alsidig, talentfuld personlighed af sjældent stort volumen - der spænder fra religionsstifter, folkeleder og lovgiver til filosof, kalenderkonstruktør og strateg. Sidstnævnte mindre kendte roller er ikke, hvad der normalt bliver tillagt en folkehelt, men sådanne ikke-myteagtige træk er reelt med til at bestyrke, at de pågældende kilder kan indeholde en høj grad af sandsynlighed.
          Disse kilder indeholder yderligere informationer, der kan medvirke til at løse to vanskelige problemer: Nemlig de mange senere misforståelser omkring den tidsmæssige placering af Moses i historien samt gåden om de tabte spor af ham i Egypten. Problemet om en tidlig eller sen datering af faraoner - og Moses - i 1400-tallet f.Kr. er stærkt omdiskuteret af egyptologer, teologer og arkæologer, og de er ofte stærkt uenige. Også på den baggrund er von Spaeths foreløbige to bind af så stor betydning for vores viden på disse områder.
          Således har han i det internationale videnskabelige tidsskrift "Centaurus" (vol. 42, august 2000) publiceret den første datering af verdens ældste stjernekort. En dansk, læsertilpasset version af afhandlingen er gengivet i "Gåden om Faraos Datters Søn". Stjernekortet er egyptisk og er opstillet af dronning Hatshepsuts vesir for 3.500 år siden. Den præcise astronomiske datering af kortets himmelbillede til maj 1534 f.Kr. er en præstation i sig selv: Men derudover fremlægger von Spaeth en exceptionel og overraskende dokumentation, der peger på dronning Hatshepsut som værende den bestemte Faraos Datter, hvis søn Moses havde sin opvækst ved hoffet!


Intrigen

I "Gåden om Faraos Datters Søn" relanceres Moses' status som egyptisk tronkandidat. Nemlig den position som Moses ifølge oldtidsforfatterne og de gamle rabbineres ældste optegnelser (Talmud) var fuldt anerkendt til ved sin opvækst som søn af Faraos Datter.
          Efter sædvane i Egypten - og præcis som også angivet i disse rabbinerskrifter - skulle en sådan kronprins bestyre mægtige embeder såsom hærfører, guvernør, bygmester m.v. Men det var for at tjene Egypten - det land som israelitterne senere opfattede som "slaveriets land" - at han havde udført mange af disse bedrifter. Følgelig er disse sider ikke er omtalt i større udstrækning i Bibelen, fordi dens beretninger i senere tider blev udvalgt især ud fra egne national-religiøse formål, idet sigtet var ikke at fungere som en Moses-biografi.
          Men det er her, at Bibelens Moses-beretning kan suppleres af talrige kilder fra oldtiden. Ikke alene i rabbinerskrifterne, men der eksisterer særlige oplysninger i original egyptisk version, som kun findes gengivet hos oldtidsforfatterne. De kunne bl.a. øse af deres samtids egyptiske historiske kilder, der således netop ikke var redigerede af jødiske præster.
          Fra de mange og også nye dokumenter har Ove von Spaeth kunnet afsløre en mesterligt gennemført intrige ved faraohoffet - allerede nævnt i oldtiden hos den første kirkehistoriker Eusebius - hvor det lykkedes modstandere af Faraos Datter og Moses at fjerne ham for stedse som tronkandidat. Dette attentat på Moses medførte tilmed, at de fleste af hans spor i Egypten blev fjernet eller fremtrådte som uigenkendelige for eftertiden.


Eftermæle undermineret

Fra Bibelen har vi kendskab til, at 800 år efter Moses' tid har den jødiske kong Josias' og hans præsters religionsreform i 600-tallet f.Kr. udvisket flere direkte spor af Moses' egyptiske tilhørsforhold. Og videre skete noget lignende i 400-tallet f.Kr. i præsten og reformatoren Ezras bibelversion. I hans udgave, der i dag er den gældende, blev der indlemmet et antal nyere "bøger", som følger efter Mosebøgerne. I udvidelserne ses Moses' reelle indsats stærkt neddæmpet.
          I stedet blev det judæeren kong David, der i denne nyere del af Bibelen fremstilles som den største og mest omtalte helt. I det hele er det et besynderligt træk, at den jødiske religions grundlægger, største profet, lovgiver og lederskikkelse, Moses, således kan ses påfaldende reduceret og kun sporadisk omtalt i Bibelens øvrige tekster uden for selve Mosebøgerne.
          Således påpeger Ove von Spaeth både denne særlige ejendommelighed - og videre, at attentatet på Moses endda er blevet begået hele tre gange i historien: Først af hans samtids egyptiske opposition. Dernæst, som nævnt, i mærkbar grad af oldtidens bibelredaktører. Og senest gentaget i nutiden af visse skoler inden for forskningen, som på grund af gåderne omkring Moses har valgt "den letteste løsning", simpelthen at afskaffe ham ved at gøre ham ikke-eksisterende.


