Med en enorm susen føres vi tilbage i tiden - ikke i en tidsmaskine - men på historiens vinger - helt tilbage til før Moses tid. At dykke ned i forskellige tidsaldre, som f.eks. den hellenistiske periode - ca. 600-300 f.Kr. fødsel - i et på det tidspunkt sammensurium af åndelig nyorientering og religiøse universer - kræver sin mand. Dét er forfatteren og alkymisten Ove von Spaeth (OvS).

          Han er guide på denne vidunderlige rejse til religionsmysteriernes mekkaer og til vores kulturelle-religiøse vugge. At sammenfatte så mange religionshistoriske- og arkæologiske tråde er noget af en bedrift; at formidle dem videre - en endnu større bedrift! Bogen kalder på mystikeren, religionssociologen, arkæologen, filologen og historikeren. For at forstå og få noget ud af bogen anbefales en historisk-arkæologisk-teologisk og filologisk tilgang, indsigt og viden. Er man åben overfor årsagsammenhænge og er man nysgerrig efter at vide noget om baggrunden for de spirituelle og åndelige videnskabers opståen, så er der VIRKELIG noget at hente.


Skjulte budskaber

Vil man f.eks. vide noget om bibelforskning og eksegese, rabbinerskrifterne - Talmud, Midrash, Aggada, samaritanerskrifterne, kongemytologi, religion og antropologi, Sinai-indskrifterne, oldtidsastronomi og stjernemytologi - så er der i bogen skrevet og spundet, så det er en lyst.

          Baggrundstæppet er Moses og hans evt. egyptiske opvækst og viden - alt det, som Moses videregav til israelitterne og deres efterkommere - med de ægyptiske tråde bagud, samt ægyptisk mystik, magi og trolddom. For den filologikyndige, er der masser af godbidder - for det er det semitiske sprog, ordenes rødder og deres mulige skjulte budskaber, der i den grad holder OvS på sporet. De semitiske sprog - heriblandt også arabisk, koptisk, aramæisk etc., er spundet rundt om denne bogs essens, så selv guderne må fryde sig.

          I 6. kapitel, i afsnittet "Moses som mystiker", skal man være bidt af en semitisk filolog, for at holde rede på og fastholde de mange varianter af den jødiske guds Jahwe's stave- og forståelsesmåder, hvilket kan få mig til at koge over af begejstring; især fordi jeg aldrig før har mødt nogen, der interesserede sig for den bibelske filologi på den måde - før nu!


Hvor frækt - hvor vildt - hvor fedt!!

Der skrives og konkluderes så det er en fryd, f.eks. om Ahron- og Mosesmysterierne, om Logos-erkendelserne, skriften på himlen, de 10 sefirot - (guds emanationer), dyrekredsen: den 8. himmels sfære, Biblens skjulte læsemåder, Kabbala: den bibelmystiske videnskab, baggrunden for numerologiens opståen og brug - hvor OvS piller det fra hinanden, så den rå essens står tilbage, klar og tydelig.

          Der skrives om det hebraiske bogstav "Alef" (en soph), som enhver mystiker kender til og er fascineret af - som glider ubesværet ned, når OvS forklarer og fabulerer om baggrunden og sammenhængen og paralleliteten. Der er uendelig mange kapitler hvori OvS forklarer, påstår og underbygger med egne teorier, at der er én, og kun én, der har skrevet Mosesteksterne.

          Der er oplysninger om f.eks. Sirius-cyklen (hvert 1460'sinds tyvende år) og om den himmelske kosmologi, om vildsvinet (Karlsvognen/Storebjørn) og derimellem fører OvS, på smukkeste vis, Moses og Jesus sammen som ophøjede vejledere indenfor "den store lære" (- og den skjulte). OvS trækker en tråd gennem århundreders spørgsmål og tanker - f.eks. om treenigheden i afsnittet om himmelgeometriske mysterier. Godt tænkt! Hvert kapitel er et oplæg til et livslangt studie. Et afsnit i bogens mange kapitler hedder: "Nyplatonisk og hermetisk astrofilosofi" - hvor frækt - hvor vildt - hvor fedt!!!


