Har en af den hebraiske bibels absolutte hovedpersoner, Moses, nogen sinde eksisteret? Indflydelsesrige retninger inden for den moderne fagvidenskabelige bibelforskning svarer afkræftende.
          Idet man har sammenlignet beretningerne om Moses i anden til femte Mosebog med arkæologiske udgravninger i Palæstina, har man ikke kunnet opstøve et eneste indiskutabelt spor efter den bibelske titan. Hævdes der. Og efter den skepticistisk-metodologiske devise, fravær af bevis er lig bevis for fravær, han man konkluderet, at Moses er en af religionspolitiske årsager iscenesat mytefigur, formentlig opfundet af et jødisk præsteskab i århundrederne før vor tidsregnings begyndelse. Den impuls, der dannede grundlag for fremkomsten af hele tre verdensreligioner, jødedom, kristendom og islam, baserer sig med andre ord i sidste ende på, ja, et fantasifoster.

          Ifølge den danske forsker Ove von Spaeth (OvS) har Moses de facto eksisteret. Moses var ikke hebræer, men ægypter. Han var søn af Faraos datter, Hatshepsut, og tronarving til det ægyptiske storrige. Han var endvidere identisk med universalgeniet Senmut, en person, der er veldokumenteret i oldægyptiske kilder. Og han blev født tirsdag den 8. februar 1534 f.v.t. (!).
          Det hævder OvS kort fortalt i to bøger med fællesoverskriften Attentatet på Moses. Yderligere tre bøger, ligeledes om Moses, er planlagt til at udkomme de næste par år. Med andre ord fem Mosebøger i moderne udgave.
          For den udenforstående kan ovenstående, indbyrdes uforenelige forskningsresultater være vanskelig at tage stilling til. Hvordan kan de lærde være så uenige? Er Moses en litterær fiktion eller en ægyptisk kronprins fra det 15. århundrede?

          Det, der overhovedet gør det forsvarligt at bruge tid på OvS's højspektakulære påstande, er, at der i Danmark hverken i historie eller nutid er nogen, der har studeret fænomenet Moses så udførligt som OvS. Også internationalt skal man lede længe, meget længe for at finde en forsker, der har skrevet fem bøger om Moses. Alene på grund af sin forsknings voluminøse omfang bør OvS altså påkalde sig opmærksomhed.
          OvS lægger i sin første bog, De fortrængte Optegnelser, relevant ud med at forklare, hvorfor Moses opfattes som en mytisk sagnskikkelse i dele af nutidens forskning. Han mener at kunne føre det tilbage til den tyske forsker Karl Lepsius, der for ca. 150 år siden hævdede, at Moses levede samtidig med Ramses II i 1500-tallet. Senere viste det sig imidlertid, at Ramses II var blevet dateret ca. 300 år for tidligt, men nu havde den opfattelse i forskningen slået rod, at Moses levede på samme tid som Ramses II. Så da man flyttede den ægyptiske farao frem til 1200-tallet i den historiske kronologi, flyttedes Moses automatisk og ukritisk med.
          Det skulle vise sig at blive skæbnesvangert. For da man begyndte at lede efter Moses i denne tidsperiode, i samtidige indskrifter, arkæologiske udgravninger og hos oldtidens forfattere, fandt man ham ikke. Konklusionen, som en del af nutidens forskere har draget, var nærliggende: Moses har aldrig eksisteret.

          Ifølge OvS har man ganske enkelt ledt i den forkerte tidsalder. Yderst utraditionelt knytter han an til den spanske rabbiner Isaac Abrabanel (1437-1508), der gengiver en gammel jødisk overlevering om en astronomisk begivenhed, en meget sjælden storkonjunktion et sted på himlen i 1537 f.v.t.; en samling af himmellegemer, der blev opfattet som et astrologisk varsel om Moses' fødsel tre år efter.
          Denne overlevering er i sig selv ikke opsigtsvækkende, men det bliver den, når den sammenholdes med moderne computerbaseret, astronomisk datering, der i dag anses for den sikreste dateringsmetode overhovedet, også sikrere end f.eks. kulstof-14. Ud fra nutidige beregninger viser det sig, at den pågældende storkonjunktion faktuelt fandt sted ved en bestemt i nymåne februar/marts i 1537.