Overalt i verden

Der har været en tendens til at anse ideer om fortidens nøglepersoner i civilisationens udvikling for at være forældet heltedyrkelse. Men hvad medvirker til, at en person som netop Moses kan leve videre så utroligt længe som en af de store i historien? Her ser det ud til, at han også var en af dens mest fængslende og sammensatte personligheder. Denne iagttagelse udbygges på fortrinlig vis af Ove von Spaeths ofte sjældne materiale i bogen
          Der findes ældgamle traditioner, som principielt menes grundlagt af Moses, som stod lige på grænsen mellem historie og forhistorie - og som herefter gennem sit særlige virke selv markerer denne grænse. Træk fra den tids traditioner dukker ustandseligt op under vores hverdags skikke og normer. De har eksisteret indgroet i vores kultur så længe, at vi næppe er os dem bevidst som dele af vores dybere historisk grundlag.
          I nutidens verden kan vi opleve, at der fra selv det yderste Alaska til det sydligste Australien findes utallige mennesker, som har bibelske personnavne lånt fra det Gamle Testamente. Dette skyldes i grunden verdensudbredelsen af denne tekstsamling, Bibelen, funderet på Moses' lære, fra hvilken tilmed en hel række religiøse retninger er udsprunget i tidens løb.


Unikt og kontroversielt

På baggrund af anerkendte data - også fra forskningsområdernes nyeste viden - fremlægger Ove von Spaeth den første og hidtil eneste samlede præsentation af de nævnte andre sider af Moses. Dertil har jeg hentet yderligere oplysninger om dette bogværk, på www.moses-egypt.net
          Mange informationer i oldtidens beretninger om Moses viser sig nu - ved vores forøgede historiske og arkæologiske viden - at have et opsigtsvækkende antal korrekte detaljer. Selv om det ikke vides fuldt ud, hvor meget der i det usædvanlige stof om Moses kan bedømmes som historisk i hver detalje, bliver det demonstreret, at de overleverede kilder i deres substans har en mere plausibel og konkret sammenhæng end hidtil formodet: Og reelt bestyrker de Bibelens tekst i selve kernen bag de mange redigeringer i den senere i oldtiden. For grundlaget viser sig netop ikke myteagtigt, men derimod realistisk at kunne have eksisteret i praksis.
          Sluttelig om Ove von Spaeths "Gåden om Faraos Datters Søn" må jeg med overbevisning sige: Et uvurderligt kulturhistorisk depot af viden, minutiøst fremdraget ved en analytisk efterforskning der er i topklasse - åbner her for en ny historisk dimension. En imponerende bedrift, en fornem udgivelse. Og dertil er bogen så forrygende spændende, at man vitterlig har fantastisk svært ved at lægge den fra sig.
          Dog er den allerede af visse grupper blevet "modtaget" med på forhånd afværgende og besværgende attituder. Det afslører i virkeligheden noget om dens kvalitet og provokerende væsentlighed. Så læs den alligevel med åbent, dvs. ikke bedrevidende, sind. Det fortjener især denne bog.

J.J.

Ove von Spaeth: "Gåden om Faraos Datters Søn", ("Attentatet på Moses", II), 239 s., illstr., 248 kr., C.A. Reitzels Forlag

(Jens Jørgensen, M.A. historiker, cand.mag., og historiecensor ved Københavns, Aarhus og Odense Universitet, er tidl. rektor for Slagelse Gymnasium, og var en årrække folketingsmand (K) og undervisnings-ordfører).

(Kronikken er af Jens Jørgensen givet tilladelse til fri brug for OvS.)

