Nu kom Ove von Spaeths fantastiske bog, ''Den Hemmelige Religion'', på gaden. Her er igen tale om et sandt mesterværk fra manden, der efterhånden har udgivet 4 bøger om Moses, hans tid og livshistorie.
          Bogen er bestemt yderst velskrevet, og fantastisk godt gennemtænkt af forskeren, som ofte er blevet bandlyst hos de såkaldte lærde, på f.eks. Carsten Niebuhr Instituttet, som end ikke har læst ét kapitel eller én linie i bogen, eller de øvrige bøger fra Ove von Spaeth. Oh, ja det har nu altid den letteste sag i verden at kritisere, hvad man ikke kender til trods de akademisk fine eksaminer. Men Ove von Spaeth er nu én af vor tids største forskere på sit område, det kan ingen herefter betvivle.

          Måden han behandler stoffet på, har grebet mig om hjertet. Jeg har læst alle hans foregående bøger og med stor interesse.
          Men denne bog er helt speciel, idet den tydeligt viser, at Ove von Spaeth ikke er nogen ligegyldig Hr.-hvem som helst. Han er virkelig grundig i sin forskning, og kommer i dybden som ingen før ham har gjort. Uanset om man kan lide det eller ej, har Ove von Spaeth intensivt studeret oldtidens astronomihistorie og stjernelære - han kender til og arbejder videnskabeligt med de gamle sjældne skrifter som ingen anden.

          Alene kapitel 19 i bogen ''Den Hemmelige Religion'' beretter Ove von Spaeth: hvordan kirken gik videre i opfattelsen af Det Gamle og Nye Testamente, og her om hvordan man anså Det Gamle Testamente som én stor forudsigelse for indholdet i Det Nye Testamente, samt om striden mellem de gamle tilhængere og de nye jødiske kristne.
          Han fortæller nyt om templet på Jerusalems Zionbjerg. Bogen ''Den Hemmelige Religion'' lyser langt væk af viden og visdom - den giver også tydeligt til kende, at Ove von Spaeth er en virkelig dygtig oldtidsforsker, der fortjener al mulig anerkendelse og ikke fordømmelse.

          Ove von Spaeth har også i denne bog gengivet, at Moses iflg. rabbinerskrifterne fødtes under en særlig himmelkonstellation, der var forudsagt af faraos astrologer.
          Meget mere om dette kan man finde rede på i Bibelen, dersom man søger i kildematerialerne. Bibelen stod i århundreder øverst på kirkens sorte liste, selv om dele af dens skjulte lære allerede var kendt hos Egyptens gnostikere og i antikkens kulter. Ove von Spaeth har ikke digtet, men har fremlagt et kæmpe materiale og udelukkende holdt sig til skinbarlig visdom. Bogen kan bestemt anbefales, og læses af alle, der ikke kun har tyggegummi mellem ørerne.

 H.B.A.    

Ove von Spaeth: '"Den Hemmelige Religion'', 368 sider, illstr., kr. 298,- , C.A. Reitzel forlag.
Mere information om bøgerne: www.moses-egypt.net

(Publiceret i Swedano Journal (www.swedanojournal.dk) både i juni 2004 (3.årg., nr.6, s.45) og gentaget i juli 2004 (nr.7, s.54))


(Med skriftlig tilladelse forud, 25/3-2004, fra H.B.Anckarstjerna til fri brug for OvS.)

Ove von Spaeths værk, Attentatet på Moses, hvoraf nu fjerde og næstsidste bind foreligger, tager afsæt i en tese om dateringen af Moses' liv og tid, der vender op og ned på vaneantagelser og radikalt tilbyder en nyorientering inden for væsentlige dele af religionshistorien og teologien. Det slipper man ikke let fra uden akademisk titel, selv som polyhistor, og serien er forventeligt blevet fjendtligt og køligt modtaget af flere teologer.
           Til gengæld har andre, både nulevende og nu afdøde eksperter rådgivet Ove von Spaeth under det årelange og omfattende researcharbejde og udtrykt overordentlig stor begejstring for værket, bl.a. professor Jes P. Asmussen, historiker Jens Jørgensen, klassisk filolog Leo Hjortsø og semitisk filolog Jens-André P. Herbener.