          Det bliver imidlertid endnu mere interessant. Med afsæt i den hebraiske bibels beskrivelse af Moses som "Farao datters søn" inddrager OvS bl.a. rabbinske, ægyptiske, jødiske, græske og latinske forfatteres oplysninger om Moses, og han foretager geografihistoriske rekonstruktioner såvel som lingvistiske og religionsfænomenologiske analyser. Disse sammenholder han med inskriptioner fra Ægypten i 15-1400-tallet.
          Som mod et sort hul i universet graviterer de vidtfavnende informationer mod den historisk veldokumenterede kronprinsesse Hatshepsut, der sandsynligvis levede i anden halvdel af 1500-tallet og begyndelsen af 1400-tallet. Det var en kvinde, der den 8. februar 1534 fik en søn; et forhold, som OvS med grundlag i et hav af indicier påviser. På grund af sine rigt facetterede evner og store foretagsomhed opnåede sønnen lysende berømmelse og kandiderede efterhånden til posten som tronarving. I en alder af 40 år blev han imidlertid udsat for en rituel skinhenrettelse og bortvist som et resultat af magtkampe ved hoffet, hvorpå hans eftermæle demoleredes.           Dermed forsvandt han ud af den officielle historieskrivning.
          Hatshepsuts søn, Faraos datters søn, var ingen andre end Moses ifølge OvS. Spørgsmålet er naturligvis, om OvS på overbevisende måde formår at sandsynliggøre sin spektakulære tese.

          I OvS's anden bog, Gåden om Faraos Datters Søn, udbygges argumentationen. Med en doktorafhandlings grundighed vælger han at lægge fokus på ét forhold: Hatshepsuts minister og vesir, Senmut.
          Denne mand var usædvanlig på alle områder. Ifølge de oldægyptiske kilder beskrives han som genial arkitekt og nyskabende bygmester, som succesfuld hærfører og udenrigsminister, finansminister, vesir, guvernør, Hatshepsuts stedfortræder m.m. Og så var han berømt for sin store visdom og indvielse i de esoteriske materier. Han bestred 20 af de højeste embeder og var indehaver af mere end 80 titler. Han stod han på flere områder i et nært forhold til Hatshepsut.    
          Endelig lod Senmut opføre et mausoleum, i hvilket han anbragte et stjernekort, i øvrigt verdens i dag ældst dokumenterede. Herpå finder man en så sjælden storkonjunktion, at den kun har fundet sted fire gange mellem 2200 f.v.t.-200 e.v.t., heriblandt 1534 f.v.t.

          Med udførlig henvisning til de rabbinske skrifter og oldtidens forfattere påviser OvS nu talrige direkte eller indirekte sammenfald mellem Senmut - og Moses. Blandt andet også, at Senmut i 1494-93, i en alder af 40 år, under dramatiske omstændigheder pludselig måtte flygte ud af landet, hvorpå spor efter ham forsvinder i ægyptisk historie.
          Konklusionen presser sig på: Senmut var Moses. Ifølge OvS er de mange specifikke overensstemmelser for usandsynlige til, at der ikke kan være tale om en og samme person. Disse overensstemmelser finder vi ikke under andre omstændigheder i andre perioder i oldtidens historie i den Nære Orient.
          Det skal slås fast, at undertegnede ikke besidder den nødvendige fagvidenskabelige indsigt i de forskellige forhold og vidensfelter, som OvS inddrager i sin monumentale syntese, til at foretage en egentlig vurdering. Men det, der gør OvS's forskning interessant, er hans evner til at gå nye veje, rette et helt nyt lys på gamle forhold. I en tid, der med uklædelig arrogance ofte hævder at være kommet frem til sikre svar. Og der er stort set intet, der foregik for 3-4000 år siden, der kan betegnes som sikkert. Dette gælder naturligvis også OvS's rekonstruktioner.

          Der er næppe tvivl om, at det billede af Moses, man præsenteres for i den moderne forskning, må revideres med OvS's bøger. Det er alt for forsimplet. Det bygger på en fraselektion af et enormt antal oplysninger om Moses i oldtiden eller simpelthen på en uheldig uvidenhed herom. Ofte han man begrundet det med, at oldtidens f.eks. jødiske, græske og latinske forfatteres oplysninger om Moses er "legendariske" og hidrører fra en tid, der under alle omstændigheder ligger lang tid efter, at Moses måske, måske ikke har eksisteret. Og så har man ladet det være godt med det. Hvilket naturligvis også er det nemmeste.
          Men som OvS, ja, overbevisende godtgør: Så nemt slipper vi ikke. Det ER påfaldende, at der i antikkens litteratur er et kildevæld af oplysninger om Moses, der ofte passer som hånd i handske med forhold i 15-1400-tallets Ægypten. Det ER påfaldende, at astronomisk datering i dag kan bekræfte gamle overleveringer, endog foruroligende præcist. Det ER påfaldende, at ingen forsker tidligere har rettet opmærksomheden mod disse forhold, der selvsagt fortjener den bredere offentligheds kundskab.