Ifølge Biblen var det Moses, der førte israelitterne ud af Egypten. Biblen fortæller, at Moses var en hebræisk dreng, der blev opdraget af Faraos datter - og at han senere fik en stor stilling ved det egyptiske hof.
          Når det gælder det gamle Egyptens historie, er der omfattende og rige kilder til at belyse, hvad der skete. Alligevel har det hidtil ikke været muligt at finde bekræftelse - hverken på Moses eksistens eller på israelitternes udvandring. De egyptiske kilder er tilsyneladende fuldstændig tavse om Moses og de begivenheder, Biblen omtaler - og det har ledt mange historikere til den opfattelse, at Biblens beretning om Moses er opdigtet.
          Men nu har en dansk forsker og forfatter fremlagt, hvad der med internationale øjne må betragtes som sensationelle vidnesbyrd om en sammenhæng mellem Egyptens historie og Moses' eksistens. Forfatteren Ove von Spaeth fremsætter i sin nye bogserie: "Attentatet på Moses" en række overbevisende argumenter, der peger på Moses som en virkelig, historisk person i det gamle Egypten.
          Det er ikke første gang, en forfatter gør forsøg på at identificere Moses ud fra Egyptens historie. De fleste tidligere forsøg, som for eksempel Ahmed Osmans bog fra 1990: "Moses, Pharaoh of Egypt" har placeret Moses i forbindelse med farao Akhenaten. Men trods mange velmente forsøg har ingen hidtil kunnet fremlægge de virkelig overbevisende detaljer, der giver en plausibel overensstemmelse mellem Biblens fortælling og de egyptiske historiske kilder.


Præcis dateringsnøgle

Ove von Spaeth derimod har i de to første bøger i serien, der nu er udkommet, fået puslespillet til at gå op. Brikkerne i Biblens beretning og brikkerne fra de egyptiske historiske kilder falder nu nøjagtig ind i hinanden, og Ove von Spaeth skaber - med udgangspunkt i Egyptens historie - et billede af Biblens begivenheder, der virker overbevisende troværdigt.
          Det er i virkeligheden et enkelt "trick", der har ledt Ove von Spaeth på sporet af den rigtige Moses - og som samtidig giver forklaringen på, hvorfor ingen egyptologer eller andre historikere hidtil har fundet overensstemmelsen mellem de egyptiske kilder og Biblens beretning.
          Ove von Spaeths "trick" er, at han har opdaget en ny metode til at datere de begivenheder, der omtales i Biblen - og dermed er det blevet klart, at disse begivenheder må udspille sig 200 år tidligere i Egyptens historie, end historikerne og teologerne hidtil har antaget.
          Dermed bliver det en helt anden epoke i Egypten, der bliver fokus for efterforskningen. Og her viser det sig åbenbart, at de historiske begivenheder og detaljerne fra Biblens beretning passer sammen som hånd i handske.
          Det første, der leder Ove von Spaeth frem til den tid, begivenhederne finder sted, er rabbineren Isaac Abrabanel, der i 1400-tallet skriver om jødiske overleveringer - og her omtaler, at der tre år forud for Moses fødsel på stjernehimlen dannedes en særlig sjælden konjunktion - det vil sige en sjælden sammenklumpning af planeterne.
          Denne omtale satte Ove von Spaeth på sporet - for en sådan konjunktion kan dateres med 100 procents nøjagtighed med moderne astronomiske beregninger, og det viser sig, at hvis rabbiner Abrabanel's oplysninger er rigtige, må begivenheden have fundet sted i 1537 f.Kr. - og Moses må følgelig være født tre år senere - det vil sige i 1534 f.Kr.
          Det viser sig, at når først denne datering tages i betragtning, lykkes det Ove von Spaeth at få puslespillet til at gå op, brik for brik. Biblens beretning - og de historiske detaljer fra de bevarede egyptiske optegnelser - kommer i netop hans fortolkning til at passe minutiøst sammen.