Moses' identitet

Udgangspunktet er en påvisning af, at den gængse datering af Moses er 2-300 år forkert. Det skyldes, at hypotesen om Moses' og farao Ramses II's samtidighed og deres placering i 1500-tallet f.v.t., ikke er blevet revideret, efter at man har korrigeret dateringen af Ramses II til 1200-tallet - dermed er Moses fejlagtigt blev rykket et par århundreder frem. Samtidig er det i dag en udbredt forestilling, at Moses ligefrem er en fiktiv, litterær karakter, opfundet af jødiske præster; en teori, hvis grundlag bind 4 skridt for skridt eliminerer i et meget omfattende appendix. Ove von Spaeth belyser i det hele taget, hvorledes puslespilsbrikkerne falder overbevisende på plads, når Moses' liv adskilles fra den fejlagtige samtidighed med Ramses II og i stedet dateres til 1500-1400-tallet.
           Gennem omfattende tværvidenskabelige studier og en imponerende støvsugning af såvel bibelske som ikke-bibelske kilder tegner der sig nu et billede af en historisk person, der levede og agerede under omstændigheder, hvis hovedtræk faktisk er rimeligt beskrevet i de bibelske beretninger. Imidlertid er bl.a. en meget væsentlig detalje forsøgt udvisket, nemlig Moses' identitet:  I modsætning til Bibelens version var han ikke et hebraisk adoptivbarn, som faraos datter tog til sig, men derimod egyptisk tronarving, som røg ud i dramatiske magtkampe og sluttelig allierede sig med hebræerne. Dette scenario fremstår med stadig større tydelighed, som brikkerne fra kildematerialet føjes sammen til en yderst plausibel mosaik i de foreløbig fire bind.
           Ove von Spaeth er langtfra den første, som daterer Moses til 1500-1400-tallet, men han er den første, som gør det med så stor overbevisning, bl.a. gennem ikke-bibelske rabbinerskrifter og ud fra en anerkendt afkodning af verdens ældste stjernekort (i hvilken forbindelse nu afdøde egyptolog Erik Iversen har været en værdifuld rådgiver), samt en usædvanlig planetkonstellation i 1537 f.v.t., der kan have betydning for dateringen af Moses' fødsel. Historiske begivenheder, der er orienteret efter identificerbare astronomiske fænomener som stjernekonstellationer, solformørkelser osv., kan være afgørende som historisk dateringsmetode.


Kulturhistorisk odyssé

Alt dette er imidlertid blot afsættet for en kulturhistorisk odyssé, der ikke alene tegner et informativt billede af en lang række centrale begivenheder i Den Hebraiske Bibel (i den kristne kanon: Det Gamle Testamente), men derigennem også har betydning for afgørende begreber og traditioner af almen religionsfænomenologisk og idéhistorisk karakter gennem tre årtusinder.
           Ove von Spaeth finkæmmer de mange, kulturhistoriske tråde med forbilledlig omhu og "gammeldags" forskerånd. Han er ganske enkelt forelsket i sit stof, til tider vel entusiastisk, og er derfor også sine steder tilbøjelig til at lade sig opsluge af detaljer og tangenter, der ligger en del ved siden af hovedemnet. Det er træk, som en videbegærlig læser tit og ofte profiterer af i et værk, der samlet set har passeret de første tusind tætpakkede sider - men det har også sine bagsider.
           Dels kan det ikke forbavse, at et så omfangsrigt værk, der ikke bare er drevet af stor viden, men også af inspirerende entusiasme, uundgåeligt må køre af sporet af og til. Sideforløb og visse pet theories, som er irrelevante for hovedærindet, kommer med i slipstrømmen, og der drages for hastige og tvivlsomme delkonklusioner i forbifarten, som desværre kan aflede noget af opmærksomheden fra seriens ubetvivlelige kvaliteter.