En entusiasme der rykker

Så vidt jeg ved, er der ikke tidligere på dansk udgivet noget tilsvarende. Flere udenlandske forfattere har i årevis udgivet populær faglitteratur, hvor OvS's bog er langt mere fattelig. OvS skriver i et let sprog, uden alt for lange teoretiske sammenkoblinger - indenfor det religionshistoriske materiale. Det er en viden, som desværre i visse kredse bliver mødt med knugende tavshed - måske pga. deres manglende dokumentation sine steder.

          OvS's viden er sammenfattet og nærværende. OvS er så besat af Mosesmysterierne, at det i sig selv er en oplevelse at mærke forfatterens glød for emnet hele vejen igennem bogen - der er ikke afmatning at spore nogetsteds. OvS er en historiker, der tør bruge de astronomiske, astrologiske og mytologiske begreber og følge dem til dørs ud fra egne teorier. OvS er en modig mand, hvis ord for evigt er befæstet i denne 5-akter om "Attentatet på Moses". Ordene er mejslet ind - ikke med flammeskrift, men med en entusiasme der rykker. Bogen henvender sig til de religionshistoriske besatte og indviede og for dem, som har lyst til at gå ind ad denne (måneknude) port.

C.O.

Ove von Spaeth: Den Hemmelige Religion, Attentatet på Moses, del 4
C.A. Reitzels forlag, feb. 2004, 367 sider, pris 298 kr.

Hele serien:
DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER - Attentatet på Moses; 1
GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Attentatet på Moses; 2
DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Attentatet på Moses; 3
DEN HEMMELIGE RELIGION; Attentatet på Moses; 4
PROFETEN SOM UKENDT GENI - Attentatet på Moses; 5

(Med skriftlig tilladelse pr. 19.nov.2004 fra Cathrine Oppenheim til brug for OvS.)

Hvad er sandhed? Nietzsche definerer sandheden som "det mest selvmodssigelsesfri sæt løgne". Det er naturligvis en skeptisk måde at definere videnskabelig sandhed på, men sagen er bare den, at vi ikke har bedre definitioner.
          Og om definition af sandhed handler bl.a. - direkte og indirekte - Ove von Spaeths store værk om Moses, hvoraf vi af de planlagte fem bind nu er nået frem til fjerde bind, der har titlen "Den Hemmelige Religion", hvor forfatteren, sammen med læseren, høster, hvad der blev sået i de foregående lige så interessante bind. For og imod von Spaeth, men ét kan nemlig ikke nægtes, at det er interessant og givende læsning forfatteren byder os.
          Hvilke sandheder kan vi fremdrage af tekster, der rækker tilbage til begivenheder, der har fundet sted for 3500 år siden? I tilfældet Moses - den centrale figur fra Det Gamle Testamente - har vi et virvar af meddelelser af forskellig lødighed og troværdighed, ofte endda selvmodsigende. Hvordan her foretage valg og fravalg, så det sæt mindst selvmodsigende løgne, vi når frem til, ikke blot kan karakteriseres som resultatet af metoden "hug en hæl, klip en tå"?


Indviet viden bragt i ny form

Ov von Spaeth går klassisk videnskabeligt til værks. Han vælger en hypotese, som han udfra rimelig foruft anser for sandsynlig. Derefter drager han konsekvensen af sin hypotese - teorien. Og endelig foretager han eksperiment - undersøger, om teorien får flere brikker til at falde på plads end andre og tidligere hypoteser eller antagelser. Hvis dette er tilfældet, må eksperimentet siges at have bevist hypotesens bærekraft.
          Hypotesen i von Spaeths værk om Moses har som hovedpunkt, at den almindeligt vedtagene datering af Moses er forkert. Ove von Spaeth daterer farao Tuthmosis (III) til at være død 1455 f.Kr. og dermed sammenfaldende med israelitternes udvandring fra Ægypten, det historisk set centrale punkt i Moses' liv. Den påfølgende teori fordrer nu videre, at Moses gøres til søn af dronning Hatshepsut og ægyptisk tronarving, der gennem intriger franarres tronen, en begivenhed, der for Moses bliver incitamentet til et slags oprør - han sætter sig i spidsen for det jødiske folk, hvis udvandring han gennemfører, samtidig med han lader dem blive bærere af en for dem ny religion, men som i virkeligheden er den gamle ægyptiske, i hvis inderste kerne Moses som tronarving er blevet indviet, og som han i fornyet og frugtbringende form dermed kommer til at videregive verden.