          Har den moderne forskning blot alt for længe befundet sig i en tornerosesøvn? Må vores billede af Moses og af kilder, der i lang tid er blevet ignoreret eller negligeret, dramatisk revurderes? Undertegnede vil ikke drage den konklusion. OvS vover i sandhed det ene øje, som en rigtig forsker på den anden side skal, medmindre han vil stille sig tilfreds med at være bogholder. Også OvS's forskning baserer sig på mange usikkerheder, på langtfra altid gennemdokumenterede påstande og på en sammenstilling af i dag adskilte vidensfelter, som ingen moderne forsker i lyset af den omsiggribende specialisering og hyperspecialisering kan rumme. Heller ikke OvS.
          En ting er imidlertid sikkert: OvS har kastet en imponerende, tværvidenskabelig handske, som ikke er til at overse. En handske, som den fagspecialiserede forsker, ægyptologen, filologen, gammeltestamentleren, religionshistorikeren, judaisten, astronomen m.fl., bør tage op og underkaste en fordomsfri, saglig analyse.
Det fortjener den.

J.-A.P.H.

Ove von Spaeth:
1. De fortrængte Optegnelser: Attentatet på Moses, 1
C.A. Reitzels Forlag: København, 1999

2. Gåden om Faraos Datters Søn: Attentatet på Moses, 2
C.A. Reitzels Forlag: København, 2000

(Med tilladelse pr. 30/11-2001 fra J-A.P. Herbener til fri brug for OvS.)

I den gammeltestamentlige forskning har der mildt sagt ikke været enighed om Moses. Ganske vist er han den ubetvivlelige hovedperson i Mosebøgerne, men uenighederne begynder, når diskussionen kommer til at dreje sig om, hvorvidt han var en historisk person eller ej. Og den har i de sidste 100 år budt på snart sagt enhver mulighed lige fra en rent fiktiv person, en opfundet stamfader, til forskellige forsøg på at forbinde ham med et ørkenpræsteskab på Sinai-halvøen. Men det er næppe overdrevet at sige, at den historiske Moses har været hyllet i myternes og legendernes tåger.
          Der er derfor noget både imponerende og skræmmende ved Ove von Spaeths forsøg på at genfinde historiens Moses. Jeg har ikke læst det første bind af von Spaeths store værk, der bebudes i mange bind. Men det nu foreliggende andet bind - om attentatet på Moses - er inciterende læsning.
          Von Spaeth er sprænglærd. Tilsyneladende færdes han hjemmevant i egyptologiens vanskelige discipliner og tyder indskrifter, skulpturer, kalendere, historiske optegnelser og meget mere med et suverænt overblik. Og resultatet må siges at være intet mindre end frapperende.
          Hvordan kan det gå til, at en så velbevidnet historisk person er forsvundet ud af forskningens bevidsthed? Von Spaeth svarer: Moses blev rituelt henrettet, og ritualet "ledsagedes af en magisk forbandelse og var især udtryk for en opløsning af hans officielle identitet. Ydermere blev der i hele landet snart iværksat en omfattende destruktion af hans eftermæle. Moses var derved i levende live blevet gjort officielt ikke-eksisterende":