Faraos Datter som officiel titel

Biblen omtaler således faraos datter - og ud fra den fastlagte datering kan der i så fald kun være tale om Hatshepsut, som ved Moses fødsel ikke alene var datter af den regerende farao Tuthmosis I - men også var kronprinsesse, og dermed efter egyptisk tradition havde betegnelsen Faraos Datter som sin officielle titel.
          Det særlige ved Hatshepsut er, at hun selv bliver regerende farao - og dermed er hun enestående i Egyptens historie.
          Der er utrolig mange konkrete detaljer i Ove von Spaeths argumentation. De giver samlet et overbevisende billede, som stærkt underbygger, at han har udpeget de historiske begivenheder i Egypten og de beretninger i Biblen som passer sammen - og at Biblens beretning dermed ikke er opdigtet, men bygger på virkelige begivenheder.
          Men der er ingen tvivl om, at Ove von Spaeths afsløringer også vil blive genstand for kritik. For eksempel vil det næppe blive accepteret uden videre i flere ortodokse kredse, at han udpeger Moses som egypter og ikke hebræer. Ifølge Ove von Spaeths fortolkning er Moses ikke et plejebarn, sådan som Biblen har gjort ham til, med derimod en ægte søn af farao Hatshepsut og i virkeligheden arving til den egyptiske trone. Modtagelsen af "arken" på Nilen, som Biblen beskriver, er ifølge Ove von Spaeth en kongelig indvielsesceremoni. En tilsvarende ceremoni kendes ikke alene fra Egypten, men også fra en lang række andre kulturer - for eksempel fra det danske sagn om Kong Skjold. Ove von Spaeth mener til gengæld, at Biblens forklaring om det jødiske plejebarn hos den egyptiske farao er en senere efterrationalisering, hvor de jødiske kommentatorer har undladt at medtage visse dele af den egyptiske baggrund for at "pynte på historien".


Forsvunden tronkandidat

Ove von Spaeths udgivelser om Moses fordeler sig i en serie på fem bøger. I sin første bog, "De Fortrængte Optegnelser", påviser denne forfatter blandt andet, at navnet Moses ikke er hebræisk. Derimod er det et egyptisk ord for "barn". Hatshepsuts far - der i følge von Spaeth er Moses bedstefar - bærer navnet Tuthmosis (I) - hvilket betyder "barn af (guden) Thoth". Som søn af Hatshepsut skulle Moses have efterfulgt sin mor på tronen, også med navnet Tuthmosis (III). Men von Spaeth fremlægger en lang række historiske data, der kan underbygge hans hypotese om, at Moses blev udsat for et komplot.
          Hatshepsuts gemal, også med navnet Tuthmosis (II), havde en søn, som hun ikke var mor til. Det var denne søn, der ifølge von Spaeths tolkning stod bag et komplot, der satte ham selv på tronen og indebar landsforvisning af Moses og efterfølgende betød destruktion af inskriptioner og optegnelser, der knytter sig både til Hatshepsut og hendes søn.
          Ove von Spaeth fremlægger en overbevisende mængde af indicier, hvor både Biblens beretning og de historiske facts hænger sammen. Det mest overbevisende argument synes dog at være et stjernekort, som von Spaeth har analyseret i det netop udkomne bind II: Gåden om Faraos Datters Søn.
          I denne nyeste bog udpeger Ove von Spaeth sensationelt Moses historiske identitet - og gør ham identisk med den historiske person, der er kendes i Egypten under navnet Senmut. Senmut havde en lang række betydningsfulde poster ved Egyptens hof under farao Hatshepsut - poster, som Ove von Spaeth fremhæver kendetegner en tronarving.
          Men Senmut forsvandt sporløst.
          Han var blandt andet Hatshepsuts arkitekt - og som sådan byggede han et gravkammer til sig selv direkte under det tempel, han byggede til Hatshepsut. I loftet på dette gravkammer har Senmut afbildet et stjernekort - og det er det kort, der er Ove von Spaeths stærkeste argument for, at Senmut er Moses.


Verdens ældste stjernekort

Det er lykkedes Ove von Spaeth at påvise, at dette stjernekort ikke er en tilfældig opstilling over stjerner og planeter - hvad forskere hidtil har troet - men derimod er et kort, der registrerer en ganske særlig og sjælden astronomisk begivenhed. Dermed kan kortet dateres med timers nøjagtighed!
          Den præcise datering af kortet giver tidspunktet klokken 10 formiddag den 7. maj 1534 f.Kr. I forbindelse med den førnævnte datering af Moses fødsel til 1534 f.Kr. - og rabbinerskrifternes oplysninger om, dels at han er født i måneden addar (februar) - og dels at hans udsættelse på Nilen sker tre måneder efter hans fødsel - så kommer Senmuts stjernekort til mindste detalje til at passe med at være en registrering af en særlig sjælden astronomiske begivenhed, der kan sættes direkte i forbindelse med Moses - barnets - modtagelse på Nilen af Faraos Datter. Ifølge von Spaeth er der således tale om en kongelig indvielse, der foregår på et astronomisk udvalgt særlig gunstigt tidspunkt. Han argumenterer, at det drejer sig om Senmuts egen indvielse som tronarving - og netop derfor figurer dette særlige stjernekort i loftet på hans tomme gravanlæg.
          Ove von Spaeths datering af det, der må betegnes som verdens ældste stjernekort, er blevet trykt i det anerkendte, videnskabelige tidsskrift "Centaurus International Magazine of The History of Mathematics, Science, and Technology", vol. 42;3, 2000.