Modstanden fra teologisk hold

Er der nu belæg for alt dette - falder brikkerne på plads? Er eksperimentet vellykket? Og det må de siges at gøre i overvejende sandsynlig grad. Mere kan der bestemt ikke forlanges. Von Spaeth har med sit værk hentet en af historiens store skikkelser tilbage fra mytens tågeverden - hvortil han længe har været forvist - til skinbarlig virkelighed. Men under denne bestræbelse har forfatteren også kunnet vise en meget nøje forbindelse mellem oldægyptisk verdensopfattelse og en moderne opfattet realistisk indvielsespsykologi, der puster nyt liv og mening i den efterhånden sekterisk forstenede kristendom. Om man vil, så bliver Moses fra 3500 år siden gennem von Spaeth til en livgivende kilde for moderne mennesker.
          Det er altså ikke småting, vi, med von Spaeth som anfører, giver os i lag med. For at demonstrere sin vision, atter at bringe den livgivende kilde frem i lyset, har forfatteren sandelig også taget alle midler i brug. Han sprænger bjerge væk eller borer pas igennem dem; alle våben, i form af en meget omfattende viden inden for mange ellers isolerede fagområder synes at stå til von Spaeths disposition.
          Det er naturligvis de konventionelle opfattelser af Moses og indholdet i GT von Spaeth i første række er nødt til at bryde med. Og hermed står vi straks over for noget ganske interessant: Modstanden mod von Spaeths arbejde, som der synes at have været en del af, kommer først og fremmest fra teologisk hold, og dette hold endda stærkt indskrænket ved hovedsageligt at være mobiliseret blandt tysk protestantisk orienterede teologer og deres aflæggere herhjemme. En mand som Adolf Harnack, den store og indflydelsesrige tyske teolog, der hadede enhver tanke om en tæt forbindelse mellem kristendommmen, gnosticimse og neoplatonisme, ville utvivlsomt have forlangt von Spaeth brændt på kætterbålet.


Exceptionel oversigt

Sine tilhængere til alle tider vil von Spaeth finde blandt psykologisk og filosofisk orienterede kulturhistorikere. Nietzsche ville have nikket bifaldende til von Spaeths - iøvrigt fremragende - gennemgang af kristendommens udvikling fra ur-kristendommen, dens forfald, og dens evne til at holde sig i live ved hemmeligt at vende tilbage til sine ægyptiske rødder og derfra søge næring, og hvordan denne skjulte side af kristendommen pludselig satte blomst i form af renæssancens humanistiske bevægelse. I fotonegativ siger von Spaeth det samme som Nietzsche i Antichrist. Og for så vidt også som Kierkegaard, når denne hævder, at moderne kirkelig kristendom er udvandet vrøvl og nærmest det modsatte af den oprindelige mening.
          Sigmund Freud ville have taget von Spaeths hypotetiske udgangspunkt, der gør Moses til ægypter, som en selvfølge. "Den ægyptiske faktor", som von Spaeth kalder det, som værende også et fundamentalt element i den levende kristendom, ville være blevet accepteret af så forskellige historiske forfattere som Oswald Spengler og Egon Friedell. Og den nære forbindelse mellem kristendom og buddhisme - det er den forbindelse, Wagner arbejder med i Parsifal. Det siger sig selv, at C.G. Jung ville have været med på det von Spaeth'ske hold. Herhjemme er von Spaeth på bølgelængde med Johannes Hohlenberg fra den ældre generation, og på sin vis Aage Henriksen fra en senere. I dagens England ville en mand som Colin Wilson ikke stå fremmed for von Spaeths tanker.