          Von Spaeth mener at kunne slå fast, at Moses var egyptisk prins, at han altså reelt var søn af Faraos Datter, og som sådan udset til at være farao.
          Hans mor var dronning Hatshepsut, der fødte ham i februar 1534 f.Kr. Hun er bemærkelsesværdig ved at lade sig krone til farao selv. Von Spaeth ser dette som et forsøg på at sikre sønnens kandidatur til farao-posten.
          Den Jethro, som ifølge Bibelen er Moses' svigerfar, var ifølge von Spaeth et højtstående medlem af kongefamilien med flodgud-titlen Iteru - Bibelens Jethro. Men Moses havde en halvbror, som hans far, farao Tuthmosis II, fik med en haremskvinde. Han fik udmanøvreret Moses og regerede selv senere under navnet Tuthmosis III.
          Ganske vist er Hatshepsuts søn ikke kendt under navnet Moses. Han kaldes Senmut og synes at have været noget af et universal-geni. Meget tidligt opnår han de høje poster som kongelig stedfortræder og skatmester. Men han er også en genial arkitekt og hærfører, hvad von Spaeth dokumenterer ved en gennemgang af grandiose gravanlæg, som han udførte for både sin mor og sig selv.
          Von Spaeth mener at kunne fastslå tilstedeværende af et særligt kongebarnsritual, som lige præcis lader prinsen komme sejlende på floden for derefter at blive overdraget til en amme.
          Og man har faktisk fundet den, der netop måtte være Senmuts/Moses' amme, som mumie i 1936! Mand og kone var begravet som kongelige plejeforældre. I hans eget gravkammer findes indsat et stjernekort, som er unikt i sin specifikation af himmellegemerne, og som astronomisk kan stadfæste også den dato, hvor Moses skulle være født ifølge rabbinske overleveringer.

          Nu opstiller von Spaeth en omfattende række af paralleller mellem Senmut og Moses, som sandsynliggør, at der kan være tale om én og samme person. Den mest iøjnefaldende er, at de begge forsvinder ud af den egyptiske historie på samme tidspunkt. Hvad skete der? Præsteskabet gjorde oprør, og de fandt et villigt redskab i den senere Tuthmosis III, der netop synes at have været præst, før han gør sin entre på den historiske scene.
          Først udryddes Moses' amme. Og så går det ud over Moses. Ifølge Bibelen måtte Moses flygte, fordi han slog en egyptisk slavefoged ihjel. Det var en arrangeret fælde, mener von Spaeth, idet der var dødsstraf for at forgribe sig på faraos herold. Måske var drabet fingeret. Og det var også den rituelle henrettelse af Moses. Alt dette forbinder von Spaeth med ritualer, der også handler om "kongens fornyelsesmagi via stedfortrædende offer".
          Moses blev altså ofret stedfortrædende, så kongen - den nye Tuthmosis III - kunne fremstå med fornyet kraft. Og han går videre og forbinder det også med det rituelle brodermord med forbindelselinjer både til Kain-Abel og Osiris-Seth. Senmut/Moses flygter - men ikke nordpå, som Bibelen fortæller. Ikke i første omgang i hvert fald. Han søger sydpå, hvor han udfører andre heltegerninger, men Tuthmosis leder efter ham nordpå. Og så tager billedstormen fat: Statuer knuses, inskriptioner hugges ud og tekstes om, så Tuthmosis erstatter Senmut.

          Von Spaeths indsats er imponerende - og langt hen ad vejen overbevisende.  Fremstillingen er spændende som en kriminalroman. Og det er da også en forbrydelse, der skal opdages. Når jeg alligevel er nødt til at anmelde en vis skepsis, så skyldes det ikke selve fremstillingen, men bogens appendiks, hvor der luftes nogle ret så vidtløftige teorier vedrørende Jesu død.
          Von Spaeth mener, at heller ikke Jesus døde rigtigt. Han citerer Koranen (!): "de hverken dræbte eller korsfæstede ham, men det forekom kun sådan". Også her finder von Spaeth ritual og brodermord i relationen Barabbas-Jesus. Men her er vi jo på mere sikker historisk grund.
          Og så kan jeg ikke lade være med at spørge: Er von Spaeths teorier om Moses - trods den grundige dokumentation - lige så vidtløftigt spekulative? Og bliver jeg kun overbevist, fordi jeg ikke ved ret meget om emnet i den belysning?
          Men lad det nu være! den foreliggende bog ER spændende og læseværdig. Og man glæder sig til fortsættelsen. Men hvad siger vore hjemlige eksperter i Moses?

L.T.

Ove von Spaeth: Gåden om Faraos Datters Søn. Attentatet på Moses, 2: Moses' Identitet og Mysterium Revurderet. 239 sider, ill., 248 kr. C.A. Reitzels Forlag.

(Med skriftlig tilladelse pr. 2.10.2001 fra Lars Tjalve til fri brug for OvS.)