Nogle eksempler

I sit sympatiske forsøg på at lægge afstand til opfattelsen af tidligere kulturer som "primitive og barbariske" indlæses moderne kosmologiske opfattelser i mytiske fremstillinger, f.eks. i Jobs Bog, men sandsynliggørelsen heraf står ikke mål med de kursiverede anstrengelser. Tilsvarende i den væsentlige påpegning af den nok så afgørende kulturhistoriske betydning af skriftet Corpus Hermeticum, hvor forfatteren f.eks. fremhæver en formulering, der (tilsyneladende) fastslår den langt senere udbredte, heliocentriske opfattelse, at Solen er solsystemets centrum (som da også allerede var kendt i antikken, bl.a. af den græske astronom Aristarchos, ca. 200 f.v.t.). Dette får imidlertid et vist sensationalistisk præg, som om der ligger en særlig "mystisk" erkendelse bag, der angiveligt skulle have rødder i en hemmelig lære direkte fra Moses (og egypterne). Forfatteren refererer videre til en spekulativ og lidet realistisk antagelse om en "ubrudt kæde af samme levende tradition" af "egyptisk visdom" fra oldtidens Egypten over neoplatonisk filosofi til renæssancehumanismen.
           Ove von Spaeth formår at skabe dybere forståelse for en historisk kulturtradition som moseloven og undgår netop at falde i den grøft, hvor alt reduceres til "øje for øje og tand for tand", ved f.eks. at fremhæve en beundringsværdig "asylpolitik", ifølge hvilken man skal regne "den fremmede" som en af sine egne - men når Moses ligefrem skal gøres til "humanist", strækkes begrebet for langt.
           Forskerens (i overordentlig mange henseender frugtbare) forkærlighed for sit emne kammer således over, hvor det hævdes, at Moses stod bag den mest humane (eller "mindst brutale") lovgivning i oldtiden, til trods for at visse moderne retsprincipper kan genfindes helt tilbage i sumerisk lovgivning - et lille årtusind før Moses.
           I sin beundring for Moses lægger forfatteren f.eks. for lidt vægt på hans ordrer om at dræbe børn og kvinder (4.Mos. 31), den skånselsløse udslettelse af hele folkeslag og deres kultur (5.Mos. 7) og andre eksempler af denne art. I stedet for at se herpå ud fra den kulturelle og historiske kontekst og eventuelt nøgternt bemærke det irrelevante i moralske pegefingre på tre årtusinders afstand, bliver sådanne tendenser næsten forbigået i en lidt for selektiv skønmaling af den "humanistiske" profet.


En polyhistorisk tour de force

Søgt er det også, når forfatteren bemærker, at Jesus talte "ligesom en astrolog ville gøre det" pga. udsagn om forventede "tegn i sol og måne" (der skal indvarsle dommedag - et aspekt, som i øvrigt ignoreres og dermed drastisk fortegner urkristendommens eskatologiske indhold). Nok har Ove von Spaeth vitterlig fat i en central pointe af hidtidig underspillet karakter, når han påpeger og identificerer talrige, afgørende astronomiske og astrologiske referencer i oldtidens og antikkens kildeskrifter, men i sin iver får han for meget med og overfortolker derfor nytestamentlige skriftsteder.
           Endvidere bliver forbindelsen mellem Moses' næstekærlighed og næstekærlighedsbudskabet i Bjergprædikenen nærmest gjort til en eksklusiv kerne i senere, vestlig kultur, der (uforvarende) risikerer at give det fejlagtige indtryk, at andre kulturer er uden basal medmenneskelighed, ligesom de meget hårde fordømmelser både i og uden for Bjergprædikenen ikke tages med i fremstillingens lige lovligt hvidmalende mellemregninger.
           Ikke mindre galt går det, når reinkarnation indlæses i urkristendommen, og det bliver ikke bedre af, at forfatteren tendentiøst opremser en række af kulturhistoriens store tænkere som "overbeviste om reinkarnation".
           Som det er fremgået, må der uundgåeligt være detaljer, som er uholdbare i så ambitiøst et projekt som Ove von Spaeths. I sidste tredjedel af bind 4 løber stoffet imidlertid for meget af med forfatteren, og det er synd for det gennemgående projekts overbevisende dybde og den elementært spændende formidling, det generelt er kendetegnet af. Kritikpunkterne skal derfor ikke skygge for de absolut skelsættende hovedtræk og utallige finesser i en polyhistorisk tour de force, der fortjener en omfattende læserskare af omhyggelige læsere, og som afgjort både kan og bør tjene til inspiration flere generationer frem.
           Et fantastisk held, at der er endnu eksisterer idealistiske forlag som C.A. Reitzel, der til trods for vort lille sprogområde og bogsalgets tilbagegang tør binde an med et visionært værk af denne art, der i kraft af dets formidable detaljerigdom og kulturhistoriske spændvidde desværre hverken er højt prioriteret af boghandlerne eller dagbladenes anmeldere og derfor mildest talt næppe kan være økonomisk urisikabelt.
           Alle fire bind være hermed anbefalet på det varmeste!

R.E.L.   (& www.humanisme.dk/boeger/bog008.php , pr.10.apr.2004  - & - www.grafen.biz/Nyeste/faganmeld/fagtekster/26.htm)

Ove von Spaeth: Den Hemmelige Religion. Attentatet på Moses, bd. 4. C.A. Reitzel 2004, 368 sider, 298 kr.
 

(Med skriftlig tilladelse 5.apr.2004 fra Rune Engelbreth Larsen til fri brug for OvS.)