Spor og vidnesbyrd

Og løgn og sandhed - når vi nu taler om det. Hører det ikke med til sund fornuft at tro, at den rigtigste beskrivelse af en kildes udspring sandsynligvis må være den, der tidsmæssigt ligger udspringet nærmest? Og omvendt, at man kan komme så langt bort fra kildens udspring, at man forveksler den med en brudt kloakrør? For selv den mest skeptiske må det være indlysende, at von Spaeth her har noget vigtigt at sige, når han gør opmærksom på oldtidens opfattelse af forholdet mellem jødedom, kristendom og den ægyptiske tankeverden.
          Augustin, Philo, Josephus - for blot at nævne et par af de kendteste navne - er blandt de mange, von Spaeth lader udtale sig om Moses og Ægypten, om Moses' indflydelse på sin tids ægyptiske religiøse tænkning, om de mange paralleller til ægyptisk tænkning, vi finder i GT, samt tilsvarende spor i NT. Disse vidnesbyrd er simpelthen ikke til at komme uden om.
          Kirkefædrene, der udover Augustin nævnes - og videre, Plotins sekretær Porphyrius, og dertil Jamblichus, en hel hærskare, kan ikke alle have været fantaster og ønsketænkere. Von Spaeth bemærker iøvrigt, at man inden for oldtidskirken nærmest opfattede den kristne tro som en kulmination og syntese af en række af de andre religiøst-filosofiske bevægelser, og at det først var i senere århundreder, man søgte at vise Jesus som en helt ny og isoleret skikkelse. Før var der en tendens til at se store åndelige skikkelser før Kristus som en slags forløbere for denne - Platon blev opfattet som en slags kristen.


Dokumentation man ikke kan komme uden om

Det er vanskeligt at se, hvordan man kan komme udenom den dokumentation, som von Spaeth her fremlægger. Når man læser von Spaeth og har blot det mindste kendskab til NT, kan man slet ikke undgå at høre dette værk klinge med. Tænk blot på Fadervor - "ske din vilje, som i himlen, således også her på jorden". Det er jo nærmest Platons idé-lære i eksistentiel form, og dermed så sandelig også en tanke, vi finder hos de gamle ægyptere. Og når Jesus lades sige, at "Gud rige er i jert indre", kan det mon forstås fornuftigt på anden måde end mystisk-psykologisk? Og von Spaeth får den interesserede læser til at spørge sig selv, om hvorfra i himlens navn denne senere skræk for himlens konkrete nærvær kommer fra?
          At der er en permament tendens, allerede i GT, til at vige tilbage fra selve den ægyptisk-gnostiske, kristne kerne - som von Spaeth i øvrigt mener er al samfundsdannende religions kerne - giver han mange eksempler på. Et sådant er katharernes version af linien i Fadervor, "giv os i dag vort daglige brød". Hos denne kristne retning finder vi versionen "giv os i dag vort åndelige brød". Men skulle denne version ikke være nærmere tanken om, at det er det indre, "ånden"i os selv og i kosmos, vi søger?
          Vi har samme problem med Bjergprædikenen, verset "salige er de fattige i ånden", (Lukas). Da de andre evangelier ikke har "i ånden", har der været en tendens til at hævde, at "i ånden" hos Lukas er en tilføjelse af en eller anden anti-marxist fra den tid. Til støtte for von Spaeths iagttagelse, at der er en gennemgående tendens til også at støde Moses og kernen i hans tankeverden fra os, vil jeg lige nævne, at den oprindelige oversætter af GT fra Hebraisk og NT fra græsk, Skt. Hieronymus, netop oversætter "vort daglige brød" til "panis nostrum supersubstantialis" - "vort åndelige brød". Vidste Hieronymus da ikke, hvad han talte om? - denne mand, som Augustin lovpriser og hvis sikre kendskab til hebraisk, græsk og latin, han fremhæver.