En på alle måder usædvanlig bogserie er kommet for at blive. Vi kan ligeså godt med det samme tage stilling til indholdet, hvori en omfattende kildesamling i sig selv afdækker mange af de landminer, der i virkeligheden findes under flere nyere teologiske teorier. Højaktuelt i debatten om vores forståelse af historien og dens indvirkning på vores opfattelse og udformning af nutiden.
          Jeg taler her om de nyorienterende bøger "De Fortrængte Optegnelser" og den nyeste, "Gåden om Faraos Datters Søn" - af forskeren Ove von Spaeth, og udkommet på C.A. Reitzels Forlag. Ikke mindst sidstnævnte bog er stærkt aktuel på baggrund af flere forhold inden for den seneste tekstforskning og de mange nye arkæologiske opdagelser i Mellemøsten.
          Lad det være sagt straks, dette er ikke en anmeldelse (vi kan dog skylde at oplyse, at bøgerne er på 238 sider for 248 kr.), men derimod er en kommenterende meta-omtale af en afdækning af nye, særdeles perspektivrige forhold i forbindelse med den allerede tidligt kulturelt stærkt indflydelsesrige Moses-skikkelse.


Nyorienterende

Fra begyndelsen søger Moses-seriens interessant argumenterende forfatter, Ove von Spaeth, ved en bl.a. astronomisk begrundet nyplacering af kronologien at vise, at Moses, den jødiske monoteismes grundlægger, ikke, som ofte antaget, er en mytisk figur. Men derimod, at han var en historisk person af kød og blod og på et tidspunkt en centralt placeret skikkelse inden for den ægyptiske historie.
          Også hvis man er interesseret i mytisk-historiske gåder, kan bøgerne ikke undgå at vække ens nysgerrighed. Om ikke på anden måde, så fordi man får lyst til at se, hvordan forfatteren vil bære sig ad med at slippe levende fra et forsøg på at bringe et så tornefyldt og genstridigt emne på en nogenlunde selvmodsigelsesfri formel. Uden groft at beklippe ubekvemme hæle og tæer var det endnu ikke lykkedes for nogen.
          Uanset hvordan man vil bedømme udfaldet, så får man ved læsningen af von Spaeths bøger, der er samlet i en serie under titlen "Attentatet på Moses", et enormt stofområde genopfrisket. Men jeg tror dog også, at selv interesserede på omtrent specialistniveau må skærpe sig, hvis vedkommende i ét hug vil tage stilling til alle elementer af en så stor materialesamling som den, der udgør basis for disse bøger om Moses.
          På den anden side, så fremstår det netop som bøgernes force, at så mange hidtil negligerede ting i forskningen nu er blevet medinddraget til en større helhed. De nyvurderede historiske forhold, som bøgerne på den baggrund allerede har kunnet fremlægge, bør inspirere de involverede fag til videre udforskning snarest. Men af debatten, der straks rejste sig ved udgivelsen af Moses-seriens første bog, fremgår, at blandt visse divergerende meninger ses endog bøgernes titel at være opfattet for provokende.


Pudsig skråsikkerhed

I den længere række af anmeldelser af bøgerne har mange positivt indstillede anmeldere trods deres klart udtrykte glæde ved bøgerne ofte (dog ikke altid) endt med at erklære sig uden tungtvejende autoritet på flere områder og her dækket sig ind med en modificering bag rosen, at "for en ikke-fagmand ser von Spaeths argumentation i hvert fald overbevisende og imponerende ud".
          På den baggrund er det interessant, at præcis sådanne forbehold bestemt ikke præger de negative anmeldere, som, hvis de ikke påberåber sig egen autoritet, så andres.
          Vi står dermed i den pudsige situation, at de positivt indstillede anbefalere og anmeldere, hvoraf en stor del er hæderkronede kapaciteter på andre områder end netop teologi og i nogen grad ægyptologi, dog stiller sig faktisk beskedent tøvende. Mens de negativt indstillede, der påberåber sig faglig indsigt, enten som teologer eller ægyptologer, optræder som ethundrede procent sikre i deres sag.