Kontroversiel vinkel

Von Spaeth har fået opbakning fra flere forskere, som for eksempel dr.scient. Kristian Peder Moesgaard, universitetslektor på Institut for De Eksakte Videnskabers Historie på Aarhus Universitet og tidligere direktør for Steno Museet, Danmarks Videnskabshistoriske Museum i Aarhus.
          Men Ove von Spaeth må også indstille sig på at komme i modvind. Det kan bl.a. følges i dele af den debat, bøgerne har afstedkommet, og som nu er lagt ud på internet (www.moses-egypt.net).
          For dels har han en anden indfaldsvinkel til visse kapitler i den ortodokse jødiske historie, hvad han nok skal få på puklen for. Men dertil kommer, at Ove von Spaeth giver belæg for, at Biblen langt hen ad vejen er nøjagtig i sin historiske fremstilling. Dette kommer på et tidspunkt, hvor en række danske teologer har sat sig i spidsen for en opfattelse, ifølge hvilken Biblens beretninger betragtes som stort set opdigtede og derfor må holde afstand til arkæologisk og historisk forskning. Disse danske teologer har fået en del international opmærksomhed - og Ove von Spaeths argumenter for, at Biblen måske alligevel indeholder langt flere historiske kendsgerninger end tidligere antaget, kan derfor komme meget ubelejligt.

E.H.

Ove von Spaeth: "Gåden om Faraos Datters Søn" - Attentatet på Moses (2), C.A. Reitzels Forlag, 239 sider, illustr., 248 kr.

(Kronikken er opdateret af Erling Haagensen, med skriftlig tilladelse pr. 11/2-2001  til fri brug for OvS.)

Det er vanskeligt at få billedet af personen Moses til at tegne sig skarpt, når man læser de noget spredte oplysninger, der findes om ham i Det Gamle Testamente. Bedst kender vi ham vel fra beretningen om hans ledelse af israelitterne under deres flugt fra Ægypten; men stærkt står også billedet af lovgiveren fra Sinaj, der satte sit uudslettelige fingeraftryk på al tids senere jødedom. I brudstykker kender vi også de legendeagtige beretninger om hans fødsel, om hans ophold i sivbåden på Nilen og om hans opvækst hos en ægyptisk prinsesse.
          Vi kunne ønske os, at Mosebøgerne havde fortalt os en smule mere om nogle tilsyneladende yderst dramatiske hændelser i hans liv, som medførte, at han - næsten fra dag til dag - mistede sin position ved Faraos hof og i stedet pludselig stod som anfører for en stor flok fremmedarbejdere på flugt. I disse brudstykker er der mange løse ender, som man må gå til andre kilder end de bibelske for at få føjet sammen.
          Så løse er disse ender, at talrige teologiske forskere gennem tiderne har sat spørgsmålstegn ved, om Moses overhovedet er en historisk person. Er han i virkeligheden blot en legende eller myte, digtet af israelitiske fortællere for at skabe en fællesnævner for deres indvandringshistorie og deres lovgivning?

          Et af problemerne for den teologiske forskning er dette: Hvis der er en historisk kerne i de bibelske beretninger om Moses, må han have været en så betydningsfuld person i sin samtid, at det er uforståeligt, at han ikke har efterladt det fjerneste spor i Ægyptens historie, der ellers kunne være ret så omstændelig med at omtale nævneværdige personer eller begivenheder. Men der er tilsyneladende ingen spor. Betyder det, at han må reduceres til en israelitisk sagnfigur?
          Nej, det gør det absolut ikke, siger forfatteren Ove von Spaeth i sit fem bind store værk om Moses, - for tiden under udgivelse på C.A. Reitzels forlag. Værket har fællestitlen "Attentatet på Moses", og bind 1 og 2, der er udkommet, hedder hhv. "De Fortrængte Optegnelser" (1999) og "Gåden om Faraos Datters Søn" (2000).