Den essentielle forståelse

Et centralt udgangspunkt for analysen af sine tekster er von Spaeths benyttelse af et princip knæsat af sociologen og antropologen Max Weber, som kalder dette princip for"Verstehen". Tanken går ud på, at man ikke kan beskrive en fjern kulturs skikke og ritualer uden at forstå meningen. En opdagelsesrejsende, der vil beskrive en eksotisk stammes ritualer i forbindelse med fremkaldelsen af regn, vil aldrig kunne beskrive ritualet rigtigt, med mindre han forstår ritualets formål - at fremkalde regn.
          Og hermed begiver von Spaeth sig ind på stærkt minerede områder - oldtidens mysteriekulter og astrologi. Ove von Spaeth mener ganske enkelt, at uden et kendskab til oldtidens astrologiske forestillinger og den dybere tanke med de mange og ofte sære kultiske ritualer, forstår vi kun en brøkdel af bibelens indhold, og i hvert fald slet ikke nok til at kunne se de spændende forbindelser mellem den ægyptiske, den jødiske og den kristne verden. Som en rød klud for moderne religionssociologer fremhæver von Spaeth endvidere, at de store religioner ikke oprindeligt er et socialt produkt, men at civilisationen, og overlevelsesdygtige samfund i det hele taget, tager deres udspring i individuelle oplevelser af mystisk art, som det var kulternes formål at fremkalde.
          Hvordan vi end vender og drejer det, kan vi ikke komme uden om von Spaeths fremdragelse af de forhold af praksis, der gjorde sig gældende i oldtiden og en lang tid frem. Fra det gamle Ægypten over Grækenland og Rom, med en pause i middelalderen, men en genopblomstring under renæssancen, var hele perioden gennemsyret af kultisk og astrologisk tankegang.


Kultiske ritualer

Fjerde bind i Ove von Spaeth serie om Moses, 'Den Hemmelige Religion' med undertitlen 'Moses og den egyptiske Arv i Fortid og Nutid' (C.A. Reitzels forlag), er en tour de force af et forsøg på at få os til at læse GT og NT gennem kultiske og astrologiske briller. For dem, der får kvalme ved ordet astrologi, vil jeg på egne vegne komme med et forklarende indlæg: Man behøver ikke, som det alt for ofte er tilfældet, opfatte stjernekonstellationer som direkte årsager til begivenheder på det individuelle og det almene plan på vor klode. Stjernekonstellationerne optræder med cyklisk og dermed forudberegneligt periodicitet. Som f.eks. solformørkelser.
          At Jorden til forskellige tidspunkter og i forskellige positioner i forhold til solen er påvirket af forskellige former for kosmisk stråling, mere eller mindre betydningsfuld, er der intet nyt eller uforståeligt i. Heller ikke i, at kosmisk stråling kan være årsag til mange forklarlige og mange endnu ikke forklarlige fænomener her på jorden. Forskellige former for kosmisk stråling kan naturligvis også optræde med regelmæssig periodicitet - som f.eks. effekterne af solpletter, som både er målelige og ofte forudberegnelige.
          Der er derfor intet til hinder for, at en bestemt form for kosmisk stråling kan optræde samtidigt med en bestemt stjernekonstellation. Kender man ikke kilden til den kosmiske stråling, men kun effekten, og denne effekt optræder tilsyneladende forbundet med den bestemte stjernekonstellation, vil der være en naturlig tilbøjelighed til at udnævne den i sig selv uskyldige stjernekonstellationen til årsagen. Stjernetegnene skal tages netop som tegn eller signaler. Fejlen vi begår, er, som Pavlovs hunde, at tro, at den kimende klokke er årsagen til den lækre mad. Den er blot tegn på, at den er serveret.