Moses' eksistens

Et stort antal blandt de mange, der i tidens løb har beskæftiget sig med Bibelens historiske grundlag, har ligesom von Spaeth bemærket, at der ikke er nogen rigtig plads for Moses, endsige for jøderne (israelitterne) inden for den ægyptiske historie. En historie, som vi mener at kende godt, og som dermed findes at være i største modstrid med den plads, som Moses og israelitterne indtager i Det Gamle Testamente. Nemlig hvor Mosebøgerne fortæller en fængslende beretning - om end ved nærmere eftertanke ikke helt selvmodsigelsesfri - hvad allerede netop en tænker som Spinoza bemærkede - en historie om den lille dreng i en kurveflettet beholder, der flyder på Nilen, og som af Faraos Datter bliver taget op herfra og opdrages af hende i kongepaladset. En uddannelse, der er en prinsessesøn værdig.
          Selv om denne fortælling gennem tiderne også er blevet fortolket mere eller mindre sarkastisk - således som vi kender det hos f.eks. Anatole France - er der ingen, der kritiserer historien som sådan. Men at et sådant opsamlet barn senere for en større skare bliver en befrier for disse menneskers undertrykkere, er næppe kun en myte. For historien viser, at det i princippet synes at være reelt foregået mange gange i tidens løb, i forskellige varianter afhængigt af tid og sted.
          Vi har et andet af eksemplerne fra Bibelen, hvor David, der betragtes som den store konge, der blev en samlede kraft i Israel, selv var af delvis fremmed afstamning, nemlig fra en gren af de af israelitterne ofte afskyede moabitter.


Respekten for facts

Det i grunden eneste "dårlige" ved den gamle beretning om Moses er selvsagt ikke dens mulige troværdighed, dens strukturelle logik, men at den ikke synes at passe ind i Ægyptens historie. Og det er så meget desto værre, idet vi kender den ægyptiske historie ret godt på den tid, hvor ifølge bibeludlæggerne - og med dem mange forskere - mener, at Moses skulle placeres: Men vi står uden væsentlige spor i Ægypten af udvandrende israelitter på Ramses 2.'s tid i 1200-tallet f.v.t.
          Ove von Spaeth går lige omvendt til værks: Vi finder ingen Moses, fordi vi placerer ham forkert. Efter et delvis lignende princip kendes f.eks. prof. Sven Holm-Nielsens forklaring, at hele forestillingen om Israel som et bestemt folk er forkert - man placerer noget, som egentlig ikke er, på et af os udvalgt sted og tidspunkt, og kan derfor ikke få det til at passe.
          Således fremsætter von Spaeth det endda i flere henseender rimelige forslag, at årsagen til den manglende Moses og de manglende israelitter i den forbindelse skyldes, at vi har anbragt ham for sent i historien. Men går vi cirka 200 år tilbage, til 15-1400-tallet f.v.t., kommer tingene til at se anderledes ud.
          Hertil fremlægger forfatteren en lang række indicier, der i sig selv meget vel kan betyde, at Moses er direkte søn af Faraos Datter. Og denne er historisk personificeret som den senere dronning Hatshepsut. En dronning, der så usædvanligt selv blev en farao, og hvis berømte tempel vi finder nær indfartsvejen til Kongernes Dal.
          Von Spaeth lægger et endda smukt og spændende puslespil. Men kritikere har fundet det mistænkeligt, at brikkerne for en gangs skyld synes at falde virkelig nydeligt på plads - den logisk enkle løsning kan simpelthen ikke tillades at eksistere. Flere teologisk orienterede anmeldere ses her benytte helt irrelevante argumenter i deres iver for at opfinde et grundlag for tilsværte forfatterens fremlagte forskning. Heri er der ikke noget nyt, heller i dette at respekten for facts burde være større, ikke mindst hos en hel del af de reagerende akademikere.