          Forfatteren betegner sit værk som "tværvidenskabeligt". Astronomi, arkæologi, ægyptologi, religionshistorie og sproghistorie samt hidtil upåagtede notater hos oldtidsforfattere og jødiske skiftlærde er blot nogle af de værktøjer, der er blevet brugt til - billedligt talt - at grave personen Moses' spor frem af Ægyptens sand.

         
En gådefuld person i det 18 dynastis tid

Det centrale omdrejningspunkt er dette: Ægyptologerne har i lange tider haft kendskab til en gådefuld person i det 18. dynastis tid. Han var søn af den navnkundige dronning Hatshepsut og var den naturlige tronarving; men begge blev afsat ved et kup, som i stedet gjorde Tuthmosis III til farao. Man kender nu om dage stort set kun den styrtede tronfølger under navnet Senmut; men det var almindeligt, at højtstående kongelige personer havde mange navne. Hans skæbne er påfaldende parallel med, hvad der er overleveret om den bibelske Moses.
          Senmut var en fremragende arkitekt, astronom, hærfører og jurist, og han havde tillige fået en præstelig uddannelse. Ved skæbnens ugunst blev han aldrig gravlagt i det storslåede gravanlæg, som han var i gang med at bygge til sig selv, og hvori der er bevaret et for den tid enestående avanceret stjernekort med så nøjagtige planetpositioner indtegnet, at det kan bruges som grundlag for nøjagtige dateringer.
          Efter ægyptisk skik forsøgte man efter Senmuts fald - dog uden held - at udslette ethvert spor af ham i de historiske annaler, og dette synes at være indtruffet på præcis samme tid, som Moses falder i unåde ved hoffet og - nu efter en maget lang tids eksil bl.a. i Sinaj-ørkenen - til sidst stiller sig til rådighed for de flygtende hebræere. Lighederne er så overraskende slående, at man næppe kan forestille sig, at der skulle være tale om to forskellige personer. Ved kombination af historiske og astronomiske oplysninger påvises Senmut/Moses at være født i foråret 1534 f.Kr.

          Værket har foreløbig fået en kølig og nedladende omtale af fagteologer, mens forskere indenfor arkæologi, ægyptologi, religionshistorie og astronomi har givet det deres varmeste anbefaling. Kan man ikke følge alle forfatterens teorier, bidrager hans bøger under alle omstændigheder til at kaste nyt lys over en dunkel, men spændende epoke i ægypternes og israelitternes historie.
          Vi glæder os til de følgende bind. De to hidtil udkomne er fascinerende læsning. Endnu savnes der dog et fyldestgørende svar på følgende problem:
          Det anses for givet, at den monoteisme, hvorpå Moses byggede sin lovgivning, har rødder tilbage til det monoteistiske system, der var under udvikling i Ægypten under Amenhotep III, og som kulminerede under Amenhotep IV, også kaldet Akhenaton. (At ægypterne vendte tilbage til deres "gamle tro" efter Akhenatons død, er en anden historie.)

          Ifølge von Spaeth's "Mosebøger" forlod Moses og israelitterne imidlertid Ægypten i forbindelse med Tuthmosis III's magtovertagelse, og der menes ikke siden at have været direkte relationer mellem ægyptisk og israelitisk religion, selv om der dog kan iagttages visse forbindelseslinjer mellem f.eks. Akhenatons solhymne og den bibelske Salme 104 eller mellem ægyptisk visdomslitteratur og Prædikerens Bog.
          Efter den anerkendte kronologi var Amenhotep IV (Akhenaton) den fjerde farao efter Tuthmosis III, og derved synes der at opstå en tidsmæssig lakune. Konsekvensen bliver et drilagtigt spørgsmål: Hvorledes kan Moses have ladet sig inspirere af Akhenatons tanker, hvis disse tanker endnu ikke var tænkt? Vi kan jo håbe, at de kommende udgivelser vil tangere dette emne.
          I øvrigt giver værket nye og spændende indfaldsvinkler til old-ægyptisk mysteriekult og relevante indvielsesritualer - og bidrager til forståelsen for det særlige spirituelle præg i den egyptiske arkitekturs og billedkunsts love og udformning.

N.Aa.

Ove von Spaeth: Attentatet på Moses, bd. 1-5, C.A. Reitzels Forlag:
1. De Fortrængte Optegnelser (1999)
2. Gåden om Faraos Datters Søn (2000)

(Opdateret af Niels Aarup, med skriftlig tilladelse pr. 2/9-2001 & 16/12-2001 til fri brug for OvS.)