Orfisk og Osirisk tolkning

Effekten af kultiske ritualer behøver ikke at forklares eller "forsvares". De er en gennemstuderet kendsgerning. At formålet med de forskellige ritualer fra oldtiden til de steder på kloden, hvor de stadig dyrkes, er ekstase og en eller anden form for "højere tilstand", er hævet over enhver tvivl. 
          At hallucinatoriske tilstande opnås ved det, vi i dag kalder sensory deprivation - afskæren af alle sanseindtryk, er ikke noget nyt, tværtimod. Om man i mørke nedsænkes i en tank med lunkent vand i 72 timer eller i samme tidsrum tvinges til at befinde sig i en lukket kiste, kommer i denne forbindelse ud på et. De kultiske ritualer har et formål - de er ikke meningsløst pjat.
          Når vi i den augsburgske trosbekendelse læser om Guds enbårne søn, der blev henrettet under Pontius Pilatus, tilbragte tre dage i dødsriget, for til sidst genopstået at blive optaget i himlen, så er det for et moderne mennesker, der har fornuftens brug i behold, det rene vås. Men hvis man derimod tolker teksten orfisk eller, om man vil, osirisk, og dermed kultisk-rituelt, så handler den om opnåelse af en højere eller anderledes bevidsthedstilstand gennem total isolation fra ydre påvirkninger.


En fascinerende verden åbner sig

I dette fjerde bind af sit storværk lader von Spaeth os læse gennem astrologisk-kultisk symboliserende briller, og det er både meget spændende og ofte meget morsomt.
          Det hemmelige er jo altid spændende, men det er ikke for underholdningens skyld mysteriekulter omgiver sig med stor og til tider uigennemtrængelig mur af hemmelighedsfuldhed. En af årsagerne er naturligvis faren for vulgarisering, hvorved den psykiske spænding, der skal til for at opnå konkrete resulater, ekstase i en eller anden form, fordufter. Spaeth giver samme forklaring på Moses' forbud mod afbildninger af Gud. Det, der skulle have været et indre og åndeligt anliggende, bliver ved afbildning tingsliggjort, og drager sindet bort fra sit centrum.
          En anden grund til mysteriekulternes hemmeligholdelse skyldes sandsynligvis, at der i forberedelserne til den mystiske indvielse ofte indgik ritualer rettet mod befrielse fra de konventionelle samfundsbånd. Også riter, der benytter sig af sex og blodsudgydelse, kan ikke være offentligt tilgængelige. At riterne ofte har taget meget drastiske former, er der ingen tvivl om. De har i nogle tilfælde været af en sådan art, at ingen kunne få sig selv til at beskrive dem. H.C. Andersen nævner i 'En Digters Bazaar' en indvielsesceremoni hos de tyrkiske "hvirvlende dervisher", hvor han efter at have beskrevet begyndelsen af forestillingen, bryder af med et: at "det følgende var af en sådan art, at det ikke egner sig til papiret".

          Men læs nu bind fire af 'Attentatet på Moses' - 'Den Hemmelige Religion': Dette bind giver straks lyst til at genlæse de forudgående tre bind. Resumeet her af bind fire berører endda kun en brøkdel af emnerne, som von Spaeth tager under behandling - for ikke at sige under lup. En fascinerende verden åbner sig under denne lup.

J.M.     Rio de Janiero, 24. november, 2004.


Ove von Spaeth: "Den Hemmelige Religion", - Attentatet på Moses, bd. 4. -
368 sider, illstr., kr. 298,- , C.A. Reitzel forlag. - Suppl. info, se: www.moses-egypt.net

(Anmelderen/essayisten Jurij Moskvitin er cand.mag. i filosofi, matematiker, filmmusikkomponist og forfatter, - og hans "Essay on the Origin of Thought", Ohio University Press, 1974, er etableret som en sand klassiker. Han er tidligere anmelder på dagbladet Politiken og lejlighedsvis i tv).



(Note:  Kronikken/essayet, hvori Jurij Moskvition netop erklærer Ove von Spaeths bog for kontroversiel og selve emnerne ligeledes særdeles kontroversielle, blev - til trods herfor - med returneringen efter den afslåede optagelse i Dagbladet Information, vedføjet et udsagn fra kronikredaktøren Kristen Bjørnkjær om, at han med glæde hellere ville bringe en anden tekst af Moskvitin, (citat:) "... helst noget mere kontroversielt end Moses". - Ifølge oplysninger i mail fra redaktionen, 17.maj 2005, til Jurij Moskvitin)


(Med skriftlig tilladelse pr. 24.nov.2004 fra Jurij Moskvitin til fri brug for OvS.)