Astronomien daterer

I Moses-seriens andet og nyeste bind, "Gåden om Faraos Datters Søn", udbygges grundlaget for den valgte datering ved hjælp af en nyetableret konkretisering af den hidtidige kun relative tidsfastlæggelse. Von Spaeth har som den første udført en astronomisk-videnskabelig datering af verdens ældste stjernekort. Dette kort, der er ægyptisk, blev opstillet og påtegnet af dronning Hatshepsuts vesir i dennes hemmelige gravanlæg under det omtalte tempel, og er fra cirka 1490 f.v.t. - det blev først fundet for 70 år siden.
          Forfatterens afhandling om denne vigtige datering blev publiceret i det internationale videnskabelige tidsskrift "Centaurus International Magazine of the History of Mathematics, Science and Astronomy" (vol.42, aug.2000, pp 159-179). I øvrigt har den engelske astronom Dr. Patrick Moore - kendt fra sine utallige værker og som astronomisk kommentator i BBC gennem 47 år - og som selv har oversat skrifter om ægyptisk astronomi og kender problemerne, nu betegnet denne opdagelse som "a major advance".
          I selve Moses-serien - hvor en dansksproget læsertilpasset udgave af stjernekortdateringen er indlagt i det aktuelle bind 2 - fremlægges denne fastlæggelse hånd i hånd med øvrige konkrete indicier til nyorientering om Moses' status og tidsalder. Herudfra strækkes de forskellige spaethske interpolationer bestemt ikke mere end rimeligt, idet det tages i betragtning, at det drejer sig om så fjerne, delvis tågeindhyllede begivenheder. F.eks. ved vi, at der skete en stærk reaktion mod Hatshepsut og hendes reformer efter hendes død. Vi finder stadig de voldsomme spor af, at den efterfølgende regent i stort omfang har slettet hendes minde af historien.
          Og - det er ikke von Spaeths, men min hypotetiske konklusion - det ville da netop ikke være usandsynligt, om Moses som offer for en sådan udrensning satte sig i spidsen for en oprørsk befolkningsgruppe.


Israelitternes spor

Også hvad den etnisk set meget opblandede israelittergruppe i Ægypten angår, kan man rigtignok sige, at den ikke har efterladt sig hidtil genkendelige konkrete spor her. Men det kan let forklares, når man ser på periodens stormfulde og forvirrede begivenheder. Heriblandt forhold således som netop Sven Holm-Nielsen ovenfor har påpeget.
          Man kan tilmed sige, at det er forbavsende, hvor mange spor ægypterne har efterladt sig hos israelitterne og dermed jøderne. Vi har faktisk noget tilsvarende i dag, hvis vi ser på de amerikanske jøder, der stammer fra Østeuropa og har medbragt russiske ord i overvældende mængde til USA. Mens derimod i Rusland, hvor jøderne dog har levet op imod et lille årtusinde, har de sat sig uendeligt få spor sammenlignet med f.eks. vikinger, mongoler og arabere.
          Det er sådanne historisk-kulturelle spor af enhver slags - fra de bibelske forhold i oldtiden til skikke hos nutidens emigranter - der gør vores egen samtidshistorie ekstra interessant og giver den yderligere dybde. Vi ser det alle steder, lige fra stumper af Moses-beretningen - der stadig indgår i hverdagens talemåder - til Hollywoods "merchandise" udbredt sammen med filmen om Moses, "Prince of Egypt".
          Men også derfor er det af stor betydning, at et sådant gennemført værk som det foreliggende om Moses ser dages lys. Og den debat, der fulgte Ove von Spaeths første bog - herom se f.eks. www.moses-egypt.net - skulle frugtbart kunne udvides ved fremkomsten af denne forfatterens nyeste bog, "Gåden om Faraos Datters Søn". Her kan jeg ønske læserne god fornøjelse med, gennem disse bøger, at deltage i en konkret spændende opdagelsesfærd.

J.M.

Ove von Spaeth: "Gåden om Faraos Datters Søn", 238 s., ill., 248 kr., C.A. Reitzels forlag

(Anmelderen/essayisten Jurij Moskvitin er filosof, matematiker, filmmusikkomponist, koncertpianist og forfatter, - og hans "Essay on the Origin of Thought", Ohio University Press, 1974, er etableret som en sand klassiker. Han er tidligere anmelder på dagbladet Politiken og lejlighedsvis i tv).

(Jurij Moskvitin har givet tilladelse til brug både af denne kronik samt - pr. 30.aug.2001 - indholdet et brev (af 2.aug.2001) fra Dagbladet Informations kronikredaktør Marie Louise Kjølbye tilsendt Moskvitin).

EFTERSKRIFT
Kronikken - med sin erklærede anmeldelse af Ove von Spaeths bøger og omtale af forhold ved deres modtagelse - blev til trods herfor ved returneringen af den afslåede optagelse i Dagbladet Information vedføjet en belæring fra kronikredaktør M.L.K. til Moskvitin om hvordan han (citat) "hellere skulle have skrevet" kronikken. Hertil blev givet den særlige begrundelse, at kronikken handler for lidt om Moses' historie og for meget om von Spaeths bøger om netop Moses' historie (!).
          OvS.